25 mar 2022

NY UNDERSØGELSE VISER EN UDBREDT SEXISME I MUSIKBRANCHEN

Der eksisterer en udbredt sexisme i musikbranchen, og det forhindrer kvinder i at have de samme karrieremuligheder som mænd. Sådan lyder hovedkonklusionen i en ny undersøgelse, der som den første af sin slags har set nærmere på årsagerne til den skæve kønsbalance i musikbranchen.

Der er en udbredt sexisme i den danske musikbranche, og derfor møder kvinder markant flere arbejds- og karrieremæssige barrierer sammenlignet med mænd. Sådan lyder konklusionen i en ny undersøgelse med titlen ’Hvorfor er der så få kvinder i musikken?’, som er udført af Analyse & Tal og KVINFO på vegne af musikorganisationerne Koda, Dansk Live, JazzDanmark, Snyk, ROSA og Tempi.

Undersøgelsen er den første, der på tværs af køn kortlægger kønnets betydning for udøvende og skabende musikeres karrieremuligheder og -begrænsninger i Danmark. Datagrundlaget bygger blandt andet på knap 6.000 spørgeskemabesvarelser, hvoraf cirka 1.500 personer har valgt at supplere besvarelsen af spørgeskemaet med åbne besvarelser.

Det kan musikbranchen ikke leve med
Det fremgår af undersøgelsen, at arbejdsforholdene i musikbranchen generelt er usikre og uregulerede, men den viser imidlertid, at det i langt større omfang har negative konsekvenser for kvinder end for mænd – både i forhold til psykisk belastning og manglende juridiske rettigheder. Samtidig oplever mange kvinder stereotype forestillinger og fordomme om blandt andet deres evner og kompetencer, hvilket har en negativ betydning for muligheden for at opnå og bibeholde en karriere i musikbranchen som kvinde.

Kvinder i musikbranchen oplever også markant mere grænseoverskridende adfærd og seksuel chikane end deres mandlige kollegaer, hvilket er en væsentlig årsag til kønsubalancen blandt udøvende og skabende musikere. 64 procent af kvinderne har oplevet én eller flere former for grænseoverskridende adfærd i deres arbejde over de seneste fem år, mens tallet for mændene er 44 procent. Og ser man udelukkende på yngre kvinder under 30 år, gør det sig gældende for 80 procent af kvinderne. Hvor mænd beretter, at den uønskede seksuelle chikane oftest kommer fra publikum, oplever kvinder, at det ofte kommer fra personer, som har direkte indflydelse på deres karriere.

”Undersøgelsens resultater er slående. Ikke nok med, at undersøgelsen på baggrund af et omfattende datamateriale dokumenterer, at kvinder langt fra har de samme muligheder for at gøre karriere i musikbranchen som mænd. Den viser også, at de uregulerede arbejdsmarkedsforhold har langt større negative konsekvenser for kvinder. Det er helt uacceptabelt, at det skal være så meget sværere at være kvinde end mand i musikbranchen. Det kan vi ikke leve med hverken som branche, som arbejdsgivere, som kollegaer eller som organisationer, og derfor kalder undersøgelsen resultater på, at alle aktører i musikbranchen må og skal tage et ansvar nu,” udtaler Kodas forperson, Niels Rønsholdt.

Omfattende forandringer skal gøre op med sexismen
Musikbranchen har således et omfattende problem med sexisme, og det kræver omfattende forandringer at ændre dette. Udfordringerne er komplekse og kræver indsatser og handlinger, der adresserer mange forskellige lag på flere forskellige områder af musikbranchen. Blandt andet anbefales det i rapporten, at musikbranchen styrker de juridiske rettigheder i forhold til graviditet og barsel, at man understøtter en kultur uden krænkelser og seksuel chikane, og at man modvirker begrænsende stereotyper og bias.

”Vi vil skabe reelle forandringer, og selvom mange af os i musikbranchen allerede er i gang og har været i gang i noget tid, skal vi danne og fastholde et bredt og varigt samarbejde. Vi følger derfor undersøgelsen op med etableringen af et Diversity LAB, hvor centrale aktører vil mødes for at omsætte den viden og de anbefalinger, som blandt andet findes i denne undersøgelse, til konkrete løsninger. Løsninger, som skal bidrage til at skabe reelle og varige forandringer,” udtaler leder i JazzDanmark, Eva Frost.

Find og læs hele undersøgelsen her