Søg i
komponistbasen

Fødselsår

Dødsår

Genre/kunstform

Profil

Liv

Niels Viggo Bentzon blev født ind i to af Københavns intellektuelle og kunstneriske familier. Gennem sin fader, juristen professor Viggo Bentzon der bl.a. var rektor for Københavns Universitet, stammede han fra en slægt af videnskabelige, tekniske og kunstneriske begavelser – i hans egen generation den noget ældre fætter, komponisten Jørgen Bentzon.

Gennem sin moder var han det yngste skud på Danmarks største musikerslægt: Hartmann slægten der kom til landet 1761 dengang Niels Viggo Bentzons tipoldefar Johann [Ernst?] Hartmann blev kaldt til København, hvor han bl.a. komponerede syngespillene Balders død og Fiskerne til Ewalds tekster. Hans barnebarn, Johan Peter Emilius Hartmann tegnede sammen med Weyse, Kuhlau og Gade guldalderen i dansk musikalsk romantik, og han prægede den klang der internationalt kendes som The Nordic Sound. J. P. E. Hartmanns barnebarn, pianisten Karen Emma Bentzon f. Hartmann, var Niels Viggo Bentzons moder.

På godt og ondt var Niels Viggo Bentzon arveligt belastet: Dels med en eminent musikalsk begavelse som blev afgørende for hans valg af løbebane, da han efter faderens død forlod gymnasiet og blev optaget på konservatoriet med klaver som hovedinstrument. Dels med en nedarvet psykisk lidelse han allerede som ung konservatorielærer blev sig bevidst og som indgav ham følelsen af at have travlt, hvis han skulle nå at komponere, hvad han havde på hjerte, før sygdommen umuliggjorde det.[1]

Fornemmelsen af travlhed kan have været en årsag til at Niels Viggo Bentzon blev Danmarks måske mest produktive komponist. Over 650 værker skabte han i årene 1939 til sin død 2000. Nogle er ufuldendte eller grafiske skitser til de udøvende, ganske få blev senere trukket tilbage af komponisten, men langt den overvejende del er færdige partiturer til soloværker, kammermusik, orkestermusik eller operaer skabt i de perioder, hvor ideerne pressede sig på, og komponisten under tiden arbejdede i døgndrift for at få dem ned på nodepapiret.

Ved siden heraf var Niels Viggo Bentzon aktiv som koncertpianist på et højt, internationalt plan med et repertoire der ud over egne værker omfattede f.eks. Schönberg og Hindemith. Han underviste i musikteori som docent på Musikkonservatoriet hvor hans timer af nogle studerende blev opfattet som læreårenes mest inspirerende. Han skrev skønlitteratur og afhandlinger – bl.a. om den tyske romantiske digter E. T. A. Hoffmann. Og han virkede som billedkunstner.

Det gav ikke tid til dybtgående kritiske overvejelser og revisioner af det engang nedfældede. Og det efterlod nogle gange et indtryk af at kvantitet betød mere for ham end kvalitet. Man ser undertiden hans musik karakteriseret som ”frosne” improvisationer[2]. Helt afvises kan det ikke. Niels Viggo Bentzon lod nogle gange – af trang eller tilbøjelighed – fingrene gøre arbejdet uden helt at have hjernen og hjertet med. Han skelnede ikke altid mellem skidt og kanel når han komponerede. Det arbejde overlod han til eftertiden. Arbejdet er som alt NVB vedrørende enormt og langt fra færdigt, men det står fast at de næsten 700 værker ikke – med den svenske komponist Karl-Birger Blomdahls ord – kan kaldes ”en stor hoben skidt”[3]. Der er mange perler iblandt.

(JBR)

Noter

[1] Niels Viggo Bentzon fortalte sine konservatoriestuderende herom, bl.a. komponisten Axel Borup-Jørgensen der i 1948 havde Bentzon som lærer i formlære, og som venligt har stillet oplysningen til rådighed.
[2] F.eks. bruger Bentzon selv udtrykket i det interview Bertel Krarup havde med ham: ”Bentzon netop nu” i: Dansk Musiktidsskrift 1988/89, nr. 1 s. 17.
[3] Citeret fra Bertel Krarup (1988/89), s. 19. 

Musik

Niels Viggo Bentzon blev uddannet som pianist og organist og lærte i forbindelse dermed musikteori. Hans lærere på konservatoriet (Chr. Christiansen, Emilius Bangert og Knud Jeppesen) var klassisk orienterede, og gennem deres undervisning blev han fortrolig med 400 års europæisk musiktradition fra de tidlige italienske renaissance komponister over de tre ”store B’er” Bach, Beethoven og Brahms til Carl Nielsen. Som komponist var han autodidakt.

Forankringen i den europæiske tradition var afgørende for Niels Viggo Bentzons tidlige værker, og den forblev et sikkert holdepunkt for ham livet igennem. Han opfattede ikke sig selv som normsprængende: ”er der noget, jeg ikke er, så er det normsprængende i musikken”[1]. Men man kan heller ikke karakterisere ham som normbevarende. Han var åben for det nye: fra det 20. århundredes klassiske modernister Hindemith, Bartók, Schönberg og (med årene også) Stravinsky til efterkrigstidens modernisme med Fluxus-bevægelsen som fortrop, og han eksperimenterede med moderne udtryksmidler som grafisk notation eller happenings. Men han søgte også at forene de moderne påvirkninger med respekten for og kærligheden til de klassiske normer på en personlig måde. Derfor kunne han opfatte hele sin produktion som et sammenhængende hele med hans egen kunstneriske udvikling som gennemgående rød tråd.

