Kunst- og kulturlivet i Danmark får nu et fælles Fair Practice Kodeks, der beskriver, hvordan fair og ordentlige arbejdsforhold for kunstnere ser ud.
Kodekset, der er det første af sin art herhjemme, er resultat af et samarbejde mellem Dansk Kunstnerråd og initiativet Fair Practice Kultur, der drives af Dansk Komponistforening og Billedkunstnernes Forbund. Det er inspireret af Hollands Fair Practice Code, men tilpasset en dansk virkelighed og bakkes op af Kunstnerrådets 22 medlemsorganisationer på tværs af hele kunst- og kulturlivet.
Det nye kodeks, som har været undervejs det seneste år, er godkendt på Dansk Kunstnerråds årsmøde d. 27. maj 2026. I den kommende tid vil Dansk Kunstnerråd arbejde for, at det kommer i brug ude hos kunstnernes arbejds-, opdrags- og tilskudsgivere i kulturlivet. F.eks. på teatre, spillesteder og museer, men også f.eks. i kommunernes kulturpuljer og hos offentlige og private fonde.
Søren Bang Jensen, forperson i Dansk Kunstnerråd, siger:
”Kodekset handler ikke kun om at betale kunstnerne fair og rimeligt, men også om f.eks. at tage ansvar for arbejdsmiljøet og om at have fokus på, hvordan man kan skabe mere bæredygtige arbejdsliv på det prekære arbejdsmarked, kunstnere navigerer i. Med kodekset i hånden kan dem, der ansætter eller giver tilskud til kunstnere, enkelt identificere de forhold, der bør tages højde for i professionelle kunstneriske samarbejder. Det træder ikke i stedet for, men supplerer, understøtter og bakker op om de kollektive aftaler, der findes på nogle, men langt fra på alle kunstområder.”
Aftaleredskab og etisk pejlemærke
Dansk Kunstnerråds Fair Practice Kodeks har fem kerneværdier:
- Fair betaling
- Bæredygtigt arbejdsliv
- Mangfoldighed
- Gennemsigtighed
- Tillid
Ved at bruge kodekset tager man medansvar for at skabe bedre arbejdsforhold i kulturbranchen. Samtidig viser man publikum og samarbejdspartnere, at ordentlige arbejdsforhold for kunstnere har høj prioritet.
Hvorfor et Fair Practice Kodeks?
Kunst og kultur er en uundværlig del af det danske samfund og bidrager til at skabe sammenhængskraft, demokratisk dannelse og økonomisk vækst. Derfor er professionelle arbejdsforhold for kunstnere og kulturskabere et vigtigt fælles anliggende.
Undersøgelser viser, at kunstnere i Danmark udgør en lavindkomstgruppe, hvor de fleste er freelancere, soloselvstændige eller kombinatører. Kunstnerne har typisk skiftende arbejds- og opdragsgivere, og deres arbejdsliv er præget af uforudsigelighed, økonomisk usikkerhed og ofte uregulerede arbejdsvilkår.
Det nye kodeks fungerer som et tydeligt, værdibaseret redskab for alle, der ansætter, samarbejder med eller giver tilskud til professionelle kunstnere. F.eks. offentlige og private kulturinstitutioner, statslige myndigheder, kommuner, fonde, organisationer, virksomheder m.fl. Kodekset er også rettet mod kunstnere som et redskab til at indgå fair aftaler om samarbejder og opgaver.





