I samarbejde med Center for Konfliktløsning, Ungdomsbyen og Musik i Syd (Sverige) har Dansk Komponist Forening været med til at realisere projektet Modspil efter idé af Bjørn Hernes fra Karavane.
Modspil er en poetisk tegne-fortæller-koncert for skolebørn på ca. 10 år om konflikt og harmoni, om had og kærlighed. På scenen er en tegner, en skuespiller og en musiker. Tegninger, tekst og musik, alt skabt til lejligheden, blander sig med hinanden og danner modsætninger og samhørighed. Den 45 minutter lange koncert består af tre næsten ens fortællinger, men fra vidt forskellige universer. Fortællingerne viser, hvordan konflikter har flere sider; en sandhed er ofte ikke én sandhed!
Målet er at styrke børns refleksion om konflikten og håndteringen af den og bevidstheden om dens værdi. Men målet er også at give børnene en kunstnerisk oplevelse. De møder musik, de ikke drømte om fandtes, tegninger som på stedet visualiserer tanker og ord, og en tekst som giver kraftig stof til forundring og eftertanke.
Undervisningsvejledning til lærere og interaktionsmuligheder for børnene findes på produktionens egen hjemmeside www.modspil.net. På siden kan børn uploade tegninger om f.eks. egne oplevede konflikter, kommentere hinandens tegninger og tegne løsningsforslag til hinanden.
Der er 15 koncerter i oktober 2012, 8 i Danmark og 7 i Sverige, som finder sted inden for rammerne af festivalen Music Around.
Tegningen er tegnet af Astrid på 8 år fra Hareskovens Lilleskole
"Drengen ødelægger pigens vase. Så kommer de op og skændes og er uvenner"