Med tanke på denne udvikling er det praktisk at dele hans produktion i fire faser der afløser eller overlapper hinanden:

  • - En barok fase frem til slutningen af 1940’rne, der fra et udgangspunkt i toccata, præludium og fuga udvikles i neobarok retning mod en lineær sats med skarpe dissonansvirkninger.
  • - En klassicistisk fase frem mod 1960 med sonate og symfoni som dominerende genrer.
  • - Et modernistisk intermezzo med tyngdepunkt i 1960’erne og nedslag frem mod år 2000 hvor indtryk fra europæisk modernisme (Stockhausen) og amerikansk minimalisme og Fluxus fører til eksperimenter med grafisk notation og happenings.
  • - En postmodernistisk fase fra midten af 1960’erne og frem mod år 2000 hvor klassiske modeller som Bachs Wohltemperiertes Klavier eller Brandenburgerkoncerter genovervejes i lyset af de modernistiske erfaringer – nogle gange direkte benævnt som ”kompendier”.

    (JBR)

Noter

[1] Citeret fra Bertel Krarup op. cit s. 18.

Musik frem til slutningen af 1940'erne

Klaveret havde hovedrollen i Niels Viggo Bentzons første år som komponist. Udgangspunktet var den hjemlige tradition, og Carl Nielsen var den store inspirator i de Syv små klaverstykker opus 3, 1939, som det tydeligt høres i nr. 4, Vals.

Klaveret fik hurtigt følgeskab af andre instrumenter som Bentzon lærte at kende gennem samarbejde med andre musikere. Solovariationer for fløjte, en strygetrio og en strygekvartet kom til allerede 1940 som de første trin mod den fordybelse i orkestrets instrumenter, deres klang og kombinationsmuligheder, der kendetegner Bentzons vej fra pianist til komponist.

Under denne udvikling gled Bentzons andet instrument, orglet, i baggrunden. Skønt uddannet organist blev han aldrig kirkemusiker med de muligheder for fast arbejde og indtægt som et organistembede indebærer. Det eneste orgelværk han komponerede de første mange år, Præludium, intermezzo og fuga op. 13, 1942, er et decideret koncertstykke, hvor Bentzon inden for den barokke formtradition opsøger dur-mol tonalitetens maksimale spændinger: Tonearter med indbyrdes tritonusafstand flettes sammen så de danner en formindsket septimakkord.[1] Wagners og Cesar Francks senromantiske harmonik danner baggrund for Bentzons tonale disposition der også peger frem mod Bela Bartóks brug af tritonus polaritet.

Tonale og harmoniske eksperimenter inden for barokke rammer er karakteristisk for en række af de værker, som Bentzon komponerede i 1940’erne: Bl.a. for de tre klaverværker der var med til at slå hans navne fast som komponist: Toccata op. 10, 1940, Passacaglia op. 31, 1945 og Partita op. 38, 1945[2] der blev hans internationale gennembrudsværk ved ISCM festivalen i København og Lund 1947. I disse værker er inspirationen fra Paul Hindemiths neobarokke værker fra mellemkrigsårenes Tyskland tydelig, og det var næppe tilfældigt at Bentzon spillede Hindemiths Ludus tonalis på det program, hvor han også uropførte sin Partita. Afgørende er her udviklingen fra en kromatisk harmonik mod en lineær sats hvor stemmernes individuelle udfoldelse er det væsentlige, og harmonierne ofte virker som resultat af – snarere end som mål for – stemmernes indbyrdes forløb.

Den neobarokke inspiration kulminerede op mod 1950 med endnu et storværk: Kammerkoncerten for 11 instrumenter, opus 52, 1948, hvor tre klaverer spiller sammen med en oktet bestående af blæsere, slagtøj og en enkelt stryger. Formen er den tresatsede barokkoncert med vekslende soli og tutti. Men inden for disse rammer arbejder Bentzon frit så klavererne nogle gange er solister og andre gange akkompagnerer blæsersoli. Resultatet er et broget klangbillede hvor individualiteten udfolder sig, men holdes på plads af den motoriske rytmes fremdrift.

(JBR)

streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

Noter

[1] Værket er disponeret med fire hovedtonearter der parvis danner et tritonus-interval (A-ES, Fis-C): 1. sats præludium begynder i A og slutter i Es, 3. sats fuga begynder i C og slutter i Fis. Mellemsatsen sikrer den tonale sammenhæng ved at begynde i Es og slutte i Fis. Tilsammen danner de fire tonale centre den formindskede septimakkord A-C-Es-Fis. Jr. Inge Bønnerups analyse i værknoterne til: Danish Organ Musik from the 20th Century, vol 2. CDKlassisk CDK 1019.
[2] Her og i det følgende eksempel benyttes historiske optagelser (HMV’s ”Edition Balzer” fra 1940’rne) med Niels Viggo Bentzon ved klaveret der viser Bentzon på højden af hans karriere som pianist.

Musik fra slutningen af 1940'erne til ca. 1960

I årene op mod 1950 begyndte den klassiske inspiration at fortrænge den barokke for i 1950’erne at blive udgangspunkt for Niels Viggo Bentzon. Sonate og symfoni blev de dominerende genrer med syv klaversonater og ni symfonier frem til 1960 hvortil kommer adskillige sonater for flere instrumenter og orkesterværker af symfonisk karakter.

