Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil

Liv

Vagn Holmboe søgte allerede som 16-årig ind på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hvor han blev optaget som studerende med musikteori, musikhistorie og orgel som fag 1927. Han fik Knud Jeppesen og Finn Høffding som lærere i teori og komposition, og især Finn Høffding fik stor betydning for hans udvikling både under studieårene og senere. I årene efter eksamen 1929 opholdt han sig meget i udlandet og studerede bl.a. komposition hos Ernst Toch i Berlin hvor han mødte sin kommende hustru, den rumænske pianist Meta Graff.

Både Høffdings engagement i den folkelige musik og Béla Bartóks videnskabelige studier i balkanlandenes bondemusik kan have været medvirkende til at Holmboe i 1933-34 opholdt sig i Rumænien hvor han indsamlede folkemusik på rejser rundt i landet. De musiketnologiske studier fortsatte han i Danmark med indsamlingen af gaderåb i 1930’erne.[1]

Tilbage i Danmark begyndte Vagn Holmboes karriere som komponist for alvor at tage fart med de første værker som han gav et opusnummer, bl.a. symfoni nr. 1, opus 4 (1935). Gennembruddet som komponist kom da han 1939 vandt Det Kgl. Kapels komponistkonkurrence med sin symfoni nr. 2. Præmien investerede han i en nordsjællandsk naturgrund ved Ramløse hvor han byggede det hjem, der fra 1953 skulle blive rammen om hans virke som komponist. Holmboe var fra 1940-49 ansat som lærer ved Blindeinstituttet, og 1950 blev han lærer ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium hvor han var professor i komposition 1955-65. Blandt hans mange elever var nogle af de komponister der skulle komme til at præge dansk musik afgørende i den sidste tredjedel af århundredet – ikke mindst Per Nørgård og Ib Nørholm.

Som symfoniker vedkendte Vagn Holmboe sig arven efter Carl Nielsen i opposition til den generation der med Knudåge Riisager anså symfonien for at være død[2]. Holmboe opponerede straks mod Riisagers synspunkter, og nogle år senere gjorde han rede for sine egne meninger om symfonien og den nutidige musik i artiklen ”Symfoni, koncert og nutidens musik”[3]. Her fremhæver Holmboe symfoniens betydning i modsætning til koncerten. For Holmboe er symfonisk musik ensbetydende med at instrumenterne giver køb på deres egen individualitet og tilpasser sig en større helhed hvor de klinger sammen. Koncertmusik er derimod karakteriseret af konkurrence mellem instrumenterne hvor nogle har mulighed for at komme i forgrunden. Symfoni betyder syntese hvor sammenhæng og linje er afgørende. Koncert er et spil mellem instrumenter og kontraster.

Artiklen fra 1944 indvarslede en periode hvor den symfoniske musik blev central for Vagn Holmboe med 5., 6., 7. og 8. symfoni og de tre Symfoniske metamorfoser – alle komponerede mellem 1944 og 1960. Det var en periode hvor krig blev afløst af atomoprustning og dødelig konkurrence mellem stormagter i øst og vest, og hvor Danmarks tilslutning gennem NATO til den ene af blokkene gjorde os til deltagere i et teknologisk kapløb, der truede med at tage magten fra mennesket.

I denne situation betød symfonien mere end en musikalsk formtradition. Symfoni (egentlig: ”samklang”) blev symbol på sammenhæng og enhed, og Vagn Holmboes symfonier blev en demonstration af, at den menneskelige ånd kunne overvinde kaos. Dermed knyttede Holmboe bånd til den litterære kulturkritik, som i slutningen af 1940’rne og begyndelsen af 50’erne udgik fra tidsskriftet Heretica hvor digteren Ole Wivel fremhævede poesien som et våben i ”kampen mod ideologierne, de intellektuelle systemer, det abstrakte, upålidelige sprog og videnskaben som livsanskuelse.”[4]

1960’erne blev opbruddets årti i dansk musik. Unge komponister som Per Nørgård, Ib Nørholm, Pelle Gudmundsen-Holmgreen eller Bent Lorentzen søgte sammen med nogle af deres lidt ældre kolleger som Jan Maegaard og Axel Borup-Jørgensen inspiration i avantgardens internationale hovedstæder Darmstadt og New York. Med koncerter i Det Unge Tonekunstnerselskab og festivaler som FLUXUS og ISCM gjorde de ”musikalsk modernisme” til et slagord i tidens æstetiske og musikpolitiske debat.

De ældre komponister var i hovedsagen skeptiske over for avantgardens fornyelser – ligesom det klassiske musikpublikum og dele af musikpressen med den kulturradikale POLITIKEN i spidsen. Fronterne blev trukket skarpt op og førte til brud på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Den unge kompositionslærer Per Nørgård tog sin afsked og flyttede sammen med et helt hold af kompositionsstuderende til Det Jyske Musikkonservatorium. Vagn Holmboe var som kompositionsprofessor tvunget til at vælge side.

Holmboe var ikke på forhånd afvisende over for ungdommens fornyelser. Han havde selv eksperimenteret med tolvtonerækker, og han deltog også en enkelt gang i den studiekreds for ny musik som de unge havde arrangeret. Men tidens mere radikale eksperimenter og de ekstreme synspunkter som debatterne kaldte frem, gjorde ham afvisende. Han var ikke og blev ikke konservativ i sin afvisning. Han ville fornyelsen, men han ville det på sine egne præmisser.

Holmboe lagde ikke skjul på sine synspunkter. 1961 udgav han bogen Mellemspil. Tre musikalske aspekter hvor han gjorde op med avantgardens ekstremer (determinisme og tilfældighed) i en ofte skarp og polemisk tone, der i nogen grad isolerede ham fra de yngre blandt hans elever.

 Læs mere om Holmboes Mellemspil her

I 1965 tog Vagn Holmboe konsekvensen af sine holdninger og tog sin afsked fra konservatoriet. De næste 30 år levede han i Ramløse som fri kunstner med en livsvarig hædersgave fra Statens Kunstfond – fjernt fra musiklivets stridigheder og omgivet af den natur, som i stadig højere grad blev en inspiration for ham. I kraft af sine værker, sine skrifter og sine humanistiske og etiske værdier var han højt respekteret som en af århundredets store danske komponister og en førende kulturpersonlighed.

(JBR)

Noter

[1] Se Vagn Holmboe: ”Gadesangen i København” i: Dansk Musiktidsskrift 1938 årg. 13, nr. 8, s. 171-79; og “Siiiiiild er godt!!” i: Modspil 1988 årg. 10 nr. 39, s. 4-6. Holmboes indsamlinger af danske gaderåb befinder sig på Dansk Folkemindesamling.
[2]
Se Knudåge Riisager: ”Symfonien er død – musikken leve” i: Dansk Musiktidsskrift årg. 15, 1940 s 21-23.
[3]
I tidsskriftet Levende Musik 1944 årg. 3, nr. 9 s. 233-38.
[4]
Citeret fra Klaus P. Mortensen og May Schack: Dansk litteraturs historie, bd. 4, København 2006, s. 466.

Musik - en oversigt

Vagn Holmboes navn forbindes ofte med begrebet metamorfose eller ”forvandling”. Metamorfosens betydning for Vagn Holmboes musik skal ikke betvivles, men den omstændighed at Holmboe var 40 år og havde komponeret ca. en tredjedel af sine omkring 400 værker før metamorfosebegrebet dukker op i hans værkliste, tyder på at metamorfosen ikke er den eneste afgørende faktor i udviklingen af Holmboes stil. Andre faktorer spiller en rolle før metamorfosebegrebet bliver en del af Holmboes musikalske tænkemåde. Ligesom det er tilfældet når begrebet ”metamorfose” selv gennemgår en forvandling i Holmboes musik.

Det taler for at en gennemgang af Vagn Holmboes værker deles op i afsnit, hvor hovedvægten lægges på forskellige faktorers betydning for stiludviklingen. Holmboe gør en sådan opdeling let, for han havde en tendens til at koncentrere sig om forskellige genrer der fungerer som motorer i stiludviklingen og dominerer skiftende faser af hans liv. Fire sådanne genrer byder sig til som periodedannende:

  • Kammerkoncerter frem til slutningen af 1940’rne
  • Symfoniske værker i 1950’erne og frem til midten af 60’erne
  • Strygekvartetter fra 1960’erne til midten af 1980’erne
  • Præludier for sinfonietta fra midten af 1980’erne til 1990’erne

Dermed være ikke sagt at de nævnte genrer er enerådende eller udelukkende dyrkes i de pågældende perioder. Klassiske genrer som symfoni og strygekvartet findes overalt i produktionen. Men genrerne er centrale for ”deres” perioder, de rykker i fokus og dyrkes intensivt – ofte sådan at et værk føder de problemstillinger og muligheder, som udfoldes i de(t) næste. Det er karakteristisk for kammerkoncerterne der dukker op i Holmboes værkliste i slutningen af 1930’erne og præger produktionen i 1940’erne.

Læs mere om Holmboes værker frem til 1950 her

Vagn Holmboes 5. symfoni fra 1944 indvarsler den periode i hans liv, hvor symfoniske værker er den dominerende genre. Symfonien stod i disse år for Holmboe og med ham for en del af det toneangivende danske musikliv som symbol på sammenhæng og enhed, og midlet til at opnå disse kvaliteter blev for Holmboes vedkommende metamorfosen.

Metamorfosen og ikke mindst processer der førte til den, blev udgangspunkt for Holmboes tre næste symfonier – nr. 6., 7. og 8 fra hhv. 1949, 1950 og 1951-52. Og den lagde navn til de tre orkesterværker med fællesbetegnelsen Symfoniske metamorfoser fra 1956, 1960 og 1961-62.

Læs mere om Vagn Holmboes værker frem til begyndelsen af 1960’erne her

De kritiske år i begyndelsen af 1960’erne hvor den unge generation gjorde oprør mod Carl Nielsen-traditionen og introducerede den internationale avantgarde i de hjemlige koncertsale, fik stor betydning for Vagn Holmboe. Som omtalt andetsteds trak han sig tilbage fra sit professorat og tog i skrift og tale afstand fra avantgardismens ekstreme former. Kompositorisk reagerede Holmboe med to værker der genremæssigt adskiller sig markant fra den øvrige produktion[1]: Nemlig kammeroperaen Kniven (1959-60, uden opusnummer) til hans egen tekst og Requiem for Nietzsche opus 84, 1963-64, til tekst af Thorkild Bjørnvig.

Kniven forsvandt efter nogle få, halv-professionelle opførelser der ikke gjorde positivt indtryk – måske ikke mindst på grund af Holmboes egen, satirisk-polemiske, tekst. Requiem for Nietzsche står derimod som et hovedværk i Holmboes produktion og det værk, hvor han bruger avantgardens udtryksmidler – aleatorik og talekor – som karakterisering af de negative samfundskræfter og bekender sig til en traditionelt klingende tonalitet i den afsluttende hyldest til Nietzsche.

