8 sep 2025

Sonic Architecture 2025

- udvides med verdenspremiere på filmværket Mirage

Siden maj har koncertvirksomheden Ancestral Modernism løbende afholdt arrangementer som del af koncertrækken Sonic Architecture – et koncept, hvor komponist og slagtøjsspiller Ying-Hsueh Chen har fremført ny musik og koncertvandringer i unikke lokationer i Danmark. Chen har gennem årene vundet et utal af priser, nydt international opmærksomhed for hendes virke og er senest blevet nomineret til Nordisk Råds Musikpris.

Nu udvides Sonic Architecture 2025 med en verdenspremiere på det audiovisuelle værk Mirage: An Architectural Sonic Experience i Grand Teatret d. 28. september.

Om Mirage: An Architectural Sonic Experience
Mirage er en radikal meditation over lyd, lys, rum og materiale, hvor Chen bliver et slags lydmedium, der kanaliserer de unikke akustiske stemmer fra tre ikoniske danske vartegn: Grundtvigskirken, Brønshøj Vandtårn og Thorvaldsens Museum.

I Mirage både komponerer og improviserer Chen på stedet, idet hun bruger primitive såvel som klassiske instrumenter til at afsløre de skjulte lydsprog i de tre lokationer. Med sin spillestil fremmaner hun lokationernes unikke soniske karakter og skaber mulighed for, at arkitekturen kan transcendere sin statiske form og blive en aktiv del af værket. Her bliver bl.a. rystende vinduer, resonansen fra himmelstræbende søjler og metalliske toner fra spiraltrapper en uadskillelig del af den arkitektoniske symfoni.

Frem for blot at være en film eller musikalsk performance er Mirage tiltænkt som en form for cinematisk deep-listening, hvor arkitektur ånder med musikeren. Lydkunstner Jacob Kirkegaard har optaget og designet akustikken for at fremhæve karakteren af hvert rum og instrument, mens filmfotograf Christian Houge Laursens har iscenesat arkitekturens særegne karakter med sine stemningsfulde billeder og lyssætning. Mirage er instrueret og redigeret af den danske kunstner Rikke Benborg, som visuelt og lydligt gentænker Chens improvisation og re-komponerer materialet til et gesamtkunstwerk.

Uddrag fra Mirage blev i 2024 udvalgt til den danske pavillon i Paris under OL, og i maj 2025 udgav Chen et album med optagelserne derfra. Arrangementet i Grand Teatret bliver verdenspremieren på fi lmværket i sin helhed.

Se et uddrag fra værket her.