Den klassiske musik havde Bentzon tilegnet sig fra barnsben. Hans moder yndede at spille klassiske symfonier firhændigt sammen med pianistkolleger. Afgørende for ham var her dualismen mellem to forskellige temagrupper der tilsammen giver en art dialektik. Den klassiske formtradition synes derimod at være mindre forpligtende for ham. Det fremgår dels af hans eksperimenter med satsfølger og satsantal, f.eks. i den 6-satsede klaversonate nr. 4 op. 57, 1949, eller den énsatsede symfoni nr. 7 op. 83, 1951-52, hvor Bela Bartóks symmetriske formprincipper lurer i baggrunden; dels af hans i disse år forbeholdne vurdering af Stravinskys ”neoklassik”, hvor traditionelle former danner ramme om nye kompositionsteknikker.

Læs Niels Viggo Bentzons vurdering af Stravinskys betydning i en enquete fra 1952 her.

I rækken af symfonier skilte et værk sig ud i samtiden: Symfoni nr. 4 op. 55, 1948 med titlen ”Metamorfoser”. Den repræsenterede (sammen med værker af Vagn Holmboe og Herman D. Koppel) ny dansk musik i publikationen Modern nordisk musik,[1] og den gav Bentzon anledning til at postulere at ”Metamorfosen er vor tids form”. Men postulatet holder ikke – hverken i teorien eller i praksis.

Teoretisk kan man ikke tale om metamorfose (= forvandling) som en form. Metamorfose er en teknik der kan bruges uafhængigt af hvilken musikalsk form, den udfylder.

I praksis viser det sig at metamorfoseteknikken i 4. symfoni har mere til fælles med den Brahmske variationsteknik som ikke alene udvikler et givet tema, men også kompletterer det med nye temaer eller motiver, end med metamorfoseteknikken hos Liszt eller i nyere tid Hindemith, Richard Strauss eller herhjemme Vagn Holmboe.[2]

Formalt knytter symfonien sig til den symmetriske bueform, som især Bartok brugte. Den er i tre satser hvor to hurtige ydersatser indrammer en langsom og leddelt midtersats. De tre bærende temaer præsenteres i begyndelsen af 1. sats og udvikles/varieres sammen med mindre udviklingsmotiver der holder forløbet i gang og skaber en stigning mod satsens dynamiske klimaks. 2. sats er en række meditationer over stoflige elementer fra 1. sats, mens 3. sats præsenterer et (ifg. Bentzon) ”nyt” tema der kunne være en metamorfose af 1. sats udviklingsmotiver. De bærende temaer vender tilbage og genfinder efterhånden deres oprindelige skikkelser, så værket slutter med en tilbagevenden til begyndelsen.

Det er vanskeligt med Niels Viggo Bentzon at anse 4. symfoni som ”et nøgleværk” i produktionen[3]. Dertil er konkurrencen fra hans Symfoniske variationer op. 92, 1953, for stærk. Her forlader Bentzon ambitionen om symfonisk helhed og udfolder i stedet sin symfoniske variationsteknik i et frit forløb gennem 11 afsnit hvor små motiver – helt ned til et enkelt interval – udvikles og kombineres til et kalejdoskopisk billede af skiftende stemninger og udtryk. Musikken er mindre fordringsfuld, men mere vellykket, og det portrætterer komponisten hvor hans fantasi sprudler og hans eruptive evne til at gribe og fastholde momentet overbeviser.

De symfoniske variationer kan opfattes som Bentzons afsked med den Brahmske varationsteknik, og de åbner samtidig døren mod en mere moderne orkesterbehandling og motivteknik. Inspirationen kom her først og fremmest fra Schönberg hvis klaverstykker Bentzon havde på sit repertoire som pianist, og hvis tolvtoneteknik han studerede som teoretiker. Det er navnlig Schönbergs ekspressionistiske periode før tolvtone værkerne som præger Bentzons musik fra slutningen af 1950’erne med brugen af små musikalske enheder, der kan optræde både som motiver og som samklange. I tonal henseende er han mindre radikal end Schönberg og nærmer sig kun sjældent atonalitet. Her kan man til gengæld spore indflydelse fra Benjamin Britten i Bentzons fritonale, modalt prægede harmonik.

Et eksempel på denne udvikling der sætter den klassiske tradition på spidsen uden at blive neoklassisk, er nogle orkesterstykker, der afløser hinanden uden ophold i Pezzi sinfonici op. 109, 1956. Schönbergs 5 orkesterstykker op. 16 og Brittens Four Sea Interludes op. 33a genkendes umiddelbart som inspiration, men ikke som mere end det. Bentzon aber ikke efter, men lægger nye alen til sin vækst.

(JBR)

streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

Noter

[1] Ingmar Bengtsson (red.): Modern nordisk musik. Fjorton tonsättare om egna verk. Stockholm 1957. Jævnstillingen med de to ældre danske kolleger Koppel og Holmboe gav en vis oprejsning for Karl Birger Blomdahs tidligere omtalte nedvurdering af Bentzons musik som en ”hoben skidt”, og den var med til at etablere treklangen Koppel-Holmboe-Bentzon der i Bentzons egen bevidsthed og også i samtiden havde en ikke ringe vægt.
[2] Ved udgivelsen af den første pladeindspilning af 4. symfoni (DMA 078, 1984?) skrev Niels Viggo Bentzon i noterne at: ”Metamorfosebegrebet i 4. symfoni er væsensforskellig fra andres opfattelse…”, og at ”man måske med ligeså stor ret [kunne] tale om variationsteknik”.
[3] F. Ingmar Bengtsson 1957 s. 183.

