Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil
Af: © Poul Ruders, 2010

LIV. 1949-68

BARNDOM OG DRENGEÅR

”Nej hvor ser her kedeligt ud” udbrød manden overfor mig i togkupeen. Vi var standset i Ringsted. ”Helt afgjort” sagde jeg. ”Men jeg er jo også født her”. Om synet af Ringsted gjorde et ligeså imponerende indtryk på forbipasserende i foråret 1949, hvor jeg blev født, nærmere defineret den 27. Marts kl. 9 om aftenen, kan jeg af indlysende grunde ikke vide noget om. For øvrigt varede mit Ringsted ´residency´ kun to måneder, tilbragt i en kuvøse. Årsagen til den lidt akavede entré var, at min mor gav slip på mig to måneder ´ før tid´, prematurt, som det så poetisk hedder på medicinsk. Og en prematur fødsel i 1949 var ikke legeværk.

Men hvorfor lå jeg nu i en rugekasse på Ringsted Sygehus? Jo, min morfar, Christian Frederiksen, var overlæge ved Sygehuset(og nærmest enerådende), så alle sejl blev sat til til for at redde det nyfødte skravl (det har ikke været sjovt at være menig sygeplejerske på min morfars afdeling i den periode…). Efterfølgende pådrog jeg mig en lungebetændelse, så kombinationen af en overlæge i familien og det i Danmark nyligt introducerede penicillin reddede mit liv.

Enkelte komponistkolleger og visse anmeldere kan gøre en pause i læsningen her – og måske kigge tankefuldt frem for sig…

Egentlig boede familien Ruders i København, Østerbrogade 151, lige overfor Svanemøllens sporvognsremisse. Min far, som også hed Poul(hvad der senere gav anledning til forskellige interessante episoder)drev en blomsterforretning længere nede ad gaden, ind mod byen. I nr. 111, hvor nu det spektakulært grimme Øbrocenter ligger. Min mor Inge, født Bodholdt Frederiksen, var 32 år da hun fik mig, barn nummer to. Min (halv)søster Jette var den levende kvittering på min mors første ægteskab. Jettes far hed Torben Seear Jensen og var reservelæge på sygehuset i Ringsted. Og da min mor, den ældste af overlægens tre døtre samtidig smilede sig til  en position på midterskamlen i en lokal skønhedskonkurrence,  opstod der inden længe stof nok til en lægeroman af de mere tårevædede.

Så de to blev gift – og fik en datter, min søster Jette, i 1941. Men de blev også skilt, og det var ikke noget man tog let på dengang, og slet ikke i et finere overlægehjem, hvor ikke blot min morfar, men også Jesus regerede uimodsagt, især om søndagen, hvor al morskab, selv den på den pænere side af kortspil og dans, var bandlyst. Som f.eks.. romanlæsning!

Min mor mødte min far i 1947 ved et selskab hos portrætfotografen Jens Juncker-Jensen,  gift med en søster til min mors første mand. En svoger, hedder det vist. Hvordan min far også var blevet inviteret står lidt hen i det uvisse, men rygtet vil vide, at Juncker-Jensen var stødt på min far ´ude i byen´, hvor han havde fattet interesse for den kunstnerisk begavede, men totalt upolerede unge mand, så den feterede portrætfotograf besluttede sig for at ”opdrage” på min far. Som forslugent huggede i sig fra kulturens veldækkede bord, ikke blot litteraturen, men kunsthistorie, musik, fotografi, oldtidskundskab, kort sagt hele paletten af det man i dag nedladende kalder ”finkultur”. Jeg tvivler på min far havde læst en bog, da han mødte Juncker-Jensen, men da Far døde i 1980, efterlod han sig en bogsamling på over 2000 bind, fortrinsvis historie og filosofi.

Nu var det næppe min fars nyerhvervede lærdom min mor faldt pladask for. Han må have været en fuldkommen uimodståelig modpol til hvad hun havde kendt indtil da. Flab og charmør. Og fuldstændig uforudsigelig i sin daglige gøren og laden. Jeg har læst et sted, at en rigtig komponist skal vælge sine forældre med omhu. Helst skal moderen være from og artig – faderen gerne lidt af en anarkist og helst lidt fordrukken. Det rette genetiske blandingsforhold skulle således etablere den perfekte balance mellem eftertanke og impulsivitet hos afkommet. Og man må sandelig sige at jeg ramte plet i min søgen efter de helt rigtige aktører i rollen. Sjældent har man set mage til besynderlig ´casting´, og jeg tror de morede sig kolossalt, i hvert fald i begyndelsen. Men med tiden fik ægteskabet en vis lighed med Salvador Dalis berømte væskeagtigt flydende ure: det lignede noget man kendte, men var alligevel helt forkert at se på. De burde være gået fra hinanden, da jeg blev voksen, men ingen af dem ville(eller kunne)tage det afgørende skridt.

Som tidligere nævnt havde min mor Jette fra første ægteskab. Hendes biologiske far, Torben, var efter skilsmissen rejst til Amerika, hvor han havde slået sig ned som læge med speciale i gynækologi – vistnok i Buffalo, nordpå i staten New York. I mellemtiden, hjemme i lejligheden på Østerbro delte Jette og jeg et værelse med køjeseng. Hun sov øverst, men en dag var hun der ikke. Hun var blevet sendt over til sin far i USA ´for good´ - og hun bor der endnu og er amerikansk statsborger.

Naturligvis foregik ´afskibningen´ af min søster ikke fra den ene dag til den anden, men sådan følte jeg det som otte-årig i 1957. Det er aldrig blevet klart for mig hvad der lå bag beslutningen om at sende Jette ud af Danmark. Var min far jaloux på hende, frugten af en anden mands intimitet med min mor? Eller lå min mor under et emotionelt eller måske ligefrem juridisk pres? Var der sket noget? De der ved det er døde, eller så gamle, at jeg ikke nænner at bringe emnet på bane. Min søster selv ved ikke noget, så jeg får det aldrig at vide. Under alle omstændigheder må min mor  have lidt usigeligt. Hun måtte give afkald på et barn – Jette var jo kun 16 år i 1957.Så jeg var nu reelt enebarn og gik  i anden klasse på Strandvejsskolen ved Sionskirken, lige overfor min fars blomsterbutik. Efter skoletid gik jeg hen til fodgængerovergangen ved Østerbrogade, hvor jeg havde fået besked på at stille mig op og blive stående indtil min far fik øje på mig inde fra butikken. Når han så endelig så mig, var det meningen han skulle komme og hente mig og føre mig sikkert over den stærkt befærdede gade. Det gjorde han også, men af og til tog det lang tid før han fik øje på mig. Især hvis der var mange kunder. Rigtig lang tid. Halve timer hvor jeg bare stod og ventede og lod skoletasken vandre fra den ene hånd til den anden.

MUSIKALSK OPVÆKST

Min mor kom fra et hjem med med klaver, min far fra et med øretæver. Sidstnævnte fulgte ikke med i hjemmet ved Svanemøllen, det gjorde derimod klaveret. I dagligstuen stod et usædvanligt monstrum af et flygel, et såkaldt Søren Jensen ´sommerfugl´. Det mere eller mindre officielle øgenavn må være opstået på grund af flygellågets beskaffenhed. Hængslerne var anbragt – ikke i venstre side af instrumentets kant – men i midten på låget, som så kunne åbnes fra begge sider. I hævet position mindede de to lågehalvdele om vingerne på en sommerfugl. Min mor spillede til husbehov og havde en nydelig sangstemme. Hun og hendes to år yngre søster Åse, havde begge gået ´til spil´ hos den unge, fremadstormende pianist og komponist Herman D. Koppel. Mor holdt ikke klaverspillet ved lige, hvorimod min moster – efter sigende – skulle have vist mere end almindelig talent på tangenterne.

Men musik skulle der til i mit barndomshjem, alt andet var utænkeligt. Klaveret stod der, og da jeg var fyldt syv, kontaktede mine forældre en ´spillelærerinde´, som man sagde den gang.

Hun hed Rigmor Alsted, og jeg husker den første gang hun kom ind i stuen og fik øje på ´sommerfuglen´. Hun fik et lettere forpint udtryk i ansigtet, men gik så i gang med undervisningen.

Jeg husker intet, absolut intet fra den første lektion, eller ret meget fra de efterfølgende, som strakte sig over en årrække(som jeg heller ikke kan huske omfanget af!). Men jeg fik lært noderne og en elementær spilleteknik, så jeg i det mindste kunne hamre mig gennem de lettere ´numre´ i den på det tidspunkt meget anvendte samling af mindre klaverstykker ´45 Sonatinen´. At titlen var tysk og hentydede til antallet af de indlemmede værker, gik først op for langt senere. I flere år undrede jeg mig over, hvor den nu var at finde, den dér ´45 Sonatine´…

Det var praksis i Københavns Kommune (og er det stadig), at tilbyde kommunens drenge på andet klassetrin, at søge optagelse til Københavns Drengekor, hjemmehørende under ´paraplyen´ De Forenede Kirkeskoler. Mine forældre meldte mig til optagelsesprøve(jeg mindes ikke at være blevet spurgt om det var noget for mig!), så i foråret ´58 befandt jeg mig, sammen med et kontingent af jævnaldrende poder af født hankøn, i  sanglokalet på Sankt Annæ Gymnasium i Hindegade, en sidegade til Store Kongensgade i det indre København. Vi skulle hver især synge ´I Østen stiger Solen Op´ - på Weyses melodi. Den suveræne leder af denne særlige form for inkvisition var den navnkundige mag.art Helga Christensen, Danmarks første kvindelige musikmagister.

Jeg bestod – og begyndte som elev i tredje klasse, 12. August samme år.
At jeg overhovedet kom ind, og senere blev placeret bagest i alt-gruppen i koret, både ved gudstjenesterne i Københavns Domkirke og ved koncerterne i Odd Fellow Palæet, er mig en gåde, for jeg kunne ikke synge, har aldrig kunnet og kommer aldrig til at kunne synge.
Men noget må jeg have kunnet bruges til. Måske man lige på det tidspunkt manglede en dreng, der ikke så al for farlig ud, til at fuldføre symmetrien i selve den fysiske koropstilling…

Der kan skrives meget om forholdene i Hindegade i den periode jeg gik der, fra ´påmønstringen´ i 1958 til sproglig studentereksamen i 1968. Det var grundlæggende et forfærdeligt sted. En sammenligning med Metropolitan Skolen, som den fremstilles i Hans Scherfigs ´Det Forsømte Forår´, hvor man ”…havde ansat en doktor phil. til at slå børn i ansigtet”(som Scherfig senere har sagt det så uforligneligt i en radioudsendelse), kan synes en anelse søgt, men ikke helt. Sankt Annæ var, langt op i 1960erne, den ultimative ´sorte skole´.

Men ´sorte skoler´, i hvert fald den gang, havde det med faktisk at lære eleverne noget(hvad enten de ville eller ej), og hvad angår almindelig boglige færdigheder, såvel i underskolen som senere i gymnasiet, var der ingen vaklen. Elever af min generation, som kom ud ´af den anden ende´, kan i det mindste ikke klage over ikke at være blevet grundigt belært i dansk retskrivning, historie, geografi og regning. Og ikke mindst i musik, som jo var/er det specielle tilbud til alle elever. Og her tænker jeg ikke på selve sangen, men på det rent tekniske, såsom nodelæsning, rytmelære(det såkaldte ´solfége´) og almindelig repertoirekendskab.

