For små to måneder siden talte jeg med min kollega Peter Helms om, at vi skulle indspille en popsang sammen. Spontant begejstret foreslog jeg, at sangen skulle hedde Snav mig i mørket og være en smægtende sjæler. Mens jeg stadig red på en bølge af begejstring, gik jeg i gang med at forestille mig, hvordan musikken og teksten skulle være. Jeg var allerede bjæffet op af titlen, som jeg havde planket fra Søren Porsborg, til at lave noget svidende smagløst.

Jeg beundrer kunstnere, der laver popmusik så smagløst, at det gør ondt. Jeg har lige lovprist Bent Sørensen for det i min anmeldelse af SPOR-festivalen. Og Peter Helms fik nærmest min verden til at styrte sammen med sin pop-happening under sidste års Pulsar-festival. Når man bruger ordet smagløst i daglig tale, mener man som regel dårlig smag, men i virkeligheden betyder det jo det modsatte: Hævet over smagens begrænsninger. Smagløshed er en ophøjet kvalitet.

Den gik ikke

Men jeg kunne ikke gøre det selv. Jo mere jeg kæmpede med sangen, desto mere mørk og tvetydig blev den. Mindre og mindre poppet. Jeg byttede de himmelblå harmonier ud med fikse bindingsdissonanser. Jeg slettede de søde metaforer. Jeg havde selv fundet på dem, men det gjorde dem ikke originale, for mine kunstnerhænder kunne ikke gribe om dem. 

Til sidst sangen blevet så alvorlig, at titlen lød fjollet. Den virkede som en kujonagtig sikkerhedsventil. Som om jeg prøvede at dække mig ind med, at det bare var ironisk. Så slettede jeg også den.

At være en anden

Jeg kom til at tænke på Snav mig i mørket i sidste uge, da Andreas Führer bad mig reagere på hans fredagsbøn Fuck Freud. Først var det bare, fordi jeg ville overtrumfe hans overskrift med noget endnu mere spektakulært. Men min kamp med sangen havde noget at gøre med indholdet i hans bøn.

Andreas foreslog, at vi allesammen skulle bytte liv en uge om året. Så kunne vi opleve indefra, hvordan det var at være hinanden og dermed forstå hinanden bedre. Det lyder smukt, men det kan ikke lade sig gøre. Selvom jeg overtog en Andreas' smag, vaner, problemer, allergier, kone og job i en uge, ville jeg stadig ikke fatte, hvad det vil sige at være Andreas Führer.

Når jeg udførte Andreas' vaner, ville de ikke være vaner for mig. De ville være noget nyt og spændende. Jeg ville ikke fatte, hvad det ville sige at have dem som vaner, medmindre jeg også overtog hele Andreas' sanseapparat, følelser og tankemønster. Og så ville det ikke være mig, der prøvede hans vaner. Det samme med hans problemer, hans allergier, hans kone og hans job.

Og det samme med mit forsøg på at skrive popmusik. Enten prøvede jeg at opføre mig som en popmusiker, og så fik jeg intet ud af det, fordi jeg ikke var mig selv. Eller også var jeg mig selv og endte med at skrive min egen musik. Men hvis sangen bliver færdig, bliver den anderledes end alt andet, jeg har skrevet, uanset at den stadig er min egen. Så selvom det ikke kan lade sig gøre at skifte identitet, kan man alligevel lære noget af at forsøge.

Jexper Holmen, komponist.