Initiativet fra Michael Fjeldsø (i seneste fredagsbøn) om at sætte fokus på den nyeste kompositions musik til de studerende på Musikvidenskab lyder rigtig godt. Og Pulsar er jo bestemt et nærliggende sted at starte, hvor komponisterne (de fleste) endnu ikke er blevet for krukkede og kejtede at snakke med og hellere end gerne vil i kontakt med folk, som interesserer sig for den ny musik. I den forbindelse ville det være oplagt til koncerterne at lade partiturer ligge fremme, så de som ønsker det har mulighed for at studere musikken nærmere og få et dybere indblik ind i musikkens sjæl.
Pulsar festivalen er en enestående festival, som giver de unge komponister mulighed for at komme ud med deres ting, lærer komponister, musikere og dirigenter at samarbejde, og generelt give komponisterne erfaringer med en lang række, såvel lav praktiske som mere overordnede, dele af erhvervet.
Men derudover er det også en stor mulighed for publikum at stifte bekendtskab med en ny årgang unge ”kamikaze” komponist studerende. For det er en årgang, som har noget at leve op til! Her tænker jeg (udover DKDMs generelle produktion af komponister gennem tiden), især på generationen umiddelbart inden denne årgang, den såkaldte ”DYGONG generation”(min egen meget uvidenskabelige term).
Denne generation synes at skille sig ud inden for de seneste års uddannede komponister fra DKDM, som en generation med power.  Den synes at eje en overordnet enighed, som en bølge af kraft og energi med fokus rettet frontalt mod ét punkt. Der i denne generation naturligvis ikke tale om en række ens uniformerede fabrikerede kunstnere fra den royale musikfabrik. Hver især har de forskellige idealer, men stadig synes jeg at kunne fornemme et fælles fodslag fra denne gruppe af komponister, en fælles march som på ingen måde er at finde på samme måde i dette års Pulsar årgang.
Den nuværende årgang af komponister på DKDM er så forskellige fra hinanden, som det næsten overhovedet kan tænkes, lige fra det neoekspressionistiske over det konkretistisk minimale til det mere film musik inspirerede. Vi træder en noget mere usynkron march, eller som en kollega formulerede sit syn på årgangen: som små isflager uafhængigt drivende i hver deres retning.
Er dette så en styrke eller en svaghed?
Skulle vi i stedet søge et fælles mål, en fælles ideologi og skrotte det individuelle postmodernistiske trip, hvor alt er tilladt, alt er gjort, kun den barnlige uforpligtende opfindsomhed står tilbage, og ham der gik mod vest nu for længst har været hele øen rundt. Skulle vi skrive nye love, sætte nye stødhegn rundt om vores bevidsthed, danne vores egen maskine, gøre os afhængige af hinanden, på en mindre konventionel måde end den daglige brug af medstuderendes konstruktive og rationelle kritik af ens arbejde? Skulle vi skabe et samfund? Skulle vi begynde arbejdet på et nyt babelstårn og ikke lade os aflede af andre sprog end vores?  Skulle vi bryde ud af fornuftens klamme bur og satse al vor kraft på det man vidste før eller siden ville falde fra hinanden og gå itu? Det som aldrig rigtig ville lykkes. Skulle vi på en lige række sammen løbe panden mod muren?
Har isflagen på det tavse blå hav styrke nok i sig selv til at drive mod varmere vande og stadig ikke smelte? Er billedet af bølgen, som skylder mod kysten og efterlader et aftryk i strandbredden et naivt forældet billede i denne postrevolutionære tidsalder?
Ved Pulsar Festivalen 2012 får man i alt fald syn for sagen! Er det en årgang komponister som sparker røv, imiterer, manøvrerer, dirigerer, rumsterer, blokerer, simulerer, abstraherer eller bare helt stille holder sig oven vande?

Jeppe Ernst studerer komposition på 2. år på DKDM