Hvad tiden  i Hindegade har betydet for min senere udvikling som komponist kan ikke overvurderes. Min tidlige besættelse af barokmusikken(som udgjorde grundstammen i Drengekorets repertoire)kan spores i kompositioner som f.eks Violinkoncert nr.1 (som bygger på Vivaldi), og orkesterværkerne ´Concerto in Pieces – Purcell Variations´ og ´Handel Variations´.

Da jeg var 14 begyndte jeg at få lektioner i orgelspil hos den legendariske Finn Viderø, på daværende tidspunkt organist ved Trinitatis Kirke(den med Rundetårn). Men timerne foregik hos ham selv i ´privaten´, et rækkehus på Lyngbyvejen nord for København. Og dén første lektion kan jeg huske – og vil aldrig glemme! En 14-årig konfirmant, der kan spille lidt klaver, kører på cykel ud ad Lyngbyvej og ringer på hos landets mest berømte(og berygtede)orgelvirtuos. Jeg var ødelagt af nerver og rædsel, kunne knap nok stå op og må have udgjort en ynkelig figur. Men Viderø var flink nok, sagde pænt goddag (og De til mig!) og vi gik så ind i hans eneste stue, hvor der stod et orgel (vistnok af islandsk oprindelse) med to klaviaturer, de såkaldte manualer - og pedalværk op ad væggen. Plus et kæmpestort cembalo, så der var ikke plads til ret meget andet. Mesteren præsenterede mig så for den lærebog han selv havde udfærdiget, ´Finn Viderøs Orgelskole´, slog op på første øvelse og sagde: ”spil hvad der står dér!”. Det gjorde jeg så, og slap levende fra det – troede jeg – for naturligvis brugte jeg klaverteknik, hvor hver tone ´bare´ spilles efter hinanden. På et orgel skal man som det første lære at spille ´legato´, dvs. der må ikke være ´luft´, så at sige, mellem tonerne.

Der er ingen grund til at dvæle længere ved timerne hos Viderø, som jeg senere i livet fandt ud af måtte være landets måske mest umusikalske musiker. Alt gik som efter en metronom, ingen udsving, ingen dvælen, ´no nothing´ som det hedder på dårligt engelsk. Men jeg fik lært at spille…

Gymnasiet, 1.G, nysproglig linie trængte sig på, og ved skolestart, august 1965 var det en realitet. Indtil da var vi kun drenge i klassen – piger kom ikke ind før i gymnasiet(det har senere ændret sig, heldigvis). Selv  havde jeg aldrig set en pige før, undtagen på film(min søster talte naturligvis ikke med), og det gjaldt for de fleste af os drenge. Det udviklede sig til total panik i klassen. Vi drenge kunne knap nok tale rent af bar befippelse og stod nærmest på hovedet for at gøre opmærksom på os selv. De nyankomne piger, som kom fra almindelige blandede skoler rundt om i København tog al virakken med ynde og ro. Og underfundige smil, hvad der naturligvis gjorde os andre endnu mere forstyrrede.

At jeg tredive år senere skulle blive gift med én af dem, Annette Gerlach, er en helt anden historie, som jeg vil vende tilbage til.

Mit orgelspil – og spirende interesse for at skrive musikken selv – havde dog et endnu fastere greb i mig end hormonernes amokløb. Jeg var med andre ord en nørd og totalt uinteressant for pigerne, som var langt mere modne end os drenge(det er jo tit tilfældet). Men jeg var ikke den eneste ´brilleabe´ på holdet. Vi var en klike på fire indadvendte størrelser, hvoraf den ene af kom til at betyde meget for mig og min videre udvikling, et venskab, som jeg vil uddybe nærmere i afsnittet LIV. 1969-75.

Skoletiden var ved at slutte, og jeg fik bakset min studentereksamen i land.  Men kun lige på målstregen. Jeg opnåede akkurat at hænge med det yderste af neglene bag på studentervognen, med et gennemsnit på 6,6 – efter 13 skalaen i baglommen. I hele 3. G åbnede jeg af princip ikke en bog, men sad ved orglet (jeg havde fået øvetid i Holmens Kirke og havde skiftet lærer fra Viderø til Grethe Krogh) hele eftermiddagen og spillede. Og spillede. Og blev ved at spille. Ved en enkelt lejlighed pressede jeg mig selv så hårdt, at jeg fik et momentant anfald af hukommelsestab. Det sortnede for mig, og da jeg kom til mig selv igen, kunne jeg ikke huske hvordan jeg var kommet hen i kirken. Sådan får man ikke en flot studentereksamen. Men jeg fik min eksamen, trods alt.

Barndom og drengeår var nu endegyldigt forbi.

Af: © Poul Ruders, 2010

LIV. 1969-75

TIDLIG PÅVIRKNING

Sankt Annæ var nok en skole af den sorte slags, men den var i det mindste demokratisk. I den såkaldte underskole, klasserne før gymnasiet, talte vi, i hvert fald i min klasse, 36(!) elever, 36 drenge bredt rekrutteret fra alle samfundslag. Der var ingen forskelsbehandling fra lærernes side, og ´mobningen´ i skolegården formentlig hverken mere eller mindre afstumpet end på andre skoler . Og den samfunds-sociale spredning gjorde sig også gældende i gymnasiet. I min klasse gik der en Novo-arving og en søn af en jord- og betonarbejdsmand. Vi andre fyldte så spektret ud i ´midten´. Mærkelig nok var der ingen af os der interesserede os et klap for vor individuelle baggrund, status, penge – eller manglen på samme. Med andre ord, snobberiet eksisterede ikke blandt os.

Arbejdsmandens søn hed John Reuter. I tiden før gymnasiet gik han i parallelklassen kaldet Nord – jeg gik i Syd, men ved gymnasiestart blev de to klasser bragt sammen til én. Som sagt var min skolefaglige indsats ikke ligefrem imponerende, jeg sad jo med hovedet i noderne fra morgen til aften. Orgelnoderne, nærmere præciseret. Jeg var med andre ord skræmmende begrænset i mit musikalske udsyn, og det var hér John fik rusket op i mig. Han og en 2-3 andre drenge fra klassen var begyndt regelmæssigt at gå til Radiosymfoniorkestrets Torsdagskoncerter gennem det nu nedlagte Musik og Ungdom. En dag sagde John: ”…Poul, du har jo ikke andet end orgel mellem ørerne, hvad med at komme til koncert på torsdag og høre noget andet?”

Og jeg skal love for det var ´noget andet´ end Buxtehude og Bach. Mahlers 2. Symfoni ´Opstandelsen´. For mig blev det også ´Vækkelsen´. Vi sad på første række, til højre for dirigenten, så jeg fik hele det vældige orkesterapparat stukket lige op i hovedet. Den aften var begyndelsen på mit livs hede kærlighedsaffære med symfoniorkestret, og jeg var fra da af en fast tilhører ved torsdagskoncerterne, sammen med John og de andre ´klassikere´.

Efter studentereksamen var det jo naturligt at vi alle gik hver vores egne veje, men John og jeg holdt forbindelsen ved lige, ikke blot som ´musikvenner´, men ´samtalepartnere´ i alt mellem himmel og jord.

John var ikke blot en god ven, men også inspirator og ´igangsætter´. Et par dage efter premieren på Lars von Triers rystende film ´Dancer in the Dark´ i Dagmar i foråret 2002,  emailede John til mig: ”…for satan, sikken et mesterværk. Gå ind og se den!”. Det gjorde jeg så, og da jeg vaklede ud af biografen bagefter, fuldstændig ødelagt efter turen i denne foruroligende emotionelle vridemaskine, sagde jeg til min kone Annette: ”…der er kun én ting i vejen med den film, og det er at den ikke er en opera af mig…”.
Det blev den jo så, nogle år senere, men jeg er langt fra sikker på, at jeg ville have set filmen, hvis ikke John havde skubbet til mig. Og så var der jo ikke kommet nogen opera ud af den historie fra min hånd.

I april 2009 ville John være fyldt 60 år, men en ualmindelig ondartet knoglekræft tog livet af ham et par måneder før. Det kan vel næppe komme bag på nogen, at jeg har tilegnet operaen ´Dancer in the Dark´ til  ´the memory of John Reuter – friend and inspirator´.

DET FYNSKE MUSIKKONSERVATORIUM. KARL AAGE RASMUSSEN DUKKER OP

I efteråret ´68 blev jeg tilmeldt det Musikvidenskabelige Institut ved Københavns Universitet, hvor jeg  modtog undervisning af så illustre lærere som Poul Nielsen (kontrapunkt), Jens Brincker (´Almindelig Musiklære´, en disciplin som jeg er bange forlængst er taget af skemaet) og Carsten Hatting (musikhistorie). På det tidspunkt kunne Instituttet ikke skrive nogen fast adresse på brevpapiret, men måtte leje lokaler rundt om i det indre København, den mest særprægede lokalitet uden diskussion et af selskabslokalerne i Odd Fellow Palæet i Bredgade. Når vi mødte til ´Palestrina-kontrapunkt´ mandag morgen, hang stegeosen fra gårsdagens middag stadig i luften. Men det var ikke de gastronomiske efterklange der fik mig til af gå fra studiet, efter kun ca. et halvt år.

Det var ikke noget for mig – jeg ville hellere komponere og spille. Jeg havde i nogen tid, allerede fra 1967, fået privat manuduktion hos komponisten Ib Nørholm, som boede i et parcelhus i Værløse. Jeg mødte op med mine mere eller mindre heldige ´forsøg´, men decideret kompositionsundervisning blev det aldrig til. ”…jeg kan ikke lære dig at komponere” sagde Ib, ”men jeg kan lære dig at ryge cigaretter!”. Det blev der nu ikke noget af (dette forkætrede nydelsesmiddel gjorde ikke sit indtog i min tilværelse før det fyldte fireogfyrretyvende år. Det er aldrig for sent!), men i timerne hos Nørholm lærte jeg det helt elementære håndværk, grundgrebene notation og taktinddeling. Og jeg spillede stadig orgel og var fast besluttet på at tage organisteksamen.

Jeg var nu skiftet fra orgeltimerne hos Grethe Krogh over til privattimer hos organist ved Johannes Kirken ved Skt. Hans Torv i København, Finn Reiff. Da både Nørholm og Reiff underviste på Det Fynske Musikkonservatorium i Odense, var det jo nærliggende at jeg ´flyttede med´. Men først skulle jeg ´føles på tænderne´ og fik foretræde for ung timelærer i disciplinerne musikhistorie og musikteori, komponisten Karl Aage Rasmussen. ”…det kan du godt glemme alt om”, sagde Karl Aage og kiggede intimiderende  på mig gennem et par ualmindeligt stærke brilleglas (han lignede en mellemting mellem ´Radissernes´ Søren Brun og Henry Kissinger) allerede et par minutter inde i ´forhøret´, efter jeg havde fremstammet mit ønske om at vælge netop den musikteoretiske uddannelse, side om side med orgelstudiet. ”Det vil du aldrig kunne klare.” Det var jo klar tale – og han havde ret, kan jeg nu konstatere, set i det altid blankpolerede bakspejl. Jeg må have fremstået som – ikke ´måske egnet´ - men ´afgjort uegnet´.

