5 mar 2024

PULSAR 2024

PULSAR er DKDM's årligt tilbagevendende festival for ny musik. Grundstammen i festivalen er værker af de kompositionsstuderende ved musikkonservatoriet, opført af konservatoriets sang- og instrumentalstuderende.

Igen i år samarbejder festivalen med DR Vokalensemblet, der uropfører værker af fire studerende, ligesom samarbejdet med Kunstakademiet om performancedage i Udstillingsstedet Q også genoptages.

På Klub PRiMi i den hvide kødby kan du opleve improviseret, kreativ og genrefri musik, hvor flere komponister og musikere fra DKDM vil indtage scenen.

Et stenkast fra konservatoriet ligger den klassiske Bodega 48, som for første gang huser en koncert, og festivalen indtager også andre nye rum fx. i forbindelse med en performance i DKDM’s teorilokaler.

Komponister fra konservatoriet i Aarhus kommer på besøg og afholder koncerter i Frederiksberg Kirke og Grundtvigs Kirke, og for børn og barnlige sjæle er der særlige tilbud med Next Generation og BørnePULSAR.

Sidst, men ikke mindst, fejrer festivalen den danske elektroakustiske pioner Else Marie Pades 100-års fødselsdag med en uropførelse af hendes 70 minutter lange værk Immortella samt Charles Ives’ 150 år med en opførelse af hans monumentale Concord Sonata.

Find ovenstående koncerter og events og mange andre i det omfangsfulde program, som kan downloades i højremenuen.