Jeg har svært ved at se mig selv som egentlig komponist. Jeg komponerer da den musik jeg spiller og producerer, men lige nu har komposition, for mig, en smag af et nødvendigt onde jeg skal overstå for at kunne komme til at spille musikken. Det giver mig nu ikke et problem med komponister eller komposition som sådan, og min fredagsbøn skal derfor på ingen måde læses som et opgør med komposition i nogen som helst forstand - det er kun en bøn til den om noget mere:

Jeg vil samle stafetten op i nærheden af, hvor  Kristian Siig Kamp Damgaard løb rundt med den d 24. feb.

Jeg nyder at blive spillet for. At opleve et dygtigt orkester spille r*ven ud af bukserne er altid godt. At tage imod Tom Waits stemning, stemme og historier rør mig dybt. Og hvis det så endda er til en koncert, kan jeg synke hen i minderne mange år efter.

Men hvad enten det er Wiener Philharmonikerne, L.O.C. eller Bjørn Svin, så er det mestendels en ensrettet kommunikation.

Musikere på scenen står klar til at spille for publikum i salen, der sidder klar til at blive spillet for.

De fleste udøvende musikere kan selvfølgelig mærke hvorvidt publikum "er med", men så er den ofte heller ikke længere. 

Jeg har tit stået på scenen og svedt (både koldt og varmt) for at formidle mine følelser og bevægelser, nå frem med et budskab eller underholde så godt jeg kan. Og når det er gået rigtigt godt kan jeg også mærke jeg har rørt eller ramt nogen - den følelse er stadig det der driver mig langt hen ad vejen.

Men en gang i mellem er jeg så heldig at opleve musikalske rum der er endnu større. De fleste rytmiske musikere har gjort sig i jam-sessions - det hører sig ligesom til - hvad enten man spiller jazz, rock, blues, metal eller electronica. Jeg håber at "jammende" musikere også en gang i mellem oplever at en jam pludseligt åbner sig og musikken begynder at tale med publikum - hvor hver side af scenen oplever at sanse og blive sanset af den anden. Jeg ville ønske at den slags var mere udbredt udenfor jazz-, blues- og rockscenen. Der er selvfølgelig mange der eksperimenterer med musikalske rum rundt omkring på konservatorier, universiteter og i undergrunden, men hvorfor kommer de ikke mere ud? 

Det er nærliggende at skyde skylden på en dansk forlegenhed, der skal skylles væk med alkohol før vi kan have et fællesskab med andre end de nærmeste venner.

Eller måske synes nogen at det er et for stort sats, at bruge sin fritid på et fællesskab der ikke er garanteret fra starten?

Er dét fordi vi altid har brug for en kontekst uden over musikken? En mærkat vi kan sætte på, så vi kan sige at vi skal i Koncerthuset, på Bolsjefabrikken eller La Fontaine? En mærkat så vi kan blogge om det bagefter? Skal genren og arrangementets forløb være så givet på forhånd, før vi vil møde op? 

Jeg bifalder stadig højt en svedig blues-jam eller en publikums-engagerende electronica/smartphone/crossmedia-koncert/event/installation - især sidstnævnte ser jeg som et vigtigt led i en meget spændende udvikling. Men fælles for dem begge er at de stadig sætter et meget klart skel op mellem afsender og modtager, kunstner og publikum. 

Her kommer min utopiske fredagsbøn: Når det nu traditionelt set altid har været komponisterne der har sat rammerne for deres værker (remix-kultur og DJs undtaget) så har komponisterne også muligheder for at udvide dem! 

Fællessang f.eks. er en hurtig og stærkt forenende kraft, som ikke kræver meget andet end vilje og som hverken behøver handle om fodbold eller højskolesangbøger. Skal vi så ikke kigge på om idéerne om det improviserende kæmpekor med grafiske partiturer blev prøvet helt af i 70'erne, og har konteksten for dem i så fald ikke udviklet sig siden?

Skal vi ikke tilskynde flere projekter som f.eks. "Ren Optur" (www.renoptur.dk) hvor meget forskellige musikere improviserer "prima-vista" til live-opsendelser af rumraketter?

Kan vi ikke skrive værker hvor publikum skal indlemmes i opførelsen uden brug af smartphone-apps?

Dyrke en mere mellem-menneskelig kontakt?

En sammenhørighed, der ikke kan blogges om bagefter.

Til allersidst vil jeg gøre min bøn tofold: Jeg har skrevet fra hvor min verden nu engang går - Jeg vil derfor blive kisteglad hvis jeg tager fejl. Hvis min efterlysning er ubegrundet og dét, jeg savner, findes og trives uden at jeg har fået øje på det.

Hvis dét er tilfældet, beder jeg kun om at blive ledt dertil.

---

Af Andreas Frostholm Røeboe

2. års studerende på lyd-designeruddannelsen SONIC COLLEGE ved UC Syddanmark