Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat

To af Dansk Komponistforenings komponister, Birgitte Alsted og Line Tjørnhøj er blandt modtagerne af en af landets største hæderspriser til danske kunstnere Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens Legat på 750.000 kr.

Herudover har solofløjtenist Ulla Miilmann og kvartetten Nightingale String Quartet modtaget et legat .

    Årets prismodtagere

    Birgitte Alsted har en unik stemme i dansk musikliv: organisk og overraskende på samme tid, dramatisk og ekspressivt, hvad enten lydene er frembragt ved computer eller akustisk. Alsted har igennem hele sin karriere frygtløst kastet sig ind i kollektive, interdisciplinære og improvisatoriske samarbejder, og hun har været pioner i at kombinere alle disse arbejdsmåder. Birgitte Alsted tildeles Carl Nielsen Legatet som velfortjent anerkendelse af sit stadig voksende livsværk og en opmuntring - ikke mindst til omverdenen - til at fordybe sig i hendes univers.

    Line Tjørnhøj tager ofte fat i temaer, der er fremmede i kunstmusiksammenhæng, og udvikler inderligt ekspressive musikalske udtryk for tilspidsede moralske og sociale dilemmaer. På den måde giver Tjørnhøj helt bogstaveligt en stemme til tabuiserede skikkelser og sindstilstande. Hendes projekter spænder på tværs af kulturer og deres respektive musikalske udtryk og har skabt hende et internationalt arbejdsfelt, der afspejles i selve det musikalske stof. Line Tjørnhøj tildeles hædersprisen som en anerkendelse af sit bidrag til at udvide det musikalske udtryksfelt og en opmuntring til at blive ved med at gøre det fremover.

    På den særdeles eksponerede plads som solofløjtenist i DR SymfoniOrkestret har Ulla Miilmann i mere end tyve år spillet på højeste niveau. Med instrumentalt overskud og kunstnerisk format og mod har hun været med til at forgylde mange torsdagskoncerter, turneer og CD-indspilninger. Også som solist, ikke alene med sit eget orkester, men også som gæst i og uden for Danmark og som kammermusiker, har hendes altid originale musikerskab skaffet hende mange beundrere.

    Ulla Miilmann tildeles hædersprisen som en anerkendelse for dette virke og en opmuntring til at fortsætte med at glæde de mange tilhørere, lyttere og seere.

    Det unge danske ensemble, Nightingale String Quartet, har med sine medrivende og dybt musikalske fortolkninger indtaget en markant position på landets kammermusikscene. Den danske kammermusik vejer tungt i kvartettens virke, og den anmelderroste indspilning af Rud Langgaards strygekvartetter har også skabt stor international opmærksomhed om ensemblets fine kvaliteter.

    Hædersprisen tildeles Nightingale String Quartet som en anerkendelse og en opmuntring til at fortsætte sit virke i mange år fremover.