90 – halvfemsindstyve – halv-femte-sinde-tyve (4 ½ gange 20) – er et magisk tal. Det er antallet af musikere i et fuldt besat symfoniorkester. Det er også det antal folketingsmandater, som giver magt til at gennemføre en politisk beslutning. Som f.eks. at nedlægge et symfoniorkester.
Selv om den nyudnævnte kulturminister tilsyneladende er på elastisk tilbagetog, er det tankevækkende at netop dette var en af tankerne i hans meget omtalte valgoplæg, kaldet “Kulturens Marshallplan”. Ved siden af andre ideer såsom at nedlægge Det Kgl. Teaters Gamle Scene skulle dette gøre det muligt at ligedele støtten til musik mellem rytmiske og klassiske genrer. Og det skulle gøre det muligt at genoplive den hedengangne Udviklingsfond.
Navnet på sin plan har Uffe Elbæk lånt fra den i mange henseender succesfulde amerikanske plan for at få Europa på fode igen efter 2. Verdenskrig.
George Marshalls Marshallplan (1948 – 1952)
Den oprindelige Marshallplan, udenrigsminister George Marshalls European Recovery Program fra 1948 pumpede i sin tid 13 milliarder gode amerikanske dollars ind i den europæiske økonomi, som lå i ruiner efter krigen. Som sådan blev den efterhånden i mange vesteuropæiske lande betragtet som ‘manna fra himlen’, og den bidrog til at få landendes økonomier – også Danmarks – på fode igen, og den dannede grundlaget for skabelsen af OECD, den vesteuropæiske økonomiske samarbejdsorganisation.
Men planen var også en del af Trumanndoktrinen af 12. marts 1947, hvor USA påtog sig et verdensomspændende ansvar for at bekæmpe kommunismens fremmarch. Som sådan bidrog Marschallplanen til at grave kløften mellem øst- og vesteuropa dybere og til optrapningen af den kolde krig, der først fandt sin afslutning med murens fald i 1989.
Men hvad er så den overordnede vision bag Kulturens Marshallplan anno 2011?
Uffe Elbæks Marshallplan (2011 – 2015??)
“For det første, så bør kunsten og kulturen komme samfundet meget mere ved. Og for det andet, skal vi i langt højere grad anerkende den bestræbelse og motivation, som driver kunstnerne til at skabe værker. Det skal vi være taknemmelige for. Og derfor skal vi også, helt lavpraktisk, tage de udfordringer, man som kunstner i vores samfund står overfor, alvorligt.
For det tredje bør vi i vores kulturpolitik prioritere det, der er på vej frem, lidt højere end det, der allerede er etableret. Som nævnt har vi begrænsede midler til rådighed, så vi skal udogmatisk se på, hvordan vi kan skabe mere dynamik og motivere nyskabelse. Der bør ikke eksistere hellige køer i kulturpolitikken.”
Elbæk har måske valgt et lovlig stort navn for sin plan. Men lad det nu fare, alle kneb gælder som bekendt i en valgkamp.
Nå, men som nogle at de kulturpolitiske køer, som evt. kunne lade livet nævnes som bekendt Det Kgl. Teaters Gl. Scene og et at landets symfoniorkestre.
Desuden er der et særlig afsnit, hvor ideen om en særlig udviklingsfond vies. Sådan en havde vi engang. Det var sidst, vi havde en radikal kulturminister (Elsebeth Gerner Nielsen) og med – rigtig gættet: Uffe Elbæk – som formand for fonden.
Tillad endnu et historisk tilbageblik, nu på den tidligere udviklingsfond, forbilledet for denne Marshallplanens foreslåede nye udviklingsfond:
Kulturministeriets Udviklingsfond (f. 1998, † 2002)
- historie om fødsel, et kort liv og død
- fødsel
I sin tid blev den oprettet den 1. juli 1998. Bestyrelsen bestod af 9 medlemmer med – nå ja, formanden er allerede nævnt. Fonden havde til formål:
“at sikre en aktiv udvikling af dansk kunst- og kulturliv ved at støtte og iværksætte initiativer, der er nyskabende eller tværgående og iværksættes på landsdækkende, regionalt eller lokalt niveau.”
