Så blev folketingsvalget udskrevet. Valgkampen er i fuld gang og er gået ind i sin afsluttende, hektiske fase. I realiteten har vi haft valgkamp i de seneste mange måneder. Det altoverskyggende valgtema er økonomi, som vi efterhånden har hørt det til bevidstløshed. I blokkenes kamp om at bevise modpartens økonomiske uansvarlighed fremad- eller bagudrettet, eller begge dele, har der – indtil videre – ikke været nævneværdig plads til at diskutere kulturpolitik.

Men lad os nu forestille os, at kulturen stod højt på den politiske agenda. Så er der mindst to påtrængende temaer, hvor der ligger nogle vigtige valg forude.

I. Musikundervisning

Det er blevet mere og mere tydeligt at musikundervisningen i folkeskolen og musikuddannelserne styrtbløder og har gjort det længe. Det er senest dokumenteret i en rapport fra DPU, redigeret af Frede V. Nielsen: Musikfaget i undervisning og uddannelse. Status og perspektiv 2010. (Musikpædagogiske Studier, DPU. Oktober 2010). Talen er klar i denne rapport, og konklusionen er dyster: “Samlet set er det et overvældende billede af reduktion på så at sige alle fronter, der tegner sig. På nogle områder er der tale om forhold, der må karakteriseres som ødelæggende.…

… Musikfaget i undervisning og uddannelse står ved en skillevej, hvis det

skal bevare og udvikle sin faglige identitet på en for faget troværdig måde. I

et videre perspektiv er det hele vores musikkultur, der er i spil.”

Men bliver der ikke diskuteret kultur i valgkampen, kan man så ikke sætte sit håb til den uddannelses dagsorden, der heldigvis (sporadisk) er til stede? Desværre nej, for den handler ikke om de æstetiske fag, f.eks. musikundervisningen. Regeringens dispositioner har f.eks. givet sig udslag i en kraftig  reduktion af uddannelsen af musiklærere. Til illustration kan blot henvises til faldet i fastansatte musikundervisere ved professionshøjskolerne – altså de der skal uddanne musiklærere – som siden 2002 er faldet med 59% (fra 72 til ca. 30).

“Vi skal leve af uddannelse og kreativitet i vidensamfundet”, siger vores politikere. Derfor har opkvalificering af folkeskolens elever har været en mærkesag for den (endnu) siddende regering med nationale tests og ‘rating’ af alle  skoler i et landsdækkende register. Men ‘de skæve tal fra Pisa’ viser, at det går den forkerte vej trods denne satsning på de boglige fag på bekostning af f.eks. musikundervisningen.

Det hænger ikke sammen

Kreativitet er i vidensamfundet en nødvendighed inden for alle fagligheder, for det er jo netop den vækst og udvikling, som skabes i kraft af innovation og hittepåsomhed, vi skal leve af. De såkaldte kreative brancher er nogle af de brancher, der har fastholdt den kraftigste vækst trods økonomisk krise. Desværre er dette felt fraværende i vores politikeres vækststrategier. De æstetiske fag, herunder musik, har en århundrede lang tradition for at håndtere skabende arbejdsprocesser. Kunstneriske fags gavnlige indvirkning på læringsprocesser og sociale kompetencer hos børn og unge er for længst påvist. Trods dette afsnøres disse fag i stigende grad fra skolens læringsrum.

Valget

Vi står over for et valg om, hvorvidt musikundervisningens negative spiral skal have lov til at fortsætte sit amokløb, eller om der skal sættes en stopper for den katastrofale nedtur, før det er for sent.

II. Kunststøtte

Kunststøtten har været til debat i agurketiden. Dette emne popper jævnligt op i den stille sommertid, men i år er debatten aktualiseret af det pågående arbejde om kunststøttestrukturen i det såkaldte Lars Liebst-udvalg. Udvalget forventes at barsle med en ministerrapport i disse dage, primo september 2011. Uanset at den sandsynligvis ryger i skuffen, idet en ny kulturminister (uanset regeringens farve) ikke behøver at føle sig forpligtet af sin forgængers bestillingsarbejde, så kan rapporten sagtens rumme ideer, der vil påkalde sig debat og stillingtagen.

Jens Chr. Grøndahls kritik

I det lys er Jens Chr. Grøndahls seneste indlæg i sommerdebatten d. 28. august i Politiken veltimet. I denne kronik nedtones hans fortørnelse over ikke selv at være blandt de tilgodesete i støtten fra Statens Kunstfond til fordel for en mindre personfikseret, mere substantiel og kritisk-analytisk tilgang til det statslige kunststøttesystem.

