Forleden fik jeg partituret til Pelle Gudmundsen-Holmgreens 12-stemmige korværk Three Stages ind ad døren, og som så mange gange før blev et partitur en åbenbaring. Jeg kendte værket fra Ars Novas fremragende og virtuose cd, og det var da også den som var igangsætter for ønsket om at se partituret. Men partituret kan noget andet end cd’en og koncerten: det kan i en langsommere proces lukke øjne op, så man hører mere næste gang cd’en spiller, og det kan lade en komme tættere på det sted hvor komponisten er alene med sig selv og sit håndværk: fastholde mødet mellem det personlige og den fælles kultur.  

     Three Stages benytter sig af tekster hentet mange forskellige steder fra, tekster som tydeligvis er valgt med stor omhu, men som man ikke kan opfatte ved en enkelt fremførelse, ja i flere tilfælde slet ikke: fx er Blichers berømte digt om gøgen placeret foran i partituret som en slags motto, og andre tekster (af Shakespeare m.fl.) hviskes udelukkende eller benyttes som cantus firmus i langt udholdte toner. Hvis man kender disse tekster, er de imidlertid med til at skabe et betydningsrum som den klingende musik udfolder sig i. Det er dog ikke teksterne der her skal tales om, for de kan trods alt læses af de fleste, vel at mærke hvis de er trykt i koncertprogrammet eller cd-indlægget (hvad de ikke er!).

     Men partituret lader én se nye sammenhænge og strukturer, fx at midtersatsens Janequin-citater med alle fuglestemmerne og citaterne fra tre kendte danske sange suppleres med yderligere tre lag: en gennemgående gøg (koo-koo-koo) danner et trestemmig struktur som fortætter sig hen mod satsens slutning, og en række ”frie fugle” supplerer Janequins fugle og kommenterer på deres egen ironiske måde de danske sange, og hertil kommer så tre hviskede engelske renæssance-tekster, som dels knytter an til Janequins idyl og fuglestemmer, dels udbygger gøge-temaet.  

     Partituret inviterer til den langsomhed som også den koncentrerede skønlitterære tekst gør. Og på samme måde som litteraturen, inviterer partituret til at se efter en gang til, for man kan jo ikke opfatte det hele i et nu. Til gengæld belønnes man ved genhøret med musikken. Nu kan man pludselig høre mere. Og ikke blot høre mere, men også forstå mere. For musik er ikke blot det øret kan opfatte, men også kompositoriske idéer og holdninger, udtryk for en personlighed.   

     Hvorfor nu fyre sådan nogle selvfølgeligheder af? Jo, fordi den langsomhed som partiturmusikken kræver, faktisk ikke mere er en selvfølge i meget stor dele al musiklivet. Radio- og TV-medierne nøjes oftest med lidt snak ”omkring” musikken i angsten for at trætte publikum. De store forlag ønsker ikke nodeeksempler i deres bøger om musik og komponister, det er der nemlig ikke publikum til. På universiteternes musikuddannelser har man travlt med så meget forskelligt at man nøjes med at forudsætte at de studerende er i stand til at læse et partitur med udbytte (hvad de ikke uden videre er). I gymnasierne hedder alt hvad der indbefatter noder ”teori”, og så er det rubriceret som tungt stof.

     Så min bøn til musikformidlerne og underviserne på alle niveauer er: prøv en gang imellem at holde fast i partituret og den langsomhed det kræver at trænge ind i det. Selv om dette musikskriftsprog ikke har den samme nødvendighed som før, så giver det stadig adgang til store glæder, ja åbenbaringer. De sidste 50 års demokratisering og globalisering af kulturen er nok en gave, men også en gave der som gøgen hos Pelle har det med at skubbe andre stemmer ud af reden. Uden nodeskriften mangler historien, herunder store dele af det 20. århundredes kompositoriske rigdom, som med sin koncentration virkelig kræver langsomheden. Og uden nodeskriften havde det slet ikke været muligt at skabe de værker som er centrale i den vesteuropæiske kulturkreds. Noderne er jo ikke bare en abstrakt ”skrift”, men en række konkrete overleverede måder at tænke (og altså ”skrive”) musik på, en teknologi uden hvilken værkerne var utænkelige.

     Og lad mig her til sidst knytte an de to sidste fredagsbønner, Bjørn Hernes’ om skolekoncerter i grundskolen og Eva Havshøj Ohrts om musiktilbuddene i gymnasiet. Selv om deres udgangspunkt er forskelligt, har de begge nykomponeret musik i centrum, og de betoner begge at mødet med den levende musik og med den engagerede musiker og komponist er af uvurderlig betydning for eleverne. Desuden fremhæver de at koncerter eller komponistbesøg skal spille sammen med undervisningen på så mange måder som muligt. Begge dele kan jeg fuldt ud tilslutte mig. Men der er forskel på undervisningen i grundskolen og i gymnasiet. Når den nykomponerede musik skal ind i gymnasiets musikundervisning, så skal partiturerne i en eller anden udstrækning med – i hvert fald så længe partituret for komponisten rummer det mest præcise og nuancerede udtryk.

     Og det sidste giver så anledning til endnu en bøn, nemlig til komponister og musikforlag om at være velvillige mht. udlån af partiturer. Min erfaring siger mig at chancerne for at blive bønhørt her er større end hos mediernes formidlere eller universiteternes specialister. Eller tager jeg fejl mht. det sidste?