Under ”Ung Nordisk Musikfest” 1962, blev jeg inddraget i en kreds af unge skandinaviske komponister, Otto Donner, Kaj Chydenius og Erkki Salmenhaara fra Finland, Kåre Kolberg fra Norge og Jan Bark og Folke Rabe fra Sverige. Vores udgangspunkter og mål var selvfølgelig forskellige, men den gensidige inspiration kom til at betyde meget for os alle i ungdomstiden. Især kom komponisten Jan Bark til at betyde meget for mit musiksyn, og da vi i årene fremefter kom til at arbejde meget sammen, opstod der en personlig og inspirerende kontakt, som gør, at jeg i dag kan sige, at jeg den 27. april mistede en kær ven og et  menneske, som i ordets bedste betydning har fyldt meget i mit liv.

Jan var efter min mening én af svensk musiks mest interessante og originale komponister. Kompromisløs i sin søgen efter indhold og dybde. I samarbejdet var han en mester i at stille forhindringer op, når man troede sig nær målet. Noget, som til tider kunne være irriterende, men som altid havde den effekt, at man kom længere ind til det, man ville opnå, og derved fik ideer og fandt løsninger, som man ikke vidste man havde. Jan var lige fra begyndelsen af vort venskab meget interesseret i en anden udtryksform, nemlig filmmediet, og var fra 1973-1999 leder af Filmværkstedet i Stockholm. Hans interesse skyldtes ikke, at han gerne ville lave spillefilm, men at han - med rette - havde en idé om, at det rene filmiske udtryk kunne forenes med et musikalsk udtryk. Dette resulterede i værker som”Inden ørerne falder af”, serien ”Musik und Bild” og filmen ”Fällt wie en reifer Apfel” de to sidste  produceret af Westdeutscher Rundfunk. Jeg var med i de to sidste produktioner som musiker og aktør, og som producent havde han den senere så berømte Jose Montés Baquer. Også her blev jeg imponeret af Jans store arbejdskapacitet og vilje til at stille spørgsmål ved ethvert resultat. Det var herlige og inspirerende dage. I perioder underviste vi også sammen bl.a. på filmuddannelsen i Stockholm, hvor vi holdt kurser for filmfolk og komponister. Jans pædagogiske metode var ikke at gøre de studerende tilpas, men at lære dem at tænke selvstændigt.  Det var de studerende ikke altid lige glade for, men kurserne endte dog altid med, at selv de største modstandere af hans undervisningsform erklærede, at han havde åbnet nye verdener for dem.

I 1983 stiftede Jan og hans mangeårige ven og komponistkollega Folke Rabe ”Nya Kulturkvartetten” som foruden de to, som havde lavet et hav af spændende projekter sammen (bl.a.”Bolos”, ”Polonaise, ”Ljudverkstan” m.m.)bestod af den fine fotograf og grafiker, Thord Norman, og mig.

I perioden 1982-1990 arbejdede vi fire på trilogien ”Ship of Fools”, ”The World Museum” og  ”Narregonia”, som vi tournerede med i Skan- dinavien, Mellem- og Østeuropa samt Canada og USA frem til 1996 hvor vi instuderede og opførte Jan og Thords ”Fyrbok”. Kvartetten nåede også at producere radiokoncerten "Important or Unimportant - Does it Make Any Difference?" samt filmen ”Narrskeppet” for Sveriges Radio i 1986, inden vi af forskellige årsager blev nødt til at nedlægge den i 1997.

Mit venskab og samarbejde med Jan kom til at strække sig over et halvt århundrede, og han var i hele den periode en fantastisk og inspirerende ven, sparringspartner og kollega. At han ikke er her mere, er svært at forstå. Han vil blive savnet.

                                                                                                            Fuzzy