Uropførelsen af Requiem for Nietzsche og afskeden fra konservatoriet 1965 indvarslede en ny periode i Holmboes liv og musik. Konflikterne i Københavns musikliv blev fjernere, og med den ”Ny enkelhed” i de unges værker blev de mindre tilspidsede. Den daglige og stort set ubrudte kontakt med naturen i Ramløse gav arbejdsro og inspiration. Det mærkes som en afklaring i musikken – ikke momentant som et brud, men som en tendens til større klangglæde, roligere åndedrag og blidere udtryk der i stigende grad præger værkerne fra slutningen af 1960’erne og 70’erne.

Denne udvikling medfører en koncentration om kammermusik – først og fremmest strygekvartetten med 14 værker i årene 1965-85 – og en tilbagevenden til koncerten på bekostning af symfonien. Og med symfonierne synes også Holmboes metamorfose-begreb at rykke i baggrunden. Det optræder kun en enkelt gang som værktitel (den 4. ”symfoniske metamorfose” Tempo variabile), og Holmboes næste bog Det uforklarlige fra 1981 udelader konsekvent ordet metamorfose.

Læs mere om Holmboes musik fra midten af 1960’ere til midten af 1980’erne her

Holmboes sidste år fra midten af 1980’erne til hans død 1996 var i usædvanlig grad produktive. Omkring 40 værker stammer fra denne periode, og blandt dem store værker som hans to sidste symfonier nr. 12 og 13 fra hhv. 1988 og 1993-94. Det er dog en ny genre som blev karakteristisk for perioden: de ti Præludier for kammerorkester eller sinfonietta komponeret mellem 1986 og 1991. De er alle ”Præludium til [noget]” – det være sig et træ, et levende væsen, et landskab, et naturfænomen. Men de er ikke programmusik i beskrivende forstand. De er karakterstykker og med Beethovens ord (om Pastoralesymfonien) mere udtryk for følelse end maleri.

Fælles for dem er ikke alene titlen, men også besætningen. Holmboe vender her tilbage til ungdommens foretrukne kammerorkester, men nu med de mellemliggende års instrumentale erfaringer som grundlag. Den individualisering af instrumenterne som han i sin ungdom sammenlignede med konkurrence[2], bliver nu vejen til et rigt facetteret samspil hvor de enkelte instrumenter hver på deres måde bidrager til at give det enkelte præludium en karakteristisk atmosfære.

Læs mere om Holmboes Præludier her

(JBR)

Noter

[1] Holmboe havde tidligere uden held forsøgt sig med såvel en kammeropera (Lave og Jon, 1946-48 uden opusnummer) som et requiem (1931 uden opusnummer). Ingen af disse værker er blevet opført.
[2]
Se note 1.

Tidlige værker frem til 1950

Vagn Holmboes værkliste adskiller sig fra vist alle andre danske komponisters ved at indeholde et massivt udbud af værker som komponisten ikke senere anerkendte som fuldgyldige, men heller ikke tilintetgjorde. Omkring 80 værker – heriblandt store orkesterværker som en symfoni, kammermusik, sange og klaverstykker hvoraf nogle er udgivet – fra studieårene i København og Berlin står uden opusnummer og er dermed klart adskilte fra mængden af opusnummererede værker der begynder med suiten for kammerorkester opus 1, 1935[1].

Kun få af disse præmature værker er udgivet og kendt, men at dømme efter eksempler som den uudgivne Klaversuite fra 1931 der er tilegnet komponistens senere hustru Meta Graff og indspillet med det misvisende opusnummer 4[2], eller de Syv små Klaverstykker fra 1930-32 der er udgivet på WH, er der tale om værker hvor påvirkninger fra andre komponister (f.eks. Carl Nielsen) endnu overdøver Holmboes egen røst.

Vendepunktet i Holmboes udvikling kom da han 1933-34 opholdt sig i Rumænien og studerede den rumænske folkemusik. Her oplevede han at musik som autentisk udtryk for menneskelige følelser ikke kun findes i den store europæiske kunst, men stadig er levende i den oprindelige folkemusik blandt rumænske bønder. Her hørte og noterede han melodier som var upåvirkede af dur-mol tonalitetens skalaer. Og han erfarede en rytmisk frihed som afgørende bryder med den takt- og betoningssymmetri hvis regelmæssige pulsslag har domineret den flerstemmige vesteuropæiske musik siden renæssancen. Rytmisk frihed som kropsligt udtryk for arbejde og dans hvor betoninger og takter følger et bevægelsesmønster.

Denne rytmiske frihed kendetegner Holmboes værker efter hjemkomsten fra Rumænien. Her står rytmen som den drivende kraft i tidlige værker som violinsonaten nr. 1  opus 2a, 1935. I 1. sats med abrupte betoningsskift der understreges af skarpe dissonanser, i finalen som et kontrastfyldt spil mellem violinens insisterende melodier og klaverets passacaglia-bas.

Rytmen blev en havkat i Holmboes hyttefad af konservatorielærdom, og det kunne give problemer i de store former som Symfoni nr. 1 opus 4, 1935, hvor skiftene mellem ulige taktarter skaber en slags fremdrift, der nogle gange kan ligne tomgang. Bedre lykkedes det Holmboe at administrere de rytmiske kræfter i Symfoni nr. 2 opus 15, 1938-39 der vandt Det Kgl. Kapels komponistkonkurrence 1939.  Og helt problemfrit virker det i mindre og fordringsløse former som f.eks. Rumænsk suite for klaver opus 12a, 1937, hvor Holmboe citerede melodier, han havde indsamlet under opholdet i Rumænien. Inspiration fra Bartók og Kodály er indlysende, men Holmboe arbejder på egen hånd med originalt materiale – ligesom de store forbilleder.

Den vestlige musikkulturs store former – rondo, sonate, symfoni – stiller nogle arkitektoniske krav, som den traditionelle enstemmige musik med dens uregelmæssige rytmer kun vanskeligt imødekommer. Grundmodulerne i de store former – betoningsrytmikken, to- og fire-takt perioderne – hører ikke rigtig hjemme i den traditionelle østeuropæiske musik. Deri lå en afgørende udfordring for Vagn Holmboe i 1930’rne og 40’rne: Hvordan lyder en musik der forener den vestlige musiktradition – og dermed de institutioner og det publikum der var målgruppen for hans virke som komponist – med den frihed og autenticitet, som han havde erfaret i Rumænien?

Her vendte Holmboe sig mod wienerklassikkens store formskaber, Haydn, for at søge hjælp. I sine symfonier og strygekvartetter arbejdede Haydn sig frem mod en musik hvor formen opstår som omrids af forløbet, og hvor detalje og helhed motiverer hinanden gensidigt. Holmboe nærmede sig dette ideal gennem et systematisk arbejde med sine 12 kammerkoncerter komponeret mellem 1939 og 1950. Her eksperimenterede han med skiftende satsantal (2, 3, 4 eller 9 satser, med 2 og 3 satser som det foretrukne antal), med balancen mellem satsernes indbyrdes varighed og tempo, med variation og kontrast og med forskellige klanglige konstellationer.

Læs mere om Vagn Holmboes kammerkoncerter her

Erfaringerne fra dette musikalske eksperimentarium gav nedslag i andre værker. Nogle gange med stort held som i symfoni nr. 5 opus 35, 1944, der blev hans internationale gennembrudsværk ved opførelsen under ISCM-festen i København og Lund 1947. I et enkelt tilfælde – klaverværket Suono da bardo opus 49, 1949-50 – endog med nye erfaringer som et grænseoverskridende resultat der skulle blive epokegørende i Holmboes udvikling som komponist.

(JBR)

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af  Dacapo Records og Danacord

Noter

[1] Se nærmere herom i Paul Rapoport: The Compositions of Vagn Holmboe. København (Wilhelm Hansen) 2. udg. 1996.
[2]
Se Anker Blymes indspilning af Suono da Bardo og andre klaverværker på Danacord, DACOCD 502. Holmboes opus 4 er hans 1. symfoni fra 1935.

Værker frem til begyndelsen af 1960’erne og metamorfose-begrebet

Ordet ”metamorfose” optræder for første gang i klaversuiten Suono da bardo, 1949-50, hvor 4. sats har betegnelsen Metamorfosi. Iflg. en af Holmboes elever Helmer Nørgaard[1] skyldtes det noget af et tilfælde. Satsen er en variationsrække over et originalt tema, og Holmboe opdagede at den sidste variation tog skikkelse af rumænsk klagesang. Det oprindelige tema havde gennemgået en metamorfose og var forvandlet til et citat.

Metamorfosen som begreb var ikke nyt da Vagn Holmboe konstaterede det i sin egen musik. Sprogligt stammer betegnelsen fra den klassiske romerske digter Ovid. Musikalsk vinder det indpas med Franz Liszts ”tematiske metamorfose” (f.eks. i h-mol klaversonaten og Faust-symfonien), men allerede Beethoven (i de sidste strygekvartetter) og Berlioz (i den fantastiske symfoni) gør brug af en art metamorfoseteknik. Wagners ledemotiver i Nibelungens Ring er for en stor dels vedkommende metamorfoser af nogle få urmotiver. Og i Holmboes egen samtid var navnet knyttet til Paul Hindemiths Symfoniske metamorfoser over temaer af Carl Maria von Weber (1943), Richard Strauss’ Metamorfoser for 23 solostrygere (1945), eller på hjemlig grund Niels Viggo Bentzons 4. symfoni Metamorfoser (1948-49).

Når metamorfose i dansk sammenhæng særligt er knyttet til Vagn Holmboes værker, skyldes det at han ikke (som Niels Viggo Bentzon) opfattede metamorfosen som en form[2], men derimod som en teknik. Ikke det færdige resultat, men processen, eller rettere processerne, der fører til resultatet blev det afgørende i Holmboes anvendelse af metamorfosen. En vigtig grund hertil er at metamorfose forstået som organisk (natur-lig) forvandling er en lineær proces, der fører fra en skikkelse til en ny – med et af Holmboes yndede billeder ”fra æg til puppe til larve til insekt”. Metamorfosen kender ikke til gentagelse. Naturen forstår ikke baglæns, den lever forlæns.

Musikkens former er derimod cykliske eller har cykliske elementer hvor gentagelse er nødvendig som reprise af et formled, tilbagevenden af et tema eller en toneart. Holmboe havde etableret sit formunivers da metamorfosen dukkede op i hans musikalske tænkning. For ham var gentagelsen uundværlig[3]. Han havde ikke behov for at opfinde nye former, men derimod for en teknik der kunne styrke sammenhængen i de forløb, som erindring og erkendelse sammenfatter til form.

Udarbejdelsen og forfinelsen af denne teknik finder sted i Holmboes symfonier og symfoniske metamorfoser i årene mellem 1947 og 1960. I symfonierne som en efterrationalisering af den tematiske udvikling (i 6. symfoni opus 43, 1947), en bevidst udforskning af metamorfosens muligheder for at skabe mangfoldighed af en tematisk enhed (i 7. symfoni opus 50, 1951), eller omvendt at skabe enhed i en tematisk mangfoldighed (i 8. symfoni opus 56, 1951-52).

