27 feb 2017

Pulsar 2017

Retro

Hvor er den nye musik og kunst på vej hen? Vejen er ukendt, og dog går den altid videre. PULSAR 2017 udsender de seneste signaler fra de unge komponister og kunstnere ved musikkonservatoriet og billedkunstskolen på deres vej ud i det uvisse…

Men kender du ikke målet, må du i det mindste vide, hvor du kommer fra. Derfor: I DKDM’s jubilæumsår kigger PULSAR ikke kun ind i det nye, men også tilbage på musik af komponister, som gennem de seneste generationer har præget den nye danske musik bl.a. i kraft af deres tilknytning til Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

PULSAR 2017 samarbejder igen i år med Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler med fokus på tværkunstneriske udtryksformer, installationskunst og performances.

Samarbejdet med DR SymfoniOrkestret udfoldes med uropførelser af værker af de tre unge komponister Bára Gísladóttir, Mads Emil Dreyer og Jeppe Ernst samt Ib Nørholms 13. symfoni, Contrappunto con amore.

København kalder London og Barcelona i musik- og danseforestillingen Longing for the impossible for the moment it is real, hvor avanceret teknologi sender lyd og billeder i realtime frem og tilbage på det europæiske kontinent.

Årets gæsteensemble, MTQ, har budt komponisterne Anna Nikolova, Lasse Winterbottom og James Black op til en tango eller… ? Men bringer os også forbi genrens mester Astor Piazzolla.

Den islandske komponist Anna Thorvaldsdóttir, som oplever sit internationale gennembrud, kaster et nordlys over festivalen.