I 2001 meddelte kulturministeriet (inden regeringsskiftet) om fondens handlingsplan for den kommende treårsperiode, som dog aldrig blev tre år: “Kulturministeriets Udviklingsfond vil især give tilskud til kunstneriske initiativer, som bevæger sig i uprøvede grænsefelter, og som falder uden for de eksisterende tilskudsordninger. Inden for denne overordnede ramme har fondens bestyrelse udpeget to fokusområder, som i særlig grad vil have fondens opmærksomhed:
1. Det digitale multimedieområde (samtidig brug af to eller flere medieudtryk - tekst, levende billeder, animation, grafik og lyd/tale, musik, lydeffekter. Disse udtryk skal være integreret eller bearbejdet af en digitalprocessor).
2. Den etniske og tværkulturelle kunst. Der bliver lagt vægt på udveksling og samspil mellem den etniske og den danske kunst af etnisk oprindelse.”
- liv
I sin korte levetid havde fonden en pæn klat penge. Den uddelte i alt ca. 90 mio kr. Pengene var tipsmidler. Der blev i 2000-01 lavet en grundig evaluering af fondens virke i de første to år: KUF i det uprøvede grænsefelt, en midtvejsevaluering af
Kulturministeriets Udviklingsfond. Undersøgelsen blev gennemført af Gert Balling
Susan Fazakerley og Dorte Skot-Hansen fra Center for Kulturpolitiske Studier ved Danmarks Biblioteksskole:
www.iva.dk/cks/KUF%20i%20det%20uprøvede%20grænsefelt.pdf
Rapporten rummer både ros og kritik og opruller ikke mindst en række principielle problemstillinger. Tillad mig en ekskurs, idet rapportens bemærkninger i den aktuelle diskussion om kunststøtten er ‘good food for thoughts’:
- om armslængde
“Politisk beslutning eller autonomi
Armslængdeprincippet, der skal sikre afstand mellem det politisk administrative niveau og kunstnerne, er et organisatorisk nøglebegreb i dansk kulturpolitik. KUF er en hybridform af det dobbelte og enkelte armslængdeprincip, hvilket kommer til udtryk i ministerens indflydelse på udpegningen af bestyrelsen og valget af fokusområder. Som et resultat af denne hybridform får det politiske niveau direkte indflydelse på valget af fokusområder. Hvilke konsekvenser har denne politiske struktur for armslængdeprincippet generelt?”
- om en bestyrelse som uddelingsorgan:
“Særlig kompetence eller bred kompetence
Lovens krav om både repræsentativ bredde i bestyrelsen og muligheden for at have fokusområder, der kræver en specialiseret viden, er et grundlæggende paradoks. Som en konsekvens af dette savner KUFs bestyrelse dybtgående kompetence i forhold til forskellige kunstområder. Samtidig har bestyrelsen ikke dybtgående kompetence på tilstrækkeligt niveau i forhold til de to fokusområder. Selv om bestyrelsen har den endelige beslutningskompetence indebærer dette en risiko for, at udenforstående får uforholdsmæssig stor indflydelse. Hvad sker der med armslængdeprincippet, når kunstfaglige råd bliver nødt til at søge ekspertviden for at kunne betjene særligt komplekse områder?”
- om relevansen af handlingsplaner
“Handlingsplan eller værdigrundlag
Handlingsplanen er sammen med lovens formål og vurderingen af kunstnerisk og kulturel kvalitet det formelle grundlag for KUFs virksomhed. Den er således både det officielle ansigt udadtil og et styrende redskab i forhold til KUFs daglige arbejde. KUF har valgt at dens handlingsplan skal fungere som værdigrundlag snarere end en operationel handlingsplan. Skal der stilles mere specifikke krav til, hvad en handlingsplan bør indeholde, eller er det op til bestyrelsen selv at vurdere, hvad der er mest formålstjenligt?”
- om kvalitetsdiskussionen
“Æstetisk eller differentieret kvalitetsbegreb?
Det differentierede kvalitetsbegreb tager forbehold for de traditioner og æstetiske
konventioner, værket fungerer indenfor. Og idet begrebet er differentieret, vil det sige, at man skal begrunde kriterierne for støtte. Dette gælder i særdeleshed for en fond som KUF, hvor kvalitetsbegrebet spændes op i det ”uprøvede grænsefelt” for den eksperimenterende og tværgående kunst. Vil en udvidet brug af det differentierede kvalitetsbegreb skærpe blikket for den eksperimenterende kunst såvel inden for som på tværs af gældende tilskudsordninger?”