Læs mere om Vagn Holmboes symfonier nr. 6, 7 og 8 her

Symfonierne er hovedværker i denne periode af Holmboes liv. Men de har følgeskab af andre orkesterværker hvor Holmboe fortsatte sin udforskning af metamorfosen og dens muligheder: Sinfonia in memoriam og de tre første symfoniske metamorfoser Epitaph, Monolith og Epilog.

Sinfonia in memoriam opus 65, 1954-55, udgør en slags forbindelsesled mellem symfonierne og de symfoniske metamorfoser. Værkets titel var oprindeligt Metamorfoser, men ændredes ved uropførelsen 1955 til ”Symfoni nr. 9”. Holmboe var imidlertid utilfreds med værket og tilbagekaldte det. I stedet for at revidere det, gav han det den nuværende titel og brugte en del af materialet i de symfoniske metamorfoser.[4]

Forbindelsen mærkes især i den første symfoniske metamorfose, Epitaph opus 68, 1956. I de to følgende værker afprøver Holmboe metamorfosen mod andre af samtidens kompositionstekniske fornyelser: Arnold Schönbergs tolvtoneteknik optræder i Monolith opus 76, 1960, hvor en tolvtonerække både bruges som grundlag for motiver og temaer og (i midterdelen af satsen) quasi-serielt. Edgar Varèses slagtøjsmusik (for ikke at tale om Carl Nielsens i den 6. symfoni) vinder indpas i Epilog opus 80, 1961-62, som en markant overledning mellem værkets to sidste afsnit. I et overordnet perspektiv repræsenterer disse værker faser i den forvandling der sker med Holmboes metamorfosebegreb fra symfoniernes til strygekvartetternes periode.

Holmboes orkesterværker vejer kvalitativt tungt i årtiet 1950-60. Kvantitativt overskygges de af kammermusik og korværker. I begyndelsen af perioden rykker strygekvartetten i forgrunden. Holmboe komponerede tre i træk – nr. 1 opus 46, nr. 2 opus 47 og nr. 3 opus 48 – i årene mellem 1948 og 50. Flere kvartetter føjede sig til sammen med værker for skiftende besætninger der ofte var inspireret af enkelte musikeres eller ensemblers interesse for Holmboes musik. Holmboe nyder at slappe af fra de tunge og teknisk krævende symfonier i den charmerende Primavera for fløjte, violin, cello og klaver opus 55, 1951, skrevet til fløjtespillernes danske nestor, Holger Gilbert-Jespersen.

Vokalmusikken spillede ikke nogen stor rolle i den tidligere periode, men den vinder i betydning i disse år. Blandt soloværkerne står de syv japanske sange Moya opus 57, 1952, stærkt, men det er især korværker, som Holmboe dyrker. De latinske tekster udgør en særlig gruppe under fællestitlen Liber canticorum med i alt 5 samlinger komponeret mellem 1952 og 67 og senere tillæg. Teksterne stammer fra Det Gamle Testamente med Psalmernes Bog som hovedkilden. En del af satserne peger tilbage mod senrenæssancens vokalpolyfoni, som Holmboe i sin studietid havde rig lejlighed til at lære at kende med Knud Jeppesen som guide. I de senere værker som Beatus vir fra Liber canticorum V, opus 96, 1967, inddrager Holmboe talekor som et moderne kontrastelement i den Palestrina-agtigt ophøjede korsats.

Også verdslige korsange dukker op – gerne med nordiske tekster som de tre Inuit sange opus 69, 1956, eller den færøske samling Hevjid i Homrum opus 81, 1962 og 64. Holmboe kan præstere en munter sang for mandskor som Glemselshejren (1963, uden opusnummer) med tekst fra det oldislandske Hávamál. Men han kan også skabe en naturskildring i Solhymne opus 77, 1960, til den ægyptiske farao Ahknatons tekst hvor tre satser skildrer solens gang fra morgen til aften, nattens dødsrige, og en ny dags overvindelse af mørket og tilbedelsen af solen.

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af  Dacapo Records og Danacord.

Noter

[1] I Sohlmans musiklexikon, 2. udg. Stockholm 1976. Helmer Nørgaard har tilsyneladende Holmboe selv som kilde til oplysningen.
[2]
Jf. Niels Viggo Bentzons ofte citerede udsagn: ”Metamorfosen er vor tids form” i Modern nordisk musik. Fjorton tonsättare om egna verk. Stockholm 1957, s. 192.
[3]
Jf. Holmboe i et interview i anledning af hans 80 års dag i: Dansk Musiktidsskrift 1989/90 nr. 7, s 221.
[4]
Oplysningerne her og i det følgende afsnit stammer fra Paul Rapoports uudgivne ph.d. afhandling: Vagn Holmboes Symphonic Metamorphoses, University of Illinois, 1975.

Musik fra midten af 1960’erne til 1980’erne

De 20 år mellem 1965 og 1985 var nogle af de mest produktive i Vagn Holmboes liv. Ca. 100 værker stammer fra disse år, og af dem er hovedparten kammermusik med 14 strygekvartetter som den dominerende genre. Blandt orkesterværkerne hører to symfonier (nr. 9 og 10) og to kammersymfonier (nr. 2 og 3) hjemme i begyndelsen af perioden, men fra midten af 1970’erne overtages symfoniens plads som Holmboes foretrukne orkestergenre af koncerten – f.eks. som klassisk tre-satset solokoncert for blokfløjter, strygere, celeste og vibrafon, opus 122, 1974, (hvor solisten skal spille og synge ind i blokfløjten på én gang). Eller som én-satset koncert for fuldt symfoniorkester uden solist i Concerto giocondo e severo, opus 132, 1977, hvor alvorlige afsnit veksler med muntre (og små hilsner til Carl Nielsens Humoresque fra den sjette symfoni og trommen i den femte).

Mange af disse værker tyder på en afklaring i klassisk retning. Ikke som en tilbagevenden til 1930erne og 40’rnes stil, men som et forsøg på at finde en balance mellem 40’rnes artistiske og 50’ernes mere tanketunge stil.

Holmboes metamorfose-begreb forandrer sig også i disse år. Den mere eller mindre målrettede udvikling af motiver og temaer der var drivkraften i Holmboes metamorfose, kulminerer med 6. strygekvartet og den symfoniske metamorfose Epilog fra årene 1961-62. Derefter bliver metamorfosen (i det omfang man overhovedet kan tale om en sådan) mere uhåndgribelig. Den fremstår som resultat af ”en fuldstændig gennemarbejden af basis-stoffet, en opbrugen af alle dets muligheder, en atomisering af dets kræfter,…”. [1] Eller den rykker uden for stoffet som en ekstern indflydelse hvor ”den tematiske metamorfose ikke synes at tvinge musikken til at reagere på sig – det forholder sig snarere modsat.”[2]

Et nøgleværk i denne udvikling er Holmboes sidste symfoniske metamorfose Tempo variabile opus 108, 1971-72. Umiddelbart betyder titlen ”varierende tempo”, men på italiensk betyder tempo variabile også ”skiftende vejr”. Denne tolkning underbygges af en note som Holmboe har føjet til det renskrevne partitur:

”…Tempo variabile er ingen vejrmelding i ekstern forstand, men udtryk for ”indre vejr”, dvs. en musik der bevæger sig gennem mange forskellige manifestationer af følelser (og derfor med varierende hastigheder i tempoet)” …. ”Musikken er delt i fire sektioner: Tempo inconstante (skiftende vejr/varierende hastighed), Tempesta (storm/hurtig), Tempo calmo (smukt vejr, langsomt og roligt), Tempo piovoso e sereno (regn – opklaring/flydende – klart).”[3]

Her styres metamorfosen af en inspiration – et meteorologisk eller psykologisk program om man vil – der angiver retning og mål for musikken og den måde, hvorpå temaer og motiver udvikles og afløser hinanden. En tematisk metamorfose der udvikler enhed til mangfoldighed eller bringer mangfoldighed på en fællesnævner, er der ikke tale om, jf. Paul Rapoports forgæves forsøg på at analysere sig frem til en sådan[4]. Snarere kan man tale om forskellige udtryk der skitsemæssigt antydes i 1 sektion og udfoldes i hver sin retning i de tre følgende sektioner, således at 1. sektion rummer tre forskellige stemninger, der udfoldes i hhv. 4., 2. og 3. sektion. Altså en art ”metamorfose” der ikke følger stoffets iboende tendenser eller nogen immanent ”logik”, men hvor den stoflige udvikling følger en forud lagt plan.

Naturscenerier som vejrligets skift kan være inspirationen bag Holmboes musik. Musikken mister noget af sit formale enhedspræg og nærmer sig samlinger af karakterstykker hvor ”indholdet” skaber sammenhængen. Det er f.eks. tilfældet med værket Frise [B4] fra 1969-70 der foreligger både som kammersymfoni nr. 3 (opus 103a) og som korværk (opus 103b) til en tekst, som Holmboe selv har sammensat af enkeltstående stavelser uden sproglig sammenhæng.

Hvordan rimer det – om overhovedet – med begrebet metamorfose? Svaret findes måske i den særlige metamorfoseteknik, som Holmboe udviklede i sine strygekvartetter.[5]

Læs mere om Holmboes strygekvartetter og komplementaritets-princippet her

(JBR)
Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Danacord

Noter

[1] Se ”Mellemspil” s. 44
[2]
Paul Rapoport: Vagn Holmboe’s Symphonic Metamorphoses, s 116 (min oversættelse, JBR).
[3]
Citeret efter Paul Rapoport op. cit s. 110 (min oversættelse, JBR).
[4]
Op. cit s. 108-125.
[5]
Vagn Holmboe meddelte efter uropførelsen af strygekvartet nr. 14 i Ramløse Kirke den 19. april 1976 nærværende forf. at ”metamorfoseteknikken i strygekvartetterne er helt forskellig fra symfonierne.”

Præludier for sinfonietta eller kammerorkester

De ti præludier er  usædvanlige for Holmboes instrumentalmusik ved i titlen at henvise til noget konkret uden for musikken selv. Det rejser spørgsmålet om der er tale om programmusik i romantikkens eller filmindustriens forstand? Man skal dog hæfte sig ved titlens form: Det er ikke præludier om, men præludier til noget konkret. Titlerne signalerer en tilegnelse, ikke en beskrivelse. Pinjetræet, piletræet, mågerne og skarverne og hvad der ellers er nævnt i de ti titler er inspirationer, men ikke mål for musikken.

Det forklarer at de fire første præludier (nr. 1 Til et pinjetræ opus 164, 1986; nr. 2 Til en delfin opus 166, 1986; nr. 3 Til et ahorntræ opus 168, 1986 og nr. 4 Til et piletræ opus 179, 1987) ligner hinanden med korte, en-satsede forløb, fremtrædende messingblæsere og visse stoflige eller motiviske ligheder. F.eks. genfindes den række tonegentagelser som klaveret fremhæver i det 1. præludium, i forskellige udgaver i de følgende præludier. Her er tale om indtryk af vækst og skønhed som Holmboe reflekterer over i sit eget tonesprog.

