I sin fredagsbøn 30.09.11 skriver Eyvind Gulbrandsen (i det flg. EG): "På en dårlig dag kan jeg se KODAs anmeldelsesprocedure som en kulturmanipulerende provokation, der er skabt for at holde os indenfor rammerne." Jeg har ikke en dårlig dag. Alligevel vil jeg tilslutte mig EGs synspunkt. Bare uden den konspirationsteoretiske indpakning EG giver det.

Når jeg her argumenterer for at musikinstitutionerne bygger på en model der hører til i industrisamfundet, har det primært at gøre med den måde som institutionerne begrebsliggør det kunstneriske arbejde. Ideen om det kunstneriske arbejde som noget der munder ud i et værk, som kan registreres med en produktionsdato, ophavsmand, varighed, mm. har en klar parallel til industriens begreb om et produkt. Når komponisten registrerer sit værk hos KODA svarer det til industriens patenteringer. Når kunstinstitutionerne arbejder for at udbrede og skaffe publikum til værket svarer det til industriens model for distribution og markedsføring af produkterne.

Denne model hviler på en bred konsensus i musiklivets institutioner.

EG taler om de danske komponisters værker som 'vores sære suppe'. Det lader til, at institutionerne omkring den sære suppe har deres hovedfokus i de nye udfordringer der møder distributionen af sær suppe på dåse, og her tænker jeg på hele musiklivets palet af koncerter, formidling, internetdistribution, og CD-salg. Teorien om The Long Tail fortæller os, at også de meget smalle produkter kan finde et stort publikum, fordi Internettet gør det muligt at nå meget bredt ud. Ligger håbet i salget af sær dansk suppe på dåse i denne lange hale? Ud fra modellen fra industrisamfundet kan man sige, at succesen er hjemme, hvis det lykkes producenterne at komme af med den sære dåsesuppe til et tilpas stort, omend meget spredt forbrugersegment.

Men er det ambitionen?

Den model, de danske musikinstitutioner fortsat bygger på, og som jeg hævder hænger fast i en tænkning fra industrisamfundet, fremmer ideen om det kunstneriske arbejde som noget der kan gøres op i kategorisérbare værker. Som en konsekvens af denne favorisering hæmmes det kunstneriske arbejde som tænker på tværs af kategorier og udfolder sig som processer i netværk og kollektiver.

Hvor skal vi hen efter industrisamfundets overvældende og altfortærende kollaps? Er det  en struktur som det danske musikliv (og kunstliv i det hele taget?), med sine ben solidt plantet i industrisamfundets cement, som bliver fødselshjælper for nye måder at gøre tingene på?

Musik- og kulturlivets tænkning i kasser, kategorier, genrer, værker, ophavsmænd osv. gør at de for mig at se mest relevante kulturelle udtryk bliver behandlet som undtagelser. Og derfor falder de for en stor del igennem systemets masker. Der foregår en masse aktiviteter, som på den ene eller anden måde forholder sig til de spørgsmål, som er relevante for den tid vi nu befinder os i. Det karakteristiske for disse aktiviteter er, at de udfolder sig på tværs af de eksisterende kategorier. Det er netop FORDI, de ud fra alle tænkelige målestokke går på tværs af de etablerede kategorier, at de er i stand til at komme med nye bud på, hvordan vi skal forstå vores samtid og komme videre.

Som svar på industrisamfundets dårligdomme er der i de senere år (gen)opstået en lang række modeller, som bygger på social, økologisk og økonomisk bæredygtighed. Indenfor distribution af varer er der kommet en gammel-ny trend frem,  collaborative consumption. Et dansk eksempel er Københavns Fødevarefællesskab, hvor lokale almindelige mennesker organiserer sig omkring at indkøbe lokalt producerede økologiske grøntsager til en fair pris. Nøgleordene er her deling, bæredygtighed, brugerindflydelse, fællesskab og lokal forankring. Socialøkonomiske virksomheder dukker op og beviser, at andre bundlinier end den rent økonomiske er mulige. Med open source-bevægelsen bliver det bevist at ideen om ophavsret som garant for kvalitetssikring og stabil produktudvikling er en skrøne fostret og til stadighed vedligeholdt af dem som lukrerer på patenterne, nemlig de store monopollignende strukturer. De offentlige institutioner i Danmark betaler troskyldigt deres årlige tiende til den store IT-gud i form af et angiveligt evigt selvfornyende og -forbedrende Microsoft, selvom erfaringerne fra bl.a. Frankrig med al tydelighed viser at det kan lade sig gøre at bryde ud af vanetænkningen.

Det er karakteristisk for flere af de nye alternativer, at de er fornyende, men på centrale  måder holder sig indenfor det gældende paradigme. De socialøkonomiske virksomheder holder stædigt fast ved også at være økonomisk bæredygtige, - i modsætning til de frivillige organisationer, som traditionelt har varetaget lignende funktioner, finansieret af vores vilje til at gøre godt. Distributionsfællesskaberne bryder supermarkedernes hidtidige monopol over, hvilke producenter, vi har adgang til at købe varer fra. Men fastholder de små og trykkede producenters rolle som producenter på kommercielle vilkår. I modsætning til diverse støtteordninger, som holder de marginaliserede landbrug kunstigt i live, her som i udviklingslandene. Når en institution vælger at gå over til open source er det ikke uden omkostninger, da der til etableringen går lønninger til specialister som hjælper med processen. Men der vil ikke være nogen udgift til en rettighedshaver, som i princippet kunne tjene milliarder på at gøre ingenting.

Jeg mener, at kunstinstitutionerne kan finde inspiration til at tænke sig ud af industrisamfundets skygge i de nye alternative modeller, fordi de arbejder indefra på at ændre systemerne, og fordi de gør det på ud fra alle parametre bæredygtigt grundlag.

Denne inspiration kan munde ud i modeller, som

- i langt højere grad har fokus på de kunstneriske processer, fremfor resultaterne.

- styrker komponisternes muligheder for og kompetencer til at fungere som facilitatorer for kunstneriske processer i fællesskaber, baseret på tillid og delt ejerskab.

- demokratiserer mulighederne for at arbejde skabende med lyd, ved bla. at forenkle værktøjerne via inddragelse af nye teknologier.

- styrker komponisternes virke som videnspersoner der formidler viden om kunstneriske processer.

- arbejder for flere fora, hvor der på tværs af etablerede skel deles og udvikles viden om kunstneriske processer og deres interaktion med de øvrige processer i samfundet.

De fleste processer i samfundet udfolder sig indenfor rammer som holdes ved lige og udvikles gennem kampe om anerkendelse, på den økonomiske, faglige og juridiske front. Disse anerkendelseskampe sætter barrierer op mellem de forskellige områder, og status quo opretholdes ved hjælp af indbyrdes inkompatible og uoversættelige spilleregler.

Institutionerne omkring musikken i Danmark arbejder med den samme model, og de har deres hovedfokus i kampe, hvor de arbejder for rettigheder, midler og faglig anerkendelse.

Det særlige ved de kunstneriske processer er imidlertid, at de kan glide ind og ud af de andre processer.  De kunstneriske processer kan forholde sig spejlende, imiterende, parodierende, kopierende, samarbejdende og oversættende i forhold til de forskellige sæt af spilleregler.

Derfor er det vigtigt at musikken og kunstens institutioner gradvist og bæredygtigt arbejder sig ud af industrisamfundets skygge, og i stigende grad lader sig inspirere af de nye alternative modeller. For at de kunstneriske processer skal flyde frit, skal de udspringe af et miljø, der ikke selv er underlagt interesser, anerkendelseskampe og uoversættelige spilleregler.