Tilbage til beretningen om Kulturfonden:
- død
22. januar 2001 meddelte den nye kulturminister Brian Mikkelsen så, at
Kulturministeriets Udviklingsfond skulle nedlægges med øjeblikkelig virkning. Arbejdet med tværgående initiativer skal indgå i den nye støttestruktur.
“Udviklingsfonden er et resultat af den tidligere regerings logik om at etablere et nyt nævn eller råd så snart, der opstod nye udfordringer i kulturlivet og nye former for tværgående kunst. Og det vil jeg gerne gøre op med, så nye former for kunst og kultur bliver støttet i de eksisterende systemer,” sagde Brian.
Dødsdommen blev eksekveret ved lov året efter.
- genopstandelse ?
Skal vi vove et gæt: Uffe Elbæk vil gerne finde 90 mandater til at gennemføre genetableringen af en udviklingsfond. Desværre er regeringen på tilbagetog fra valgkampens løfte om 100 mio. til restituering af kunststøtten til 2001-niveau. I modsætning til det historiske forbilledes økonomiske generøsitet indeholder Uffes Marshallplan altså ingen ekstra penge. Så millionerne må i givet fald skaffes ved en omfordeling af kulturmidlerne, altså ved at skære i nogle etablerede institutioner og/eller fyre et 90 mands symfoniorkester. Så er der måske samtidig noget til de rytmiske spillesteder (som sagtens kan have et behov), og resultatet bliver en mere ligelig – eller som det siges i Uffes Marshallplan – ‘demokratisk’ – fordeling af musikpengene.
Rent bortset fra at der mig bekendt ikke ligger noget konkret bud på, hvad samfundet får til gengæld for at kaste ca. 90 mennesker ud i arbejdsløshed, så synes tanken også selvmodsigende, og den rejser nogle principielle spørgsmål.
Kære kulturminister
For kære kulturminister, ved evt. at gøre dette slår du dig selv for munden. For du påpeger selv i din plan, med rette, i øvrigt, at de tunge kulturinstitutionerne bør komme i omdrejninger med at udvikle nogle outreach strategier og arbejde med at styrke deres kulturpolitiske legitimitet – og det hellere i dag end i morgen. Men får du det ved at nedlægge eller skære? Tværtimod er der en risiko for at det enorme kunstneriske potentiale, den store regionale kulturelle effekt og økonomiske stimulation, som disse institutioner udstråler såvel som deres betydelige kulturpolitiske kraft og ledelseskompetence amputeres frem for at frisættes. Gennemtænkte politiske krav til institutionerne om at gentænke sig selv, deres roller i en demokratisk massekultur og deres relationer til omverdenen anno 2015 vil være en langt mere produktiv vej for dansk kulturliv.
Du må også overveje, om kunstlivet i dag, 10 år efter den gamle udviklingsfonds endeligt, er bedst tjent med en ny selvstændig fond eller om udvikling og dynamik sundest forankres inden for det eksisterende kunststøttesystem jf. de ovenfor citerede bemærkninger fra evalueringen i sin tid.
I det 21. århundredes første årti er der jo desuden sket en digital udvikling, som har gennemsyret alt, herunder kulturlivet, på måder, ingen kunne drømme om for 10 år siden. Bl.a. har internettets muligheder inden for kunstens sfære i praksis allerede sløret (ophævet?) grænserne mellem amatør og professionel, en problematik som den gamle udviklingsfond – ganske fremsynet, i øvrigt – beskæftigede sig med. Kvalitetsdiskussionerne – et andet fokus for den hedengangne fond – er også godt på vej til at være relativerede og differentierede i det herskende mangfoldige og i dag betydeligt mere modtagerorienterede kunst- og kulturlandskab.
Det kan diskuteres hvorvidt det er gået som Brian Mikkelsen for 10 år siden ønskede, nemlig at det eksisterende støttesystem skulle tage vare på det eksperimenterende og overskridende. Men gør man ikke kunst- og kulturlivet en bjørnetjeneste ved at installere fremtidsantennerne og indlejre udviklingsforpligtelsen uden for den etablerede kunststøttestruktur? Det indebærer jo risikoen for at ‘friholde’ denne for forpligtelsen til risikovillig investering i kunstnerisk talent (alder ufortalt), innovation og støtte til det grænseoverskridende og usete/-hørte. Spørgsmålet er, om ikke vi netop har behov for det modsatte.