Det femte præludium (opus 172c, 1987) skiller sig ud: Dels gennem den gådefulde titel To a living stone – en levende sten? Dels gennem det længere forløb og den klare opdeling i tre adskilte satser med tempofølgen hurtig, langsom, hurtig. Noget af forklaringen ligger i opusnummeret 172c der kobler præludiet sammen med en sonate for trombone og klaver opus 172a der også er i tre satser. Lighederne mellem de to værker er svage i begyndelsen, men efterhånden bliver de mere påfaldende, og til sidst virker det som om Holmboe lader sit præludium munde ud i en fantasi over trombonesonatens tredje sats.

 

De sidste fem præludier (Nr. 6 Til mågerne og skarverne opus 174, 1987; nr. 7 Til forureningen af naturen opus 180, 1989; nr. 8 Til Victoria Embankment opus 184, 1990; nr. 9 Til det rolige hav opus 187, 1991 og nr. 10 Til det ustadige vejr opus 188, 1991) har ikke i samme grad stoflige eller motiviske fællestræk som de første præludier, men de har bevægelsen som en art idemæssig fællesnævner.

To af præludierne har forbindelse med tidligere værker: Præludium nr. 8 To Victoria Embankment[1] har en langsom midterdel med en stor cellosolo hvor cellisten rejser sig og siger ”Yes, it is midnight over London”. I den langsomme midterdel af hans cellokoncert opus 120, 1974, er der angivet en lang pause hvor en cellist i orkestret også rejser sig og siger: ”Yes, it is night over London”.[2] Musikken har samme karakter, men er ikke identisk i de to værker. For komponisten må den associere til en særlig London-stemning som han har villet tydeliggøre for publikum.

Tilsvarende minder præludium nr. 10 To the unsettled weather om første sats fra den symfoniske metamorfose Tempo variabile med satsbetegnelsen Tempo inconstante [italiensk for skiftende vejr, jf. ovenfor] uden at man kan tale om et signifikant tematisk eller motivisk fællesskab mellem de to værker.

Den ydre inspiration vejer tungere i disse sidste fem præludier. Navnlig i præludiet Til forureningen af naturen kan man formelig høre det syde og boble i havet. Vagn Holmboe var naturmenneske. Han værnede om sin grund i Ramløse og beplantede den med tusinde af træer gennem et halvt århundrede. Hans kærlighed til og bekymring for naturen kommer til udtryk i den sidste serie af værker, han komponerede.

(JBR)

Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af  Dacapo Records

Noter

[1] Victoria Embankment er en vej og en strandpromenade i London langs Themsens nordlige bred.
[2]
I partituret angivet som en valgfri mulighed kort før ciffer 20. Ved uropførelsen blev replikken sagt af solisten Erling Bløndal Bengtsson.

Vagn Holmboes 'Mellemspil. Tre musikalske aspekter'

I Mellemspil forsøgte Vagn Holmboe at redegøre for sine musikæstetiske principper i en ikke altid vellykket litterær form. Læst som en kunstners subjektive udsagn om egne synspunkter, holdninger og vurderinger giver bogen et værdifuldt indblik i Holmboes egen tænkemåde og kunst. Men den er holdt i et tilstræbt objektivt sprog med generelle udsagn om musik og med almene vurderinger af musikalsk kvalitet der får den til at fremtræde som et almengyldigt kunstfilosofisk manifest.

I sidstnævnte sammenhæng er det et problem at bogen rummer indbyrdes modstridende udsagn og generaliseringer, som ikke tåler nøjere overvejelse. Problematisk er det også at nøglebegreber i Holmboes argumentation er vage eller mangetydige. Det gælder f.eks. begrebet ”musikalsk logik” der ofte bruges som et kvalitetskriterium for såvel det kunstneriske arbejde som for dets resultat, det færdige værk. ”Musikalsk logik” i Holmboes forstand synes at være en art følgerigtighed der ikke altid er objektiv konstaterbar, men kan modsvares af systematisk fremgangsmåde eller rent subjektivt afhænger af kunstnerens følelse af ”nødvendighed” eller ”rigtighed”.

Opfatter man derimod bogen som kunstnerens subjektive udsagn der ikke gør krav på almen gyldighed, så rummer Mellemspil mange synspunkter, som kaster lys over Holmboes virke. Mest tidsbundne er hans angreb på avantgarden i bogens midterste kapitel ”i udkanten” der karakteristisk henter sit motto fra Heretica-digteren Thorkild Bjørnvig. Her angriber Holmboe 1950’ernes ekstreme avantgardeforsøg – den totale determinisme og den gennemførte indeterminisme – som om de er reglen og ikke undtagelsen i tidens avantgarde-musik. Det virker som om han stirrer sig blind på slagord og manifester og ikke anerkender – eller måske blot ikke kender – de betydelige kunstværker, som tidens internationale avantgardekomponister også frembragte.

Større perspektiv er der over bogens to andre kapitler ”i begyndelsen” og ”i midten” hvor mottoerne er af Niels Bohr. Bohrs filosofi spillede stor rolle for Vagn Holmboe og især Bohrs tanker om komplementaritet som et vilkår der ikke kun har gyldighed i fysikken, men også gælder for mange andre områder. Bohr udstrakte sin erkendelse af det komplementære forhold mellem lysets eksistens som både bølger og partikler der gensidigt udelukker og kompletterer hinanden, til f.eks. et lignende forhold mellem tanke og følelse. Det finder genklang i Holmboes opfattelse af forholdet mellem musikalsk analyse og musikalsk oplevelse. Enten analyserer man intellektuelt, eller også oplever man emotionelt. De to muligheder kan supplere hinanden, men ikke foregå samtidig.[1]

Bohrs komplementaritetsbegreb blev i Holmboes tankeverden svaret på den dualisme han opfattede som et grundlæggende træk ved samtidens kulturkrise. Dualisme forstået som modsætninger der gensidigt udelukker og modarbejder hinanden, fører til konkurrence, splittelse og i sidste ende til kaos. Herover for stiller Holmboe komplementære modsætninger der både udelukker og kompletterer hinanden, som en mulighed for samdrægtighed, helhed og kosmos.

Subjekt og objekt er sådanne komplementære størrelser i Holmboes tankeunivers. De repræsenterer hver sin sfære i musikken: subjektet er den skabende komponist, objektet er det tonende musikalske materiale. Men grænsen mellem de to sfærer er flydende. Komponisten kan leve sig ind i og forme det musikalske materiale efter sine ofte ubevidste behov. Materialet har sin egen, immanente ”logik” som påvirker komponisten og målretter hans udtryk. Metamorfosen bliver i 1950’erne og et stykke ind i 60’erne Holmboes paradigme for en sådan musikalsk ”komplementaritet”.

(JBR)
Noter

[1] Holmboe uddyber og nuancerer denne påstand i bogen ”Det uforklarlige”, København 1981, s. 12.

Vagn Holmboes kammerkoncerter

Ordet ”kammerkoncert” betyder i gængs sammenhæng et koncertarrangement hvor der opføres kammermusik. I Vagn Holmboes værkliste betyder ordet en koncert for soloinstrument(er) og kammerorkester. Umiddelbart peger dette i retning af de tidlige klassikere – igen Haydn hvis orkester som oftest kun talte 30-40 musikere, hvad der i dag svarer til et kammerorkester i modsætning til symfoniorkestrets større besætning.

Men Holmboe var ikke den eneste der lod sig inspirere af den tidlige klassiks begrænsede orkesterstørrelser. Hans lærer i Berlin, Ernst Toch, komponerede i 1906 (samtidig med Schönberg) en ”kammersymfoni” og i 1920’erne en koncert for cello og kammerorkester. Og Tochs berømte Berliner-kollega, Paul Hindemith, skrev i 1920’erne syv koncerter for soloinstrument og kammerorkester, de såkaldte ”Kammermusikker” der tager tråden op fra Bachs ”Brandenburgerkoncerter”.

Der var altså både klassiske og moderne forudsætninger for Holmboes kammerkoncerter, og det gav grobund for eksperimenter. Fra første færd – Kammerkoncert nr. 1 for klaver, slagtøj og strygere opus 17, 1939 og nr. 2 for fløjte, violin, slagtøj og strygere opus 20, 1940 – er formen et forsøgsobjekt. Holmboe eksperimenterede med et to-satset forløb i 1. kammerkoncert: 1. sats er lang og langsom og ligner en indledning til noget der aldrig rigtig folder sig ud. 2. sats er en kort og rytmisk vital sats der sætter punktum uden at forløse de forventninger, 1. sats rejser.

I kammerkoncert nr. 2 forsøgte Holmboe sig med den klassiske symfoni i fire satser hvor to hurtige ydersatser indrammer en scherzo og en adagio. Men indholdet lever ikke op til rammen. Ydersatserne har præg af Vivaldis koncerter med skiftende soli og tutti mens mellemsatserne (Intermezzo I og II) er korte tredelte former.

I de følgende kammerkoncerter nr. 3 – 6 i hovedsagen fra årene 1942 og 43 arbejdede Holmboe med den tresatsede form hvor to hurtige ydersatser indrammer en langsom midtersats. I begyndelsen noget tøvende: Den langsomme midtersats i klarinetkoncerten nr. 3 opus 21 (1940-42, rev, 1972) er en ultrakort orkesteroverledning mellem to hurtige satser. Men derefter vokser den langsomme sats i betydning og omfang og bliver i koncerterne nr. 5 og 6 længere og mere udtryksfuld end de omgivende satser.

Et eksempel herpå er bratschkoncerten nr. 5 opus 31, 1943, hvor solobratschen i den langsomme mellemsats på næsten Orfeusk vis kæmper mod truende kræfter, der anført af bassernes rytmiske pizzicati og paukernes dumpe taktslag baner sig vej op fra orkestrets underverden.

Efter fuldendelsen af sin 5. symfoni opus 35, 1944, komponerede Holmboe fire kammerkoncerter i træk: Nr. 7 – 10 med opusnumrene 37 – 40 skrevet mellem 1944 og 46. I de to første vender han tilbage til den to-satsede form: Obokoncerten opus 37 har to hurtige satser hvor 1. sats indrammes af en langsom indledning, der vender tilbage i slutningen af satsen som en forberedelse til finalen. Opus 38 Sinfonia concertante indledes med en hurtig sats der følges af en Andante con variazioni, hvor variationsrækken gennem skiftende tempi udvikler sig fra langsom til hurtig.

I disse værker fandt Holmboe den kombination af formal balance og udtryksmæssig kontrast mellem lyriske og motoriske afsnit som han tilstræbte i de tidligere kammerkoncerter. Rammer og indhold passer sammen, og det fejrer Holmboe med to kammerkoncerter, nr. 9 for violin og bratsch opus 39 og nr. 10 med titlen Træ-messing-tarm opus 40, der demonstrerer, hvor mesterligt han behersker genren. Indtrængende og klassisk formfuldendt i koncerten for violin og bratsch. Raffineret og fuld af humor i Træ-messing-tarm der udvider varationsrækken fra Sinfonia concertante til en virtuos orkesterkoncert i 9 satser.

