Indlæg ved Ph.d. Stipendiat Martin Gylling fra CBS, tilknyttet KODA og Dansk Komponist Forening Med afsæt i et Ph.d. forskningsprojekt, der omhandler belysning af forudsætninger for inventions-processer under sam-skabelse mellem kunstneriske og industrielle aktører i erhvervslivet, ser jeg i tråd med Niels Rosing Schow (NRS) gode grunde til at glæde sig over politisk anerkendelse, interesse og økonomisk handlekraft til fremtidigt at facilitere frugtbare alliancer mellem kunst og erhvervsliv. Der er i hvert fald ingen grund til at frygte disse alliancer. Frygte at dette implicerer at kunsten dels rammes på integritet og kvalitet, samt får rollen som samfundets økonomiske løftestang. Hvorfor ikke? Fordi kunst eller produkter på markedet der er sammensat af kunst, ultimativt beror på kunstneriske arbejdsprocesser. Og det er netop disse, ikke kunsten som sådan, der forudsættes af integritet. Dette argument skal i nærværende indlæg understøttes af empirisk date ved nævnte Ph.d. projekt, hvis hovedkilde er komponister, der bl.a. beskæftiger sig med sam-skabelse af film, computerspil og audiobooks. I denne tid syntes frygten at præge den kunst- og kulturpolitiske dialog, ført fra diverse råd og styrelser. Frygtens ansigt afspejles i kritikken af sammenblandinger og alliancer mellem kunst og produkter til gavn for erhvervslivet. At forholde sig skeptisk over for erhvervslivets og politiske interessers indgriben i kunstens mangfoldige sfærer er alt rimeligt. Men frygten for at denne indgriben vil få kunstneres integritet samt kunstens kvalitet til at erodere, vidner om diverse dialogparters manglende indsigt i, hvad disse forhold forudsættes af. Frygt har det nu engang med at lukke for viden frem for at åbne for ny indsigt og nye ideer. Derfor har vi som udgangspunkt brug for en bred samfundsforankret åben dialog angående kunstens samfundsmæssige nødvendighed. Dertil har vi brug for undersøgelser og forskning til at kaste lys over, hvad eksempelvis strategi og forudsætninger for sam-skabelse betyder ved alliancer mellem kunstneriske og entreprenante felter af erhvervslivet. Især i en krisetid, der vel ikke bare omhandler økonomi kapital men også opfattelser af samfundets værdisystemer generelt? Foranlediget af ovenstående skepticisme, kunne man blive fristet til at tro, at kunstfaglige eksperter som Rune Gade fra Statens Kunstråd er af den opfattelse, at den kunstneriske integritet bliver anfægtet når kunst ikke praktiseres for kunsten egen skyld? Og her er vi fremme ved nærværende indlægs kerne. For hvad kunsten angår, vil jeg mene at integriteten bor i arbejdsprocessen for invention af kunst, uanset hvilket erhvervsfelt den praktiseres inden for. Denne tematik blev tydelig ved ph.d. projektets empiriske undersøgelse af komponisters sam-skabelse af kunst-hybrider ved organisationer eller forlag. For ifølge komponistens citat nedenfor bør den kunstneriske integritet fortrinsvis ligge i arbejdsprocessen. Denne beskriver han i overensstemmelse med de øvrige komponister som ”mit rum”, integreret i en omverden af nytteværdi: ”Der er som regel skabt en omverden inden vi overhovedet kommer i gang med det kreative. Så er der nogen der har lagt banen. For i filmproduktionen, i modsætning til det at lave sin egen cd, der er færdig når den er færdig, og hvis den bliver udsendt for sent i vore dage, så betyder det ikke så meget, der er der så mange penge på spil. Så den bane vi skal gå på, den er allerede lagt. Det første jeg møder, inden jeg overhovedet har tænkt en kreativ tanke, er en præproduktions plan, en produktions plan og en postproduktionsplan. De ligger der bare. Og så er der de her mennesker, som der er kommet flere og flere af i filmbranchen, som elsker sådan noget som kolonner, tal og grafer. Og så har vi hver vores farve i systemet, så vi rent strategisk kan se hvor vi er i den kreative proces. (…). Man kunne jo ”get lost” i al den her strategi, ik’? Så det jeg syntes er interessant i en skabelsesproces som den her (spillefilm), er, at være god til at kommunikere med andre og så alligevel kunne finde det, som jeg kalder ”mit rum”. For der er nemlig et rum i det her, som er helt mit eget, som ikke fremgår i de farveopdelte strategiske grafer. Som jeg ikke lukker nogen af de andre ind i. Der hvor jeg opfinder… hvor ”barnet” bliver født, den første tanke, det først instrument der lægges i værktøjskassen etc.” (komponist RC). Kunstnerisk integritet er således et spørgsmål om at integrere ”mit rum”, af arbejdsproces i en rationel orienteret omverden, uanset om det er organisationens eller bare det at skabe kunst for kunstens egen skyld. Derfor mener jeg i tråd med professor emeritus Jørn Langsted fra Aarhus Universitet, leder af Det Kulturpolitiske Forskningscenter Århus, at tidens kunst- og kulturpolitiske dialog i højere grad bør rette opmærksomheden mod: Hvad forudsætninger for kunstneriske arbejdsprocesser beror på samt hvorledes de kan bestå. For det er arbejdsprocessen der skal bestå på dens egne præmisser, ikke kunsten. Den væsentligste præmis for kunsten og kvaliteten derved er en varig proces, uanset om den monumentalt materialiseres som en ting. Kunsten får liv qua processen. Den lever ikke når den idealiseres som et ideal om kvalitet. Dialogen ført fra kunst- og kulturpolitiske interessenter bør frem for at være fanget i en selvberoende forståelse af kunstnerisk kvalitet ind-ad-til, i stedet løfte sig til et konstruktivt ud-ad-til fokus. Eksempelvis mod erhvervslivet. Den bør frejdigt hæve sig til en højere grad af gennemsigtighed i forhold til arbejdskulturer, der kan sikre og integrere proces under kunstskabelse eller sam-skabelse mellem kunstneriske og entreprenante aktører i samfund og erhvervsliv. For hvad angår sidstnævnte kan det vel ikke passe, at disse dynamiske alliancer forringer kunstens genstandsfelt eller funktion som bindingsvæv i samfundet?