7 dec 2017

Kunsten som megafon for de ufortalte historier

Pitch din idé til et udviklingsprojekt der kombinerer musik og scenekunst med et socialt fokus

Københavns Musikteater og Dansk Komponistforening inviterer komponister, scenekunstaktører og andre kunstnere til at pitche en idé til et scenekunstnerisk udviklingsprojekt om samskabelse med udvalgte borgergrupper.

En jury vil herefter udvælge fire projekter, der hver især vil få tildelt en mentor, der igennem en uge i april 2018 vil arbejde med de udvalgte projekter. Forløbet afsluttes med en offentlig visning.

Hvornår?

Pitch-sessions finder sted onsdag d. 31. januar 2018 fra kl. 17 på Københavns Musikteater, Emblasgade 175, 2100 København Ø og er åben for publikum.

Hvad?

Inden da skal du/I senest den 25. januar 2018 sende et oplæg til info@kobenhavnsmusikteater.dk

Oplægget skal være på max en A4 side og indeholde info om:

  • Målsætning for projektet
  • Beskrivelse af idéen
  • Tanker om målgruppe (hvem skal involveres?)
  • Hvor forestiller man sig, at projektet/udstillingen skal udføres?
  • Hvordan skal projektet/udstillingen formidles?
  • Hvor mange antal medvirkende mv. i det færdige produkt?
  • Hvad har inspireret dig/jer til idéen (et værk, en forestilling eller andet)?
  • Hvilken type sparring mener du/I at kunne få brug for? (fx i forhold til iscenesættelse, musik, instruktion, brugerinddragelse m.m.)

 

Længde på pitch-session

Der vil til hver pitch-session blive afsat ca. 15 min: 7 minutter til pitch og den resterende tid til spørgsmål fra publikum samt en umiddelbar reaktion fra juryen. Dit/jeres pitch kan evt. indeholde brug af lyd og billede, dette skal dog varsles på forhånd.

Juryen består af:

  • Tine Louise Kortermand - Komponist, video, lyd og performancekunstner
  • Signe Høirup Wille-Jørgensen (Jomi Massage) - sangskriver, musiker og sangerinde
  • Jan Samuelsen – partner i kulturproduktionskollektivet INDGREB
  • Allan Klie – Kulturproducent i KBH+/Askovfonden, tidlig. Kunstnerisk leder af Københavns Musikteater
     

Allerede dagen efter, vil du/I få svar på, om projektet er blandt de udvalgte til at modtage et mentorforløb.

Hvis du går videre

Er du/I blandt de udvalgte, vil du/I blive tildelt en mentor/vejleder, som vil arbejde med dig/jer i een ud af fire uger i april 2018 (uge 14-17) med en afsluttende visning for et publikum. Københavns Musikteater lægger hus til i hele perioden.

Forløbet slutter endeligt med en dag under Talk Town Festivalen (3.-5.maj) på Huset i Magstræde, hvor alle fire projekter får mulighed for en samlet visning, og der vil være en afsluttende debat.