8 apr 2025

Undervejs

Hvordan skaber vi meningsfuld feedback, der styrker kunstnerisk udvikling?

Til Undervejs samler vi Nye Veje-legatmodtagere, fagfæller og kunstnere til en dag med refleksion, metodeudveksling og inspirerende indblik i nye projekter.

Undervejs er et midtvejsarrangement for modtagerne af Nye Veje-legatet – et legat, der støtter praksisbaseret kunstnerisk udvikling og fordybelse. Dagen giver legatmodtagerne mulighed for at få faciliteret feedback på igangværende projekter og dele erfaringer om arbejdsprocesser.

En central del af dagen er introduktionen til Critical Response Process (CRP) – en metode udviklet af Liz Lerman, der strukturerer feedback, så den bliver konstruktiv, dialogbaseret og giver kunstneren reelle værktøjer til videreudvikling.

Derudover vil tidligere legatmodtagere åbne op om deres projekter og erfaring med kunstnerisk fordybelse, og vi skaber rum for samtale, inspiration og netværk. Dagen afrundes med en opsummering og en fælles refleksion over, hvordan vi kan styrke feedback-kulturen i kunstneriske udviklingsprocesser.

Vi glæder os til en dag fyldt med indsigt, sparring og nye perspektiver!


Program:

11.45-12.00: Ankomst

12.00-12.25: Check-in og introduktion til dagen v. Sine Tofte Hannibal, daglig leder i Dansk Komponistforening

12.25-13.20: Åben refleksion fra tidligere Nye Veje-legatmodtagere

13.30-13.55: Besøg af Morten Burian (instruktør og skuespiller) og Jacobe Suissa (lyddesigner og musiker) fra forestillingen NEMO.

13.55-14.10: Pause m. kage

14.10-15.20: Workshop: Critical Response Process

15.20-15.45: Opsummering og afrunding

15.45-16.00: Åben dialog og tak for i dag