Niels Viggo Bentzon om Stravinsky

Overhovedet at diskutere Strawinskys betydning idag og for den musikalske udvikling i vort århundrede synes mig en kende respektløst: Han er vor tids største komponist og har præsteret enkeltydelser, der rager op over de fleste af hans samtidiges.

Noget andet er, hvad han rent personligt betyder for én, et spørgsmål, der angår temperament og smag, og som unddrager sig den objektive erkendelse, som altid er nødvendig, når man skat tage stilling til et kunstværk. Men skal jeg svare på det fiktive spørgsmål: »Hvad betyder han for dig,« må jeg sige: Jeg beundrer ham, jeg kan få kold rislen ned ad ryggen, men han varmer mig ikke. Strawinsky kan gløde med en lysende ild, en farveskala fra det dybt røde, ulmende som i den tidlige balletmusik, til den blå-hvide svejseflamme i f.eks. symfonien i tre satser fra 1945. Eller han slår én for panden (tænk på begyndelsen til Oedipus rex), et greb i struben, og man sidder uhjælpeligt fast som i en skruestik, lammet af det fuldendte, det passionerede, det virile, syntesen af de mangeartede elementer, der dog altid føres til ét: Strawinsky.

Såvidt, hvad min hjerne, erfaring og stemning siger mig. Men vil jeg gå lidt dybere standser jeg ved følgende rent personlige konklusion: For en yngre komponist af idag, der har haft positiv reaktion på »Tristan«-oplevelsen, dvs. erkender sin samhørighed med den lange træge udvikling indenfor den germanske kulturkres med al dens »durchführungsfilosofi« og »lange kæde af tilløb til mesterværker«, som det så smukt kan siges om alle små »hindemith'er«, og »schönberg'er«, han kan næppe hente meget hos Strawinsky. Tænk på, hvor lidt egentlig skole, Strawinsky har dannet.

Forklaringen er ligetil: Strawinsky's værker er for fuldendte til, at der kan bygges videre på dem. Anderledes med Bartók, Hindemith og Schönberg - de har alle europæiske rødder, der søger, ned til de dybe kilder hos alle vest- eller mellemeuropæisk tænkende og følende. For at bruge Thomas Mann's ord: »Erneuerung des Verbrauchten durch Konstellation«. Dette kræver intellektuel begrænsning og resignation. Strawinsky har også sin opfattelse af fortiden, men han støber glaskugler om hver løsning og hænger alle disse perler af mesterværker op på en snor foran os, uden at vi kan se, hvad der er gået forud, eller hvad der vil komme bagefter.

Strawinsky er vor tids største komponist -- det kan jeg forstå og opildnes til at erkende: Men jeg kan ikke føle det.

- Niels Viggo Bentzon (Enquete i Dansk Musiktidsskrift, 1952)

Musik fra 1960'erne - et modernistisk intermezzo

Omkring 1960 havde Niels Viggo Bentzon passeret de 40 år og indså at han ikke længere var ung komponist. En ny generation født omkring 1930 pressede ham op i de modnes rækker. I et tilbageblik 30 år efter huskede han 1960 som den tid, ”hvor jeg virkelig bliver nervøs for ikke at være moderne nok … for i 1956 kom Karlheinz Stockhausens ”Gesang der Jünglinge”, og det var alligevel ikke mere end otte år efter min 4. symfoni.”[1] Til nærv. forf. sagde han at Stockhausens Gesang der Jünglinge fik ham til at forstå, at ”det vi andre gik og lavede ikke var noget værd.”[2]

Lytter man til Stockhausens Gesang der Jünglinge om de tre jødiske drenge som lovpriser Jahve i den brændende ovn, aner man omfanget og arten af den opgave, en ung tysker der som sygehjælper oplevede krigens sidste år ved fronten, stillede sig med dette værk. Og radikaliteten af den løsning han nåede frem til. Niels Viggo Bentzon både lyttede og forstod, og hans frygt for ikke at være moderne nok kan ikke affærdiges som forfængelighed eller snobberi. Han erkendte natsiden af den centraleuropæiske kultur han menneskeligt og kunstnerisk var rundet af og bekendte sig til. Frygten for ikke at være ”moderne nok” var resultat af denne erkendelse.

Derfor er den fase, der i Bentzons enorme produktion ligner et modernistisk intermezzo, ingen lukket parentes. Den er også et opgør med den europæiske kultur der havde hævet det musikalske kunstværk til skyer, som de andre kunstarter stræbte imod. Et opgør som i yderste instans kunne føre til at komponisten ”stillede [s]ig op og kastede kokosboller i hovedet på folk”[3].

Dertil kom det ikke med det samme. Det krævede at Bentzon kom under indflydelse af fluxus bevægelsen og især Joseph Beuys i løbet af 1960’erne. Forinden gjorde wienerskolen med Schönberg, Webern og Berg sig gældende: I det første af de 5 Mobiler op. 125, 1960 med spor af Weberns punktuelle orkestersats. I violinkoncert nr. 2 op. 136, 1961 hvor indflydelsen fra Alban Bergs violinkoncert er stærk, i de to første satser.