Men sidst, men ikke mindst, må du nu som ansvarlig minister anlægge et helhedssyn på kulturlivet, herunder musiklivet. Når du i følge talrige interviews som nybagt minister hylder mangfoldighed og diversitet, må dette følges med en respekt for de forskellige musikøkologiers meget forskellige livsvilkår, herunder økonomiske vilkår. Derfor er et ‘krone til krone’ retfærdighedsprincip i denne sammenhæng ikke det samme som demokratisk retfærdighed. Denne må komme til udtryk ved en demokratisering af tilgangen til kulturen i al dens mangfoldig.
Ellers er der en stor risiko for, at din Marshallplan lige som dens historiske forbillede graver grøfter og skaber splid. Og det uden samtidig at have penge med…
Så mit håb og min opfordring til dig som kulturminister er: tænk dig rigtig godt om inden du tæller til 90.
Niels Rosing-Schow
Kommentar
Af: Anonymous
Jeg synes at Uffe Elbæk er inde på noget helt rigtigt.
Her tænker jeg ikke på måden kulturpengene skal fordeles, men på det principielle i fordelingen. Det er en god ide at se på hvor mange penge et symfoniorkester koster sammenlignet med hvor mange koncerter man får ud af det. Fx.
Jeg kan ikke se noget argument for ubetinget støtte til store institutioner som symfoniorkestrene. Hvis disse store og krævende orkestre skal financières med offentlige midler må det være fordi de gør noget som er kunstnerisk vigtigt.
Jeg er sikker på at de midler man bruger på at holde gang i et symfoniorkester vil give mange flere koncerter og skaffe arbejde til mange flere end 90 musikere hvis de fordeles på andre typer orkestre.
Jeg er også overbevist om at mange musikere der i dag spiller i symfoniorkestrene ville være lykkelige over at kunne leve som kammermusikere.
Elbæks ideer bør ikke skyde gang i rygmarvs reaktioner. Det er vigtigt at se hvad der er brug for i musiklivet i dag.
Det er fx indlysende at man med samplere og forstærkede instrumenter kan opfylde en stor del af den rolle som tidligere varetoges af store orkestre.
Det er også iøjnefaldende at symfoniorkestrene spiller musik skrevet for indtil 100 år siden og at de kun undtagelsesvis og under massiv modstand spiller nyskreven musik - og det endda musik der ikke må inddrage vor tids instrumenter. Et museum med andre ord.
Jeg synes med andre ord at det er malplaceret at DKF på linie med DMF straks kaster sig ud i et forsvar af de store institutioner i stedet for at tage med kyshånd mod en kulturminister som faktisk har nogle store og præcise ideer med kunsten i samfundet.
Som sagt tror jeg at de forslag som Elbæk kommer med kan vise sig at indeholde store fordele for flere DKF og DMF medlemmer end dem som vil tabe på det.
Flere musikere vil kunne arbejde med den musik de kan lide, flere vil komme i arbejde, der vil kunne laves mange flere koncerter.
Så DKF, lad os nu tænke os lidt om og gå ind i en konstruktiv dialog.
Hasse Poulsen, DKF
Kommentar
Af: Rune Glerup (not verified)
@Hasse Poulsen: Sampleren blev opfundet før jeg blev født, og forstærkning af instrumenter fandt man på endnu tidligere, og selvom disse opfindelser er yngre end symfoniorkestret, hører de for mig stadig til fortiden. Jeg benytter mig selv af ny teknologi i min musik, og for tiden arbejder jeg på IRCAM hvor jeg har adgang til den nyeste. Det er dog min opfattelse at ny musik i højere grad er et resultat af hvordan man bruger de tilgængelige midler, og i den henseende kan et nyt værk for symfoniorkester i æstetisk henseende være meget nyere end et værk som benytter sig af det nyeste nye stykke teknologi. Derfor mener jeg at et symfoniorkester stadig har sin berettigelse i musiklivet på lige fod med samplere og deslige, og jeg har svært ved at se hvordan det skulle være indlysende at orkestret skulle kunne erstattes af disse. Historisk set har symfoniorkestret både repræsenteret det gamle og det nye. Det der idag er gammelt var nyt engang, og dengang det var nyt var det endda ofte kontroversielt og gav anledning til fiasko'er og skandaler. Idag hører nogle af disse værker til dem der bliver anset for at være mesterværker, og som bliver spillet jævnligt i alle koncertsale. Men det er som om de danske orkestre i de seneste par år har glemt det, for der bliver ikke længere