Jeppe Ernst har sendt stafetten tværs over Kattegat og videre til mig på baggrund af min daglige gang som komponiststuderende på Det Jyske Musikkonservatorium.
Min ven Jeppe Ernst sluttede sit indlæg i et sandt festfyrværkeri af spørgsmål. En fontæne af spørgsmålstegn med så mange steder at tage fat, at det er svært at vide hvor man skal starte og hvor man skal slutte. Jeg tillader mig at skære dem alle over én kam og give et ganske kort svar: ”Måske.”
Det er jo svært for mig at vide, hvad andre komponiststuderende synes er interessant og hvad disse ’tænder’ på. Det vigtigste projekt i konservatoriernes komponistuddannelse er jo, at gøre den komponiststuderende i stand til at rendyrke sit eget personlige æstetiske standpunkt og dette projekt understreger blot at alle komponister er sine egne herrer, så at sige.
At finde sit æstetiske standpunkt er jo en kompleks proces, som tager en rum tid. Man skal have tid til at suge til sig af indtryk og udvikle sig. Denne proces, denne søgen, stopper ikke når man er færdig på konservatoriet, men dér er kimen lagt til videre søgen. Jeg håber i hvert fald på at jeg skal søge resten af mit liv.
Jeg håber, at jeg aldrig bliver træt af at lede efter dét, der inspirerer mig. For finder jeg løsningen på alle mine spørgsmål er løbet kørt. Personligt er jeg glad for den indre kamp, der ligger i det at skrive et stykke musik. Det er på den ene side en fuldstændigt forfærdelig proces, hvor man kommer hele følelsesregisteret igennem fra idéen bliver undfanget, til værket fødes på papir og til konfirmationen i koncertsituationen. På den anden side er jeg samtidig fuldstændigt afhængig af den følelsesmæssige rutsjetur.
Komposition er, for mig at se, en metier, som bærer en enorm ensomhed med sig. Det behøver den sådan set ikke, men de fleste komponister, jeg kender, komponerer kun i selskab med sig selv. Det skabende foregår altså helt ensomt. Og før jeg ruller mig ud i at beskrive en komponist som den skabende kunstner, der sidder tæt klinet op af en lille kakkelovn på kvistværelset, så skal jeg nok stoppe. Det ville være et misvisende billede. (Der findes jo radiatorer nu.)
Det jeg prøver at beskrive er, at selvom man kan gå på samme uddannelse, hvor man deler samme æstetiske standpunkter som sine medstuderende eller ej, så er man stadig alene om sit værk.
For mig er inspiration en underlig størrelse og som sådan kan den opstå hvor som helst, når som helst. For eksempel når jeg sanser noget, som jeg kan lide, eller når jeg sanser noget, som jeg meget lidt kan lide.
Det er en gave at gå på en uddannelse, hvor der går personer som kan lide de samme ting, som man selv, til forstørret fælles entusiasme. Samtidig er det også en gave at gå på en uddannelse, hvor der går personer som ikke lige umiddelbart kan lide de ting, som man selv kan. Medgang gør stærk, modgang stærkere.
Her har vi en fordel i Aarhus, som vor Københavnske pendant ikke har. På Det Jyske Musikkonservatorium er vi så heldige, at både klassisk, rytmisk og elektronisk linie er samlet under ét til stor inspiration. I hvert fald for mig. Når man hele tiden bliver konfronteret med en palet af forskelligartede indtryk, så er det jo bare at vælge og vrage i dem. Om ikke andet er det letteste i verden jo at sige, hvad man ikke kan lide.
Det er ingen hemmelighed, at der er stor forskel på komponistklasserne i Aarhus og København. Københavns klasse er betydeligt større end dens tvilling i Aarhus, men som man kan forstå på Jeppe Ernsts indlæg, så er ’marchen’ i hovedstaden noget mere usynkron end den var før i tiden. Aarhus’ komponistmiljø har siden starten af 00’erne været på lavt blus. Denne tendens blev vendt i 2008 efter ansættelsen af Simon Steen-Andersen som kompositionslærer. Vi havde ikke mindre end 8 ansøgere på komposition i år og Lasse Schwanenflügel Piasecki har netop afholdt sin debut fra solistklassen, som den første komponist i mange år.
Måske netop grundet at komponistmiljøet så at sige skulle bygges op igen fra grunden, hersker der en stemning af fælles friskhed og vilje til at udforske. Forstå mig ret, det sker sikkert også i København, men den jyske komponistklasses taktfaste march er til at føle på.
Allan Gravgaard Madsen, komponiststuderende på 2. år ved DJM.
