Suså festival

- mødested for komponister, musikere og publikum igennem 25 år

Suså Festival fylder 25 år og er nu klar til at præsentere jubilæumsprogrammet. Festivalen, finder i år sted i weekenden 1.-3. september i Grønnegades Kaserne i Næstved og præsenterer 3 intense dage med koncerter inden for det bedste af den nye samtidsmusik, spillet af danske og internationale musikere på højeste niveau.

I år kan man opleve 33 værker af 30 nutidige komponister. Musikken opføres af Athelas Sinfonietta Copenhagen, Signe Asmussen og Erik Kaltoft, italienske Ex Novo Ensemble, Njyd Ensemble, Aarhus Sinfonietta, unge MGK-elever fra Helsingør, Køge, Guldborgsund og Slagelse MGK samt saxofonisten Jeanette Balland i et møde med digteren Irmelin Prehn. I anledning af jubilæet indbyder Suså Festival desuden fredag eftermiddag til en jubilæumsreception.

Suså Festival har igennem 25 år været et mødested for komponister, musikere og publikum, hvor man har mulighed for at komme ind under huden på, hvad der rører sig i den nyere musik. Således er der som publikum ofte god mulighed for at tale med komponisterne mellem koncerterne, ligesom der i programmet indgår et Mød komponisterne, i år med ikke færre end 4 komponister. De 4 komponister er TAN Tuan Hao, Eirik Moland, Regin Petersen og Rachel Yatzkan, der alle har skrevet værker til et af 4 MGK-ensembler. Værkerne uropføres af de unge musikere ved årets festival under overskriften Unge spiller nyt. Forud for festivalen besøger komponisterne eleverne på en række gymnasier og fortæller om deres musik, så et nyt ungt publikum får et godt første møde med denne særlige musikgenre.

Traditionen tro har Suså Festival sat særlig fokus på et europæisk lands samtidsmusik, hvor man kan få et endnu dybere indblik i dette lands nyere kompositionsmusik. I jubilæumsåret er valget naturligt faldet på Danmark og Vindue mod Danmark åbnes på bedste vis allerede fredag eftermiddag i to koncerter med Athelas Sinfonietta Copenhagen og lukkes igen søndag eftermiddag med en koncert med Aarhus Sinfonietta.