John Frandsen uddannelsesmæssige baggrund er bred. Han tog hovedfagseksamen i musik fra Århus Universitet i 1982 fulgt året efter af en kirkemusikalsk diplomeksamen fra Det Jydske Musikkonservatorium, som igen fulgtes op af diplomeksamen i komposition sammesteds (1985) efter undervisning af Hans Abrahamsen og Karl Aage Rasmussen. Senere (1991-1994) suppleredes disse eksaminer med dirigentstudier ved Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.
Allerede inden studierne afsluttedes, var John Frandsen lærer ved Musikvidenskabeligt Institut på Århus Universitet (1978-1983), ved Det Jydske Musikkonservatorium (1980-1996) og ved Det Fynske Musikkonservatorium (1997-1999), hvor han underviste i komposition.

Siden da (1999-2008) fungerede han som formand for Dansk Komponistforening med alt, hvad det medfører af bestyrelsesarbejde. Herudover har John Frandsen et dagligt virke som praktiserende musiker; dels som organist ved Stavnsholtkirken i Farum, dels som dirigent for kammerkoret Convivum, som han i 1998 stiftede sammen med organistkollegaen Allan Rasmussen.

Alle disse gøremål ville hos mange andre komponister medføre et drastisk fald i den kompositoriske produktivitet. For John Frandsen er dette ikke sket. Samtidig med sine mange hverv har han opretholdt en imponerende produktion. John Frandsen magter, ud over at udføre alle disse forskelligrettede aktiviteter, at lade dem spille sammen og danne netop den frugtbare baggrund, på hvilken hans musik kan folde sig ud.

 (2004)

John Frandsen har skrevet en del vokalmusik, solo- såvel som korværker. De vigtigste titler indenfor denne genre er Blake-cyklus'erne Songs of Innocence (1984) og Songs of Experience (1991) for sang og guitar, Seven Silly Songs (1987) for mezzo og guitar, Winternächte (1989) for mezzo og bratsch og Fons Amoris (1998) for kor a cappella.
En del værker er kirkelige, heriblandt Stabat Mater (1986) for tenor/sopran og orgel, Magnificat (1990) for dobbeltkor og Messe til det nye Årtusinde (1999) for soli, kor, orgel og orkester, som uropførtes i Århus Domkirke nytårsnat 1999/2000.
Fra de seneste år stammer to større latinske motetter med tekster fra Davids Salmer, Benedic Domino (2006) skrevet til hans eget kammerkor Convivium, De Profundis (2007) skrevet til Vokalgruppen Ars Nova, og The Divine Zoo (2010) til DR Pigekoret.
I november 2010 afsluttede han arbejdet på et “Requiem”, som er bestilt af DR Radiosymfoniorkesteret til planlagt uropførelse i sæson 2012/13.

Også i instrumentalværkerne spiller det sangbare, melodiske element en fremtrædende rolle. Det gælder i udpræget grad i de tidlige værker som String Song (1980) for strygekvartet, blæserkvintetten Avers/Revers (1985) og Nature morte (1986) for guitar solo. I senere værker er den melodiske gestik mere brudt og fragmentarisk - f.eks. i symfonien Dæmonernes Dans (1988), strygekvartet nr. 2 Danse macabre (1991) og cellokoncerten Salme til Isdronningen (1999).

Læs mere om cellokoncerten her

Ofte leges med associationer til kendte musikalske genrer og stilarter. Det giver til tider musikken et tvetydigt og underfundigt udtryk. Det gælder f.eks. Variations on a Falling Star (1996) for kammerensemble, der er udformet som en række variationer over en kendt Disney-melodi, og i Playtime (2007) for strygerorkester, der leger med blues-fragmenter. Også det abstrakte instrumentalteater har haft hans interesse, hvilket bl.a. kommer til udtryk i blæserkvintet nr. 2 De/cadences (1987) og i Askefuglen (1992) for kor og bånd.