Og så løb Niels Viggo Bentzon linen ud med grafisk notation og happenings der i offentligheden gav ham ry som musiklivets manegeklovn. Ikke helt uberettiget for der var elementer af klovneri i det. Men den modernistiske eskapade var ikke kun et mål i sig selv. Den var – eller blev – også en forudsætning for at Bentzon kunne se på de barokke og klassiske forbilleder som historiske forudsætninger – en arv han kunne forkaste eller forvalte frit. Det modernistiske intermezzo forvandlede Niels Viggo Bentzon fra klassicist til neoklassiker. Det ændrer hans syn på Stravinsky.

I 1952 kunne Bentzon ”næppe hente meget hos Stravinsky”. I et tilbageblik 1989 er Stravinsky ”nok en af de komponister, som jeg sætter højst overhovedet, hvis det endelig skal være. Jo ham vender jeg hele tiden tilbage til…”[4].

(JBR)

streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

Noter

[1] Citeret efter Bertel Krarup 1988-89, s. 20.
[2] I en samtale august 1989.
[3] Op. cit. s. 20.
[4] Op. cit. s. 18.

Musik efter 1960'erne

Niels Viggo Bentzon opfattede sine værker som led i en kontinuert udvikling: ”der [er] en rød tråd igennem det hele. For det er simpelthen bare lavet ud fra en materie, som er mig. […] Jeg har overhovedet ikke, så vidt jeg kan huske, noget der ligner en anden attitude over for det jeg selv laver, end den jeg har haft i de små 50 år, jeg har komponeret […] nogen forskel i ætetisk eller etisk forstand, hvis vi nu tager det hele med, tror jeg ikke, der er”.[1]

Set udefra virker det alligevel som om forskellige tendenser gør sig gældende i hans produktion efter 1960’erne. Ikke som adskilte enklaver, men som forgreninger hvor modernistiske værker løber parallelt med et neoklassisk eller postmoderne spor.

Forgreningerne er vanskelige at følge i detaljer. De omfatter over 500 værker komponeret gennem mere end 30 år, og hovedparten af disse værker er hverken udgivet eller indspillet. De ligger i Det Kgl. Biblioteks samling af danske komponisters manuskripter og venter på at forskere og kunstnere gennemgår Niels Viggo Bentzons livsværk og gør det tilgængeligt for publikum. På det nuværende, utilstrækkelige, grundlag lader det til at de postmoderne værker er de mest talrige og typisk omfatter værker, hvor en klassisk form har været udgangspunkt for Bentzons værk. De modernistiske værker synes i højere grad at være præget af en indholdsæstetik.

Niels Viggo Bentzon har selv været sig denne forgrening bevidst. I forbindelse med nogle saxofonværker han komponerede i midten af 1980’erne i samarbejde med saxofonisten Per Egholm, beskriver han to forskellige kompositionsmåder der supplerer hinanden[2]: En klassisk som ikke rummer nogen fornyelser med hensyn til form og kun kan bedømmes æstetisk ud fra musikkens tonalitet som det f.eks. er tilfældet i Sonatinen for altsaxofon og klaver op. 498, 1986. Og en ”nyere” hvor formen er friere, mere ”rapsodisk”, og hvor der klangligt eksperimenteres med kvarttoner, multitoner og lignende ”tekniske subtiliteter”, som det demonstreres i Emancipatio for samme besætning opus 471, 1985.

Læs mere om de postmoderne værker her.

Læs mere om de modernistiske værker her.

(JBR)

Noter

[1] Citeret fra Bertel Krarup 1988-89 s. 17.
[2] Jf. Niels Viggo Bentzons noter til cd Kontrapunkt 32017.

Postmoderne værker efter 1960'erne

Det skelsættende værk i Niels Viggo Bentzons produktion der markerer overgangen til postmodernisme er 1. bind af hans store klaverværk Det tempererede klaver op. 157, 1964. Fra at være en åben, levende tradition som Bentzon i sine unge år følte sig kaldet til at videreføre, blev den klassiske musikkultur for ham en historisk afsluttet periode, en arv hvoraf han frit kunne bruge elementer, ligesom den postmoderne billedkunstner kan bruge motiver fra eller overmale lærreder af ældre malere, og arkitekter kan anvende klassiske stilelementer dekorativt i moderne konstruktioner. Med fluxus var kravet om originalitet ført ad absurdum.

Derfor kunne Niels Viggo Bentzon komponere Det tempererede klaver som 24 præludier og fugaer der lig Bachs Das wohltemperiertes Klavier dækker alle 24 dur- og moltonearter, og åbent vedkende sig arv og gæld med undertitlen ”Bachkompendium nr. 1”. 12 andre Bachkompendier med baggrund i bl.a. Bachs inventioner eller Brandenburgerkoncerter blev komponeret eller planlagt som opfølgning, og efter dem kom kompendier over Chopin, Schumann, de Falla, Saint-Saëns, Richter, Stravinsky samt i årene frem til 1996 endnu 13 bind af Det tempererede klaver og talrige andre værker, der direkte i titlen eller på anden måde refererer til dele af den klassiske musikkultur.

