Lyriker og forfatter Simon Grotrian og komponist Østen Mikal Ore har påbegyndt et samarbejde, hvor Grotrians nyeste salmesamling,’Ravnekost og slagere’ (Gyldendal 2017) sættes i musik og nye musikalske sammenhænge i den kommende tid.
De første 10 salmer bliver torsdag 2/11 uropført på Grotrians hjemmebane i Silkeborg, Lemming Kirke, med vokalensemblet Vox Orange under festivalen KK44: www.kk44festival.dk.
Grotrian og Ore har på hver deres måde givet sig i kast med den udfordrende skabelse af nye slidstærke og sangbare salmer. Salmerne rummer både bastante håndkantsslag, blide kærtegn og underfundige billeder, som Bo Bergholt Grymer – tidl. sognepræst i Grotrians hjemsogn Lemming – vil fortælle om og introducere til i løbet af koncerten.
Publikum vil også lære flere af salmerne, så alle får mulighed for at synge med på disse bud på en fornyelse af den danske salmetradition.
Billedkunstner Peter Brandes har illustreret salmehæftet med koncertens salmer, der udgives i forbindelse med projektet.