30 jan 2017

Lydkunst i Møstings Hus

Med udstillingen The Space Between the Silence omdanner den danske lydkunster Lars Lundehave Hansen Møstings Hus til en verden, hvor både tid, kausalitet og rumlig logik er suspenderet. Her manifesteres lydværkernes egen virkelighed med dramatiske virkemidler, som udfordrer sanserne.

Værkets tempo og verdens tid

På soloudstillingen præsenteres fire lydinstallationer, flere skabt specifikt til Møstings Hus. Med et både patosfyldt og afdæmpet kunstnerisk sprog arbejder Lundehave Hansen med at iscenesætte udstillingsrummet med få præcise virkemidler, så både tids- og rumoplevelsen får nye dimensioner. Hver installation er sin egen forvarede lydverden.

Værkerne er på overfladen enkle og æstetiske. Men der er noget faretruende under den tilsyneladende glatte overflade, som nærer tvivlen om hvad det er for en virkelighed man er trådt ind i, og hvilke logikker der er på spil. Lundehave Hansen er fascineret af den dobbelttydighed, som man kan skabe ved grundigt at bearbejde et udstillingsrums akustik, geometri eller belysning:

”Jeg vil gerne have, at man træder ind i en konstruktion, som bringer én i anden stemning, der er afkoblet fra virkeligheden og virkelighedens tid. Værkernes fokus er på de hensatte stemninger, der opstår i kontrasterne mellem værkets tempo og verdens tid; en lyd på pause eller filtreringer af virkeligheden”.