I samtiden blev disse værker undertiden opfattet som pasticher hvor Bentzon vendte tilbage til en præmodernistisk stil. Nogle værker kan også høres sådan. Men vigtigere er de værker der repræsenterer en symbiose af klassiske rammer og genrer og Niels Viggo Bentzons egen musik og hans opfattelse af klassikerne. Det gælder i udtalt grad bind 1 af Det tempererede klaver[1] hvor Bentzon bruger Bachs rækkefølge af satser og tonearter, men i modsætning til Bach føler sig frit stillet over for præludium og fuga som formtyper og fabulerer over nogle grundmotiver, der kom som ”en kolossal overskudsinspiration” til ham i en tilstand af ”emotionel opstemthed” ved hans søn Nikolajs fødsel.[2]

”Aldrig har jeg følt et så intimt samspil mellem de ydre begivenheder og det skabende, som ved dette værks undfangelse, hvor temaer og hele musikalske forløb så at sige regnede ned i hovedet på mig, hvor jeg gik og stod. Det gjaldt hele tiden om at vakle hjem og gå i desperat krig med tangenterne, hvor jeg gennem 14 dages næsten uafbrudt arbejde realiserede ca. 80 minutters klavermateriale…”[3]

Karakteristisk for disse værker – og grunden til at de her betegnes som postmoderne – er forholdet mellem form og indhold. I den klassiske tradition som Bentzon voksede op i og som kendetegnede hans forbilleder fra Bach, Beethoven og Brahms til Schönberg, var et musikværks form resultat af eller lig med indholdet. Efter den modernistiske fase, og især efter Bentzons ophold som gæsteprofessor i USA 1968, bliver musikkens former i langt højere grad ramme om indholdet. De klassiske former findes som artefakter med egne historiske forudsætninger. De kræver ingen retfærdiggørelse. Komponisten kan bruge dem frit – som udgangspunkt for en stiløvelse eller som ramme om et nutidigt udtryk

Det benyttede Bentzon sig af i en række værker fra årene omkring 1970 og senere. F.eks. i sonaten for trombone og klaver, op. 277, 1971, tilegnet den amerikanske trombonist William F. Cramer, hvor rammen er de klassiske tre satser (sonate, menuet, rondo) men hvor indholdet er den amerikanske minimalismes raffinerede gentagelsesteknik i de to første satser og Stravinskys rytmisk skarpe neoklassicisme i sidste sats. Eller i sekstetten for klaver og blæserkvintet op. 278, også fra 1971, hvor første sats slavisk følger 1800-tallets klassiske sonateform med en reprise der næsten ordret gentager ekspositionsdelen, men hvor tonalitet og harmonik hører hjemme i det 20. århundrede.

Ud over de her omtalte kammermusik- og klaverværker komponerede Niels Viggo Bentzon flere operaer og talrige symfonier, koncerter, orkesterværker og sonater for klaver eller blandede besætninger med klassiske former som grundlag. En del blev komponeret på opfordring af eller i samarbejde med ensembler eller enkelte musikere; andre som klaversonaterne nr. 16-21eller symfonierne nr. 17-20 synes komponeret i en raptus, hvor det ene værk har affødt den næste.

(JBR)

streaming

Musikken er venligst stillet til rådighed af Dacapo Records

Noter

[1] Niels Viggo Bentzon indspillede i 1990’erne 13 bind af Det tempererede klaver på plademærket Classico (CLASSCD 210-24). Det er imponerende at han over 70 år gammel kunne gennemføre dette projekt, der i spilletid svarer til alle fire operaer i Wagners Nibelungens Ring. Men hans pianistiske færdigheder stod ikke mere mål med de tekniske krav som musikken stiller, og indspilningen yder ikke musikken retfærdighed. Her er benyttet den indspilning som FONA foretog under uropførelsen af 1. bind af Det tempererede klaver den 12. maj 1965.
[2] Citeret fra Bertel Krarup, 1989, s. 23.
[3] Citeret fra pladenoten til FONA LPK 540.

Modernistiske værker efter 1960

To væsentlige elementer i Niels Viggo Bentzons opfattelse af musikalsk modernisme er konfrontation og klanglig fornyelse. Konfrontationen virker ofte som uformidlede modsætninger mellem udtryksmæssige grundtyper, f.eks. langsom/hurtig eller enkel/kompleks. Den klanglige fornyelse gør sig gældende som en overskridelse af en grundlæggende tonalitet der kan føre til atonalitet, eller som inddragelse af kvarttoner, multitoner og støj i klangrepertoiret.

Ofte virker det som om Bentzon stiller sig tilfreds med blot at demonstrere disse elementer. Men i mere gennemarbejdede værker symboliserer elementerne modsætninger i kunsten, virkeligheden eller i hans egen personlighed der konfronteres og bearbejdes uden nødvendigvis at nå til en klassisk forsoning.

Et fornemt eksempel på denne gennemarbejdning er klaversonaten med tilnavnet Hoffmann op. 248, 1969. Titlen refererer til den romantiske digter E. T. A. Hoffmann som Bentzon en årrække var stærkt optaget af. Her forlader Bentzon den klassiske flersatsede sonate og komponerer et langt, sammenhængende forløb hvor et langsomt afsnit båret af tonegentagelser og et karakteristisk fire-toners motiv fungerer som ritornel, der indrammer og adskiller tre hurtige afsnit præget af passagespil eller akkordvekslen. Tilsammen danner disse syv afsnit en stigningsform der kulminerer, hvor motivstof fra det langsomme ritornel indføres som kontrapunkt til det hurtige passagespil. Hele forløbet afsluttes med en kort coda, hvor satsens gennemgående fire-toners motiv forkortes og klinger ud som et vemodigt tilbageblik. Både klaverteknisk og kompositorisk står Bentzons Hoffmann sonate som et af de betydeligste danske klaverværker efter Carl Nielsen.

