Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil
Af: Ursula Ankjær Olsen

Liv og musik

 

Både ja og nej

Det har altid været nemt og bekvemt at sætte folk i bås, at ”ordne” dem så at sige. Det sker både af pædagogiske årsager og af trang til at vide, hvad man taler om, men det lader altid billedet ufuldstændigt. En af de danske kunstnere, som har fået tildelt en af de mere markante masker af samme ufuldstændige beskaffenhed er Pelle Gudmundsen-Holmgreen, og et billede, man ofte møder af ham, er portrættet af en nej-siger, en anti-ekspressiv, anti-virtuos og anti-romantisk Rasmus Modsat, en pessimist, som ikke tror på store metafysiske ord og smukt udarbejdede sammenhænge. Og dette billede, som Gudmundsen-Holmgreen også selv har bidraget til, borges der da også umiddelbart ganske godt for med hans erklærede kærlighed til den Beckettske absurdisme og med tilhørsforholdet til den såkaldte musikalske konkretisme, som i komponistkollegaen Henning Christiansens manifeste formulering skærer musikken ned til udsagnet: ”en lyd er en lyd”. Og dermed basta! Men, det kan vist ikke være det hele… 


En dansk komponist skal engang have sagt, at musik ikke kan sige ja og nej, men at den til gengæld kan sige både og. Disse få ord beskriver smukt det velkendte fænomen, at musik nok kan både ”sige” og ”tale”, men at den (heldigvis!) hverken siger eller taler på en begrebslig eksakt måde. Det sjove er bare, at der findes tonesprog, som trods disse ords ubetvivlelige sandhed på en eller anden måde alligevel formår at sige både ja og nej, og blandt disse tonesprog finder man faktisk Pelle Gudmundsen-Holmgreens. Er hans ”nej” eller hans modvilje, fremtrædende, så er den det dog ikke så meget, at det får ham til at holde kæft, og det er lige netop kernen! Siger man noget, om end et nok så rungende NEJ, så har man også sagt i hvert fald et lille ja til at være her og være med i samtalen. Er Pelle Gudmundsen-Holmgreen pessimist, er han i hvert fald på sin vis også en ”mislykket pessimist”. 


Pelle Gudmundsen-Holmgreens verden rummer mange modstridende fænomener, ja’er og nej’er, på stort set alle niveauer i musikken: voldsom larm side om side med det næsten uhørlige; treklange side om side med ikke-tonalitet; nærmest monotone gentagelsesmoduler over for de mest overraskende indskydelser og en egen sans for teatralsk timing; streng og ”ren” konstruktivitet befriet for associationer i selskab med lystige melodier, ucensurerede og usmykkede banaliteter og spilleanvisninger, som fx tilskriver musikerne at spille ”amatør-agtigt”; en stærk og ofte grovkornet sans for komik eller ligefrem en forkærlighed for pinligheder parret med blottelser af den mest skrøbelige sårbarhed; enkelhed og klarhed i motiver og strukturer, fx ved symmetrisk udvalgte dele af det kromatiske rum, i kombination med en anarkistisk modvilje mod den stort anlagte ”runde” eller centrale form. 


Men disse kontraster alene sætter naturligvis ikke musikken i stand til at sige ”både ja og nej”; at man kan føle, at den gør det, skyldes dels, at alle disse modstridende udsagn får lov at leve deres eget liv side om side: udsagnenes klart konturerede forskellighed, ja’erne og nej’erne, bliver ikke tilpasset eller afstemt hinanden af musikkens konstruktive stilladser, men det helt afgørende er Gudmundsen-Holmgreens særlige brug af stemmer og instrumenter som selvstændige væsner.

For ligesom Gudmundsen-Holmgreens univers som helhed rummer store kontraster, så huser de enkelte værker en mangfoldighed af forskelligartede væsner, og netop gennem disse væsner genopfinder han stemmen som grundelement i musikken. 


Der er ganske vist ikke tale om den musikalske stemme i klassisk forstand eller i den absolutte musiks forstand, ikke stemmen i en ren polyfoni, kort sagt ikke den musikalske linie. Ej heller er der tale om retorisk velformede og velformulerede stemmer. Det er snarere stemmerne i alle deres mindre hørte, eller i hvert fald mindre ”veltempererede” former – som hviskende, som vaklende, som pludseligt følsomme, som kørende i tomgang, som søvnige eller dovne, som lystige eller inderlige, som voldsomt effektive og som udråbende sig selv i et overstadigt kaos. Ikke stemmen som et særligt kunstfærdigt middel til at udtrykke det gode, det sande eller det skønne, men stemmerne som de også er: både tvivlende, genstridige og legende. 