Kammerkoncerterne demonstrerer hvordan Vagn Holmboe systematisk arbejdede med en given genres kompositionstekniske problemer, samtidig med at han skrev en række værker – nogle mere velskabte end andre – der hver for sig har sin egen karakter og personlighed. Men dermed var målet ikke fuldt. Kammerkoncerterne er også en rejse gennem orkestrets instrumenter der alene eller i grupper optræder som solister og giver komponisten anledning til at udfordre deres muligheder og begrænsninger.

Her manglede Holmboe messingblæserne. De blev betænkt med to kammerkoncerter for trompet (nr. 11 opus 44, 1950) og nr. 12 (opus 52, 1950)[1]. Men ud over det klangligt-instrumentale føjer disse værker ikke noget nyt til rækken af kammerkoncerter. Nye problemer optog Vagn Holmboe, og deres løsninger bragte en ny genre i fokus – den symfoniske.

(JBR)
Streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af  Dacapo Records

Noter

[1] Vagn Holmboes opus 67, koncerten for obo, bratsch og orkester komponeret 1955-56, betegnes i Paul Rapoports værkfortegnelse som ”Kammerkoncert nr. 13”. Den er af komponisten oprindeligt betegnet som Collegium musicum nr. 2. I nærværende sammenhæng regnes den ikke med blandt kammerkoncerterne.

Vagn Holmboes symfonier nr. 6, 7 og 8

Vagn Holmboes midterste symfonier er grundigt beskrevet i litteraturen. Dels af Holmboe selv i artiklen ”Tre symfonier” om 6., 7. og 8. symfoni og i bøgerne ”Mellemspil” og ”Det uforklarlige”; dels af den amerikanske Holmboe-forsker Paul Rapoport i bogen ”Opus est[1].

Holmboe beskriver i artiklen ”Tre symfonier” sin arbejdsproces med symfonierne:

6. symfoni, opus 43, 1947, stod lysende for ham i ”et glimt af et øjeblik, hvor tingene blev helt klare og selvfølgelige. En fornemmelse af rum, udstrækning, af konkret væren. Et forløb i tid, sanset og fattet i en brøkdel af et sekund.”[2] Først under nedskrivningen og ved at blade tilbage i sin skitsebog fra 1942-46 stod det ham klart at temaer og motiver fra symfonien havde gæret i hans ubevidsthed i årevis op til det inspirerede øjeblik, hvor alt faldt på plads.

Gæringsprocessen genopleves i symfoniens 1. sats hvor den optager den 5 minutter lange adagio-indledning og fortsætter i den følgende allegro. Først efter 9 minutter, præcis halvvejs i satsens forløb, præsenteres hvad Holmboe kalder for ”symfoniens hovedtanke” klart markeret af en solotrompet. Den metamorfosiske (?) udviklingsproces der fører til satsens ”hovedtanke”, understreger altså satsens symmetriske form, således at den indledende fase af udviklingsprocessen kulminerer i satsens symmetriakse. Derefter vender satsen tilbage mod en langsom afslutning mens udviklingen af temaer og motiver fortsætter mod den afsluttende hurtige 2. sats.

7. symfoni, opus 50, 1950, var ”helt bevidst forsøget på at nå en metamorfose”. ”Kun begyndelsen [stod] fuldstændig klar, mens det videre forløb fortonede sig i halvmørke. Alligevel gled arbejdet ret let…”. Afgørende var ikke formen, men den metamorfosiske proces hvor ”alle et værks elementer må omsmeltes” [Holmboes kursivering]. Holmboe viser med nogle eksempler stadier i denne proces som den udvikler sig gennem den ensatsede symfoni, hvor fire hovedafsnit adskilles af tre intermezzi. I sin analyse af symfonien[3] påviser Paul Rapoport detaljeret processens forskellige faser og deres forbindelse til de indledende kernemotiver.

Rapoport forholder sig også til symfoniens hovedproblem som Holmboe antyder med en bemærkning om, at han ikke kan ”se nogen almengyldig metamorfotisk form i værket” [Holmboes kursivering]. Nemlig det forhold at symfonien lyder som om den slutter med tredje hovedafsnit, så det sidste intermezzo og codaen virker påklistrede. Her kommer det fornyende princip, der ligger i ”enhedens mangfoldiggørelse”, i konflikt med Holmboes behov for afrunding og gentagelse.

8. symfoni, opus 56, 1951, ”lå endnu mindre klar i bevidstheden end den 7. (for slet ikke at tale om den 6.), og jeg var derfor tvunget til at gå prøvende og kasserende frem… Med dette værk forlod jeg igen den enhedens mangfoldiggørelse som synes mig karakteristisk for 7. symfoni, til fordel for et forsøg på at skabe en enhed af et mangfoldigt stof.” Udgangspunktet for dette forsøg var den fire-satsede symfoni med dens konflikter mellem forskellige satser og temaer og den klassiske ambition om at forsone konflikterne. 1. sats bygger på tre forskellige temaer, og de følgende satser bringer nyt stof. Først i finalen genoptages tidligere stof, men i ny skikkelse så symfonien får en (i César Franck’sk forstand) cyklisk form.

Metamorfosen ligger altså ikke i temaernes umiddelbare eller analytisk påviselige slægtskab, men i den måde hvorpå Holmboe arbejder med det tematiske stof i løbet af symfonien. De forskellige temaer udvikles i løbet af symfonien ”i skiftende belysninger og med et mål for øje, der kun kan betegnes som metamorfose. […] Al differentiering i forløbet, alle kontraster i dynamik, klang og instrumentation måtte under alle omstændigheder være resultatet af motivstoffets udvikling, forandring og forvandling, og aldrig fremkomme af udvendige eller traditionelle årsager.”

Her ligner Holmboes beskrivelse af metamorfosen i 8. symfoni i nogen grad en karakterisering af det tematiske arbejde som finder sted i f.eks. en symfoni af Brahms, hvor heller ikke ”udvendige eller traditionelle årsager” kan hævdes at resultere i differentieringen af forløbet m.v. Som påvist af Poul Nielsen[4] er det vanskeligt eller umuligt at påvise en metamorfoseteknik der forbinder værkets forskellige temaer og motiver med hinanden. Hvorimod symfonien i høj grad kendetegnes af et gennemført og subtilt tematisk arbejde der bidrager til at gøre den til en af Holmboes og i det hele taget dansk symfonisk musiks mest vellykkede. Problemet er ikke Holmboes 8. symfoni. Problemet er postulatet om at netop og netop kun metamorfosen skaber enhed i symfoniens mangfoldighed af satser, temaer og motiver.

De 16 år som adskiller 8. symfoni fra symfoni nr. 9 opus 95, 1967-68 kan måske tages som udtryk for at Holmboe selv blev sig dette problem bevidst.

(JBR)
Noter

[1] Artiklen ”Tre symfonier” er trykt i Ingmar Bengtsson (red.): ”Modern nordisk musik. Fjorton tonsättare om egna verk” Stockholm 1957, s. 152-167. Bøgerne ”Mellemspil. Tre musikalske aspekter” og ”Det uforklarlige. Fire satser om musik” er udgivet i København hhv. 1961 (WH) og 1981 (Gyldendal). Paul Rapoports ”Opus est. Six Composers from Northern Europe” er trykt i London 1978 (Kahn & Averill). Ud over de nævnte kilder findes adskillige videnskabelige artikler og universitetsspecialer om Vagn Holmboes musik og metamorfoseteknik samt mange interviews, hvor Holmboe omtaler metamorfosebegrebet.
[2]
Citeret fra artiklen ”Tre symfonier”, hvorfra de følgende Holmboe citater uden kildeangivelse er hentet.
[3]
I bogen ”Opus est”, s. 57-62.
[4]
”Some Comments on Vagn Holmboe’s Idea of Metamorphosis” i: Dansk Aarbog for Musikforskning bd. VI, 1972, s. 159-171.

Vagn Holmboes strygekvartetter og komplementaritets- princippet

Vagn Holmboe havde en strygekvartet med i tasken da han 16 år gammel i 1926 søgte optagelse på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Vagn Holmboe arbejdede på en strygekvartet da han døde i 1996. I de mellemliggende 70 år komponerede han mere end 30 strygekvartetter hvoraf de 20 blev lyst i kuld og køn som færdige værker med nummer og opustal. Det placerer strygekvartetten som den genre der fremfor nogen er central i Holmboes produktion.

Holmboe kasserede ti kvartetter og ventede til han var 40 år før han anerkendte sin første strygekvartet. Det har forbindelse med den særlige prestige der var og er om strygekvartetten som genre. Sammen med symfonien, koncerten og solosonaten udgør den rygraden i den klassisk-romantiske instrumentalmusik, og traditionelt var et sæt strygekvartetter svendeprøven for en klassisk komponist.

For Holmboes vedkommende var denne svendeprøve problematisk. Den passede ikke ind i hans forestillinger fra 1944 om en modsætning mellem ”koncertmusik” (hvor instrumenterne søger at fremhæve deres individualitet med konkurrence til følge) og ”symfonisk musik” (hvor instrumenterne giver køb på deres egen individualitet og tilpasser sig en større helhed)[1]. Strygekvartetten er hverken koncerterende eller symfonisk, men netop den genre hvor fire instrumenter indgår i en helhed uden at give afkald på deres individualitet. Med Goethes ord den genre hvor ”man hører fire fornuftige mennesker underholde sig med hinanden”[2].

Forestillingen om kvartetten som en fornuftig underholdning kiler sig ind mellem det koncerterende/konkurrerende og det symfonisk/samdrægtige som en gylden mellemvej, hvor modsætningerne individualitet og kollektiv kan blive to sider af samme sag og gensidigt supplere hinanden. Med Niels Bohrs terminologi kan man tale om et blandt mange eksempler på ”komplementaritet” på andre af livets områder end atomfysikken. Bohrs komplementaritetsbegreb var et kernebegreb i Vagn Holmboes tankeunivers omkring 1960 som det fremgår af bogen Mellemspil (1961)[3]. Det spiller en afgørende rolle for strygekvartettens placering i produktionen og for den særlige metamorfoseteknik han arbejdede sig frem til i strygekvartetterne.

Her skal denne rolle diskuteres i tre kronologiske afsnit: Tiden før 1961, perioden 1964-75, og årene efter 1975. For en analytisk baseret gennemgang af de enkelte kvartetter henvises til Jakob Levinsens værknoter til Dacapos samlede indspilning af kvartetterne.

Tidlige kvartetter 1948-1961

Vagn Holmboe betegnede sin 1. strygekvartet opus 46, 1948-49, som et vendepunkt i sin karriere: "Det er næppe forkert at sige, at min 1. strygekvartet markerer et slags vendepunkt eller et udviklingspunkt. Jeg var forberedt på det, men pludselig bryder det løs"[1]. Holmboe komponerede sine tre første kvartetter i umiddelbar rækkefølge som opus 46, 47 og 48. Nr. 1 har i hans noter undertitlen ”In memoriam Béla Bartók” og sender med 1. satsens symmetriske anlæg og inciterende ”Balkan-rytmer”[2] en venlig hilsen til Bartóks 4. og 5. kvartet.

