Den herboende svenske komponist Ylva Lund Bergner debuterer fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, Rosenørns Allé 22 torsdag d. 26. april 2012 kl. 19.30 på Studiescenen.
Lidt om koncerten
Koncerten kredser om Ylvas opera Illuminated traces of Legeia samt en række nye og et par ældre stykker.
Et gennemgående tema i Ylva's musik er hendes stærke bånd til den elektroniske musik. Forskellige konstellationer fra solo til større ensemblestykker flettes ind i det elektroniske medie og dets kompositionsproces. Det bliver til et fletværk af komplekse teksturer og efterklange der snor sig som en slange rundt imellem musikerne. Det er et univers af klange og lydobjekter, der bearbejdes og udforskes, vendes og drejes minutiøst.
Det siges at djævlen findes i detaljen og det er i sandhed tilfældet, ikke mindst i hendes værk Conqueror worm for kor og solist, hvor følsomheden og præcisionen er aparte forbundsfæller i et tæt væv af klange og støj der strækker sig som en mystisk lang hale efter solistens melodi.
Program og medvirkende
- Det svenske ensemble Mimitabu fra Göteborg spiller værker for kammerensemble samt uddrag af operaen "Illuminated traces of Legeia" dirigeret af Rei Munakata
- Neel Teilmann og Manuel Esperilla opfører værket Macronectes for præpareret klaver og to pianister.
- Rasmus Kjøller spiller værket Cerulean Minim for akkordeon og elektronik.
- Luiza Labouriau spiller værket Palabras for violin og liveelektronik.
- Et til lejligheden samlet kor og dirigenten Martin Nagashima opfører de to korstykker Öken Ter Gan Osk og Conqueror Worm med Helene Lang som sopransolist.