Hvad et sådant væsen og en sådan stemme er, kan man illustrere med en lille historie: den kunne fx handle om fagottens ensomme vaklen i værket Mester Jakob fra 1964. Først lægger man mærke til fagotten som noget konkret klangligt. Den er først lyd. Man lytter til selve fagottens klang, ikke til en linie spillet af en fagot, for den spiller netop ikke en rigtig linie, den spiller kun ganske få toner, og den spiller dem igen og igen. Men samtidig har Pelle Gudmundsen-Holmgreen spændt sine tråde ud: for pludselig fokuserer man på, at fagotten bliver ved. Det der gør dén til stemme er dens insisteren – trods dens vaklen: den bliver ved! Og det, at den bliver ved netop med at vakle, med at gå en tone op, så en tone ned, så lave et spørgende glissando, gør den efterhånden til et levende væsen; man kan simpelthen identificere sig med den! Uden store armsving, uden brug af de virkemidler som musikhistorien så ofte har brugt til at skabe udtryksfylde, er en stemme blevet til lige for ørerne af lytteren. En stemme, som trods sin vaklen siger ”ja, her er jeg”, som siger det, dén vil og lader de andre stemmer om at sige deres. 


Gudmundsen-Holmgreens stemmer finder deres ægthed og følsomhed i netop ikke at vandre ad ”ekspressivitetens” for længst nedtrådte stier. Pelle Gudmundsen-Holmgreen har ingen tillid til de store, smukke ord, til den svulmende patos som menneskeheden så ofte har udtrykt sig igennem – således har tutti’et hos Gudmundsen-Holmgreen oftest en snert af orgiastisk massevildskab; når stemmerne ikke får lov at tale hver for sig selv, så går de gerne amok i fællesskab! – men han kærer så meget desto mere om de små ords, det vil sige de små, måske ”tynde”, pibende, støjende eller traditionelt ikke-musikalske lydes liv og færden. 


Denne sans for at lade lydene – eller ”lydvæsnerne” – leve deres eget liv findes helt emblematisk fx i det berømte og berygtede værk Plateaux pour deux (1970) i kombinationen af den ”klassiske” ekspressive cello og det ”umusikalske” fjollede og energiske bilhorn.

Pelle Gudmundsen-Holmgreen har siden Mester Jakob i langt de fleste af sine værker dyrket en helt særlig præcis dobbelttydighed, som lader hans musik vrænge ad sig selv, sige ”hold kæft” til sig selv, selv om den ikke desto mindre klinger og er nærværende. Den kan sige ”Ja, her er jeg” og ”Nej, det siger jeg ikke. Den siger ”Ja, her er jeg, ja det siger jeg faktisk”. Den siger ”Nej, jeg er her – i hvert fald næsten – ikke, men jo jeg siger noget alligevel”. Eller den siger ”Nej, jeg er her ikke (ikke så meget da)” og ”Nej, jeg siger heller ikke noget”.

I begyndelsen var tre toner

Pelle Gudmundsen-Holmgreens dannelse har da også været temmelig kontrastrig. Opdraget som han var i en verden af billedkunst – hans fader var billedhugger – havde han et naturligt tilhørsforhold til den arkaiske skulpturverden, mens han i ligeså høj grad fattede interesse for 1960’ernes kunstneriske eksperimenter, hvor fx Robert Rauschenbergs såkaldte combines inspirerede til at sætte de forskelligste elementer sammen uden at lade deres egen aura gå tabt. Også litteraturen i denne periode satte nye dagsordner. Gudmundsen-Holmgreen var optaget af fx Hans-Jørgen Nielsens konkrete digtning, hvor mønstre af ord afløste den klassiske modernismes eksistentialistiske etos. Og ikke mindst blev han dybt betaget af Samuel Becketts absurde romaner og dramaer.

Gudmundsen-Holmgreen gik på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i en tid, hvor den herskende stil var traditionalistisk, mens i hvert fald en del af den omgivende musikalske verden var i gang med en mere eller mindre dogmatisk forsagelse af enhver form for traditionelt tonesprog.