Tilsvarende kan man i 3. kvartet opus 48, 1949-50, spore en hilsen til en anden af århundredets store kvartetkomponister, Arnold Schönberg. Holmboe bygger værkets centrale 3. sats over en melodi der rummer alle skalaens 12 toner. Ikke en Schönberg’sk række, men et længere tema der først gentages i en art chaconne og siden bearbejdes, så det får en klar tonal profil.

De følgende kvartetter nr. 4, 5 og 6, opus 63, 66 og 78 fra årene 1953-61 står i den symfoniske musiks tegn. Strygekvartetten udgør i disse værker et mikrokosmos der på kammermusikalsk niveau udforsker de principper for motivisk og tematisk metamorfose, som præger Holmboes symfonier og symfoniske metamorfoser. Det fremgår tydeligt af strygekvartet nr. 4, opus 63, 1953-54 rev. 56, som Holmboe komponerede kort tid efter 7. og 8. symfoni.

Kvartetten er i sin grundform klassisk i fire satser, men med en tilføjet kort sats mellem den langsomme 3. sats og den hurtige finale. 1. sats præsenterer straks kernemotivet – en skalamæssig opgang afrundet af en nedadgående drejenode – der gennem hele forløbet varieres og udvikles. Skalaen og drejenoden isoleres og lever hver sit liv: Skalaen kan forlænges eller forkortes, spejles og veksle fra kromatisk til diatonisk. Drejenoden kan gentages og blive til bølger der kan udarte til triller (typisk i den hurtige 2. sats). Hele motivet sættes ned i tempo og bliver et elegisk tema (i 3. sats). Og mest overraskende splittes det i enkelttoner som en Webern’sk punktmusik hvor oktavforskydninger gør motivet uigenkendeligt, i den ”indskudte” 4. sats. Den sidstnævnte sats viser den metamorfose-type som Holmboe senere kalder for ”en atomisering” af stoffet[3].

De to følgende kvartetter – nr. 5, opus 66, 1955 og nr. 6, opus 78, 1961 – er på samme måde gennemsyret af metamorfoseteknik, men til forskel fra 4. kvartet er der her snarere tale om en motivisk end om en tematisk metamorfose. Udgangspunktet for metamorfoserne har ingen egentlig tematisk signifikans, og ”atomiseringen” af stoffet i enkelte toner eller intervaller er mere udtalt.

(JBR)
Noter

[1] Citeret fra Jakob Levinsen: Værknoter til Dacapo indspilningen 8.207001.
[2]
8 ottendele delt op i grupper af 3+3+2 eller 2+3+3.
[3]
Se Mellemspil s. 44.

Mellemste kvartetter 1964-75

Fraværet af et tema hvis genkomst, udvikling og forandring umiddelbart kan høres, skabte et formproblem for Vagn Holmboe. Når de samme motivstumper gennemsyrer alle satser og alle stemmer, bliver det vanskeligt for musikere og publikum at orientere sig i forløbet. For at løse dette problem greb Holmboe i første omgang til velkendte formtyper som den klassiske kvartetcyklus med fire satser (i 7. kvartet opus 86, 1964-65, hvor den langsomme 3. sats og den hurtige finale spilles ud i et) eller Béla Bartóks femsatsede bueform med skiftende hurtige og langsomme satser (i 8. kvartet opus 87, 1965, og 9 kvartet opus 92, 1965-66, rev. 69).

Med kvartet nr. 10, opus 102, 1969, sker der imidlertid noget afgørende nyt: Her får grundmotivet (spillet solo af celloen i begyndelsen af 1. sats) en dobbelt funktion som både motiv og motto. Grundmotivet atomiseres som i de tidligere omtalte kvartetter og giver stof til musikkens udvikling. Men det vender også tilbage i klar genkendelig form som et motto der markerer overgangene mellem de enkelte formled i kvartettens to satser.

Denne dobbelthed rimer ikke med metamorfosens grundprincip, forvandlingen. Når et stof skifter fra en tilstandsform til en anden, er forvandlingen irreversibel. Med Holmboes ord: ”I metamorfosen må det […] føre et sted hen. Men jeg kan ikke lide, at man ikke må gentage, så det forsøger jeg.”[1]

Dobbeltheden rimer derimod udmærket med komplementaritetsprincippet hvor et stof netop kan skifte mellem forskellige tilstandsformer, der gensidigt udelukker hinanden. Lyset er i Niels Bohrs komplementaritetsteori både bølger og partikler, afhængig af den eksperimentelle situation. Vagn Holmboes brug af grundtemaet i 10. strygevartet har som sin konsekvens at metamorfoseprincippet selv forvandles. Metamorfosens metamorfose hedder komplementaritet.

Denne erkendelse slår ikke ned i Holmboe som et lyn. De tre følgende kvartetter – nr. 11 opus 111 (1972), nr. 12 opus 116 (1973) og nr. 13 opus 124 (1975) – ligner kvartetterne nr. 7 – 9. Nr. 11 er klassisk i formen med fire satser mens nr. 12 og 13 er femsatsede i en slags bueform. Men under arbejdet med den 13. kvartet slår lynet ned:

”Jeg er ved at afslutte en strygekvartet, men som så ofte før dukker et motiv eller snarere en klang op i bevidstheden, noget meget lyst og gennemsigtigt, men alligevel indtrængende. Det har ikke noget at gøre med det arbejde som jeg netop sidder med, så jeg noterer blot et par toner ned på en lap nodepapir for at få det ud af hovedet og komme videre med mit kvartetarbejde.”

Holmboe beskriver hvordan han forsøger at bruge motivet i et kor, et orkesterværk, hvad som helst, blot ikke en strygekvartet igen: ”En måned går med frustrerende tanker og håbløse forsøg på at bruge dette motiv, der nu trænger sig mere og mere på og allerede breder sig, knopskyder med nye motiver, men uden at have et eget legeme der kan fastholde denne ubændige vilje til eksistens og liv.” Endelig giver han op og begynder på en ny kvartet. ”Og derefter falder alt i leje, sindet lettes og arbejdet går som en leg, for det der nu skal skrives ned står lysende klart for mig; ikke blot den oprindelige tanke der i dette tilfælde er begyndelsen til kvartetten, men også hovedindtrykkene af flere følgende satser med alle kontraster og udviklingsmuligheder.”[2]

(JBR)
Noter

[1] Interview i Dansk Musiktidsskrift 1989/90 nr. 7, s. 221.
[2]
Vagn Holmboe: Det uforklarlige. Fire satser om musik. København 1981, s 25f.

Sene kvartetter 1975-96

Den kvartet hvis begyndelse dukkede op som ”noget meget lyst og gennemsigtigt, men alligevel indtrængende”, er Holmboes nr. 14, opus 125, 1975. Formalt adskiller den sig fra de foregående 13 ved at være i seks satser der alle stofligt bygger på 1. sats indledende tema, men ikke som en fortløbende udvikling. Hver sats udfolder sit eget aspekt af begyndelsestemaet, og hver har sin egen karakter. Alligevel hænger satserne sammen som dele af en helhed, for begyndelsestemaet vender tilbage i alle satser. Det kan være varieret som i 2. sats, som melodisk overstemme der griber ind i et kontrapunktisk udviklingsforløb (i sidste halvdel af 3. sats), som nogle glimt af ”noget lyst og gennemsigtigt, men alligevel indtrængende” i 4. og 5. sats, eller som citatet i slutningen af 6. sats.

Her viser den komplementære metamorfoseteknik sine muligheder for på én gang at generere en udvikling og at give udviklingen form. En form der hverken er klassisk eller symmetrisk, men som (med Adornos udtryk om Mahlers symfonier) er ”romanagtig”: En person gennemlever forskellige situationer som hovedperson, deltager eller måske blot som iagttager, og skaber i kraft af sin rolle sammenhæng i situationerne.

Men dermed er fortællingen ikke slut for Holmboes vedkommende. Motivet fortsætter med at spøge i hans underbevidsthed. Det dukker op igen i let genkendelig skikkelse i begyndelsen af hans næste kvartet nr. 15 opus 135, 1977-78; og også i den følgende kvartet nr. 16 opus 146, 1981 høres det i en afdæmpet, mørkere og mere melodisk, skikkelse. Ligesom Beethovens sene strygekvartetter knyttes sammen af et enkelt motiv, udgør Holmboes tre kvartetter nr. 14 – 16 en trilogi med et fælles tema, en slags idee fixe, der træder ind i skiftende fortællinger, som det forandrer og forandres af.

Også de følgende kvartetter nr. 17 – 20 udgør en helhed. Denne gang dog mere af ydre, programmatiske grunde end af indre tematiske. De fire kvartetter knyttes sammen i en fælles reference til døgnets gang som morgen (nr. 17 Mattinata opus 152, 1982-83), middag (nr. 18 Giornata opus 153, 1982), aften (nr. 19 Serata opus 156, 1982 rev. 84-85) og nat (nr. 29 Notturno opus 160, 1985). Hver kvartet har seks satser, og hele sættet gennemløber dermed døgnets 24 timer. Nogen klar dramaturgi endsige rød tråd der forbinder de mange satser, er dog vanskelig at finde og følge.

(JBR)

(JBR)

Noter

[1] Se 'Liv'.
[2]
Goethe til Zelter 9/11 1829, citeret efter Knud Ketting (red.): Gyldendals Musikhistorie, København 1983, bd. 2 s. 19.
[3]
Se 'Vagn Holmboes Mellemspil. Tre musikalske aspekter'. 

Værkliste

Værklisten er udarbejdet på grundlag af Paul Rapoport’s ”The Compositions of Vagn Holmboe”, 2. udg. København (Wilhelm Hansen) 1996. Af Vagn Holmboes ca. 400 kompositioner er her kun medtaget de omkring 200 værker som komponisten har givet et opustal. Af de udeladte ca. 200 værker er næsten 100 ungdomsværker komponeret før Holmboes opus 1. For den præcise kronologiske rækkefølge (M numre), nøjagtige instrumentationsangivelser, uropførelser m.m . henvises til Rapoports katalog.

Op. 1                        Suite f. kammerork., 1935.

Op. 2a                      Sonate nr. 1 f. violin og klaver, 1935.

Op. 2b                      Kammersonate nr. 1 f. soloviolin og str., 1935.

Op. 3                        Serenade f. kammerens., 1936.

Op. 4                        Symfoni nr. 1, 1935.

Op. 5                        Rapsodi f. fløjte og kammerork., 1935.

Op. 6                        Suite nr. 2 f. kammerork., 1935-36.

Op. 7a                      Tre lyriske sange f. sopran og klaver, 1936.

Op. 7b                      [Fem] Stilfærdige sange f. mezzosopran og klaver, 1936. Skandinavisk og Borups Musikforlag 1941.

Op. 8                        Rapsodisk intermezzo f. violin, klarinet og klaver, 1938.

Op. 9                        Kvartet f. fløjte, violin, cello og klaver, 1936-37.

Op. 10                      Kvintet f. fløjte, obo, klarinet, violin og cello, 1936.

Op. 11                      Suite nr. 3 f. kammerork., 1936.

Op. 12a                    Rumænsk suite f. klaver, 1937. Viking 1953.

Op. 12b                    Dansk suite f. klaver, 1937.

Op. 13a                    Psalme 62 f. børnestemmer, 1937.