Ikke alle Niels Viggo Bentzons modernistiske værker lever op til den konsekvens, som Hoffmann sonaten er eksempel på. I 1970’erne søgte han på forskellig vis at kombinere det moderne med det populære uden helt overbevisende resultater. Det gælder f.eks. fire orgelværker med fællestitlen Organisazione populare op. 349-52, 1974, og orkesterværket Kronik om René Descartes, op. 357, 1975-76, hvor han i 3. sats Aristoteles-stormen sætter et jazz-afsnit ind i en modernistisk orkestersats. Men andre gange overbeviser han: F.eks. med den ”happening” med titlen Hommage à Joseph Beuys op. 403 som blev skrevet under indtryk af Dokumenta udstillingerne i Kassel.

Her genopfriskede han bekendtskabet med fluxus kunstneren Joseph Beuys og dennes tanker om en ”social plastik” hvor tilværelsens grundlæggende modsætninger symboliseres af materialer som fedt (symbol for varme) eller filt (symbol for isolation).

I Bentzons Fett und Fliz [fedt og filt] for tuba og klaver op. 403d, 1977-78, står filt/isolation som symbol på ensomhed, mens fedt/varme symboliserer tosomhed og fællesskab. Dette modsætningspar ligger til grund for musikken, der former sig som en dialog mellem to instrumenter, som i begyndelsen taler forbi hinanden, men efterhånden opnår kontakt og svinger sammen. Den selvfølgelig kontrapunktiske sammenfletning af stemmer, som Niels Viggo Bentzon gennem Hindemith arvede fra barokkens mestre, og som ureflekteret danner det musikalske grundlag for de tidlige værker, stilles her over for spørgsmålet om det er meningsfuldt at postulere sameksistens i en splittet og individualiseret verden.[1]

Niels Viggo Bentzon bevarede sin evne til at fængsles af indtryk eller ideer og omsætte dem til musik højt oppe i årene. Da han nærmede sig de 80 år blev han fanget af et billede af en mængde sovende afrikanere der var blevet inficeret med sovesyge af tsetse fluens stik. Det resulterede i et værk for kammerensemble hvor tsetse fluens aggressive summen tydeligt høres i de høje instrumenter, mens de sovende symboliseres af en rolig, enstemmig melodi, som ensemblet spiller. Årsag og virkning er tydelig for den indviede, men forbindelsen mellem dem ligger uden for musikken. Det må have irriteret komponisten der i programnoten fraskriver titlen enhver mening og kalder den ”nonsens”. Men musikken taler sit tydelige sprog. Tsetseflue op. 604, 1995 er et billede af aggression over for træthed som det står lytteren frit for at tænke videre over.

(JBR)

Noter

[1] Jf. Jens Brincker: Pladenoter til Classico CLASSCD 722.

Efterskrift

I 1920, kort efter Niels Viggo Bentzon blev født, skrev Carl Nielsen i et brev til den svenske komponist Ture Rangström:

”Jeg ser i Aanden at der vil komme en ny Musikslægt, der øser af Kilderne, ikke som fordægtige Tyve med forsigtige Hænder, men som aabne frejdige Kunstnere, der betragter alt hvad der er og har været som naturlig Ejendom. Thi det, det kommer an paa nu og i Fremtiden, er sikkert at arbejde hen imod en Forening af den størst mulige Frihed i Udfoldelsen af det personlige Indhold og den størst mulige Strenghed med Hensyn til Organisme-Sammenhæng.”[1]

Når det drejer sig om frihed i den personlige udfoldelse repræsenterer Niels Viggo Bentzon i udstrakt grad den nye musikslægt, som Carl Nielsen drømte om. Kravet om den størst mulige strenghed med hensyn til organisme-sammenhæng levede Niels Viggo Bentzon ikke altid op til – af mange grunde hvoraf nogle bundede i hans personlige konstitution, andre hang sammen med det musikliv han levede i. Men de gange hvor det lykkedes for ham at forene frihed og strenghed, var han en stor komponist.

(JBR)

Noter
[1]Carl Nielsen Brevudgaven bd. 6 s, 340.

Værker - ukomplet

Nedenstående værkliste sammenfatter oplysninger fra:

  • Klaus Møllerhøj: Niels Viggo Bentzons Kompositioner, København (WH) 1980 [frem til opus 429] ,
  • SNYK værkdatabase,
  • Wilhelm Hansens katalog,
  • Det Kgl. Biblioteks katalog over musikhåndskrifter.

Listen er ordnet efter komponistens opus-numre. Hvor sådanne mangler eller ikke kunne findes, er værkerne så vidt muligt indføjet kronologisk. Værker mærket med ”WH” kan fås fra Edition Wilhelm Hansen. Øvrige værker findes på Det Kgl. Bibliotek.

 

Op. 1            1. Klaverfantasi, 1939.

Op. 2            Klavermusik nr. 2, 1939.

Op. 3            7 små klaverstykker, klavermusik nr. 3, 1939, WH 1940.

Op. 4            1. sonate f. vl. og pno., 1939.

Op. 5            8 studievar. f. solofl. over en dansk folkevise, 1940.

Op. 6            Strygetrio nr. 1, 1940.

Op. 7a           Klavermusik nr. 4: 6 klaverstykker, u.å.

Op. 7b          Klavermusik nr. 5: 4 + 2 klaverstykker, u.å.

Op. 8            Klavermusik nr. 6: 4 klaverstykker, u.å.

Op. 9            Strygekvartet nr. 1

Op. (9)          Musik f. vl. og vlc. [ufuldendt]

Op. 10          Toccata f. pno, 1940, WH 1947.