Hvordan Karl Aage, som kun er halvandet år ældre end jeg, kunne diagnosticere så hurtigt og præcist, er mig stadig lidt af en gåde. Så jeg stod slukøret ude på gangen bagefter. ”Det var dog en ubehagelig fyr, ham dér Ramussen. Hvad nu?” ”..Ta´ en cigaret” sagde Nørholm, som stod og ventede. ´Hvad nu´ blev til at jeg valgte orgel som hovedfag(og kom ind uden vrøvl  - spille kunne jeg jo) – og komposition som bifag! Og hvem andre end lige netop Karl Aage Rasmussen – gudherrenhjælpemig – blev sat til at undervise mig i faget instrumentation! Fremtiden så ikke lys ud.

Året efter var Karl Aage og jeg nærmest uadskillelige, og i sommeren 1970 satte vi kursen mod Rom i en gammel folkevogn. Som blev pakket, ikke blot med det sædvanlige feriegrej, men også partiturer . Richard Strauss, Igor Stravinsky, Maurice Ravel, etc., hele striben af orkestrets  ´helte´, som jeg var blevet introduceret til i undervisningen´, som gik ud på at bruge både øjne og ører – altså pladen  på grammofonen – hovedet i partituret. ”Hvorfor lyder lige netop den dér kombination så godt?” spurgte ´Klaage´, og svaret skulle så findes i noderne. Eller spørgsmålet kunne også tage følgende form: ”Hvorfor lyder det hér af helvede til?” Noderne i gen, og det var ikke sjældent Carl Nielsen(!), der stod for skud.

Instrumentation, altså læren om – ikke blot hvordan de enkelte instrumenter lyder – men især hvordan de kan bruges, måske ligefrem skal bruges i orkestret, så ingen føler sig ´snydt´(heller ikke de enkelte musikere), var på det tidspunkt mere eller mindre en ukendt størrelse på skemaet for danske komponistspirer, og det er i høj grad Karl Aage Rasmussen og hans lærer, komponisten Bent Lorentzens fortjeneste, at faget i dag nyder samme respekt som de mere ´tørre´ discipliner,  som f.eks. kontrapunkt og analyse.

Hvis det har sin rigtighed, som det fra tid til anden er blevet antydet, at jeg ikke er helt debil hvad angår det at skrive for orkester, skyldes det naturligvis først og fremmest en medfødt ´flair´, men jeg havde ikke kunnet fuldføre mit ´projekt´ hvis ikke Karl Aage havde vist mig vejen ´ad hvilken´.  Venskabet har overlevet tidens tand, selvom vi i dag (2010) sjældent mødes in the flesh. Internet og email er trådt i stedet, men det er vel også en slags liv…

Konservatorietiden i Odense varede ikke længe, kun 2 år. I efteråret ´72 blev jeg ganske enkelt smidt ud da jeg ikke mødte op til en skriftlig eksamen. Det var en bevidst handling fra min side (jeg var fuldt ud klar over konsekvenserne). Jeg tilbragte mere tid hos min kæreste, pianisten Hanne Bramsen, som også studerede på Det Fynske Musikkonservatorium. Institutionen  havde til huse i en villa i Kronprinsensgade omme bag ´Eventyrhaven´. Og derfra var der ikke langt til udsvævelserne i ´down-town Odense´.

Mit liv som nørdet duksedreng stod for fald ved overgangen til 1970. Som tyveårig havde jeg stadig ikke været i seng med en pige – og kun været fuld én gang! Men, som man siger i vittige kredse: jomfrustand og ædruelighed – begge kan kureres. Det Fynske Musikkonservatorium viste sig at være den ideelle ´klinik´. Pigerne sagde som regel ´ja´ - og det behøvede ikke at være måneskin - og julefrokosterne startede allerede oktober.

Det gik ikke stille for sig. Vi havde lige taget hul på 1970erne, og det var en fantastisk tid at være ung – og uansvarlig - i.  Som Hanne bemærkede flere år efter: ”…det var det rene anarki”. Men Gud hvor vi morede os i ´kliken´, som udover Hanne og mig bestod af Karl Aage Rasmussen og operasangeren Carl Christian Rasmussen, suppleret af en til stadighed skiftende række af ligesindede festdeltagere. Personligt tilbragte jeg mere tid på det legendariske værtshus Frank A. end på orgelbænken,  ja faktisk rykkede orgeltimerne ind i selve skænkestuen, da min lærer Finn Reiff heller ikke hørte til de sarte, hvad angik  ansvarsforflygtigelse og fylderi.

Men som tidligere nævnt, fik jeg arrangeret min egen bortvisning, så nu var jeg en ´fri mand´ og fulgte med Hanne til Århus, da hun ønskede at fortsætte sine studier dér ved Det Jyske Musikkonservatorium. Vi skrev skrev nu 1973, Anker Jørgensen var statsminister, og efter sigende styrede landet direkte mod afgrunden. Det lod jeg mig nu ikke anfægte af. Min uansvarlighed og egoisme var begge intakte og uden huller, så efter at have brudt med Hanne i forsommeren samme år, tog jeg til København, lejede et værelse hos en familie på H.C.Andersens Boulevard, smøgede ærmerne op og løb en kam gennem håret – parat til at fortsætte den evige fest, nu i Kongens København.

Halvfjerdserne København! Det var før AIDS, og pigerne gnaskede p-piller som bolsjer, så alle gik til ´vaflerne´. Humøret var højt; tobakstågerne lå tæt og massivt på værtshusene. Det var længe før hylekoret af fanatiske anti-rygere og Forbudsdanmark. Man  kunne sige hvad man ville uden nervøst at kigge sig over skulderen – den politiske korrekthed var ikke opfundet. Sprutten fossede ud af flaskerne - Sundhedsstyrelsen var endnu ikke begyndt at ´tælle genstande´. Hvad angår hash og anden ´sjov tobak´, var det ikke noget jeg og mine forskellige med-banditter på dødsruterne interesserede os for. Ikke på grund af fine fornemmelser og angst for ordensmagten – det havde bare ingen appel.

Den årvågne læser har naturligvis for længst spurgt sig selv om hvordan jeg fik finansieret mit uhæmmede skørlevned, og det er her min relative behændighed ved orgelklaviaturet kom mig til hjælp. Jeg fik ansættelse som organist ved Københavns Fængselsvæsen. Fængselsorganist med tjenestepligt ved Vestre Fængsel og Blegdammens Arrest, hvilket indebar ikke alene ledsagelse af salmesang, men også ´ korprøver´ med enkelte udvalgte frivillige blandt de indsatte. Det normalt uskyldsrene begreb ´kordreng´ kom hurtigt til at stå anderledes nuanceret for mig…

Men jeg havde stadigvæk ikke nogen eksamen i noget som helst, og en nat i efteråret 1974, åbenbarede Gud sig for mig i en drøm og sagde. ”Nu kan du kraftedme godt få fingeren ud, din abe, og se at få den organisteksamen!”, så inden længe lod jeg mig indrullere som privatist ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i Niels Brocksgade. Jeg var nu 25 år og kunne selv indse visdommen ved endelig at få papir på en disciplin, som jeg faktisk både holdt af – og beherskede til mere end blot husbehov. Det indebar dog mere end blot at spille – jeg skulle på et halvt år læse samtlige fag op, discipliner som musikhistorie, teori og liturgi. Operationen lykkedes, og patienten lever endnu. I juni 1975 stod jeg med eksamensbeviset i hånden, og dagen efter rejste jeg sammen med min nye kæreste, Lise Borch til Los Angeles, hvortil min søster var flyttet fra Chicago nogle år før. For os begge to, Lise og mig, var det vores første tur til Amerika.Selv skulle jeg vende tilbage igen og igen.

Af: © Poul Ruders, 2010

LIV. 1976-


KØBENHAVN 1976-1980

I årene fra 1967, hvor jeg skrev mit ´opus 1´, klaverværket ´Tre Breve fra den ukendte Soldat´ og frem til 1980, var min kompositoriske produktion beskæmmende ujævn. Timerne hos Ib Nørholm på konservatoriet i Odense blev simpelthen opgivet ved en for os begge ret bekvem, stiltiende overenskomst. Efter min frivillige ´afskedigelse´ fortsatte instrumentationsundervisningen under mere løse - og ikke sjældent løsslupne former - hjemme hos Karl Aage Rasmussen på hans firlængede gård ved Østbirk.

Bortset fra et par ikke alt for pinlige småstykker, f.eks ´Tre Breve´, ´Rondeau´ for 7 musikere og strygekvartetten ´Motet´, ser jeg ikke tilbage på min tid som komponist i tiåret 1970-80 med stolthed. Jeg famlede i mørke, på jagt efter min egen personlighed. Men næppe havde vi taget hul på 1980erne før brikkerne så småt begyndte at falde på plads. Men først efter endnu et par turbulente år, hvor jeg boede i én af Jacob Gadefondens lejligheder i Kronprinsessegade, lige overfor Kongens Have i København. Jeg flyttede ind sammen med endnu en klaverstuderende, Britta Bugge Madsen. Britta var nu den næste i ´arvefølgen´ af kærester. I mellemtiden havde jeg fået ansættelse som organist ved Søllerød Kirke i det mondæne Holte nord for København. Fra Vestre Fængsel til Søllerød – et i særklasse kontrastfyldt karriereskift. Det hjalp dog gevaldigt på økonomien, men jeg var stadig ikke blevet voksen. Ved tiårets afslutning var Britta og jeg gået hver til sit, og inden længe befandt jeg mig i en lejet kælderlejlighed under en villa ved Søllerød Sø. Og her besluttede jeg at sætte mig selv på en prøve, jeg ville – uden hjælp af klaver – komponere et stykke musik helt uden kladde og skitser, direkte i renskrift – og i transposition. Enkelte blæsere som klarinet og horn er såkaldte transponerende instrumenter. Det vil sige at de noder man ser i partituret ikke klinger dér hvor de er skrevet. Et horn(valdhorn)i F spiller en kvint under den skrevne node. Man ser tonen C, men hører et F fem toner under. Den almindeligste klarinet spiller i B, som er den tone der lyder når vi ser et C. B ligger en heltone under C.

Det endelige resultat, fire satser samlet under den - ikke særligt ophidsende titel ´Fire kompositioner´, skulle vise sig at blive et vendepunkt for mig som komponist. Jeg har senere kaldt værket for mit ´opus et – nummer to´.

OLIVER KNUSSEN

Under et besøg i London i ´79 mødte jeg den unge engelske komponist og dirigent Oliver Knussen. Oliver var ´vidunderbarn´. Allerede som fjortenårig havde han dirigeret sin første symfoni med London Symphony Orchestra og var nu, i en alder af kun 27, et etableret navn i det engelske musikliv. Jeg havde medbragt en optagelse fra en koncert på Louisiana af mit stykke ´Middelaldervariationer´ fra 1974, og stykket gjorde indtryk på ham. Så næste gang vi mødtes, præsenterede jeg ham for en optagelse fra den danske opførelse af ´Fire Kompositioner´. Opførelsen med et dansk ad hoc ensemble var alt andet end vellykket, selvom musikerne gjorde deres bedste. ”…det er nok for svært. Der er s´gu ingen der kan spille det” resignerede jeg. Men Oliver hørte ´igennem´ den mildest talt besværede gennemspilning. ”Fantastisk stykke. Det vil jeg spille med London Sinfonietta!”