Gudmundsen-Holmgreen mødtes således af sin første lærer i komposition, komponisten Finn Høffding, med et krav om at arbejde med dét, som han, Høffding, opfattede som musikkens mindstedele, nemlig motiverne og melodierne. Gudmundsen-Holmgreen blev altså sendt hjem med den opgave at komponere så mange melodier som muligt med blot tre toner – det danske mådehold! – som udgangspunkt, mens han en halv snes år senere komponerede musik præget af den komplekse centraleuropæiske efterkrigstidsmodernisme og dens idéer om nye materialer og klange og dens tanker om helt nye konstruktive systemer for musikken – i fx værket Chronos (1962) tydeligt inspireret af György Ligeti. 


Som det imidlertid viste sig, blev det hverken i traditionalismen, serialismen eller den øvrige centraleuropæiske efterkrigstidsmodernisme, at Pelle Gudmundsen-Holmgreen fandt sit rette element. Det danske musikmiljø i midten af 1960’erne mønstrede overhovedet en lang række komponister, der ikke følte sig tiltrukket af den komplekse modernisme, men som heller ikke ønskede at ”vende tilbage”. Det brogede billede som disse komponister tilsammen udgjorde går oftest under overskriften ”den danske ny enkelhed” – enkelhed fordi man meget symbolsk sagt ikke længere ”forsagede treklangen” og fordi man fremdyrkede enkelhed og hørbarhed i strukturerne – og blandt dem finder man også Pelle Gudmundsen-Holmgreen. Alligevel er det karakteristisk, at Gudmundsen-Holmgreen fastholdt væsentlige elementer af både sin tidligste lærdom – de tre toner, enkelheden og mådeholdet – og af efterkrigstidsmodernismens struktur- og konstruktionsorienterede nytænkning.

I en musikalsk verden baseret på lydvæsner og stemmer er det måske ikke overraskende, at den vokale musik spiller en relativt stor rolle. Alligevel optræder den menneskelige stemme ikke for at ”hælde” ekspressivt indhold ned i værkerne, i hvert fald ikke i umiddelbar forstand. I de Tre sange til tekster af Politiken (1967) for alt og lille ensemble synges der til tre forskellige uddrag fra dagbladet Politikens forside og bagside den 10. december 1966, og alten fremfører disse ”nyheder” med en næsten koldsindig naivitet i ganske enkle tonale figurer, der følges slavisk uden hensyn til teksten, samtidig med at akkompagnementets hver for sig ganske enkle figurer blander sig i et tæt polyrytmisk mønster. Der er mange andre, men mest berømt og berygtet blandt vokalværkerne er måske alligevel Je ne me tairai jamais. Jamais. (1966) for kor, ensemble og oplæser til tekstuddrag af Samuel Becketts roman ”Den unævnelige”.

I dette værk synger koret udelukkende den ene sætning: “Jeg vil aldrig tie. Aldrig.” Den besværgende Beckett-sentens har en nærmest ligeså initial karakter for Pelles værk, som den har for Becketts, og den synges med vaklende, pibende stemmer (med mere eller mindre tillukket strube) der bare bliver ved og ved – akkompagneret af blandt andet en fræk mandolin, et hammondorgel og et par frygtindgydende skralder og jævnligt afbrudt af oplæseren, der fremsiger de udvalgte tekststykker fra romanen. Et stykke absurd drama i musik og et absolut hovedværk i produktionen.

Blandt Gudmundsen-Holmgreens øvrige hovedværker finder man Tricolore IV, Symfoni-Antifoni, Triptykon, Concerto Grosso og For cello og orkester, de to første for stort orkester og de sidste for orkester og henholdsvis soloslagtøj, strygekvartet og cello. Tricolore IV (1969) består stort set af blot tre forskellige klange – heraf naturligvis titlen – der afløser hinanden i vekslende mønstre, nemlig en Sus4 spredt ud over hele tonerummet i strygerne, en højt opbygget træblæserakkord og en enkelt tone, et g, i messinget. Det er blevet kaldt et storværk i den musikalske konkretisme på grund af sin nærmest outrerede enkelhed, men blot og bar associationsfri lyd er der nu ikke helt tale om. De tre klange har nemlig personlighed. Der er den åbne sitrende strygerklang, en nærmest Mahlersk ”’Naturlaut”. Træblæserklangen har et skær af noget jazz’et og messingblæserne trutter sejrrigt deres ene tone. Sidst får den ganske simple lille melodi i bratcherne i sidste sats det rene mønster til at vælte endegyldigt – for at åbenbare den skæreste og mest gribende poesi.

