2 aug 2023

Myriader af tabte minder

Sidste år indstiftede vi i DKF en ny pris, Fair Practice-prisen, med henblik på at hædre aktører, der bestiller og opfører ny musik på ordentlige vilkår.

Den ene af prismodtagerne i 2022 var sangeren Ly Tran, som blandt andet blev fremhævet for ordentlige kontraktforhold og tillid i forhold til komponistens kunstneriske visioner.

Fair Practice-prisen gives i form af penge til en bestilling hos en selvvalgt komponist. Ly Tran valgte at bestille et værk hos komponisten Aya Yoshida - et værk der har fået titlen "Myriader af tabte minder" for sopran og strygekvartet, og som nu får sin uropførsel d. 15. august til Rudersdal Sommerkoncerter med Rudersdal Kammersolister.

Om værket: Myriader af tabte minder
Værket er inspireret af melodier og anekdoter fra en glemt barndom i Vietnam og på flugt. Ly Tran kom til Danmark med sin familie som seksårig.

Hun har ingen erindringer fra tiden før, hverken de fem år i Vietnam, de syv dage på havet i en hjemmebygget båd eller de 10 måneder i en malaysisk flygtningelejr. I sin søgen efter tabte minder har hun interviewet sin familie og optaget sange, hendes mor sang i hendes tidlige barndom.

Ud fra disse materialer og samtaler med Ly Tran har Aya Yoshida skrevet et værk for sopran og strygekvartet.

Om koncerten:
Koncerten er en del af en større event under Rudersdal Sommerkoncerter.

Under overskriften På udflugt med musikken, starter eventen med en koncert kl. 17-18 med musik af bl.a. Ejnar Kanding og My Beautiful Decay 1973 aka Carsten Bo Eriksen, efterfulgt af guidet gåtur med med Anders Bank Lodahl fra Rudersdal Museer.

Der bydes på sandwich og drinks forud for koncerten med Ly Tran kl. 19:30, der ud over det nye værk af Aya Yoshida også opfører Rued Langgaards romantiske I blomstringstiden.