London Sinfonietta! Jeg kunne knap nok tro på det. Jeg havde nogle år før, i København, hørt det legendariske virtuosensemble på i alt 14 musikere, dirigeret af Simon Rattle, og aldrig før havde jeg hørt moderne musik(Stravinsky, Maxwell Davies og andre) spillet med et sådant overskud og drive. At høre min egen musik med London Sinfonietta var kun noget jeg kunne drømme om. Det gjorde jeg sandelig også – uden at gøre mig nogen forhåbninger – og så, mirabile dictu, sad jeg en aften i oktober 1982 i et af BBCs studier til en såkaldt invitation concert med direkte transmission. Salen var fyldt, og på scenen sad jo så selveste London Sinfonietta, dirigent: Oliver Knussen. Jeg var i ´himlen´ - og med god grund. ´Fire Kompositioner´(eller ´Four Compositions´, som det nu hed) var ikke blot en stor succes som værk, men for mig var det vigtigste naturligvis, at jeg her fik det endegyldige bevis på, at stykket kunne spilles. Nok var det svært, men ikke for svært. Alt fungerede – alle mine intentioner blev opfyldt. Og minsandten om ikke det affødte en bestilling,  altså et nyskrevet værk til super-ensemblet. 

´Four Dances in One Movement´ blev uropført af London Sinfonietta i 1985, også med Oliver som dirigent. ´Four Dances…´ hører til mine hyppigst opførte kammermusikværker og er indspillet to gange. Senest, i 2009, med Birmingham Contemporary Music Group – og – Oliver Knussen. 



Den for en dansk komponist spektakulære eksponering i udlandet banede vejen for, at jeg endelig kom ´i stald´, som det hedder, hos musikforlaget Wilhelm Hansen. Enkelte værker, f.eks. ´Tre breve fra den ukendte Soldat´ var blevet udgivet – og stukket på kobberplade som vist nok det sidste i Danmark – hos det nu nedlagte forlag Engstrøm&Sødring. Komponisternes ´eget´ forlag med det noget kluntede navn Samfundet til Udgivelse af Dansk Musik, eller bare ´Samfundet´ havde også stillet sig til rådighed for kopiering og distribution. Udskrivningen af de enkelte instrumenter i separate hæfter, det såkaldte stemmemateriale, var jo ikke gratis. Komponisterne kunne ansøge Statens Kunstfond om midler dertil. Det var normalt en formsag, men det var besværligt. Hos et stort, kommercielt forlag som Wilhelm Hansen, var – og er - hele produktionsapparatet inkluderet i kontrakten. Formedelst 33 procent af komponistens indtægt. Fair enough – det betyder jo, at komponisten ikke skal bekymre sig om andet end at skrive musikken. Wilhelm Hansen var dansk ejet. Søstrene Hanne og Lone Wilhelm Hansen drev enevældigt forretningen frem til 1988, hvor forlaget blev solgt til den amerikanske forlagsgigant Musicsales. Man kan ikke andet beundre  den usminkede ærlighed i navnet!

I de følgende år stod Knussen I spidsen for flere højt profilerede opførelser af min musik, ikke blot I London, men også i USA. ´Capriccio pian´ e forte´med Philharmonia og ´Corpus cum Figuris´ med New York Philharmonic. Han skulle også have dirigeret uropførelsen af min første symfoni ´Himmehoch Jauchzend – zum Tode betrübt´ ved en promenadekoncert i Royal Albert Hall i London, 3. september 1990, men måtte springe fra af helbredsgrunde. Det blev i stedet danske Michael Schønwandt, som sammen med BBC Symphony Orchestra med berusende entusiasme førte symfonien frem til sejr – for nu at tangere det rørstrømske. Stående ovationer, panegyriske anmeldelser – og i 1991 blev værket hædret med ´Royal Philharmonic Society´s´ pris for ´bedste nye orkesterværk opført i London, 1990´. Desværre fulgte der ingen penge med. Æren er det magreste træ i skoven. Det blev dog en opførelse af orkesterværket ´Manhattan Abstraction´, som førte til nye ´eventyr´. Vi skal til Tanglewood, Massachusets, USA.

USA - BECKY AND DAVID STAROBIN

I januar 1978 rejste jeg for anden gang til USA. Denne gang New York. Det var en kold vinter, isnende kold, så Manhattans berømte skyline  fremstod med en særlig skarpskåren profil, set fra færgen, som sejler mellem South Ferry og Liberty Island (den med Frihedsgudinden). Denne specielle visuelle oplevelse lagrede sig dybt i baghovedet på mig, og nogle år senere, 1982, komponerede jeg det en-satsede orkesterværk ´Manhattan Abstraction´. Som antydet i titlen, ´handler´ musikken ikke om noget. Musik  kan jo ikke handle om andet end sig selv. Der skal altid en tekst til – opera er det mest indlysende – eller komponisten kan tilføje en ´handling´, f.eks. et litterært citat som  motto eller ledetråd for lytteren. Som jeg selv har gjort det i orkesterværket ´Således så Johannes´, der i sin opbygning og stemning bygger på et citat fra biblen, fra Johannes Åbenbaring.

´Manhattan Abstraction´ har undertitlen A symphonic skyline – det synsmæssige indtryk af byens profil, set på afstand, har jeg overført til selvstændige linier af lyd. Polyfon ´byplanlægning´ kunne man kalde det, med smil på læben.
Værket blev uropført af Radiosymfoniorkestret ved en torsdagskoncert i 1985, dirigeret af Michael Schønwandt (og nogle år senere koreograferet  af Anna Lærkesen for Den Kgl. Ballet).

Allerede året efter opførelsen af ´Manhattan Abstraction´ i København, blev værket opført ved den berømte(og en anelse snobbede) Tanglewood Festival i byen Lennox uden for Boston. Tanglewood Festival Orchestra og Oliver Knussen stod for opførelsen i den tætpakkede, halvåbne koncertsal. De der ikke kunne skaffe sig pladser indenfor, kunne så i stedet placere sig lige udenfor i medbragte flugtstole - og madkurven inden for rækkevidde. En ganske tiltalende løsning på pladsproblemerne indenfor.
Umiddelbart  efter New York-opførelsen af ´Four Compositions´ spurgte David Starobin mig om jeg ville skrive et stykke for guitar og kammerensemble. Han ville hyre Speculum Musicae som ´band` - og selvfølgelig indspille stykket på sit eget label. Men først skulle projektet jo finansieres. Honorar til komponist, solist og ensemble, leje af koncertsal og annoncering. Det koster alt sammen penge, mange penge, og i USA er der som bekendt ingen hjælp at hente fra det offentlige, så i de fleste til fælde må man ty til private fonde eller mæcener. I et af de såkaldte town houses i den mere mondæne ende af bydelen Greenwich Village, boede en enke efter en fabrikant af guitarstrenge. Rose Augustins mand havde tjent en formue på at patentere sit eget brand  indenfor guitarstrenge. I USA kan mon jo tjene styrtende med penge på de særeste ting. Den gamle dame kunne være trådt direkte ud af en Woody Allen film, lille og skrøbelig med blåt hår og stok, krumbøjet, skarp som en ragekniv – og uhyggeligt rig. Og så var hun mæcen – og pungede gerne ud til glæde og gavn for musikken, på den betingelse at der var en guitar med i spillet!

David Starobin havde tidligere fået ´hjælp´ af Mrs. Augustin, så det var naturligt at vi opsøgte hende – med hatten i hånden. ”…Segovia har engang boet hos hende og manden i flere år.” sagde David med højtid i stemmeføringen. ”Og hun har et spinet, som Bach engang har spillet på!”. Jeg rankede ryggen og rettede på det slips jeg havde købt til lejligheden. ”Når du hilser på hende” sagde David, ”så husk: Ingen øjenkontakt, kig ned, ingen pludselige bevægelser!” Nej, selvfølgelig sagde han ikke det, men jeg var faktisk begyndt at tænke i de baner. Enkefru Augustin viste sig nu at være ganske fremkommelig – så længe vi gav hende ret i alt hvad hun sagde. Hvad vi naturligvis gjorde, alt sammen i den gode sags tjeneste. Efter vi havde et par drinks, indtaget med samlede ben og helt ude på kanten af empirestolene, tog den gamle dame sin håndtaske frem og stak hånden ned i den. Efter at have rodet lidt rundt – duften af lavendler bredte sig nu i stuen – halede hun et bundt dollarsedler frem og sagde til mig ”…værs´go´ unge mand, her er lidt at begynde med. Men brug nu ikke dem alle sammen på én gang!”
Efter lidt mere small talk og skamløs fedten, bukken og skraben – stod jeg på gaden med 5000 dollars i lommen. Jeg rejste tilbage til Danmark og begyndte på arbejdet med ´Psalmodies´.

Den 6-strengede akustiske guitar er nok det sværeste instrument man kan vælge at skrive for, især når man ikke selv er guitarist. Det er nærliggende at tro, at bare man skriver noget der ligner en lettere højrehåndspassage i et klaverstykke,så er den ´hjemme´. Men den går ikke. Placeringen på gribebrædtet af de såkaldte ´frets´ - de afmærkede inddelinger hvor man sætter fingrene for at få den ønskede tone frem – har ikke den fjerneste lighed med rækkefølgen af tangenterne på et klaver. Nok havde jeg skrevet for guitar før, men i ´småtingsafdelingen´. Nu skulle jeg skrive for én af de ´store drenge´ - og helst et stykke på ca. en halv times varighed. Inden længe havde jeg lånt en guitar, og ved hjælp af den – og et til lejligheden udfærdiget diagram over gribebrættet gik jeg i sving med arbejdet. Nok havde jeg nu en rigtig guitar mellem hænderne, men jeg kunne ikke, og kan stadig ikke spille guitar, om jeg så fik stukket en revolver mellem øjnene. Men den var god at have, f.eks. fik jeg en klar fysisk fornemmelse af afstandene mellem de forskellige ´frets´. ´Psalmodies´, som stykket kom til at hedde, består af 11 selvstændige satser, som samlet spænder over hele følelsesregistret, fra det jublende udadvendte til det ekstremt indadvendte. ´Psalmodies´, eller ´Psalmodier´ på dansk, har sin oprindelse i det oldgræske ord psalmodeia, som betyder ” at synge til harpespil”, og derfra videre til psallein : ”at spille på strenge med fingrene”.

`Psalmodies´ fik premiere i 1990, og igen var det Merkin Hall der dannede ramme om opførelsen. David Starobin spillede naturligvis solo-stemmen, og 9 medlemmer af Speculum Musicae blev dirigeret af ensemblets faste bassist Donald Palma. I juni 1992 blev stykket indspillet på CD for Bridge Records – med samme hold – i det fantastiske, men nu desværre nedlagte Studio A, i RCA/BMG-bygningen i New York. 
Det blev den første af mange indspilninger for Bridge af min musik. Ikke mindre end 5 albums er det blevet til, her hvor vi skriver april 2010.