spillet meget ny musik på orkestrenes koncerter. På den ene side er det jo dejligt for orkestrene, for det betyder at fiasko'erne og skandalerne udebliver (og billetsalget ikke går for meget ned). Tilgengæld er det nok temmelig sikkert at mesterværkerne på den anden side også udebliver. Med tiden vil det altså tage livet af orkester-institutionen og forvandle den til et "dødt" museum. Når bla. DKF alligevel går ud og forsvarer orkestrene, tror jeg det er fordi man nærer et håb om stadig at kunne råbe dem op. Orkestrene er stadigvæk vigtige for den ny musik, ligesom den ny musik er vigtig for orkestrene. Hvis man kan få orkestrene til igen at spille ny musik, og gerne på en mere dedikeret måde, så vil orkestrene også få en større kulturpolitisk relevans og værdi.For komponisterne er orkestrene også vigtige som den største platform for udbredelsen af deres musik, for der ER en forskel på at få sin musik spillet i LiterturHaus for 20 mennesker, og i en koncertsal for 1500 mennesker. Jeg tror det er fordi en forening som DKF stadig ser orkestrene som samarbejdspartnere, at man også forsvarer dem. Hvis man på et tidspunkt hos DKF vurderer at orkestrene ikke længere spiller DKF's medlemmers musik (og altså ikke længere deler kulturområde med DKF), så er det også klart at man må overveje om det har nogen relevans at støtte orkestrene, for så befinder man sig jo pludselig i en situation hvor man repræsenterer hvert sit kulturområde som skal kæmpe om den samme pose penge. Men der er vi ikke endnu, og så længe vi ikke er der, tror jeg det er rigtig at søge en dialog med orkestrene om et fælles kulturområde, som man sammen kan styrke, for det fælles bedste: for orkestrene og den ny musik, og så ellers gøre opmærksom på vigtigheden af det – for kulturministeren og for alverden.
Kommentar
Af: Anonymous
Selvfølgelig skal vi ikke miste nogen af vore symfoniorkestre, som er vigtige centre for udbredelsen af og udviklingen af den klassiske musik!
Men det er vigtigt at råbe op om, hvor svært det er at skaffe penge til opførelser af ny musik generelt. Der er blevet strammet år for år, så vilkårene for de små aktører er blevet på det nærmeste umulige. Jeg iler med at understrege, at det er pengene, der er i krise - ikke kreativiteten.
Jeg læste for kort tid siden i en avis, at en rockgruppe havde været i "træningslejr" i et helt år uden at være i stand til at finde på en ny melodi til et planlagt nyt album. Denne vanskelige situation blev understreget af bemærkninger om, at nogle amerikanske videnskabsmænd gennem deres forskning havde fundet ud af, at musikernes situation var fuldt ud forståelig, idet de melodier, der findes, allerede ER skrevet. Der er med andre ord ikke noget nyt at skabe.
Såfremt dette er rigtigt, hvis rockmusikerne ikke kan finde på nyt, så stander riget, dvs. rockmusikken, i våde. Det er ikke noget, flere penge til rockmusikken kan rette op på. Rockmusikken vil ende som museumsmusik. Hvad vil kulturministeren mon gøre ved det?
Jeg kan til gengæld afsløre, at den klassiske musik ikke har et sådant problem. Hver dag skrives der ny og spændende musik af de klassiske komponister både i Danmark og i andre lande. Her er der ingen kreativ krise. Her skabes det nye, som på et tidspunkt kan være med til at hive Danmark ud af den økonomiske krise.
Men der er en anden krise, nemlig fødekædens, idet den klassiske musik og den klassiske kultur og dannelse er blevet fravalgt i undervisningen i stort omfang. Dette betyder, at der er et stort "hul", som det vil tage mange år at fylde ud. I stedet henter orkestrene i stort omfang musikere udefra. Mange kor mangler også sangere. De dårligere uddannede danskere kan så gå arbejdsløse. Hvor festligt er det? Undervisningsministeren må gerne se på dette problem.
Man må håbe, at kulturministeren får øje på relevansen af at støtte den nye klassiske musik, med andre ord ser det udviklingspotentiale, som ligger i den og som fremtiden ligger gemt i.
Som det er nu, er det tale om en accellererende strangulering.
Birthe Baxter
Manager, cand. jur.
Forretningsfører for Vesterbro Komponistforening
Kommentar
Af: Anonymous
Wowza, problem solved like it never hpapeend.
Kommentar
Af: Anonymous
c2lrWO wfpnbbsfcnfo