I Symfoni-Antifoni (1977), der indbragte komponisten Nordisk Råds Musikpris, spiller klaveret rollen som joker. Ud af dets ganske enkle tre-akkorders stemme vokser i anden sats, antifonien, den mest drillende rag-time melodi, som med sin banale glæde og evindelige kadencer bryder ind i den tilsyneladende orden og ender med at rive hele orkestret med i et gigantisk kaos af larm. I Triptykon (1985) er den strenge enkelhed tilstede på et helt overordnet plan, mens livfuldheden og overstadigheden bobler i det voldsomt virtuose slagtøjsparti. Storformen er nemlig bygget sådan op, at de to første satser, der er instrumenteret for henholdsvis strygere og blæsere, spillet samtidigt udgør tredje og sidste sats. 


Concerto Grosso (1990) må betegnes som Gudmundsen-Holmgreens mest komplekse for ikke at sige tætpakkede værk, og det værk, som ligger idéerne om en ”ny dansk enkelhed” fjernest, selv om han benytter sig af de samme typer konstruktive principper som i sin øvrige produktion. Han har selv beskrevet Concerto’en som ”Vivaldi på Safari”, og værket er da også en ren jungle spækket med de sære væsner som kendetegner hans univers. For cello og orkester (1996) er til gengæld en åbenbaring af både rå og sprød og skæv poesi. Skæv blandt andet fordi orkestret er ”væltet” – det består hovedsageligt af dybe instrumenter (der er således ingen violiner) – og poetisk mest af alt på grund af den lange ”Abgesang”, som lader tiden gå helt i stå i et mobile-agtigt gentagelsesmønster.

Tiden går ofte i stå, når man er selskab med Pelle Gudmundsen-Holmgreens poetiske væsner og inddraget i deres til tider tyste, til tider larmende verden af gentagelser, forskydninger og små skub. Af nogle vil dette måske blive betragtet som frustrerende, af andre som en entydig kvalitet, men sikkert er det, at væsnerne er der, og at de lever og ånder.

Ursula Ankjær Olsen

(Ovenstående tekst er venligst stillet til rådighed af Edition Wilhelm Hansen)

 

Værkliste

Værkliste fra komponistens eget website, efter SNYK's værkdatabase, Edition Wilhelm Hansen og Edition S; suppleret

1954

Variationer for cello solo
(cello)
Vandringen
(chorus)

 1955
Ouverture for strygere
(strings)

1957
Børneballet

Lamento for strygere, trommer og pauker
(timpani, percussionist and strings)

1958
5 sange
(flute and instruments)
Nonet

1959
2 Easy Pieces
(flute, violin and piano)
Forår
(soprano and piano)
Quartetto facile
(string-quartet)
String quartet nr.1
(string-quartet)
5 små studier
(string-quartet)
Vacuum
(2 tapes, violin, 4 winds)
Variationer for klaver
(piano)
8 Variations
(violin and piano)

1960
Lille Forspil
(piano, 2 violins and cello)
Den hvide hejre
(childrens chorus and female chorus)
Når solen stiger
(childrens chorus and female chorus)
En sød digter
(mixed choir)
2 Improvisations
(ensemble)
3 Small Pieces
(oboe, violin and piano)

1961
In Terra Pax
(ensemble)
Ebbe Skammelsøn
(chorus and orchestra)

1962
3 Epigrams
(piano)
Chronos
(Chamber orchestra)
Symfoni 1965
1962-1965 (Orchestra)

1964
Collegium Musicum Koncert
(orchestra)
Mester Jakob
(Chamber ochestra)

1965
Til Far
(ensemble)
Repriser
(Chamber orchestra)

1966
Symfoni på Rygmarven
(orchestra)
Segnali
(orchestra)
Je ne me tairai jamais. Jamais.
(choir, narrator and ensemble)
5 stykker for orkester
(orchestra)
Tricolore I
(orchestra)

1967
Tricolore II
(orchestra)
3 sange til tekster af Politiken
(1 percussionist, alto, guitar, violin, viola and cello)
Rerepriser
(chamber ensemble)
String Quartet nr.4
(string quartet)
Kanon for 9 instrumenter
(9 instruments lib.)
Tricolore III
(orchestra)

1968
Horisontale børn
(5 pianos and 20 instruments lib.)
Udstillingsbilleder
(piano)
Piece by Piece
(Chamber orchestra)
Variationer til Moster Rix
(Chamber orchestra)
3 satser for strygere og fåreklokker
(2 percussionists and strings)