Med afsæt i sin egen kunstform, romangenren, skriver han bl.a. “Dens [kunstens] kvalitet afhænger hverken af dens nyhedsværdi eller dens oprørske potentiale, og humanismens dannelse er i mellemtiden blevet oversvømmet af massekulturen.” Meget antydes forandret med ‘massekulturens’ fremtrængen, men trods et halvt århundrede med en statslig kunststøtte efter Julius Bomholts model er der visse ting, som ikke har ændret sig en tøddel: “Meget af kunsten er stadig marginaliseret. Mange kunstnere deler stadig avantgardismens latente foragt for publikum. Og smagsdommere i Kunstfonden foretrækker den kunst, som de kan få øje på gennem postmodernismens meget smalle vinduer.” Så kort fortalt er det stadig den kunst, der lider af publikumsforskrækkelse, som nyder godt af den statslige kunststøtte. Skulle det være et kvalitetskriterium? spørger Grøndahl.

Han har nogle forslag: hvis man insisterer på at skabe sin kunst (som romanforfatter) uden at skele til dens mulighed for at generere indtægter, må man være indstillet på at tage et job ved siden af. Og kunstfondens forskellige tremandsudvalg bør lufte ud i deres “stuefims” ved at inddrage andre eksperter, f.eks. fra udlandet eller “med indsigt i den kulturelle markedsplads, hvor kunsten møder publikum.”

Men inden man drager konklusioner som disse, er det måske væsentligt at dvæle lidt ved den forandring, som kort affærdiges med den malende metafor om massekulturens oversvømmelse af den humanistiske dannelse. Bag denne flotte formulering gemmer sig  dybtgående teknologiske og sociale forandringer, som afgørende har ændret publikums måder at forholde sig til kultur.

Kulturens nye paradigme

Tidligere oplevede vi vores identitet grundfæstet i vores arbejdsliv og nationale tilhørsforhold, mens deltagelsen i kulturelle aktiviteter var et ornament på tilværelsen, som altovervejende dyrkedes i fritiden. I de senere år er dette billede skiftet radikalt. Vi lever i et flerkulturelt samfund, hvor national enhed er et postulat, homogeniteten er borte. Vi tilhører alle en social undergruppe.

Jobbet som identitetsskabende centrum har mistet sin betydning. Kulturen træder ind som meningsskabende faktor og som middel til at skabe og artikulere vores identitet og tilhørsforhold: vi vil udtrykke vores holdninger, vores identiteter, ja, i princippet hele vores liv med vores valg af den kultur, vi opsøger og deltager i. Og vi vil gerne have nuancer og diversitet, vi springer fra niche til mainstream uden skrupler, vi opsøger mange forskellige fællesskaber, både i cyberspace og i ‘real life’.

Kommunikationen på nettet og den umiddelbare adgang til og udveksling af kulturudbud fra hele verden har ført til en hidtil uset kulturel diversitet og øget kulturel indflydelse. Kulturelle udtryk har stadig voksende betydning for skabelsen af individuel identitet og/eller for skabelsen af identitets- eller interessebaserede netværk og fællesskaber. Kulturforbruget (i videste forstand) er eksploderet og i fortsat stigning. I dette lys er det værd at notere sig, at et bredt sammensat befolkningsflertal går ind for at bevare den offentlige kunst- og kulturstøtte som et samfundsgode (jf. Politiken d. 31. august).

Armslængde og faglig integritet

Vi roser os af et kunststøttesystem, præget af armslængde og faglig integritet. Men kan det tænkes, at disse kvalifikationer har mistet deres relevans eller skal omtænkes i en kulturel virkelighed, der er langt fra den, som herskede for 50 år siden, dengang principperne for vores kunststøttesystem så dagens lys? Er den faglige kvalitetsdiskurs blevet et udtryk for kunsten isolation i forhold til det omgivende samfund? Er armslængde-afstanden til og fra de kulturpolitikere, som udstikker kunst- og kulturlivets økonomiske rammer, blevet så lang at politikerne ikke føler sig i trit med kunststøtten, oplever systemet for tungt og kortslutter det, så snart det er muligt? Er vores højt besungne kunststøttesystem stadig det mindst ringe, også til at håndtere kulturens nye paradigme?

Valget

Her står vi igen over for et vigtigt valg. Det handler om, hvorvidt kunststøttesystemet skal fortsætte mere eller mindre uændret, eller om det skal revideres afgørende. Og i givet fald hvordan og hvornår og sidst, men ikke mindst: af hvem.