En kunstrådsformand har kastet håndklædet i ringen.

En omstrukturering af kunststøtten er til høring.

Er der en forbindelse, eller er det blot udtryk for dårlig timing?

Den afgående formand var kryptisk i begrundelsen for sin afgang. Den handler på den ene side om noget helt personligt (søvnløse nætter og panikanfald og om ikke at være af det rette gemyt og temperament), og på den anden side om noget overordentlig principielt: “Jeg tvivler på, at en udøvende kunstner kan håndtere det bureaukrati, der måske er en nødvendig del af den statslige kunststøttes store maskine”.

På den måde det personlige og det principielle er vævet sammen i Per Arnoldis afskedsbrev, er det en sortie uden samme elan som hans entre. Dengang fik vi  højlydte erklæringer om en ny kurs inden for den statsgaranterede kunstfortolkning, hvor kunsten raison d’être nu ikke kun skulle være at vække debat og provokere. Nu får vi ikke det der ligner en afskedssalut, end ikke et rigtig smæk med døren, nærmest et undskyldende lille ‘plop’. – Og vupti, så er hr. Arnoldi igen hjemme ved staffeliet.

Men der er al mulig grund til at dvæle ved de antydede principielle aspekter. Man kan måske hævde, at bureaukrati er et nødvendigt onde i en statslig styrelse. Men Arnoldis exit mere end antyder, at det er vokset til et maskineri, som fremmer embedsmandsvælde og hæmmer kunstnerisk tankekraft. Og så er vi pludselig midt i diskussionen om en omstrukturering af kunststøtten. I det lys er der nemlig al mulig grund til at tage Per Arnoldis forblommede antydninger alvorligt. Der er kommet yderligere blus på de advarselslamper, som mange allerede længe har set blinke.

Lars Liebst udvalgets betænkning taler jo også om en forenkling af Kunststøtten. Hvad der rettelig burde stå var måske en forenkling af administrationen af Kunststøtten. Embedsværket skal forvalte og ikke forlænge armslængden, eller blive en selvstændig underarm på armen.

Og med Liebst-udvalgets forslag om etableringen af et samlet Kunstinstitut går man i den forkerte retning. Udvalgets sammenligning med Filminstituttet er besnærende, men misvisende. Filmen er jo en enkelt kunstart. Og det at en struktur evt. fungerer for filmen, siger måske nok noget om, at den kunne fungere for andre kunstarter enkeltvis, så som musik, litteratur osv. Men at den derfor skulle fungere for KUNSTEN SOM SÅDAN er der intet belæg for.

I erkendelse af kunstarternes forskelighed og deres forskellige vilkår bør man snarere gøre det modsatte, og give reel autonomi til udvalgene, altså et selvstændigt musikudvalg, billedkunstudvalg osv. Dermed sikre også en enkel, fagligt specialiseret sekretariatsbetjening tæt på udvalgene for hver af kunstarterne.

Men hvad så med Kunstrådet? Tja, man må spørge med Arnoldi på vej ud ad døren: “Jeg er også i tvivl om hele Kunstrådskonstruktionens virke og væsen.”

Fik jeg for resten nævnt den nye, konstituerede formand for Kunstrådet? Det er Rune Gade, højtrespekteret kunsthistoriker og universitetsforsker, allerede medlem af Kunstrådet i kraft af sine formandskaber for de to billedkunstudvalg (det hjemlige og det internationale). Man må formode, at han ved, hvad han går ind til, og at han har kompetencerne til at håndtere en statslig styrelses grasserende bureaukrati.

Må han bruge dem vel i den kommende tid!