31 maj 2017

Ny podcastserie af Birgitta Tollan

– mød et udpluk af DKFs medlemmer som er komponister og kvinder

I Dansk Komponistforening har vi diversitet i musiklivet som et fast indsatsområde. Vi arbejder bl.a. med, hvordan komponister i højere grad kan være synlige - og forskellige - rollemodeller for børn, unge og voksne der skaber eller gerne vil skabe musik, og hvordan der kan komme mere ny musik og mere musik af kvinder på koncertprogrammerne hos danske orkestre, ensembler, festivaler, musikforeninger m.m.

Hyppige svar på spørgsmålet om, hvorfor der ikke er værker af kvinder på repertoiret, er, at der næsten ingen er, eller at man ikke kender nogen.

I Dansk Komponistforening er pt 13% af foreningens medlemmer kvinder. Kvinder, der som professionelle komponister skaber musik inden for et væld af genrer og udtryksformer. Vi har bedt den svenske radiojournalist og podcaster Birgitta Tollan om at lave en serie portrætter i 2017 af nogle af disse kvinder.

Første portræt er af den islandske komponist, Bára Gisladóttir. Hør bl.a. om hendes kærlighed til kontrabassen som instrument, hvorfor hun maler, før hun komponerer, og hvordan hendes fars nye bil blev til et værk.

Flere portrætter følger i løbet af 2017.

Repertoirer i balance

Idéen til ovenstående podcastserie er bl.a. kommet af vores engagement de sidste par år i festivalen Talk Town - en debatfestival om køn, ligestilling og feminisme, som netop har fundet sted i København 18.-20. maj. I år valgte vi at sætte et særligt fokus på, hvordan musik af kvinder i højere grad kan komme ind i repertoireplanlægningen, og derfor inviterede vi d. 18. maj beslutningstagere fra medier, orkestre, kammerensembler, kor, festivaler, konservatorier, musikforeninger, forlag og pladeselskaber til en interaktiv workshop under titlen Repertoirer i balance.

Deltagerne mødte Rune Rebne, leder af Jenteprosjektet komposition ved Norges Musikkhøgskole, Victoria Johnson, Head of digital, marketing and communication ved Sound and Music i England, Stefan Forsberg, adm. direktør og koncerthuschef ved Kungliga Filharmonin Stockholm, komponisten Maria Lithell, der i en årrække var ordførende i den svenske komponistforening KVAST; Kvinnlig Anhopning av Svenska Tonsättare, Guro Kleveland, kommunikationschef i Kulturtanken Norge og forkvinde for netværket Balansekunst samt Tunde Ogungbesan, hovedansvarlig for BBCs kompromisløse ligestillingsstrategi fra sidste år.

Dagen blev afsluttet med en offentlig samtale og debat om musik- og kulturinstitutioners ansvar i forhold til at afspejle diversiteten i samfundet med Maria Lithell, Guro Kleveland og Tunde Ogungbesan i panelet, modereret af komponisten Niels Rønsholdt.

Med tiltag som ovenstående ønsker vi at være med til at inspirere, skabe idéer og udvikle konkrete tiltag med henblik på mere diversitet og balance i musiklivet.