Simon Christensen og Bill Morrisons kunstfilm TRIBUTES – Pulse er blevet udtaget til den prestigefyldte film festival i Rotterdam!
International Film Festival Rotterdam løber fra 25. Januar til 5. Februar 2012 og TRIBUTES – Pulse bliver vist hele 3 gange i løbet af den periode. Første gang er torsdag den 26. Januar og derefter bliver den vist over weekenden 28.-29. Januar.
TRIBUTES – Pulse havde verdenspremiere i Skuespilhuset den 16. Juni 2011, hvor musikken blev opført live.
Se mere på http://www.filmfestivalrotterdam.com/en/films/tributes-pulse/
Om TRIBUTES – Pulse:
Gennem billede og lyd har Morrison og Christensen skabt et requiem for det 20. Århundrede – en vedholdende puls, en sammentrækning af hjertet.
Oprindeligt blev Christensens projekt skabt som en hyldest til 4 amerikanske komponister; Charles Ives (1874-1954), Conlon Nancarrow (1912-1997), Steve Reich (f. 1936) og Trent Reznor (f. 1965). Projektet består af 4 dele med temaerne Shifting (slightest change), Multiple (simultaneously different), Across (different directions) og Beat (moving synchronized) hver især svarende til den enkelte komponist.
Ideen om ”Pulsen” er udforsket både i musikken og filmen. Christensen studerede pulsens rolle i de 4 komponisters musik. Men pulsen er også udforsket som et tilbagevendende tema i livet, civilisationen og naturen. Ved hjælp af arkivfilm i opløsning fortæller Morrison en historie med resterne af forskellige fortællinger. Det forvitrede filmarkiv skaber en puls, hvori episoder af komprimerede billeder opstår. De 4 dele svarer til de 4 elementer, der omkranser mennesket – vand, jord, ild og luft. Første del viser øjeblikke af en kvindes liv. Anden del veksler mellem 2 grænsefortællinger, da bøflerne løb frit på sletterne. Tredje del undersøger industri og opløsningen af grænserne. Fjerde del udforsker flyvning, menneskets forsøg på at flygte til himmelen, og menneskets uundgåelige tilbagevenden til jorden.
Partnere: Det Kongelige Teater og Montana
Sponsoreret af: Statens Kunstråd, Dansk Komponist Forening og Koda
Musikken er udgivet af: Dacapo Records
Musikere: Kundi Bombo, Christina Åstrand; violin, Peter Navarro-Alonso; sopranino, soprano and tenor saxophones, Simon Christensen; percussion, zither and electronics












