Al musik har været ny engang. Selv de par hundrede klassiske standardværker, som præger de danske landsdelsorkestres repertoirer. At bunken er blevet vendt igen igen kan man hurtig overbevise sig om ved at studere de danske orkestres abonnementskoncerter i deres nys offentliggjorte farvestrålende og appetitlige sæsonbrochurer.

Der er bestemt mange interessante tiltag, outreach mod nye publikumsgrupper gennem børnekoncerter og nye formater, f.eks. Sjællands Symfoniorkesters 60 minutes med imødekommende, brogede programmer især for de, der endnu har orkesteroplevelsen til gode. Men hvordan står det til med kerneydelsen, selve repertoiret? Hvad får vi her for de mange offentlige støttekroner?

I landsdelsorkestrenes kapitel af Lov om musik § 4, stk. 2 fremgår det bl.a.,

- at det er orkestrets hovedopgave at afholde orkesterkoncerter omfattende et alsidigt repertoire af såvel ældre som nyere og nye musikalske værker, herunder nordiske og i særdeleshed danske værker, der er komponeret efter år 1900…

Dette er en udtrykkelig betingelse for at orkestrene kan modtage statsstøtte.

Man kan bemærke, at det, der karakteriseres som nyt eller nyere kan have op til 111 år på bagen! I hvilke andre sammenhænge karakteriserer man noget som nyt eller nyere med mere end 100 år på bagen? Lad os blot blive inden for kunstens verden, vil vi kalde en roman fra f.eks. 1900 for ‘nyere litteratur’ (eksempelvis Johs. V. Jensen: Kongens Fald?) Men lad nu det fare. Hvordan går det så med alsidigheden hos orkestrene, som altså skal indbefatte det nyere og nye repertoire, i særdeleshed danske værker?

Lad os først tage et smut til Norge. Der er også en række statsstøttede orkestre. Også de har en forpligtelse til at tage sig af den nationale kulturarv, inklusiv den nutidige. Norsk Komponistforening har undersøgt hvordan det står til. Af den grundige udredning, som blev offentliggjort i marts i år fremgår det, at knap ti procent af de fremførte værker var af norske komponister og kun fire procent var nye norske værker.

Om denne – set med den norske samtidsmusiks briller – triste statistik udtaler Geir Johnson, tidligere leder af Ultima festivalen: “Jeg mener at udredningen viser at der ikke findes en tænkning vedrørende programarbejdet. Det arbejdes ikke seriøst nok med programmerne. Sådan som jeg forstår orkestrenes opgave, kan jeg heller ikke se at de opfylder kravene fra Kulturministeriet om at forvalte deres ansvar over for norsk musik.” (se www.musikk-kultur.no/nyesider/artikkel_1.asp?id=1080)

Hvordan står det så til her til lands? Her er ikke som i Norge en grundig, aktuel undersøgelse og udførlig statistik at støtte sig til, men på grundlag af orkestrenes kommende sæson er det svært at påstå, at de lever op til lovens ånd og bogstav. Den nyere danske musik er måske nok sporadisk repræsenteret (især med Carl Nielsen – hvor alsidigt er det?). Men med den helt nye musik står det skralt til. Tre orkestre spiller ingen nye danske værker (forstået som værker af nulevende danske komponister) i deres ordinære abonnementssæson, mens to orkestre spiller fra 1 – 3 nye værker.

Resultatet er, at det lokale orkesterpublikum paradoksalt nok er det sidste til at opleve orkestermusik af de danske komponister, som i disse år fejrer triumfer i udlandet: Simon Steen-Andersen, Jexper Holmen, Bent Sørensen, Per Nørgård, Poul Ruders, Hans Abrahamsen m.fl.

Man må, ligesom nordmændene, spørge sig selv om årsagen er programrådenes manglende kendskab til nyt dansk repertoire eller om det er stjernedirigenternes, og ditto solisternes samt deres impresarioers magt over repertoirevalget eller den hæmningsløse økonomiske bundlinjefokusering, som har præget kulturpolitikken i de senere år, der bærer hovedansvaret. Meget taler for, at det er en kombination af disse faktorer.

Landsdelsorkestrene som helhed er med deres kommende abonnementskoncerter på vej til at blive kustoder i en musikalsk verden af i går med hastigt tab af deres kulturpolitiske legitimitet som forvaltere af også en nutidig kulturarv til følge. ‘Outreach-projekter’ er gode og nødvendige, men det er ikke nok at tale et symbolsprog, som mangler forbindelse til nutiden. Man må have noget vedkommende at række ud med. Og man må have et mål, der rækker længere end at undgå underskud på den næste koncert.

Man kunne selvfølgelig bede Kunstrådet på vegne af Kulturministeriet om at træde i karakter og leve op til deres tilsynsfunktion, som så åbenbart er sat på stand by. Men der er nok mere perspektiv i en bredere dialog. Det er på høje tid at orkestre, komponister, forlag, musikuddannelser, offentlige tilskudsmyndigheder så som Kunstfond og Kunstråd i fællesskab påtager sig et ansvar for at udvikle dansk orkesterkultur.

Til glæde for et nysgerrigt publikum. For den musik, der er ny i dag, er som bekendt den klassiske musik af i morgen.