Som operakomponist har John Frandsen gjort sig markant gældende. I maj 1995 uropførte Musikteateret "Undergrunden" hans opera Amalie baseret på Amalie Skrams forfatterskab. En del af musikken herfra indgår i Amalie suite for kammerorkester. I 1997 uropførtes hans monodrama Dronning Boudicca på Den Anden Opera, og i 1998 påbegyndte han arbejdet på en operatrilogi baseret på Svend Åge Madsens roman Tugt og Utugt i Mellemtiden, et projekt der blev realiseret i samarbejde med Århus Sommeropera. 1. del uropførtes i sommeren 1998, og 2. del to år senere i 2000. 3. del fik sin urpremiere i august 2004 i forbindelse med en samlet opførelse af hele trilogien.

I sommeren 2001 uropførtes kirkeoperaen Undermålerne til tekst af Ivar Gjørup, forfatter af tegneserien "Egoland". Og 15. marts 2003 havde Det Kgl. Teater urpremiere på hans første store symfoniske helaftensopera I-K-O-NTM med libretto af Sanne Bjerg og i Peter Langdals instruktion. Tugt og Utugt blev præmieret af Statens Kunstfond i december 2004 og Reumert-nomineret i marts 2005.

Læs mere om John Frandsen operaer her

Stilhed.
En trinvis stigende bevægelse i bratsch.
C-dur.
Piano pianissimo.
En harpeflageolet afrunder delikat første frase.
Stilhed, ny frase.
En klarinettone klinger med, men opdages egentlig først, da den som en rumklangseffekt bliver hængende på en tone som bratschen netop har forladt. En fløjtetone dukker frem af melodikken, som en tone der sidder fast, før den igen glider ind og bort i melodiforløbet. Nu dukker også et horn op langt borte, og andenviolinerne sætter an med bratschens tema, blot en sekund højere, og langsomt, langsomt udfoldes en fuga, der ud af strygernes melodik langsomt lader resten af orkesteret tone frem.

Det er smukt og dragende. Musikken strømmer i en flydende u-metrisk bevægelse af næsten umærkeligt skiftende nodeværdier. Hele tiden lokker orkestrationen nye farvetoner frem. Hele tiden kan man følge musikkens forløb. Men musikken er ikke kun imødekommende. Der er en uafvendelighed over forløbet, som hviler en ubønhørlig skæbne over værket. Noget er sat i gang, som uafværgeligt vil blive ført til ende….

Således kunne man beskrive indledningen til John Frandsens Cellokoncert fra 1998, Salme til Isdronningen, der uropførtes af Svend Windslev og Odense Symfoniorkester januar 1999. Værket for fuldt symfoniorkester med en samlet spilletid på godt 18 minutter er blot et af flere stort anlagte værker, som John Frandsen har skrevet indenfor de sidste tre år. Trods sine små tyve minutters spilletid er cellokoncerten faktisk et af de korteste af disse værker – om end langt fra et af de mindst betydende.

I cellokoncerten samler Frandsen trådene fra de ca. 26 år, han har været aktiv som komponist. Vi finder naturligvis komponistens hyppigst omtalte kendemærke, den sangbare melodik, som gennemsyrer værket hos såvel solist som orkester. Men også komponistens klangsans er her i fuld udfoldelse samt – ikke mindst – hans stringens. For bag lyrikken og den umiddelbart indtagende musik ligger der altid en stram struktur af præcist formulerede gestalter, der i deres bevægelser ofte har en indbygget dynamisk logik, der ufravigeligt tvinger musikken videre, fremad mod næste billede. […]

(Ovenstående er uddrag af en artikel om John Frandsen. Den fulde tekst kan læses her)

(2000)

[…] John Frandsens evne til at give stemninger præcist musikalsk udtryk kommer i særlig grad til udfoldelse i hans store operaproduktion. Fire operaer er det indtil videre blevet til, hvoraf alene de tre er komponeret siden 1997!