1969
Kadence i 5 satser
- for harmoniorkester (wind orchestra)
Preludin og Fuck
(brass band, electric guitar and percussion)
Katalog og Koda
(wind orchestra)
Tricolore IV
(orchestra)
Konstateringer
(equal voices)

1970
Kvartet for 18
(ensemble)
Terrace in Five Stages
(woodwind-quintet)
I midten og ud
(ensemble)
Eksempler
(soprano, alto, tenor and bass)
Plateaux pour deux
(1 percussionist and cello)

1971
Mirror I
1971-1973 (tape)
Solo for electric guitar
1971-1972 (electric guitar)

1972
So Long
(electric guitar)

1973
Yes-No
(2 mixed choirs)
Spejl II
(orchestra)
Kong Kristian stod i et yndigt land
(ensemble)

1974
Spejl III
(organ)

1975
Re-Cycling
(ensemble)

1976
Rituelle danse (version 1)
(5 percussionists and electric guitar)
Rituelle danse (version 2)
(6 percussionists)
Songs Without
(mezzo-soprano and piano)
Lys
(soprano, alto, 2 tenors, bass and organ)
Den gamle mand
(2 flutes, harp, viola and cello)

1977
Passacaglia
(clarinet, piano, tabla, violin and cello)
Oktober
(ensemble)
Symfoni, Antifoni
(orchestra)

1978
Duo I - II
(bassoon and cello)
Din tavshed
(soprano and ensemble)
Præludium til din tavshed
(ensemble)

1979
Mosaik
(ensemble)
Trio
(violin, horn and 1 percussionist)
Near Still Distant Still
(violin, horn, piano)

1980
Spejlstykker
(clarinet, cello and piano)

1981
Flight
(flute, clarinet, cor and 6 percussionists)
Jubilemus
(male chorus, 2 trombones and counterbassoon)
Børn
(mixed choir, children's choir and ensemble)

1982
Step by Step (Stringquartet nr.5)
(stringquartet)

1983
Parting (Stringquartet nr.6)
(stringquartet)

1984
Parted (Stringquartet nr.7)
(stringquartet)
Børn på langs (til og fra Terry Riley)
(children's choir and instruments)

1985
Tilfældigheden og nødvendigheden
(2 choirs and orchestra)
Triptykon
(percussion and orchestra)

1986
Ground (Stringquartet nr.8)
(stringquartet)
Mordet i Finderup
(mixed choir and 2 trombones lib.)

1987
reTurning
(flute, clarinet, 1 percussionist, harp and piano)
Nær og fjern
(woodwind quintet, stringquartet and double-bass)
Concord
(ensemble)

1989
Octopus
(organ 4 hands and assistant(s))
Trois Poèmes de Samuel Backett
(mixed chorus)

1990
Concerto Grosso
(stringquartet and orchestra )
Lille Filterstykke til Fejringen
(violin)

1991
Skabelsen - den 6. dag
(violin solo and double chorus)

1992
For Piano
(piano)

1993
Antiphony Rag
(2 pianos)
Turn
(soprano, bassflute, guitar and harp)

1994
Double I & II
(prepared piano and violin)
Trafik
(ensemble)
Blomsterbuket forklædt som tornebusk
(saxophonequartet)
Album - Four Relatives
(saxophonequartet)

1995
Observationer
(bassclarinet, piano and cello)

1996
For cello and orchestra
(cello and orchestra)

1997
Langt ud'i skoven
(mixed choir SATB)
Territorialsang
(bass clarinet, cello, prepared piano)

1998
Blæs på Odysseus
(mixed chorus and ensemble)
Odyssé, Suite
(chorus and chamber ensemble)

1999
In Triplum
(organ)
Still, Leben
(organ)
Countermove I, II, III
(organ)
Stepping Still
(string sextet)
Hr. Ribold og de syv jomfruer (Kvindemorderen)
(mixed choir)

2000
Det er så favrt i Jelling at hvile
(organ)
Sound / Sight
(mixed choir)
Arkaisk Procession
(organ)

 2001
Caravanfanfan-farefare nr.1
(chamber ensemble)
Caravanfanfan-farefare nr.2
(clarinet, violin, piano)
Caravanfanfan-farefare nr.3
(chamber ensemble)
Fire Madrigaler fra Den Naturlige Verden
(choir)

