Mobilen ringer ...

       Det er Torben. Forbindelsen er dårlig og jeg opfatter kun enkelte udsagn:

       … ved at skrive fredagsbøn … om Improvisation som kunstart ! …. Musiklivet går i cirkler, lad det perfomative genopstå …
       En god komponist idag er også performer ! 

       Ok, lyder lovende. Hvad går det ud på? Vil gerne forstå, men selv med de yderste nervefibre kan jeg ikke danne mening.
       Fandt et sted med bedre dækning. Det hjalp. Lang snak fulgte, som hermed danner afsæt for min fredagsbøn.

Musikkultur - et plastik-klaver?

Hvad er det med vores lyttekultur, vores forbrug af musik og medier, som udsender en skinger hyletone?
I det post-post-moderne kulturlandskab, hvor originalitet og identitet forlængst er overståede kapitler, sidder man med en mærkelig smag i munden. Hvem vandt?

Med opnåelsen af at alle lyde kan gøres til formål for musikalsk brug (sampleren), og at al musik er ligeværdig, har de mediebårne teknologier for såvidt kronede dage. Kloden bugner af musik, nettet flyder over af hjemmeproducerede numre, fornyeligt fandt jeg et site, der registrerede over 200 forskellige (!?) elektroniske genrer og sub-genrer.
Arme musikbibliotikarer! De unge kæmper om originale måder at blive hørt på. Det gælder om at have sit projekt. Men ingen hører alt. Vi drukner i øjeblikkets musik.

Det gennemkomponerede værk er dødt allerede før det spilles. Alene for sin pænhed. Fx lever den "akusmatiske" eller "elektro-akustiske" genre i Danmark nu kun af navn. Den hverken spilles, bestilles eller produceres. Det samme tegn finder man i andre grene af musiklivet. I historisismens tid bekymrer tab af kontinuitet forunderlig nok ikke.

Der består en mærkelig kontrast i vores behov for at kunne række ud og røre ved hinanden, og lydteknologiernes tendens til at almengøre og udglatte måderne musik frembringes på.

En meget stor procentdel af alle musikskaberer og udøverer verden over arbejder med de samme redskaber. Vi spiller alle det samme plastik-klaver.

Vi ønskede bedre og mere tilpassede teknologier, det universelle instrument, og har fået det, men kom dermed også til at fjerne os fra os selv. Tab af identitet. Kald det mimesis. Eller markedsmekanismer. Og giv derpå endelig teleindustrierne, computeren og nettet skylden.

Hvad er de mulige modtræk? At afskrive det "gængse" musikliv, for ikke at fanges i gamle produktionsmekanismer? At gå lowtech, for at stå mere nøgen? At gå noise, for at udfordre vores besættelse af kontrol? At blive webpresent, for idet mindste at dæmpe isolationsfølelsen en smule?

Hvem profeterer den frihed, som vi så brændende ønsker os? Men paradoksalt nok ikke er gode til at skaffe os. Er genkendelse trods alt vigtigere en frihed?

Deep Listening - hvad er det?

 Vi kan kigge indad og undersøge hvad der særligt stimulerer skabelsen og receptionen af kunst-musikalske ytringer?

En som har udviklet et bud har netop "været" i København. Den 80-årige amerikanske komponist, accordeonist og organisator Pauline Oliveros fortalte og instruerede et talrigt publikum i "Deep Listening" ved et virtuelt besøg (via SKYPE) på Det Kgl. Musikkonservatoriums PULSAR festival 2012.

Tanken er enkel. Hvor hørelsen og evnen til at høre videnskabligt er veldokumenteret, er der forsket forbavsende lidt i evnen til at lytte.

De fysiologiske træk ved hørelsen og hvordan den er opbygget kender vi med andre ord rimeligt godt. Men hjernens afkodning af lyd er et relativt ungt felt indenfor de kognitive videnskaber. Vi ved fx. at musik aktiverer flere hjerneområder bla. den ældste del, kaldet lillehjernen, hvor det kan fremkalde stærke instinktive reaktioner med rødder tilbage til vores reptile fortid.

