8 sep 2025

Koncertkapellet bliver ny netværksscene for musikdramatik

Roskildes nye akustiske musikhus Koncertkapellet bliver i 2026 og 2027 en del af Statens Kunstfonds Musikdramatiske Netværk. Koncertkapellet ansøgte i foråret om at blive netværksscene og krydsede fingre for at komme igennem nåleøjet. Det lykkedes:

"Kunstfondens bevilling betyder, at vi i otte uger i hvert af de to år kan stille vores dejlige rammer gratis til rådighed for scenekunstgrupper og ensembler, der arbejder i krydsfeltet mellem musik og scenekunst", fortæller bestyrelsesleder i Koncertkapellet Hanne Tofte Jespersen. "Det er vi utrolig glade for. Det har nemlig hele tiden været en af visionerne med Koncertkapellet at skabe en scene for de mindre musikdramatiske forestillinger, der er så mange i nutiden".

Musikdramatik er en af de genrer i Danmark, der har de største udfordringer med at finde egnede lokaler til at udvikle de forestillinger, mange drømmer om at lave. Alt for ofte strander gode ideer, fordi det er for dyrt at leje sig ind på egnede steder.

"Koncertkapellet har perfekt akustik til sangstemmer og mindre instrumentalensembler. Her er et rigtig godt nyt flygel, lysudstyr, projektor mm. og professionel facilitering",  siger Hanne Tofte Jespersen.

Med optagelsen i netværket vil Koncertkapellet få dækket sine ugentlige grundudgifter af Kunstfonden i op til 8 uger i hvert af de to år, når stedet udlåner sine faciliteter til udvikling af musikdramatiske produktioner.

Stedets erfaringer
I åbningsåret 2024 producerede Koncertkapellets den nye klassiske kabaret "De Forstummedes Tale", der viste stedets muligheder. Forestillingen blev en stor succes, og mange har efterspurgt en genopsætning. 

I februar 2025 lagde Koncertkapellet hus til en anden forestilling, nemlig skuespilleren Lars Boms og pianisten Amalie Mallings Satie-forestilling, som også spillede udsolgte forestillinger.