Op. 13b                    Koncert-symfoni f. violin og ork., 1937 – ufuldendt.

Op. 14                      Violinkoncert, 1938.

Op. 15                      Symfoni nr. 2, 1938-39, WH.

Op. 16                      Sonate nr. 2 f. violin og klaver, 1939. WH 1991.

Op. 17                      Kammerkoncert f. klaver, slagtøj og str., 1939.

Op. 18                      Serenade f. fløjte, violin, cello og klaver, 1940.

Op. 19                      Notturno f. blæserkvintet, 1940.

Op. 20                      Kammerkoncert nr. 2 f. fløjte, violin, slagtøj og str., 1940. Samf. til Udg. af Dansk Musik 1942.

Op. 21                      Kammerkoncert nr. 3 f. klarinet og ork., 1940, rev. 1972.

Op. 22                      Concertino nr. 1 f. violin, viola og str., 1940. Viking u.å.

Op. 23                      Fanden og borgmesteren, symfonisk fantasi, 1940.

Op. 24                      Concertino nr. 2 f. violin og str., 1940.

Op. 25                      Symfoni nr. 3, Sinfonia rustica, 1941.

Op. 26                      Strygekvartet, 1941, 42, 49 [muligvis ukomplet].

Op. 27a                    Sonatina briosa f. klaver, 1941.

Op. 27b                    Sonatina cappricciosa f. fløjte og klaver, 1942.

Op. 28                      Symfonisk ouverture, 1941.

Op. 29                      Symfoni nr. 4, Sinfonia sacra, 1941, rev. 45.

Op. 30                      Kammerkoncert nr. 4 f. violin, cello, klaver og ork., 1942.

Op. 31                      Kammerkoncert nr. 5 f. viola og ork., 1943.

Op. 32a                    Den galsindede tyrk. Balletmusik f. ork., 1942-44.

Op. 32b                    Suite fra Den galsindede tyrk.

Op. 33                      Kammerkoncert nr. 6 f. violin og ork., 1943.

Op. 34                      Fem sange f. kor, 1943, 47. Københavns Musikforlag 1944, Sveriges Körförbund 1952.

Op. 35                      Symfoni nr. 5, 1944. Viking 1947.

Op. 36                      Jeg ved en urt så dejlig og bold f. bl. kor, 1943, Skandinavisk og Borups Musikforlag 1944.

Op. 37                      Kammerkoncert nr. 7 f. obo og ork., 1944-45, Viking 1959.

Op. 38                      Kammerkoncert nr. 8, Sinfonia concertanto f. ork., 1945. Viking u.å.

Op. 39                      Kammerkoncert nr. 9 f. violin, viola og ork., 1945-46. Viking 1956.

Op. 40                      Kammerkoncert nr. 10, Træ-messing-tarm f. ork., 1945-46. Viking 1959.

Op. 41                      Rosette, sonatine f. sopran, tenor og klaver, 1946, rev. 1980.

Op. 42                      Fløjten, musik til radiospil f. kammerork (?), 1946.

Op. 43                      Symfoni nr. 6, 1947. Viking 1949.

Op. 44                      Kammerkoncert nr. 11 f. trompet og ork., 1948. Viking 1950.

Op. 45a                    12 danske skæmteviser f. mezzosopran og klaver, 1948. Viking 1950.

Op. 45b                    Træer og vækster f. mezzosopran og klaver, 1949.

Op. 45c                    Bjergenes sang f. mezzosopran og klaver, 1949-52, rev. 1991.

Op. 46                      Strygekvartet nr. 1, 1948-49. Viking 1951.

Op. 47                      Strygekvartet nr. 2, 1949. Viking u.å.

Op. 48                      Strygekvartet nr. 3, 1949-50. Viking u.å.

Op. 49                      Suono da bardo, symf. suite f. klaver, 1949-50. Viking 1953.

Op. 50                      Symfoni nr. 7, 1950. Viking 1951.

Op. 51                      Isomeric, duo concertante f. to violiner og klaver, 1950. Viking 1961.

Op. 52                      Kammerkoncert nr. 12 f. trombone og ork., 1950. Viking 1950.

Op. 53                      Kammersymfoni nr. 1, 1951. Viking 1958.

Op. 54                      Liber canticorum I f. bl. kor, 1951-52. Viking 1958.

Op. 55                      Primavera f. fløjte, violin, cello og klaver, 1951. Viking 1959.

Op. 56                      Symfoni nr. 8, Sinfonia boreale, 1951-52. Viking 1953.

Op. 57                      Moya, 7 japanske sange f. mezzosopran og klaver, 1952. Viking 1953.

Op. 58                      Sendebude f. baryton og klaver, 1952.

Op. 59                      Liber canticorum II f. bl. kor, 1952-53. Musikhøjskolens Forlag 1953.

Op. 60                      Liber canticorum III f. bl. kor, 1953, Viking 1958.

Op. 61                      Liber canticorum f. bl. kor, 1953. Viking 1958.

Op. 62                      Træet f. ork., 1953.

Op. 63                      Strygekvartet nr. 4, 1953-54, rev. 56. Viking 1956.

Op. 64                      Klavertrio, 1954. Viking 1955.

Op. 65                      Sinfonia in memoriam, 1954-55.

Op. 66                      Strygekvartet nr. 5, 1955. Viking 1957.

Op. 67                      [Kammer]koncert nr. 13 f. obo, viola og ork., 1955-56. Viking 1959.

Op. 68                      Epitaph, symf. metamorfose f. ork., 1956. Viking 1958.

Op. 69                      Tre inuit sange, 1. sæt, f. baryton, bl. kor og slagtøj, 1956. Viking 1958.

Op. 70                      Quartetto medico f. fløjte, obo, klarinet og klaver, 1956. WH 1962.

Op. 71                      Sonate f. solofløjte, 1957. Viking 1958.

Op. 72                      Aspekter f. blæserkvintet, 1957.

Op. 73                      Kairos [Sinfonia I - IV] f. str., 1957, 58-59, 62. WH 1964.

Op. 73 a-d                Sinfonia I – IV f. str., 1957, 58-59, 62. WH 1958, 60.

Op. 74                      Skoven f. soli, kor og ork., 1960. WH 1971.

Op. 75                      Tropos, strygekvintet, 1960. WH 1960.

Op. 76                      Monolith, symf. metamorfose, 1960. WH 1967.

Op. 77                      Solhymne f. bl. kor, 1960. WH 1961.

Op. 78                      Strygekvartet nr. 6, 1961. WH 1963.

Op. 79                      Messingkvintet nr. 1, 1961-62. WH 1965.

Op. 80                      Epilog, symf. metamorfose, 1961-62. WH 1968.

Op. 81                      Hevjid í homrum f. bl. kor, 1962, 64. WH 1965.

Op. 82                      Sonate f. kontrabas, 1962. WH 1967.

Op. 83                      Duo concertante f. violin og viola, 1963, rev. 77.

Op. 84                      Requiem for Nietzsche f. soli, kor og ork., 1963-64.

Op. 85                      Sange mod vårdybet f. bl. kor, 1964-65, 68. WH 1972.

Op. 86                      Strygekvartet nr. 7, 1964-65. WH 1968.

Op. 87                      Strygekvartet nr. 8, 1965, WH 1968.

Op. 88a                     Moto austero f. klaver, 1965.

Op. 88b                     Moto austero f. klaver, 1972 [rev. af op. 88a]

Op. 89                      Sonate nr. 3 f. violin og klaver, 1965. WH 1992.

Op. 90                      Fløjtekvartet, 1966. WH 1972.

Op. 91                      Kibkariuk, 2. sæt, f. alt, klarinet og trommer, 1966.

Op. 92                      Strygekvartet nr. 9, 1965-66, rev. 69. WH 1970.

Op. 93a                    Sonatine f. obo og klaver, 1966.

Op. 93b                    Sonatine f. obo og klaver, 1990 [rev. af op. 93a].

Op. 94                      Zeit f. alt og strygekvartet, 1966-67. WH 1974.

Op. 95                      Symfoni nr. 9, 1967-68, rev. 69. WH.

Op. 96a                    Liber canticorum V f. bl. kor, 1967. WH 1968.

Op. 97                      Trio f. fløjte, cello og klaver, 1968. WH 1969.

Op. 98                      Tre Jæger sange f. bl. kor, 1966, 68. WH 1968.

Op. 99a                    I venti f. klaver, 1968.

Op. 99b                    I venti f. klaver, 1972 [rev. af op. 99a].

Op. 100                    Kammersymfoni nr. 2, Elegi, 1968.

Op. 101                    Sonate f. solocello, 1968-69. WH 1969.

Op. 102                    Strygekvartet nr. 10, 1969. WH 1970.

Op. 103a                  Kammersymfoni nr. 3, Frise, 1969-70.

Op. 103b                  Kantate profana, Frise, f. bl. kor, 1970. WH 1981.

Op. 104                    Musik til Morten f. obo, 2 violiner, viola og cello, 1970.

Op. 105                    Symfoni nr. 10, 1970-71, rev. 72. WH 1976.

Op. 106a                  Fanden løs i vildmosen f. klarinet, 2 violiner og kontrabas, 1971.

Op. 106b                  Musik for fugle og frøer f. 2 fløjter, [viola] og [16] fagot[ter], 1971.

Op. 107a                  Edward, a border ballad f. baryton og ork., 1971.

Op. 107b                  The wee wee man, a border ballad f. tenor og ork., 1971.

Op. 108                    Tempo variabile, symf. Metamorphose, 1971-72.

Op. 109a                  Ondata I f. slagtøj, 1972.

Op. 109b                  Ondata II f. slagtøj, 1978.

Op. 110a                  A lyke-wake dirge, a border ballad f. bl. kor, 1972. WH 1972.

Op. 110b                  The wee wee man, a border ballad f. bl. kor, 1972, WH 1972.

Op. 111                    Strygekvartet nr. 11, Quartetto rustico, 1972. WH 1975.

Op. 112                    Fabula I f. orgel, 1972.

Op. 113                    Contrasti f. orgel, 1972.

Op. 114                    Sekstet f. kammerens., 1972-73.

Op. 115                    Fabula II f. orgel, 1973. WH 1977.

Op. 116                    Strygekvartet nr. 12, 1973. WH 1975.

Op. 117                    Beatus parvo f. bl. kor og ork., 1973. WH 1975.

Op. 118                    Diafora f. str., 1973-74.

Op. 119                    Eydna / Lykken f. bl. kor, 1974. WH 1977.

Op. 120                    Cellokoncert, 1974, rev. 79.

Op. 121                    Fanfare f. 3 trompeter og slagtøj, 1974.

Op. 122                    Koncert f. blokfløjte og ork., 1974.

Op. 123                    Triade f. trompet og orgel, 1974-75, rev. 75.

Op. 124                    Strygekvartet nr. 13, 1975. WH 1977.

Op. 125                    Strygekvartet nr. 14, 1975. WH 1977.

Op. 126                    Fløjtekoncert nr. 1, 1975-76. WH 1978.

Op. 127                    Koncert f. tuba og ork., 1976.

Op. 128                    Døgnets timer f. strygekvartet, 1976, 78, 79 [ukomplet].