Pauline Oliveros blev i en ung alder klar over denne skelnen mellem at høre og at lytte, og satte sig for at udvikle sin bevidsthed om lytning, som nøglen til sin kreativitet. Gennem sit  årelange arbejde hermed har hun udviklet en række praksiser til at stimulere øget opmærksomhed gennem lytten. Hun kalder det Deep Listening.

Med sit amerikanske åbne sind mener hun at musik kan skabes af enhver, hvorsomhelst, ad hvadsomhelst. Ikke helt ulig Cage, dog med det twist at hun ikke ønske at ophæve en identificerbar skabende ånd bagved.
Hvordan gør hun? Hun laver energiøvelser (der optræner følelsen af varme, energiflow gennem kroppen, magnetisme til jorden), og mediterer over lyd (lytter indad, integrerer, og lytter derpå udad, omfatter).

Hun skelner mellem to grundformer : inklusiv lytning, som omfatter og registrerer al lyd uanset om den er musikalsk eller behagelig, og eksklusiv lytning, der helt fokuserer på en enkelt lydkilde (og udelukker alle andre). Hun praktiserer en lyttemeditation, hvor man starter med at lytte til en veldefineret lyd, og derpå udvider sin opmærksomhed til alle de lyde der måtte være, der hvor man i øjeblikket er.

Som i andre meditations praksiser, skal man også lære at iagtage sin egen opmærksomhed, hvordan den vandrer (påkaldt af nye lyde, korte transiente lyde, rummets lyd) og hvad der påvirker den (tanker, erindringer, forestillinger).
Man kan kalde det meditation specifikt omkring lyd. Hun beder om at man husker og eventuelt nedskriver sin meditationsopelevelse, som en drøm, så man også lærer at erindre sine iagtagelser.

Måder at lytte på er naturligvis mange og betegnes med mange andre navne end hhv. inklusiv og eksklusiv lytten. Jeg støder ofte på disse former : analytisk, undersøgende, begrebssøgende, registrerende, kognitivt  overfor  auditiv, holistisk, associerende, forestillende, erindrende.

Pauline Oliveros fremhæver vigtigheden i at lytte med hele sin krop, og i at lytte til sine tanker parallelt med at registrere det hørte. I sine kompositioner anvender hun de samme intuitionsbaserede principper til at "passe" alle slags lyde (musikalske, konkrete, abstrakte) ind i ordnede forløb. Hendes musikalske praksis er baseret på improvisation, og hun fremhæver hvordan "lytten gennem improvisation" har gjort et friere flow af ideer mulig for hende.

Hun beskriver hvordan hun i koncertøjeblikket med sin selviagtagende opmærksomhed udfolder sin musik både i rummet omkring hende og sammenbundet i tid gennem erindring.
Hendes musikalske intuition må være rigtig god, for hendes værker er lyder simpelthen super friske, attraktive og nye. Ikke noget New Age kitch hos hende, ingen drømmeflugt, verden er virkelig. Også når den skal have klaps. Hun har sort bælte i karate.

Lytning - en øvelse

 For at give en ide om hvad Deep Listening kan være følger her en beskrivelse af en øvelse.

 Hvis du er indenfor, gå hen til et vindue og åbn det. Hvis du er udenfor, stop op hvor du netop står. Lyt !

Registrer alle de lydkilder du kan høre og placer dem i planer (fx. intimt, tæt på, i taleafstand, udenfor taleafstand, fjernt, horisontalt i ørehøjde, oppe, etc.).

Forsøg mentalt at fastholde alle lydene. De korte forbipasserende vha. hukommelsen, længere ved at bestemme hvor de kommer fra.

Lad opmærksomheden vandre imellem de ophobede lydkilder uden at miste nogen. Hvor mange lydkilder og planer kan du fastholde samtidigt?

Derpå : udsend med bevidstheden en imaginær tone i dette panorama af lyde. Forandres opmærksomheden? Samles eller spredes planerne?

Prøv om du kan harmonisere alle de tilsyneladende urelaterede lydkilder. Gå til et klaver og find tonen eller akkorden. Det er din tone!

