22 jan 2026

Dorico kurser i Kbh. og aarhus

I 2026 følger vi op på sidste års introkursus i brugen af musiknotationsprogrammet Dorico med nye moduler samt endnu et introkursus for nybegyndere - denne gang i Aarhus.

OVERFØRSEL AF VÆRKER FRA FINALE OG SIBELIUS TIL DORICO

Onsdag den 18. februar inviterer vi til et opfølgende modul på det introkursus i brugen af musiknotationsprogrammet Dorico, der fandt sted i august sidste år.

Endnu en gang er det med komponisten Morten Olsen ved roret, som på dette kursus vil have fokus på, hvordan du overfører dine værker fra Finale og Sibelius til Dorico. Du er også velkommen til at medbringe evt. andre udfordringer, du har med programmet.

Hvem er kurset for?
Kurset er for alle medlemmer af Koda med et grundlæggende kendskab til Dorico. Medbring din egen bærbare og gerne værker af egen produktion, som du ønsker at overføre.

Det er gratis at deltage, og vi sørger for forplejning undervejs.

INTROKURSUS I BRUGEN AF DORICO - NU I AARHUS
Flere af vores medlemmer vest for Storebælt har efterspurgt et introkursus i brugen af musiknotationsprogrammet DORICO lig det vi afholdt i København i sensommeren sidste år.

Derfor inviterer vi nu til et heldagskursus på spillestedet RADAR i Aarhus torsdag d. 5. marts kl. 10.30 -16.00, hvor komponist Morten Olsen vil give en grundig introduktion til brugen af programmet DORICO, samt hvordan du overfører dine værker fra Finale og Sibelius.

Hvem er kurset for?
Kurset er for alle medlemmer af Koda med ingen eller kun lidt erfaring med Dorico. Det er gratis at deltage, og vi sørger for forplejning undervejs.

Det vil være en absolut fordel, hvis du kan have din egen bærbare med til kurset.