Kort tid efter opførelsen af ´Psalmodies´, spurgte jeg Becky, om hun havde lyst til at være min manager i Amerika. Begrebet er næsten ukendt i Danmark, i hvert fald blandt klassiske komponister. Udøvende musikere er dog ikke sjældent tilknyttet et agentur, som sørger for at skaffe de enkelte kunstnere arbejde. Manager eller ´agent´, definitionen er flydende, men Becky Starobin havde i nogen tid været  ´ankerkvinde´ for flere komponister, bl.a. George Crumb. Formedelst 20 procent snittet ud af bestillingshonorarer plus en såkaldt retainer, et fast individuelt aftalt månedligt acontobeløb. Det lyder udansk – og det er også. Det er amerikansk – og værd hver en cent. Bridge Management, som firmaet hedder, har forhandlet talløse kontrakter for mig. Bestillinger og opførelser med de bedste, som f.eks New York Philharmonic,  klavergeniet Vassily Primakov, Speculum Musicae, Dallas Symphony Orchestra, etc. I marts 2009, dagen før min 60-års fødselsdag, havde Bridge Records&Management i samarbejde med Scandinavia House i New York, arrangeret en fødselsdagskoncert for mig i Victor Borge Hall(!) på Park Avenue South. Solister fra nær og fjern, Rusland, Finland, musikere fra New York Philharmonic og Juilliard School medvirkede.

FØRSTE ÆGTESKAB – NEW YORK – YALE – LONDON


I begyndelsen af december 1991, solgte jeg det meste af mit i forvejen begrænsede jordiske gods i København og flyttede til London, hvor jeg rykkede ind i et par værelser ovenover kontorerne i et hospital for ´geriatric patients with mental disorder´ - på dansk: sindssyge oldinge. Årsagen til min landflygtighed skal findes flere år før. Under min ansættelse som organist ved Søllerød Kirke traf jeg min første kone, Helene Wanscher. Hun sang i kirkekoret og vi blev hurtigt forelskede. At hun var (og er) 11 år ældre end jeg betød ikke noget, og jeg forlod kælderen under villaen ved søen og rykkede ind i hendes hus i Virum. Der var bare et par enkelte hurdler der skulle overvindes. Hun var gift – og manden boede stadig i huset. Det lyder som opskriften på et drama af wagnerske dimentioner, men ´trekantsordningen´ passede faktisk alle parter fint. Helenes ægteskab havde i flere år mere haft karakter af bofællesskab, en ordning som nu blot ændredes rent numerisk. Hendes mand Torben indlogerede sig i kælderen og jeg rykkede ind i soveværelset sammen med Helene (og gravhunden Emil). De to sønner, Lars og Jens fortsatte som om intet var hændt, oppe i deres værelser på 1. Sal. Selvom husfreden således var sikret, var ordningen naturligvis ikke holdbar i længden. Torben flyttede for sig selv, og jeg skrev under på en ´utroskabserklæring´ på Amtet, så Helene og Torben kunne blive skilt i en fart. Vi blev så gift på Lyngby Rådhus den 24. oktober 1984.

Heller ikke dette forhold, mit første med ´papir på´ og juraen sikret, kunne jeg leve op til, så i 1987 stod jeg igen på gaden. 
Efter nogle år som free-lance organist (jeg forlod stillingen ved Søllerød Kirke i 1981), fik jeg i 1985 ansættelse som organist ved Mariendal Kirke på Frederiksberg. Ægteskabet med Helene var allerede på det tidspunkt, kun et år efter brylluppet, på vej mod opløsning. At jeg, kort efter min ansættelse på Frederiksberg, igen ikke kunne nære mig for at indgå i et nyt forhold, hjalp naturligvis ikke på sammenholdet i Virum. En ny dame, D. havde forelsket i mig og jeg gav efter for de nye fristelser og eskapader, som jeg øjnede i horisonten.  D. ville have jeg skulle lade mig skille fra Helene – et ikke helt urimeligt krav – men jeg var ude af stand til at mande mig op og tage det sidste skridt. Jeg var nok en smule bange for Helene. ´Hell has no fury like a woman scorned”, som det lyder hos Shakespeare.                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                           D. var nu heller ikke til at spøge med, hvad angik kunsten at skræmme livet af mig, så i efteråret 1987 slæbte jeg mit endnu yderligere decimerede ´hab-und-gut´op på femte sal i Burmeistergade, lige overfor Christiania på Christianshavn.  
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                           Min gode ven, komponisten Hans Abrahamsen havde et par måneder før ligeledes måtte gå ´fra hus og hjem´ og boede nu i en kvistlejlighed i Burmeistergade. Nr. 9, så vidt jeg husker. Hans fandt ud af, at en tilsvarende lejlighed var til salg i nr.3. Den købte jeg og flyttede ind i så hurtigt jeg kunne.       
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                             Jeg var dog stadig ansat ved Mariendal Kirke, men trivedes langtfra i tjenesten. Jeg var ved at være godt og grundigt træt af Folkekirken. Juleevangeliets budskab om ´fred på jord og i mennesket velbehag´ efterleves ikke nødvendigvis fuldt ud på første række. Jeg søgte orlov et halvt år, fik den – og tog til New York, hvor mit forlags lokale kontor fik skaffet mig fremleje i en lejlighed i Brooklyn Heights. ´The Heights´ med den berømte ´Promenade´ er et herligt, farverigt og levende kvarter, beliggende på østsiden af East River, dér hvor Brooklyn Bridge ´går i land´ - så at sige. Formålet med mit ophold(bortset fra at komme væk hjemmefra) var i al sin enkelhed at få arbejdsro til at skrive min slagtøjskoncert `Monodrama´, bestilt af slagtøjsvirtuosen Gert Sørensen og Radiosymfoniorkestret.
                                                                                                                                                                                                                                                Kun et par enkelte forhåndsaftaler fik mig væk fra skrivebordet i Brooklyn. En tur til Tokyo – og en afstikker  til Yale University, hvor jeg var blevet inviteret til at holde en såkaldt ´presentation´. Her traf jeg den nu afdøde komponist og kompositionsprofessor Jacob Druckman, som over en velvoksen portion ´burgers´n fries´nede på den lokale diner, spurgte, om jeg havde lyst til at ´optræde´ som gæsteprofessor ved Yale et halvt års tid. En sådan enestående chance for igen at slippe væk hjemmefra, kunne jeg naturligvis ikke lade gå mig af hænde. Jeg fik bevilget orlov endnu engang.                         
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                             Yale University ligger – ikke fysisk, men mentalt - som en middelalderborg, højt knejsende over den ydmyge landsby ved dens fod. New Haven, Connecticut hørte på det tidspunkt, foråret 1991, til de mest farlige og voldelige af byerne i USA, på trods af dens beskedne størrelse. Kombinationen af det rige ´Ivy League´ universitet med alle de rige ´kids´ på den ene side, og den helt anderledes socialt ydmyge befolkning ´nede i byen´ på den anden, kunne kun føre til ulykker. Mord endog. Jeg boede i et hus et par kilometer væk fra centrum, men kunne ubesværet høre skyderierne og politisirenerne længere inde i byen om natten. New Haven er ikke noget rart sted, på trods af navnet.              
                                             

Jeg fuldførte naturligvis undervisningen, kun afbrudt af forårsferien i marts måned, hvor jeg endelig kunne ´indkassere´ en stående invitation fra en gammel skolekammerat, astronomen Bo Reipurth, og besøge ham i Chile, hvor han var ansat ved ESA – European Space Agency i Santiago. Bo pakkede firhjulstrækkeren og vi kørte sydpå ad ´The Panamerican Highway´, som strækker sig helt fra Alaska i nord til Tierra del Fuego – Ildlandet - i syd. Men jeg skulle jo tilbage til Yale – og derfra videre hjem til Danmark. Fædrelandet ventede tålmodigt.
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                        Jeg var stadig gift med Helene, og i et desparat forsøg på at reparere på forholdet flyttede jeg ind i en lejlighed på anden sal i et rækkehus i Engelstedsgade på det ydre Østerbro, lige bag Hans Knudsens Plads. Helene var i mellemtiden flyttet fra huset i Virum og havde købt en stuelejlighed i et tilsvarende hus kun et par gader væk. At dette panikprægede ´lapperi´ ikke havde nogen gang på jorden, kan vel næppe komme som et chok for læseren. Der skulle nu ske noget afgørende radikalt, så jeg sagde op fra min stilling som organist ved Mariendal Kirke, solgte endnu engang fra af mit overskuelige bohave – og flyttede til London, efterladende to usolgte ejerlejligheder og en kone.
                                                                                                                                                                                                                            
I lighed med New York var London en by som jeg følte mig hjemme i. Det var jo i London jeg fik mit internationale gennembrud, og adskillige efterfølgende opførelser af min musik medvirkede til at slå mit navn fast. Faktisk læste jeg på tidspunkt i én af London-aviserne, at jeg betragtedes mere som engelsk end dansk komponist.

Pianisten Rolf Hind havde optrådt med – og indspillet – mit stykke for klaver og messingblæsere ´Break Dance´ et par år før. Rolf og hans partner Ray Rowden boede i Tooting i sydlondon med deres to hunde ´French and Saunders´(opkaldt efter et populært komikerpar). Ray, der var uddannet sygeplejerske med speciale i psykiatri, var øverste chef for Tooting Bec Hospital, en victoriansk uhyrlighed med et utal af besynderlige tårne, mystiske tilbygninger, smedejernslåger og sære krinkelkroge. Som taget ud af Dickens. Hospitalet, som hørte under NHS(National Health Service) var under afvikling, og det var Rays opgave at sørge for at det hele foregik, om end ikke langsomt, så med værdighed. Da Ray hørte, at jeg søgte efter et sted at bo, sagde han ”…der er faktisk to værelser med adgang til køkken (hotelstørrelse), 2 brusekabiner og 10(!) toiletter, som ingen bruger, lige over kontorerne. Du kan få det hele for kun 50 pund om måneden, inklusive varme og lys.” Det var jo et tilbud jeg ikke kunne sige nej til. Men det var s´gu en adresse der gjorde indtryk rundt omkring, når jeg skulle lægge mit visitkort: c/o Tooting Beck Hospital, G(eriatric) Ward, Church Lane, Tooting, London SW. Inden længe cirkulerede naturligvis rygtet, at jeg var blevet gal og gemt af vejen sammen med andre uhelbredeligt sindssyge. Jeg kan ikke vurdere reklameværdien af rygtet, men det har næppe skadet mig.

