Godt nytår. Velkommen til 2012 – må det blive et år med fremgang. Det har vi på mange måder brug for!

Når du læser disse linjer har Danmarks første kvindelige statsminister holdt sin første nytårstale til nationen. Hvad hun har sagt, ved jeg ikke, for jeg sidder ved tasterne, endnu mens det gamle år synger på allersidste vers. Jeg vover et gæt: hun har nok talt om “Et Danmark der står sammen”, som er titlen på det regeringsgrundlag, som desværre, dengang hendes centrum-venstre regering skulle springe ud, druknede i råb om løftebrud på løftebrud.

Eller har hun anslået nye toner – måske det moralske tema om ret og pligt?

– A propos “Nye Toner”: det var jo titlen på den tidligere, tidligere (ja, Brians) musikhandlingsplan 2008 - 2011. Den udløber nu. Så alene af den grund har hun næppe talt om den, hvis hun overhovedet har kendt den. Hun har nok slet ikke talt kulturpolitik. Hvis hun havde villet, skulle hun have bladet til s. 69 i det 80 sider lange regeringsgrundlag, hvor der findes en god sides penge om regeringens kulturpolitik.

Et af regeringsgrundlagets få konkrete tiltag på kulturområdet (som dog allerede lå i kortene fra før valget) har ellers trukket pænt store overskrifter her, mens år 2011 er ved at rinde ud: udmøntningen af efterårets nye politiske 4-års aftale vedrørende Det Kgl. Teater. Den indeholdt besparelser i omegnen af 100 mio. over 4 år. Teatret fejrer nytår med en fyringsrunde. Velkommen til 2012.

I regeringsgrundlagets kulturpolitik i øvrigt er der en del varm luft og pæne ord. Men også et par lidt mere konkrete statements:

• Regeringen vil sætte fokus på vilkårene for kunstens vækstlag.
• Armslængdeprincippet skal respekteres ved tildeling af midler til kunstnere, så vi sikrer, at der ikke sker politisk styring af kunsten.
• Vi skal også undgå unødig detailstyring af kulturinstitutionerne.

Og så er der minsandten også et lille ekko af konservative Carina (hvis nogen husker Danmarks kortest siddende og mest anonyme kulturminister). Hun lancerede d. 2. december 2009 sit vist nok eneste udspil “Kultur til alle”, som dog led en hurtig død med sin ophavsmands tidlige afgang fra posten. Men nu står det sørme også i centrum-venstres regeringsgrundlag, dog med den tilføjelse, at ‘alle’ også indbefatter børn og unge, hvis nogen skulle være i tvivl.

For den bagvedliggende tanke er faktisk bedre end planens rygte. Og dette afsnit slutter med en passus, der sender kaospilot Uffe på konkret arbejde i denne gode sags tjeneste, en sag der til syvende og sidst handler om den offentlig støttede kunsts legitimitet, for hvilke folkevalgte politikere kan i længden forsvare at poste offentlige midler i samfundsgoder, som kun et fåtal benytter: “Samtidig er det et mål for regeringen, at endnu flere borgere kommer i kontakt med kulturelle institutioner. Regeringen vil i samspil med de kulturelle institutioner udarbejde en fokuseret strategi herfor.”

Men inden turen i flyvemaskinen skal kulturministeren i gang med den anden konkrete opgave, som er nævnt i regeringsgrundlaget, nemlig en musikhandlingsplan: “Danmark har et rigt og mangfoldigt musikliv. På alle niveauer bidrager musikken til dansk kultur. Regeringen vil formulere en ny musikhandlingsplan, herunder styrkelse af den rytmiske musik.”

Det forlyder, at den kommende plan ikke blot skal afløse den musikhandlingsplan, der udløber – altså de gamle “Nye Toner” – men skal være mere omfattende. Med ‘styrkelse af den rytmiske musik’ menes formentlig et øget støttebeløb til de rytmiske spillesteder. Denne dagsorden har rumsteret længe og har politisk opbakning i regeringen. Forskellige beløb i omegnen af 30 – 40 mio. har været nævnt.

Der er uden tvivl et behov, men vi har til gode at se, hvordan disse penge konkret skal udmøntes. Det må ske med den kommende plan. Den må også vise hvorfra pengene skal komme, for de pengene, der løsgøres fra den gamle musikhandlingsplan rækker ikke hele vejen. Og skal der omprioriteres inden for musikstøtten er det spørgsmålet, om det politiske flertal er til stede. Inden valget var det største regeringsparti og støttepartiet ude til venstre af den opfattelse, at de rytmiske spillesteder godt nok skulle have kunstigt åndedræt, men vel at mærke for nye penge. Og hvor er de lige, som landet ligger.

Så det kommer an på rigtig meget, om Uffe Elbæk formår at strikke en konstruktiv plan sammen, som både kan opfylde regeringsgrundlaget, dvs. tilgodese den rytmiske musik, læs: spillestederne, OG andre elementer fra regeringsgrundlaget (styrkelse af vækstlag, fokus på børn og unge, bringe kunsten ud til alle) OG opnå politisk opbakning. For en blot nogenlunde ambitiøs musikhandlingsplan vil nødvendigvis indebære reduktioner andre steder i musikstøtten.

Måske skulle han tænke det lille Carina left-over, altså det med kulturen til alle, ind i sin musikhandlingsplan og give publikum en nøgleplacering – jeg mener, alle musikere vil jo gerne have ‘kød på hylderne’ når de optræder, som det så poetisk hedder. Men spøg til side: der er store befolkningsgrupper, som ikke i nævneværdigt omfang finder vej til musiklivets mangfoldige og ofte massivt støttede koncert- og/eller undervisningstilbud. Hvor er f.eks. de mange af anden etnisk herkomst, hvor er de 30 – 50-årige?

En øget bevidsthed og viden om publikums ønsker og vaner anno 2012, og en øget professionalisering af publikumsindsatsen er et stort behov overalt i musiklivet. Der er brug for innovative publikumstiltag lige fra modernisering af markedsføring over outreach-initiativer mod nye publikumsgrupper til eksperimenter med nye koncertformer, der rummer større publikumsinvolvering. En musikhandlingsplan med puljer til sådanne formål vil kunne styrke alle aktører i musiklivet, herunder den rytmiske musik på vores spillesteder.

Men alt dette kommer vi til at høre meget mere om i det nye år, faktisk har ministeren bebudet sin musikhandlingsplan allerede i løbet af januar.

Så med disse nytårsdeliberationer ønsker jeg kulturministeren og alle i musiklivet et fremgangsrigt 2012!