Her hvor jeg sidder (i forhaven til mit hus) kan jeg høre disse lydkilder:

3 slags fugle (pippende småfugle tæt ved, kurrende duer på engen, skræp fra en krage)

vinden i siv (behagelig rislen-skraben i tørre blade)

en postbil der kører forbi (crescendo, subito niente)

en håndværker, der arbejder på et hus (skraben og banken)

et fly der flyver henover huset (stor rumlen)

to dybe motorlyde i det fjerne (i langsomme afvekslende bølger)

menneskestemmer på vejen

havets svage brusen (ca. 1 km herfra)

en hund der gør

mit eget åndedræt

Jeg "udsender" en imaginær tone og har en oplevelse af at lydene "ordner" sig omkring den. Omkring Bb under midter C viser det sig.

Forestil dig at du ville optage dette lydscenarie. Ville man kunne det? En almindelig mikrofon er statisk i sammenligning med opmærksomheden.
Så skulle man over i en flerspors ambisonisk optagelse projekteret på en flerkanals højtaler anlæg for at nærmere en gengivelse af den oplevelse.

Med den skiftende opmærksomhed skulle lydbilledet forandre sig til at have forskelligt fokus. Kunne måske nok lade sig gøre. Men mon ikke opmærksomhedstræning af øret alligevel ville vinde? For slet ikke at nævne om et 100.000,- kroners udstyr villle kunne afspejle udsendelsen af en imaginær tone, og den identifikations effekt den har?

Der er god grund til at oplære sin opmærksomhed. Den kan skærpes livet igennem, selv om hørelsen fysiologisk set degraderer med alderen. Måske fordi hun har opdaget hvad træning af opmærksomheden giver virker 80 årige Pauline Oliveros så fuldstændig klar !

Uddannelse eller selvstudium?

 Hvad kan vi lære af Pauline Oliveros "besøg"? For det første at hendes ideer og metoder om lytten, intuition og improvisation er nemme at tage imod.

De kan virkelig praktiseres alle vegne til enhver tid. Selv via nettet var hun meget nærværende! Der tydeligt at hun selv efterlever hvad hun prædiker.

Træder man et skridt tilbage og ser på hendes kunstneriske praksis gennem et langt liv fra en pioner indsats indenfor elektronmusik, stedspecifikke improvisationer, en kreativ nysgerrighed overfor nye medier, over optagethed at udviklingen af vores evner til at lytte, fremstår hun kreativ, igangsættende, konsekvent og nyskabende.

Forsøger man at spejle en sådan farverig profil og praksis i dansk musik blegner vi noget, så er det langt hen ad vejen os der ligner 80-årige gamlinge.
For er den typiske holdning ikke at improvisation er for dem der ikke kan spille ordenligt, elektronmusik en uforpligtigende leg, og rigtige komponister nedstammer i lige linie fra Carl Nielsen? Hvorfor er vores kunstforståelse så stiv og vores musikuddannelser så konservative?

Pauline Oliveros har udviklet sine ideer gennem diverse ansættelser på amerikanske universiteter inden hun på typisk amerikansk vis dannede sit eget Deep Listening Institute.

Hvorfor gives vores studerende ikke et kreativt råderum til at udforske deres musikalske intuition, skærpe deres lytten og udforske egen musikalsk kreativitet gennem improvisation?

Seancen demonstrerede også at Pauline Oliveros ikke er teknologiforskrækket, en 80-årig glad med SKYPE, så hvad holder os tilbage for at melde os ind i kampen?

Hvis kunstmusikken forstås som et æstetisk behov, så lad os gøre brug af vores berømmede evner til at integrere nye impulser med det eksisterende.

Lad os at finde et modsvar til den mediebårne nonchelance overfor den nye musik og lære af Pauline Oliveros, hvis praksis rammer lige ned i et ømt punkt : et udtalt behov for at knytte ny og klassik musikpraksis sammen, komponeret og improviseret musik, performance og interaktion. Kig op, vejen er åben. Pauline Oliveros har vist os den.

Så ja, Torben, jeg er fuldtstændig enig : en ny praksis overlever ikke på freelance, velvilje og almisser alene. Der skal organisation til.

Så musikere og komponister : FOREN EDER !  SKAB EN NY UDDANNELSE !

Med Komposition, Improvisation, Performance og Interaktion som omdrejningsakser ! Det ligner en vinder !

Referencer :

Pauline Oliveros : Deep Listening - a composers sound practice (2005)

Paul Hegarty : Noise / Music - a history (2007)      

Jacques Attali : Noise - the political economy of music (1985)