Faktisk opstod der et par morsomme episoder, som f.eks. en dag, hvor jeg have sat en australsk journalist, Andrew Ford,  i stævne til et interview, som skulle være med i en bog han var ved at skrive om samtidens komponister. Ford mødte op til tiden. I mellemtiden havde jeg glemt alt om aftalen, så han forsøgte at finde frem til mig på egen hånd, så at sige. I det senere interview beskriver Ford den surrealistiske søgen efter den danske komponist Poul Ruders: ”Den svenske herre ovenpå?” sagde en dame nede på kontoret. ”…nej, ham har jeg ikke set i dag.” Ford måtte så ned ad trappen igen og ud i det fri. Det var om sommeren, så de fleste af patienterne trissede rundt for sig selv under åben himmel. Nogle i cirkler, andre i nøje afmålte kvadrater. Ford begyndte at spørge sig for, men fandt hurtigt ud af, at der var noget galt. I stedet for brugbar information om min person, fik Andrew Ford stillet spørgsmålet: ”…har De noget ild?”. Ford, som var nu blevet en kende nervøs, specielt efter at være blevet spurgt: ”…har De noget ild?” af den samme mand flere gange, var nu overbevist om, at han var offer for en særlig form for dansk practical joke. Ideen er jo nærliggende – og fantastisk. Tænk hvis jeg inderst inde ikke ønskede at blive interviewet, ikke sagde fra direkte, men i stedet sendte ham ud blandt en flok galninge på et sindssygehospital i det skumle sydlondon, så han kunne få sig en lærestreg? Tanken er kongelig intet mindre.
                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                                    I virkeligheden var jeg bare på indkøb og havde glemt aftalen. Heldigvis var Andrew Ford ikke taget tilbage til sit hotel, da jeg traskede op ad grusgangen med mine indkøbsposer, så efter jeg havde klasket mig selv flere gange på panden og brødbetynget undskyldt min utilgivelige  slendrian, gik vi op i lejligheden med køkken, to brusekabiner og 10 toiletter. Jeg satte kaffe over og vi gik i gang med interviewet. Jeg var tilgivet. Og inden længe endelig skilt fra Helene. Den 12. Maj 1992 troppede jeg op på den danske ambassade i Sloane Street og skrev under på skilsmissepapirerne. Helene var nu fri af mig, og jeg var fri af hende – og en fri mand igen. Som sagt stod hospitalet foran nedlæggelse og senere nedrivning, så det var på tide at jeg fandt noget nyt at bo i. Derfor, i foråret, 1993 flyttede jeg til bydelen Camberwell, hvor jeg lejede halvdelen af et hus med have – og udsigt til jernbanen. Camberwell skulle blive min anden bopæl i London. Og en dag dumpede et brev ind ad brevsprækken.  

STUDENTERJUBILÆUM – EN JORDOMREJSE – SIDSTE STATION I LONDON

Det rumsterede naturligvis svagt i baghovedet på mig, at juni 1993 ville markere min og den gamle klasses 25 års studenterjubilæum. Året før var jeg løbet ind i én af de andre fra klassen, Linda Bonnén - nu bestyrer af ´Andedammen´ i Tivoli – som var på turistbesøg i London sammen med sin mand billedhuggeren Peter Bonnén. Linda mente nok, at der skulle ´ske noget´ i anledning af jubilæet, men jeg hørte ikke videre. Så en dag lå der brev med danske frimærker på måtten under brevsprækken – en invitation til netop 25 års jubilæet. Men det var ikke fra Linda Bonnén, afsenderen var Annette Gerlach. Annette Gerlach? Selvfølgelig kunne jeg huske Annette, men vi havde absolut intet at gøre med hinanden i gymnasiet – jeg tvivler på at vi havde udvekslet mere end et par ord på de 3 år. Annette havde øjnene rettet opad mod hvad der rørte sig blandt drengene i klassen over – og gik i ´Hithouse´ om lørdagen. Og det gjorde jeg jo ikke…

Men det skulle nu ikke ´skille os ad´, så jeg ringede tilbage på det angivne telefonnummer og bekræftede min deltagelse ved festen, 5. Juni, på Annettes adresse, Strandboulevarden 108 i København. Men det var dog en sød stemme hun havde, hende Annette! Jeg begyndte at glæde mig til festen. 

Grundlovsdag 1993 viste sig fra sin bedste side, varm og solrig. Alle var i godt humør og inden længe steg humørbarometeret adskillige streger, godt hjulpet på vej af diverse flydende nydelsesmidler. Først kl.3 om morgenen vaklede jeg tilbage til den lejlighed på Nørrebro jeg havde lånt af en ven, mestersnedkeren og tusindkunstneren Jacque Neupert.  De sidste forlod ´festlokalerne´  på Strandboulevarden kl.7!

”Hvor er hun dog i grunden dejlig, hende Annette!” tænkte jeg. Hende MÅ jeg altså se igen!” 11 måneder senere kunne jeg skrive Strandboulevarden 108 på mit visitkort, og 6. Maj 1995  blev vi gift på Københavns Rådhus. 

Nu vil det være nærliggende at tro, at der kom ´skub i tingene´ i en fart mellem Annette og mig i kølvandet på studenterjubilæet, men ´nixen-bixen´!  Annette passede sit arbejde som hospitalslaborant på Rigshospitalet. Desuden boede hendes to 19-årige døtre, tvillingerne Charlotte og Elisabeth stadig hjemme. Tilbage i  London stod jeg igen foran at skulle flytte. Huset i Camberwell skulle sælges, så jeg måtte se at finde på noget. Endnu en gang…

Det mundede ud i, at jeg opmagasinerede de få ejendele jeg havde tilbage - og rejste Jorden rundt – med telt! Et af Londons utallige rejsebureauer sendte mig ud i det blå for ingen penge, 978 pund! Selv i 1993 var det billigt, og da jeg lige havde afleveret min 2. ´cellokoncert ´Anima´ til forlaget – og fået min ´hyre´, stod friheden, både den økonomiske og den fysiske, og lokkede med sit brede, flabede, selvtilfredse grin.

Har man ikke, bare én gang i livet, prøvet at sidde kl.6 om morgenen, med kaffe lavet på primus, og fulgt solopgangen på en strandbred på Tahiti, i 25 graders varme, kun iført lændeklæde og cerut, har man ikke levet! Det er selvfølgelig noget forkælet, arrogant sludder – men oplevelsen kan anbefales. Naturligvis havde jeg ikke glemt Annette, så et par postkort var vel ikke af vejen. Et fra Moorea, og et fra Singapore. På det sidste kort fik jeg hastigt tilføjet, at næste gang jeg viste mig i København, ville jeg lige kigge forbi. Resten er, som man siger ´history´ - og det er hér Susie kommer ind i billedet! Uden at vide det, var jeg blevet sat på en prøve. Hvordan reagerede jeg på tilstedeværelsen af Susie i lejligheden? Ville jeg fare op af stolen med et ”UF!”, når hun sprang op på skødet af mig? Jeg bestod prøven, for jeg er skamløs hundeelsker, og den sorte, glathårede gravhund Susie måtte senere tage ansvaret på sig for at jeg endelig flyttede ind. Hunde.

Jeg har indtil nu ikke fortalt om hundene i mit liv. Min omflakkende tilværelse indtil jeg mødte Annette, var jo ikke gjort af det stof som tillader hundehold. Men da mine forældre flyttede på landet, omkring 1967, anskaffede de sig hurtigt en hund, den ruhårede gravhund Anna. Derpå en Dobermann(!) Anders. Så fulgte endnu en ruhåret gravhund, Søren. Vuf! Da jeg boede i London, kunne jeg glæde mig over to ´reservehunde´, Rolf og Rays to gadekryds French og Saunders. Og før da, i huset i Virum, endnu en ruhåret gravhund, Emil – min første ´private´hund. Nu her, april 2010, hvor jeg sidder og skriver, har jeg det ene øre rettet mod haven, hvor jeg kan høre Laura og Emma rumstere. Behøver jeg at nævne, at de er gravhunde? Og ruhårede?

Den alvorlige komiker Jacob Haugaard siger lige ud, at der findes to slags mennesker: dem der kan lide hunde – og så dem der ikke kan lide hunde. Det er måske lige radikalt nok, men selvfølgelig passer det – når alt kommer til alt. Uden hunde går det ikke. Charme, sødme – og grænseløs hengivenhed. De kan være besværlige og irriterende, og de laver ulykker hvis de kan komme af sted med det. Og de lugter. Men det er jo alle egenskaber der passer glimrende på os andre,  så mon ikke det er derfor at mennesker og hunde for altid vil være knyttet til hinanden i et ubrydeligt bånd af venskab og gensidig afhængighed. Hvem sagde ´vov´?

Men jeg foregriber begivenhedernes gang. I december 1993 vendte jeg tilbage til London fra min jordomrejse, som bragte mig over Los Angeles til Fransk Polynesien, New Zealand, Singapore og Malaysia. Nu skulle jeg igen finde mig et nyt sted at bo. Denne gang rykkede jeg op nord for floden og flyttede ind i en toetages lejlighed på Roman Road i East End, nær Bethnal Green. For første gang havde jeg en lejlighed i London for mig selv, og hvem ved? Var jeg ikke gået til studenterjubilæum, havde jeg måske boet der endnu. Julen 1992 tilbragte jeg ikke i London, men på Ørslev Kloster ved Skive. Det var min gode ven og redaktør på Edition Wilhelm Hansen, Michael Rehder, der anbefalede det ærværdige gamle nonnekloster, nu refugium, som det ideelle sted at søge fred og arbejdsro. Jeg har aldrig kunnet forlige mig med julens hysteri og kommers, og da slet ikke i London, hvor hele byen går i morderisk selvsving allerede fra begyndelsen af december. Ørslev var løsningen, så naturligvis reserverede jeg plads til julen 1993. Den ´Hellige Nat´ tilbragte jeg alene i min ydmyge, hvidkalkede ´celle´. Men ugen efter, Nytårsaften, samme tid, samme sted, sad Annette på den anden side af skrivebordet – og vi skålede i champagne efter et måltid bestående af kogt hamburgerryg og stuvet spinat. 26. Maj 1994 svingede en flyttevogn fra ADAM op foran døren til Roman Road 89A.

DANMARK IGEN – KØBENHAVN – LADBY

”Nej hvor ser her kedeligt ud,” udbrød manden over for mig i togkupeen. Vi var standset i Næstved. ”Afgjort” sagde jeg. ” Men jeg bor her jo også.”
Næsten, men ikke helt. En små 8 kilometer nordvest for Næstved, på den anden side af kostskolen Herlufsholm, ligger den lille landsby Ladby – og endnu længere ude på landet Ladby Overdrev. Jeg bor helt ude på ´overdrevet´, en betegnelse der opstod, da man i slutningen af 1700-tallet flyttede gårdene, som på det tidspunkt var centreret i byerne, ud hvor markerne lå. De såkaldte ´udflyttergårde´. Vores hus er fra 1775, en ussel rønne, som først blev moderniseret og udvidet i 2003.