Ældst er Amalie Lever fra 1984, som i 1995 udsattes for en større omarbejdning, der også greb ind i selve navnet. Den hedder nu rent ud Amalie.

Boudicca, som komponeredes i 1997 med forlæg i historien om den keltiske dronning, der trodser romernes fremmarsch, er som opera noget af et vovestykke. Der er kun én medvirkende, dronning Boudicca, som i 70 minutter alene gennemlever sit endelige nederlag akkompagneret af blot slagtøj, guitar og saxofon. Det lykkes her Frandsen at komponere et forløb, der såvel musikalsk som dramatisk med få, men præcise, virkemidler formår ikke bare at fastholde publikums opmærksomhed, men også efterlade det dybt berørt af dronningens tragedie.

I de følgende operaer foldes Frandsens talent for alvor ud. De er begge dele af et ambitiøst projekt, hvis lige ikke er set før på dansk grund. John Frandsen har skabt en operatrilogi over Svend Åge Madsens legendariske roman Tugt og Utugt i Mellemtiden. Og skal man tage afsæt i første del, er der tale om et gennembrud for præcist formuleret, sangbart genkendelig opera i Danmark.
Anden del er mere neddæmpet, mindre sprudlende end første del, hvilket dels hænger sammen med librettoen, men nok så meget med det faktum, at alle tre dele er tænkt som sammenhængende. Konceptet er, at de opføres alle tre i et samlet forløb. Og da er det vigtigt at de, som en stor symfoni, forholder sig psykologisk til hinanden og medtænker behovet for indbyrdes kontrast. […] 

(Ovenstående er uddrag af en artikel om John Frandsen. Den fulde tekst kan læses her)

(2000)

[…] Som mangeårig kordirigent har John Frandsen et tæt forhold til kormusik, som er fyldigt repræsenteret i hans værkliste. Derudover har Frandsens virke som organist naturligt ledt ham til den store produktion af liturgisk musik, som afspejles af værklisten. Værkerne er imidlertid kun i mindre grad skrevet til eget brug. De væsentligste af værkerne inden for genren er bestillinger til markante manifestationer af ny kirkelig musik. På dette område har Frandsen markeret sig som sin generations betydeligste skikkelse i dansk musik.

Således er f.eks. Stabat Mater for tenor og orgel (1986) bestilt af Sorø Orgelfestival, og det var John Frandsen Amager Musikfestival i 1992 henvendte sig til ved bestillingen af Det evige Halleluja, en 50 min. lang kantate til 14. søndag efter trinitatis for sopran, alt, blandet kor, recitation og orgel, ligesom også Dansk Kirkesang ønskede at markere deres jubilæumskoncert i 1997 med en John Frandsen-bestilling: Talsmand som på jorderige for blandet kor a cappella. Men den mest markante manifestering af ny liturgisk musik udgør nok bestillingen til fejring af Folkekirkens 150-års jubilæum, som resulterede i Nu blitzer Åndens hvide lys, 10 variationer for orgelsolo med afsluttende koralsats ad lib. (1999), som opførtes samtidig i over hundrede kirker landet over på selve jubilæumsdagen.

Og da årtusindeskiftet skulle have en liturgisk fejring var det indlysende også John Frandsen, der måtte være manden til opgaven. Det resulterede i nok et imponerende storværk fra en periode, hvor Frandsen foruden at skrive operaer, kammermusik og fungerende som formand for Komponistforeningens bestyrelse fandt kræfter til at skrive den 45 min. lange Messe til det nye Årtusinde for fem solister, kammerkor, herrekor, stort kor, messing, kammerorkester og orgel, som uropførtes i Århus nytårsnat ved overgangen fra 1999 til 2000. […] 

(Ovenstående er uddrag af en artikel om John Frandsen. Den fulde tekst kan læses her)

(2000)

Se komponistens eget website

Se komponistens eget website

Se komponistens eget website