6 mar 2026

Pipeless

- lydudstilling af William Eglite i Aarhus 13. marts - 11. april 2026

Matematikeren Charles Babbage skriver i 1837, at det som bliver sat i bevægelse i luften, teoretisk set aldrig forsvinder igen. Lydbølgerne fra et ord der bliver sagt, vil hurtigt blive svage, men selvom vi ikke kan høre dem, vil de fortsætte med at “vandre over havenes og jordens overflade” og påvirke sine fremtidige omgivelser. Ifølge Babbage er luften et stort bibliotek, hvor alt, der er sagt og gjort ligger gemt i luftens partikler.

Udstillingen Pipeless tager afsæt i denne tanke. I rummet hører vi lyden af et orgel, men orgelpiberne, som lyden oprindeligt kom fra, er fraværende. Tonerne kommer fra et diffust sted i rummet. Vi hører deres langsomme kommen og gåen, mens de blander sig med radiatorens summen, lyden fra vandet, der løber gennem afløbet og en svag støj fra vejen udenfor.

Udstillingsrummet står som en umiddelbar tom ramme, hvor rummets egne elementer nu træder frem og skaber betingelserne for et lytningens indre, private rum, hvor billeder og bevægelser kan opstå. På den måde forsøger udstillingen, at lade lyden skabe forbindelser mellem det indre og det ydre. Mellem det ydre tredimensionale rum, den omkredsende eller omgivende verden, og det indre ikke-dimensionale rum, hvor tanker og drømme tager form.

Udstillingen er skabt i samarbejde med kuratorduoen Møn & Søn.