I 1970 købte Annettes forældre det faldefærdige husmandssted som fritidshus, og i årene 1994 til 2003 var det netop i den egenskab vi brugte huset,  jeg mere end min kone, da det fredelige og fra omverdenen isolerede sted naturligvis var ideelt som ´arbejdslejr´ for mig. Tiden i lejligheden på Strandboulevarden var også tiden hvor jeg endelig kom til ´skelsår og alder´.  Jeg var netop fyldt 45 – og endelig voksen. ”Ja tak, den er god med dig!” kan jeg høre nogen sige. ”En leopard kan ikke skifte pletterne ud.” Måske ikke, i hvert fald ikke fra den ene dag til den anden. Jeg har givetvis tilbragt lidt for mange timer nede på værtshuset ´Cykelstalden´ ved Østerport Station. Men det gik den rigtige vej, om end langsomt. ”Den der ager med stude kommer jo også med,” siger det gamle ordsprog. Mine amorøse eskapader til ´venstre hånd´ stoppede dog øjeblikkeligt. Der var ´nul tolerance´ fra Annettes side, og jeg havde, kan jeg godt love, slet, slet ikke behov for nedkalde flere ulykker over mig selv og andre. Og da slet ikke Annette. Vi har nu været gift i 15 år. Annettes to dejlige døtre, Charlotte og Elisabeth, blev boende hos os i lejligheden endnu nogle år, mens de begge studerede til civilingeniør på Danmarks Tekniske Universitet. Snart flyttede de naturligvis for sig selv, og begge supplerede de ingeniøruddannelsen med et år i England. Charlotte ved Durham University, Elisabeth på universitetet i York. Begge er nu gift og sidder i store ansvarsfulde stillinger. Charlotte og hendes mand, Hans Christian bor i Nivå med deres to børn, Albert på 6, og Marie på snart 3 år. Elisabeth, som nu hedder Race til efternavn, blev ´hængende´ i England, hvor hun nu bor med sin mand Timothy. I London.  Æblet faldet ikke langt fra pæretræet…

Annette var stadig ansat på ´Riget´, med speciale i PET-scanning. Senere fik hun en tilsvarende stilling på Næstved Sygehus, og hun supplerede inden længe sin uddannelse med en ´bachelor´ fra Panum Instituttet. Stillingen i Næstved gjorde naturligvis, at vi begge kunne tilbringe mere tid sammen på ´overdrevet´, men da arbejdsforholdene i Næstved blev uudholdelige for hende, søgte hun, og fik en stilling som afdelings-bioanalytiker ved Københavns Praktiserende Lægers Laboratorium, KPLL i Pilestræde, lige bag Rundetårn. I mellemtiden havde vi dog opsagt lejligheden i København og flyttet permanent til Ladby. Men dog først efter at have fået bygget til, en udvidelse der betød en fordobling af kvadratmeterne.  Annette arbejdede dog stadig i København, men det daglige pendleri var for meget for hende, så igen måtte hun søge nyt arbejde, gerne tættere på bopælen. Det blev til 3 år som ledende bioanalytikker og ansvarshavende for sygehuslaboratoriet i Slagelse, kun 30 kilometer væk. Den nye arbejdsplads viste sig dog hurtigt at konkurrere sig ind på førstepladsen i kategorien ´ormegård´, så i december 2008 gik Annette  på efterløn. 60-årsfødselsdagen, 9. December samme år, blev fejret i Rom, med mand, børn, børnebørn og svigersønner.

Der er blevet sagt og skrevet meget om den skurvogn jeg har stående i haven. Det gør åbenbart et uudsletteligt indtryk, at jeg kan komponere ´store´ værker, operaer og symfonier, klemt inde på et areal under 4 kvadratmeter. Uden vindue! Det vindue der var, da jeg købte den udslidte ´frokostvogn´ tilbage i 1995, fik jeg hurtigt blændet. Har jeg brug for naturen, går jeg ud i den. Inspirationen kommer indefra.

I min beretning frem til nu, har jeg kun kommenteret to værker i detaljer, den ´lille´ Guitarkoncert ´Psalmodies´ og orkesterværket ´Manhattan Abstraktion. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg har komponeret en farlig masse musik gennem årene. Det vil selvsagt føre for vidt at kommentere hvert eneste stykke, så jeg vil koncentrere mig om kun at fortælle om tilblivelsen af to værker, som begge skulle gå hen og blive ´hits´.

Læs om CONCERTO IN PIECES
Læs om TJENERINDENS FORTÆLLING

Af: © Poul Ruders, 2010

MUSIK. 'CONCERTO IN PIECES'

En dag efteråret i 1994, altså ikke længe efter jeg var flyttet tilbage til Danmark, fik jeg en fax fra BBC, som ønskede at bestille et værk hos mig. Det havde BBC jo gjort før, men denne gang var bestillingen mere ´øremærket´ end normalt. Som regel får komponisten bare besked om varighed og besætningens størrelse og beskaffenhed. Blæserkvintet eller standard symfoniorkester – begge er fastlagt på forhånd. Resten er op til den enkelte komponist.  

Men nu ville BBC Symphony Orchestra have mig -  en udlænding – til at skrive et værk, som skulle gøre knæfald for to af Englands ´helligste køer´, komponisterne Henry Purcell og Benjamin Britten. 1995 var 300 året for Purcells død, og Benjamin Brittens berømte ´pædagogiske´ stykke ´Young Person´s Guide to the Orchestra´  fyldte 50. Betingelserne var, at det nye stykke skulle tage sit udgangspunkt i et tema af Purcell, ligesom Britten havde gjort det i ´Young Person´ Guide´ - og – da man jo var ude efter en slags efterfølger til Brittens stykke – lå det samtidigt i kortene, at jeg skulle liste en pædagogisk vinkel ind i værket.  Hele herligheden skulle så fyres af i efteråret 1995, med BBC Symphony Orchestra under ledelse af chefdirigent Andrew Davis i Birmingham. BBC ville lancere en kæmpemæssig pan-britisk koncertuge med transmissioner af snart sagt alt muligt fra tonernes verden fra alle landets større byer under overskriften: ´BBC LIVE – NINETYFIVE.

Da jeg var kommet mig over benovelsen, som dansk komponist at være blevet udvalgt til et engelsk projekt, indså jeg med det samme, at det eneste Purcell-tema jeg ikke skulle vælge som udgangspunkt var det som Britten havde brugt: ´The Moor´s Pavane´ fra scenemusiken til skuespillet ´Balthazar´s Feast´. Jeg kunne lige så godt have valgt at springe ud af vinduet.
´The Moor´s Pavane´ er et hårrejsende og ærværdigt stigende tema (som man aldrig glemmer, og det er måske det eneste problem i ´Young Person´s Guide´), så det var nødvendigt for mig at gå i den modsatte retning.  Heksekoret, ´Ho-ho-ho´ fra Purcells opera ´Dido and Aeneas´ var præcis hvad jeg havde brug for. Festligt, gnækkende, sprælsk, med uanede muligheder for variation. Jeg gik i gang med ´Concerto in Pieces – Purcell Variations´.

Og så ringede telefonen.
Rosemary Johnson, som varetog mine interesser på Chester Music, Wilhelm Hansens tidligere søsterforlag i London, nu også en del af Music Sales, Inc., var kommet på den ide, at mit nye stykke ville passe ind i en bogudgivelse, med indlagt CD, fra børnebogsgiganten Dorling Kindersley. Oprindeligt havde DK fået en aftale i land med komponisten Richard Rodney Bennet, men han sprang fra i sidste øjeblik. Om jeg ville træde i stedet? Yes ma´am´!   
Redaktør Sue Unstead fra Dorling Kindersley  var straks med på ideen. Umiddelbart efter uropførelsen i Birmingham, blev stykket indspillet i BBCs studier i Maida Vale, London, og inden længe udkom bogen ´Young Person´s Guide to Music´. Hm…hensigten var jo ikke til at tage fejl af, men hvad gør man ikke for at få sine ´børn´ godt i vej. Bogen, med den indlagte CD – og side op og side ned om den klassiske musiks velsignelser – blev oversat til alverdens sprog, spansk: italiensk, portugisisk, finsk, kinesisk, græsk, osv. 14. september, 1996, spillede BBC Symphony Orchestra og Andrew Davis ´Concerto in Pieces´ ved den traditionsrige ´Last Night at the Proms´ i Royal Albert Hall, London, med direkte TV-transmission til hele verden, og senere på året, 14. november, dirigerede Andrew Davis den amerikanske førsteopførelse med New York Philharmonic.

´Concerto in Pieces´ er ikke nødvendigvis mit bedste værk, men det er min eneste rigtige best seller. Værket er blevet spillet, og bliver stadig spillet af ´store´ og ´små. Storbyorkestre, provinsorkestre, ungdomsorkestre. Engang, i  London, lejede en rigmand ungdomsorkestret ´The Britten-Pears Orchestra´ til at fremføre værket til datterens bryllup! Vores eget Radiosymfoniorkester har spillet og turneret med ´Concerto in Pieces´ flere gange. Stykket har været koreograferet. Jeg har selv, ved adskillige lejligheder, reciteret den indlagte tekst under flere opførelser. På dansk i København og Reykjavik, og på engelsk i Aldeburgh og  Beijiing (hvor mine replikker straks blev oversat til kinesisk. Det blev virkelig til ´en koncert i stykker´) sammen med det Kinesiske Nationale Film Symfoniorkester. Værket foreligger nu i sin anden indspilning. Med Århus Symfoniorkester og dirigenten Thomas Søndergård for pladeselskabet Dacapo.

Note

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo

Af: © Poul Ruders, 2010

MUSIK. 'TJENERINDENS FORTÆLLING'

15. august, 1993, fyldte Tivoli 150 år, og i den anledning havde Sjællands Symfoniorkester, som jo netop har til huse i Tivolis Koncertsal, bestilt et værk hos mig. ´Zenith´, der senere skulle udgøre midtersatsen i den store ´Sol Trilogi´, blev uropført på selve fødselsdagen under Michael Schønwandts kompetente taktstok. På det tidspunkt boede jeg stadig i Camberwell, men var naturligvis nu i København for at følge prøveforløbet og høre koncerten. Under et besøg hos mit danske forlag Wilhelm Hansen (forlaget holdt stadig fast ved det gamle familienavn), sagde min forlægger Tine Birger Christensen, at der lå en besked til mig fra den nyligt udnævnte operachef på Det Kgl. Teater, englænderen Elaine Padmore. Hun ville gerne mødes med mig på sit kontor.  Jeg fik aftalt et mødetidspunkt og troppede op på direktionsgangen på Kgs. Nytorv. Det vil være en lemfældig omgang med sandheden, at påstå jeg var i dyb harmoni på krop og sjæl. Aftenen før havde jeg deltaget i en animeret middag hos snedker Neupert, sammen med min trofaste stemmeudskriver Ole Thilo. Det var vanvittig hyggeligt, der var gang i sprut og smøger, og på et tidspunkt fik jeg en kakkelovn ned over den ene fod. Som sagt, vi morede os.

Men dagen efter morede jeg mig ikke specielt, så efter at være blevet vist ind på Elaine Padmores kontor, smed jeg mig på sofaen snerrede olmt: ”Hvad vil du?” ”Jeg "Jeg vil ha´ en opera,” sagde Elaine. Det anede mig s´gu nok. Det gad jeg ikke. ”Jeg kan ikke fordrage opera,” sagde jeg, og gik ud fra, at så var den potte ude. Min første opera, ´Tycho´ fra 1987, var ikke nogen succes. Emnet, diskussionen mellem den danske astronom Tycho Brahe og den tyske videnskabsmand Johannes Kepler, om hvorvidt jorden eller solen var universets centrum, er jo ikke det mest oplagte udgangspunkt for at holde et publikum i åndeløs spænding ude på kanten stolene. Og librettoen, skrevet af digteren Henrik Bjelke, havde samme dramatiske slagkraft som en versificering af telefonbogen. Anmeldelserne var nådesløse, og hvad værre var, flere kolleger, deriblandt gode venner, talte ikke til mig i årevis. Det kan derfor næppe undre, at jeg stadig var noget ømskindet, når talen faldt på opera. Opera! – må vi være her… Elaine Elaine Padmore lod sig dog ikke slå af pinden. ”Tænk nu alligevel over det,” sagde hun. Og det gjorde jeg så, for naturligvis var forfængeligheden og mit ikke ubetydelige personlige ambitionsniveau blevet pirret. Nogle måneder før den høviske meningsudveksling på Kgs.Nytorv, havde jeg læst den canadiske forfatter Margaret Atwoods roman ´The Handmaid´s Tale´, en såkaldt dystopi  -  en pessimistisk fremtidsvision om hvor galt det kan gå.
 