Op. 129                    Klavertrio Nuigen, 1976.

Op. 130                    Firefir f. 2 sopraner og 3 fløjter, 1976-77.

Op. 131                    Louisiana Concerto f. str., 1977.

Op. 132                    Concerto giocoso e severo f. ork., 1977.

Op. 133                    Trio f. blokfløjte, cello og cembalo, 1977. WH 1981, 1985.

Op. 134                    Ordet f. soli, kor, blæser og orgel, 1977. WH 1978.

Op. 135                    Strygekvartet nr. 15, 1977-78. WH 1980.

Op. 136                    Messingkvintet nr. 2, 1978. WH 1982.

Op. 137                    Klarinettrio, 1978. WH 1982.

Op. 138a                  Thót form thís hjúpi graflín f. bl. kor, 1978.

Op. 138b                  Song at sunset f. bl. kor., 1978. WH 1978.

Op. 139                    Violinkoncert nr. 3, 1978-79.

Op. 140                    Notater f. 3 tromboner og tuba, 1979.

Op. 141                    Sonate f. guitar nr. 1, 1979. WH 1984.

Op. 142                    Sonate f. guitar nr. 2, 1979. WH 1984.

Op. 143a                  Sonate f. accordeon nr. 1, 1979. WH 1986.

Op. 144                    Symfoni nr. 11, 1980-81. WH 1989.

Op. 145                    Sonate f. blokfløjte og cembalo, 1981.

Op. 146                    Strygekvartet nr. 16, 1981, WH 1982.

Op. 147                    Fløjtekoncert nr. 2, 1981-82.

Op. 148                    Horntrio, Music with horn, 1981.

Op. 149                    5 Intermezzi f. guitar, 1981. WH 1984.

Op. 150                    Bibelsk kantate f. sopran, kor og ork., 1981.

Op. 151                    Brúgvar f. soli og bl. kor, 1982.

Op. 152                    Strygekvartet nr. 17, Mattinata, 1982, 83. WH 1992.

Op. 153                    Strygekvartet nr. 18, Giornata, 1982.

Op. 154                    To Sarvig salmer f. bl. kor, 1983.

Op. 155                    Strygetrio, Gioco, 1983.

Op. 156                    Strygekvartet nr. 19, Serata, 1982, 84-85.

Op. 157                    Koncert f. messingblæsere og slagtøj, 1983.

Op. 158a                  Liber canticorum Va, Hominis dies f. bl. kor, 1984. WH 1984.

Op. 158b                  Liber canticorum Vb, Laudate dominum f. bl. kor, 1984, WH 1985.

Op. 159                    Ballata f. violin, viola, cello og klaver, 1984.

Op. 160                    Strygekvartet nr. 20, Notturno, 1985.

Op. 161                    Ode til sjælen f. soli, kor, blæsere og orgel, 1985. WH 1986.

Op. 162                    Sonate f. tuba og klaver, 1985. WH 1988.

Op. 163                    Psalme 84 f. bl. kor, 1985.

Op. 164                    Præludium nr. 1 f. sinfonietta, To a pine tree, 1986.

Op. 165                    Strygekvintet, 1986.

Op. 166                    Præludium nr. 2 f. sinfonietta, To a dolphin, 1986.

Op. 167                    Duo concertante f. violin og guitar, 1986.

Op. 168                    Præludium nr. 3 f. sinfonietta, To a maple tree, 1986.

Op. 169                    Rejsende f. bl. kor, 1986.

Op. 170                    Præludium nr. 4 f. sinfonietta, To a willow tree, 1987.

Op. 171                    Intermezzo concertante f. tuba og str., 1987.

Op. 172a                  Sonate f. trombone og klaver, 1987.

Op. 172b                  Translation f. violin, viola, cello, kontrabas og klaver, 1987, rev. 89.

Op. 172c                  Præludium nr. 5 f. sinfonietta, To a living stone, 1987.

Op. 173                    Psalme 65 f. bl. kor, 1987.

Op. 174                    Præludium nr.6 f. sinfonietta, To the sea-gulls, 1987.

Op. 175                    Symfoni nr. 12, 1988.

Op. 176                    Parlare del più e del meno f. guitar, 1988.

Op. 177                    Capriccio f. klarinet og klaver, 1988.

Op. 178                    Sonate f. soloviola, 1988.

Op. 179a                  Sonate f. accordion nr. 2, Burlesco,1989.

Op. 179b                  3 + 3 = 5 f. klaver, 1989.

Op. 180                    Præludium nr. 7 f. sinfonietta, To the pollution of nature, 1989.

Op. 181                    Winter f. sopran og bl. kor, 1989.

Op. 182                    Epos f. 2 klaverer og slagtøj, 1989-90.

Op. 183                    Die Erfüllung f. soli, kor og blæsere, 1990, rev. 93.

Op. 184                    Præludium nr. 8 f. sinfonietta, To the Victoria Embankment, 1990.

Op. 185                    Egilskvad f. baryton og blæsere, 1990-91, rev. 92.

Op. 186                    Eco f. klarinet, cello og klaver, 1991.

Op. 187                    Præludium nr. 9 f. sinfonietta, To the calm sea, 1991.

Op. 188                    Præludium nr. 10 f. sinfonietta, To the unsettled weather, 1991.

Op. 189                    Koncert for viola og ork., 1991-92.

Op. 190a                  Sværm, ti stykker f. to violiner, 1992.

Op. 190b                  Sværm 11 stykker f. strygekvartet, 1992 [arr. af op. 109a og Via Peria, M.358].

Op. 191a                  Canción y danza f. blokfløjte og guitar, 1992.

Op. 191b                  Springbuk f. sopranblokfløjte, 1995.

Op. 192                    Symfoni nr. 13, 1993-94. WH.

Op. 193                    Haiduc f. violin og klaver, 1993.

Op. 194                    Vinter f. ork., 1993-94.

Op. 195                    Koncert f. strygekvartet og strygeork., 1995-96 ukomplet.

Op. 197 post.           Strygekvartet Sereno [fuldført af Per Nørgård].

Litteratur

 

Anvendt litteratur

 

Vagn Holmboe: ”Gadesangen i København” i: Dansk Musiktidsskrift 1938 nr. 8, s. 171-79.

Vagn Holmboe: ”Symfoni, koncert og nutidens musik” i: Tidsskriftet Levende Musik 1944 nr. 9, s. 233-38.

Vagn Holmboe: Mellemspil. Tre musikalske aspekter. København, Wilhelm Hansen, 1961.

Vagn Holmboe: Det uforklarlige. Fire satser om musik. København, Gyldendal, 1981.

Vagn Holmboe: ”Siiiiiild er godt!!” i: Modspil 1988 nr. 39, s.4-6.

Paul Rapoport: Vagn Holmboe’s Symphonic Metamorphoses. Uudgivet Ph.d. afhandling. University of Illinois, 1975.

Paul Rapoport: Opus Est. Six Composers from Northern Europe. London, Kahn & Averill, 1978.

Paul Rapoport: The Compositions of Vagn Holmboe. 2. udg. København, Wilhelm Hansen, 1996.

Ingmar Bengtsson (red.): Modern nordisk musik. Fjorton tonsättare om egna verk. Stockholm 1957.

Poul Nielsen: ”Some Comments on Vagn Holmboe’s Idea of Metamorphosis” i: Dansk Aarbog for Musikforskning bd. VI, 1972, s. 159-171.

Helmer Nørgaard: Art. Holmboe i: Sohlmanns musiklexikon, 2. udg. Stockholm 1976.

Nils Schiørring: Musikkens historie i Danmark bd. 3, København 1973.

Knud Ketting (red.): Gyldendals Musikhistorie. Den europæiske musikkulturs historie, bd. 2. København 1983.

Anders Beyer: ”Balancen mellem emotionerne og fornuften. Samtale med komponisten Vagn Holmboe” i: Dansk Musiktidsskrift 1989/90 nr. 7 s. 219-224.

Peder Kaj Pedersen: Art. Holmboe i: Gads Musikleksikon, København 2003.

Jakob Levinsen: Værknoter til Dacapo 8.207001 (Vagn Holmboes strygekvartetter).

Øvrigt

Den Store Danske: Vagn Holmboe

Wikipedia: Vagn Holmboe

 

 

Diskografi

Udvalgte indspilninger:

Chamber Music (I)
Ensemble Midtvest
Dacapo 8.226073 (2011), CD
Link til Dacapo

Vagn Holmboe: Solhymne op. 77
DR Vokalensemble, Søren Kinch Hansen (dirigent)
Hymn to the Sun - Works for a cappella choir
Dacapo 8.226051 (2010), CD
Link til Dacapo

The Complete String Quartets
The Kontra Quartet
Dacapo 8.207001 (2010), CD-boxset
Link til Dacapo

Works for violin and piano
Christina Bjørkøe (klaver), Johannes Søe Hansen (violin)
Dacapo 8.226063 (2009), CD
Link til Dacapo

Preludes for Sinfonietta Vol. 2
Athelas Sinfonietta, Giordano Bellincampi (dirigent)
Dacapo 8.224124 (2001), CD
Link til Dacapo

Preludes for Sinfonietta Vol. 1
Athelas Sinfonietta, Giordano Bellincampi (dirigent)
Dacapo 8.224123 (2000), CD
Link til Dacapo

Find alle udgivelser fra Dacapo her

Suono da Barda - Works for Piano
Anker Blyme (klaver)
DACOCD 502, CD
Link til Danacord

Find alle udgivelser fra Danacord her

Four Symphonic Metamorphoses
Aalborg Symfoni Orkester, Owain Arwel Hughes (dirigent)
BIS 852 (1998), CD
Link til BIS

The Complete Symphonies
Aalborg Symfoni Orkester, Owain Arwel Hughes (dirigent)
BIS 843/46 (1996), 2 CD'er
Link til BIS

Find alle udgivelser fra BIS her

Works for Choir
Sct. Peders Concert Choir, Karsten Blond (dirigent)
Pacd 113, CD
Link til Paula Records

Vagn Holmboe
Foto: Gyldendal

Vagn Holmboe

Fulde navn:

Vagn Gylding Holmboe

Født:

20. december 1909, Horsens

Død:

1. september 1996, Ramløse

Uddannelse:

Det Kgl. Danske Musikkonservatorium: orgel, musikteori, komposition 1927-29 (Knud Jeppesen, Finn Høffding), kompositionstudier Berliner Hochschule für Musik 1930 (Ernst Toch).

Øvrige beskæftigelser:

Musiketnologiske feltstudier (Rumænien 1933-34). Musikanmelder (Politiken 1947-55). Lærer i musikteori og komposition ved Statens Blindeinstitut (1940-49) og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (1950-65, professor 1955).

Priser/legater:

Livsvarig hædergave fra Statens Kunstfond (1965) samt talrige andre priser. Meld. af Kungl. Musikaliska akademien.

Forlag:

Profil oprettet:

13. januar 2012
Medlemsskab

Bliv medlem af DKF idag

Læs mere om fordelene ved at være medlem af DKF her

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Du kan tilmelde dig ved at klikke her

Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.