2002
Fra 'For Cello og Orkester'
(cello, piano)
Spejlkabinet
(organ)
For Violin and Orchestra
(violin, orchestra)
Three Stages
(choir)
6 enkle danske sange
(choir)

2003
For små - og lidt større hænder
(piano)

2004
Portrait
(saxophone quartet, percussion)
Moving Still
(narrator or tape, string guartet)

2005
Plateaux pour Piano et Orchestre
(piano, orchestra)

2006
Fra Prædikerens Bog
(choir)
Igen
(choir)
Last Ground
(string quartet, tape ad.lib)
Moments Musicaux
(clarinet, violin, piano)

2007
Tre Sange
(choir)

2008
Convex-Concave-Concord
(chamber ensemble)

2009
Quodlibet (baryton, piano and string quartet)

2010
Incontri (orchestra)
Play (large ensemble)
Company (orchestra and choir)
Song (choir)
Sol går op sol går ned (choir)

2011

Træerne, Grenene, Bladene, Sneen (piano, baryton)
New Ground Green (choir and string quartet)
Body and soul (chamber ensemble)

Litteratur

 

Litteratur om Pelle Gudmundsen-Holmgren

Hans Abrahamsen: Om Pelle Gudmundsen-Holmgreen, I: Dansk Musik Tidsskrift 1977-78, nr. 4

 

Henrik Marstal: Fire timers (parentesiske) parenteser med Pelle Gudmundsen-Holmgreen, I: Dansk Musik Tidsskrift 2005-06, nr. 4

Denstoredanske.dk: Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Ewh.dk: Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Wikipedia: Pelle Gudmundsen-Holmgreen

Film

’Musikken er et monster’ af Jytte Rex, udlånes bl.a. via filmstriben.dk

 

Diskografi

Udvalgte indspilninger:

Distant Still - Trioer for violin, horn og klaver
The Danish Horn Trio: Christina Åstrand (violin), Jakob Keiding (horn), Per Salo (klaver)
Gudmundsen-Holmgreen: Near Still Distant Still
Dacapo 8.226549 (2011), CD
Link til Dacapo

The Natural World of Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Ars Nova Copenhagen, Paul Hillier (dirigent)
Dacapo 6.220583 (2010), CD
LInk til Dacapo

Plateaux
DR SymfoniOrkestret, Juho Pohjonen (klaver), Ed Spanjaard (dirigent)
Dacapo 6.220533 (2009), CD
Link til Dacapo

Kronos spiller Holmgreen
Thomas Dausgaard (dirigent), DR SymfoniOrkestret, Hank Dutt (bratsch), David Harrington (violin)
Paul Hillier (dirigent), Kronos Kvartetten, John Sherba (violin), Jeffrey Zeigler (cello)
Dacapo 6.220548 (2008), CD
Link til Dacapo

Kammermusik
LINensemble: Mads Bendsen (percussion), John Ehde (cello), Erik Kaltoft (klaver), Signe Madsen (violin), Jens Schou (klarinet), Carsten Seyer-Hansen (dirigent)
Dacapo 8.224225 (2002), CD
Link til Dacapo

Orkesterværker
DR SymfoniOrkestret, Kontra Kvartetten, Michael Schønwandt (dirigent), Morten Zeuthen (cello)
Dacapo 8.224060 (1997), CD
Link til Dacapo

Orkesterværker
DR SymfoniOrkestret, Leif Segerstam (dirigent)
Gudmundsen-Holmgreen: Symfoni-Antifoni
Dacapo dccd 9010 (1992), CD
Link til Dacapo

Percussion Music
Gert Mortensen (percussion), DR SymfoniOrkestret, Jorma Panula (dirigent)
Gudmundsen-Holmgreen: Triptykon for percussion and orchestra
BIS-CD-256 (1988), CD
Link til BIS

Find alle indspilninger fra Dacapo her

Pelle Gudmundsen-Holmgreen
Foto: Seismograf

Pelle Gudmundsen­Holmgreen

Født:

1932

Kontakt:

Adresse:

Eggersvej 29
2900 Hellerup

Telefon:

39 65 63 93

Uddannelse:

Det Kongelige Danske Musikkonservatorium (lærer: Finn Høffding)

Øvrige beskæftigelser:

Underviser på Det Jyske Musikkonservatorium (1967-1973)

Debut:

1955

Forlag:

Profil oprettet:

7. juni 2011
Medlemsskab

Bliv medlem af DKF idag

Læs mere om fordelene ved at være medlem af DKF her

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Du kan tilmelde dig ved at klikke her

Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.