´Tjenerindens Fortælling´ er historien om kristne fundamentalisters magtovertagelse i USA. Amerika hedder nu ´Gilead´, efter en fortælling i Biblen, og det er først og fremmest kvinderne det går ud over. Fraskilte kvinder med børn, bliver nu holdt som slaver(tjenerinder)hos familier højt placeret i hierakiet indenfor det nye regime. Barnløse familier, nærmere præciseret.  
Flere katastrofale nedsmeltninger  på adskillige af nationens atomkraftværker, med deraf følgende radioaktiv spredning, har gjort hovedparten af den mandlig befolkning steril. Og det er her, at kvinder, der har bevist, at de er fødedygtige, kommer ind i billedet. Totalt umyndiggjorte, er det deres pligt at kopulere med husets herre og mester, ´The Commander´ , og således sikre menneskeslægtens fortsættelse. Men da flertallet af ´kommandanterne´ også  er blevet sterile af det radioaktive udslip, kommer der kun dødfødte eller vanskabninger ud af det. Lykkes det ikke tredje gang, bliver de ulykkelige tjenerinder enten sendt ud og rydde op på de katastroferamte atomkraftværker, eller de får tilbuddet om at ende deres dage som ´glædespiger´ på det hemmelige bordel ´Jezebell´s´.

Hovedpersonen i ´Tjenerindens Fortælling´ er den navnløse ´Offred`, på dansk ´Tilfred´. Tjenerinderne får frataget deres navne fra ´Tiden Før´ og eksisterer nu kun som tilhørende deres ´Commander´. ´Tilfred´ hører nu til Commander Fred. Konen i huset er den tidligere gospelstjerne Serina Joy. Langsomt opstår der et bizzart, næsten venskabeligt afhængighedsforhold mellem Fred og hans Tjenerinde. Men det er altafgørende, at Serina ikke får nys om det, for hun er ikke til at spøge med. Slet ikke…

Romanen hedder jo ´Tjenerindens Fortælling´. I en fjern fremtid, under et seminar på Cambridge University om  ´Gilead – det tidligere USA´, spiller én af foredragsholderne en stribe kassettebånd, indtalt under flugt og i skjul af én af de omtalte ´tjenerinder´, ´vores´ Tilfred. Foredragsholderen, en professor Pieoxoto, trykker på båndoptagerens afspillerknap, retter blikket mod publikum og siger: ”Behold our Handmaid.:” …´Tjenerindens Fortælling´ er begyndt.

Allerede under læsningen af romanen, gik det op for mig, at skulle det hænde, at jeg på et tidspunkt blev spurgt om jeg ville skrive en opera, kunne der kun blive tale om at tage afsæt i  Margaret Atwoods fantastiske (og fantastisk profetiske) ´The Handmaid´s Tale´. Den har det hele: Forbudt kærlighed, strafbar sex, løgn og bedrag, hykleri, fortvivlelse og håb, store processioner i farverige klædedragter, offentlige henrettelser. En vældig fortælling om menneskets dårskab. Jeg ringede til Elaine Padmore. Elaine havde ikke læst ´Tjenerindens Fortælling´, men gik straks ud og købte et eksemplar, læste bogen – og ringede så til mig. ”Den er hjemme!” udbrød hun begejstret. Nu var det så bare om at komme i gang.

Efterdønningerne af ´Tycho´ havde lært mig to ting: skulle jeg skrive nok en opera, var det mig – og kun mig, som skulle finde frem til historien. Og librettisten, altså den der skriver, udfærdiger, finder på den tekst - librettoen, som sangerne skal synge, skulle findes blandt professionelle. Librettoskrivning er ikke en kunstart – det er et håndværk. Der gik nu flere måneder, og jeg var i mellemtiden ude på min jordomrejse. Kort efter hjemkomsten, og kun et par dage efter jeg var flyttet ind i lejligheden på Roman Road, ringede Elaine Padmore: ”Jeg tror vi har ham,” sagde hun. Paul Bentley og Elaine var gamle studiekammerater fra University of Birmingham, hvor de havde studeret engelsk litteratur – Eng-lit – og drama. Elaine ringede så til Bentley, forelagde ham projektet og kunne nu fortælle følgende forbløffende historie. Paul Bentley havde indtil da ikke den ringeste anelse om hvem jeg var, men kun et par dage før Padmores opringning, havde én af hans venner lånt ham en CD med min musik. Og den lå på i afspilleren, da han fik opringningen og blev spurgt om han kunne tænke sig at samarbejde med en dansk komponist ved navn Poul Ruders? Er der noget at sige til, at jeg mente det var et tegn fra ´oven´.

Inden længe troppede Paul Bentley op på adressen Roman Road 89A, medbringende et notatspækket eksemplar af Atwoods roman, samt en finere italiensk ost (dette første møde – og hele forløbet op til premieren i marts 2000 på ´Tjenerindens Fortælling´ - er beskrevet i Bentleys egne, nu på Edition WH udgivede dagbogsnotater under titlen ´A Handmaid´s Diary´). Bentley, som ikke tidligere havde skrevet libretto, men dog omsat Charles Dickens ufuldendte roman ´Edwin Drood´ til scenen, vandt min tillid ved at kunne noder – og synge. I 1994 levede Paul hovedsageligt af indtægterne som musical starlet – dvs. han optrådte med sin forbløffende fint-skolede tenor i et utal af roller i musicals af Lloyd Webber og Steven Sondheim på snart sagt alle de berømte teatre i Londonds West End.  Med andre ord, Paul kendte teatret indefra. Og det var hvad jeg havde brug for. En professionel teatermand. ;Der Der skulle dog gå lang tid inden librettoen var færdig og jeg kunne begynde selve kompositionsarbejdet. Der var nemlig lige en juridisk bagatel, der skulle bringes på plads og i orden. Ophavsret.

I oktober 1994 – jeg havde nu boet på Strandboulevarden i nogle måneder – var Margaret Atwood på besøg i København. Hun skulle videre til en bogmesse i Göteborg, men var stoppet op i København for at holde møde med sit danske forlag Lindhart&Ringhof. Tine Birger Christensen fik arrangeret, at vi alle 3 skulle mødes i foyeren på Hotel Fønix, hvor Atwood boede. Så den 25. Oktober, 1994, sad jeg i sofaen, sekunderet af Tine, overfor den berømte forfatter. Margaret Atwood er en lille spinkel dame – petit, men med et formidabelt nær-(og) selvværd. Hun var straks med på ideen, hvis bare hun kunne blive fri selv at have NOGET SOM HELST med det at gøre! Det var jo klar tale – og fuldt forståeligt. Atwood gav os derfor fax- og telefonnumre på sine forskellige agents rundt om i verdenen. Så kunne mit forlag og jeg aftale procenter og fordeling af royalties. Hvem der skulle have hvor meget af hvad og hvornår. Hovedaktøren i den øvelse var en vis Claudia S., som huserede på Atwoods engelske forlag. Forfatteren var som sagt mere end fremkommelig – agenten et fjols, som intet forstod og trak hele den - i grunden ikke særligt komplicerede, alt var efter ´bogen´ - proces i langdrag. Men det lykkedes til sidst. Bentley Bently var i mellemtiden uanfægtet gået i gang med librettoen, og vi var i næsten daglig kontaktvia fax og telefon. Der blev selvfølgelig rettet og skrevet om henad vejen. Jeg var naturligvis ikke tilfreds med alt hvad Bentley præsenterede mig for, men gennemgående tænkte vi i de samme baner, rent dramaturgisk. Efter to ugers ferie i Mexico sammen med Annette, begyndte jeg i december 1996 at komponere operaen ´Tjenerindens Fortælling´.

Hvem skulle synge det enormt krævende hovedparti som ´Tilfred´(librettoen var jo skrevet på engelsk, og jeg oversatte selv til dansk mens jeg komponerede)? Inden jeg satte ´pen  til papir´, havde jeg besluttet mig til at ´Tilfred´ skulle synges af en mezzosopran, altså en kvindestemme midt mellem sopran og alt. ´Tilfred´ er ingen heroisk koloratursoprantype, men et almindeligt menneske, lidt indavendt, men alligevel med sine meningers mod. Der kan kun være tale om én, tænkte jeg. Marianne Rørholm.
Marianne, bortset fra hendes pragtfulde stemme, lignede den udgave af ´Tilfred´, som jeg forestillede mig hende, både under læsningen af bogen – og under kompositionsarbejdet. Og så var Marianne Rørholm jo en kendt og efterspurgt operasanger, både herhjemme og i Tyskland og Schweiz. Tilfældet ville, at Marianne netop var flyttet tilbage til Danmark, så ideen var ikke helt urealistisk.  Elaine Padmore var begejstret for mit valg af solist, og inden længe mødtes jeg med Marianne. Hun fik noderne til gennemsyn – og sagde ja.

Premieren, 3. Marts 2000, på ´Gamle Scene´var som bekendt en bragende succes. Den første nyskrevne, danske opera på nationalscenen i over 30 år. Michael Schønwandt dirigerede Det Kgl. Kapel og operakoret. Engelske Phyllida Lloyd instruerede. Og Rørholm triumferede. Hun var ´Tilfred´, og selvom jeg har hørt partiet sunget af andre (Stephanie Marshall på English National Opera og Canadian opera Company, Toronto – Elizabeth Bishop sang ´Offred´ i Minneapolis), vil Marianne Rørholm altid, for mig i det mindste, stå som den endegyldige ´Tjenerinde´ - the one and only Offred.

Værkliste

Find værkliste på komponistens eget website.

Diskografi

Find henvisninger til optagelser af Poul Ruders musik på hans eget website.

Poul Ruders
Foto: Kirsten Bille

Poul Ruders

Født:

27.03 1949, Ringsted

Kontakt:

Adresse:

Troldebjergvej 14, Ladby
4700 Næstved

Telefon:

55 44 53 28/ 30 68 37 16

Email:

Web:

Uddannelse:

Klaver og orgel ved Det Fynske Musikkonservatorium og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Komposition som bifag.

Øvrige beskæftigelser:

Organist indtil 1991.

Priser/legater:

Bl.a. Carl Nielsen og Anne Marie Carl Nielsens Legat (1987), The Royal Philharmonic Society Charles Heidsieck Award (1990), Statens Kunstfonds livsvarige ydelse (1997), Wilhelm Hansens Komponistpris (2005).

Forlag:

Profil oprettet:

24. juni 2013
Medlemsskab

Bliv medlem af DKF idag

Læs mere om fordelene ved at være medlem af DKF her

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Du kan tilmelde dig ved at klikke her

Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.