Op. 11          Sonatine f.pno., 1941.

Op. 12          Quintett f. fl., ob., kl., fag. og koncerterende pno, 1942, WH.

Op. 13          Prelude, intermezzo and fugue f. org. WH 1975.

Op. 14          Ouverture for kammerork., 1942, WH.

Op. 15          Rapsodi f. pno., u.å.

Op. 16          Ikke komponeret.

Op. 17          6 var. over eget tema f. fl. og pno., 1942, WH 1943.

Op. 18          Suite i variationsform f. solovl. (arr. Arne Møller Jørgensen), 1942, WH.

Op. 19          Divertimento f. strygeork., 1942, WH.

Op. 20          Trio nr. 2 f. fl., ob. og pno., 1943, WH.

Op. 21          Var. f. blæserkvintet, 1943.

Op. 22          Symfoni nr. 1, 1942-43, WH.

Op. 23          4 bagateller f. pno, 1943.

Op. 24          2. sonate f. vl. og pno., 1943.

Op. 25          Klavertrio, 1943, r. 1944? , WH.

Op. 26          Kvartet f.fl. ob. bor. og fag., 1943.

Op. 27          Orkestersonate f. fl. og str. u.å.

Op. 28          Capricietta f. vl. og pno., 1945, WH.

Op. 29          Blæserkvintet, 1944.

Op. 30          3. sonate f. vl. og pno., u.å.

Op. 31          Passacaglia f. pno., WH 1945.

Op. 32          Bagateller f. strygekvartet, Københavns Musikforlag 1946.

Op. 33          Musik f. 7 instr.

Op. (33)        Musik f. vl., kl., vlc., pno. og gui., u.å.

Op. 34          Studie f. kontrabas solo, WH 1945.

Op. 35          Kvadratrod 3 f. vl. og pno, cop. u. forlag 1946. [WH].

Op. 36          Symfoni nr. 2 f. pno. og ork., 1945, WH.

Op. 37          Præludium og fuge f. pno., u.å.

Op. 38          Partita f. pno., 1945, WH 1946.

Op. 39          Strygekvartet nr. 2

Op. 40          Koncertetude f. pno, WH 1947-.

Op. (40)        Sonate nr. 1 f. pno i 1 sats, u.å.

Op. 41          2 Pieces for Oboe and Piano, 1946, WH 1948.

Op. 42          Sonate nr. 2 f. pno.,WH 1947.

Op. 43          Sonate f. vlc. og pno., Edition Danica 1947.

Op. 44          Sonate nr. 3 f pno., WH 1951.

Op. 45          Dansestykker f. pno. nr. 1-3, 1946, WH 1947 og 50.

Op. 46          Symfoni nr. 3, 1947, WH..

Op. 47          Sonate f. cor. og pno., 1947, WH 1950.

Op. 48          Koncertetude nr. 1-3 f. pno., WH1950.

Op. 49          Klaverkoncert nr. 1, 1947-48, WH1949.

Op. 50          5 Inventioner f. pno., u.å.

Op. 51          Sonate f. 2 pno., WH1956.

Op. 52          Kammerkoncert f. 11 instr., 1948, WH 1950.

Op. 53          Sonatine f. vl. solo (arr. Arne Møller Jørgensen), 1948, WH.

Op. 54          Mosaique Musicale f. fl., vl., vlc. og pno., WH 1951.

Op. 55          Symfoni nr. 4 ”Metamorphosen”, 1948, WH 1953.

Op. 56          Præludium og rondo f. mindre ork., 1949, WH.

Op. 57          Sonate nr. 4 f. pno., 1948-49, WH.

Op. 58          Metaphor. Balletsuite i 11 billeder og epilog, 1949.

Op. 59          [Blæser]kvintet nr. 4, 1949.

Op. 60          Lille suite f. str.ork., 1950, WH.

Op. 61          Symfoni nr. 5 ”Ellipsen”, 1950, WH 1956.

Op. 62          Sonatine f. pno., 1950, Gehrmans, Stockholm 1951.

Op. 63          Sonate f. kl. og pno., 1950, WH.

Op. 64          Intrada f. ork., 1950, WH.

Op. 65          Træsnit f. pno., 1951, WH.

Op. 66          Symfoni nr. 6, 1950, WH.

Op. 67          Hornbækiana / Lille Suite for violin og klaver, 1952.

Op. 68          2 nocturner f. pno., u.å.

Op. 69!         Piccolo-concerto, ukomplet u.å.

Op. 69!         Klaverkoncert nr. 2 f. pno. og str., u.å.,WH.

Op. 70          Koncert nr. 1 f. vl. og ork..

Op. 71          Sonate f. engelskhorn og pno., 1951, WH 1955.

Op. 72          Strygekvartet nr. 3, 1951, WH 1952.

Op. 73          Sonate f. trompet og pno., WH 1970.

Op. 74          Obokoncert, 1951, WH.

Op. 75          Variazioni breve f. ork., 1951, WH.

Op. 76          3 ballader f. mezzosop. og pno.

Op. 77          Klaversonate nr. 5, 1951, WH 1956.

Op. 78          Prolog, rondo, epilog f. pno., 1951.

Op. 79          2 sange f. sop. og pno.

Op. 80          BOPkvintet f. blæserkvintet, 1952.

Op. 81          Prolog, dialog, epilog f. fl. og pno.

Op. 82          Trio f. tr., cor. og trb, 1952, WH 1964.

Op. 83          Symfoni nr. 7 ”De tre versioner”, 1951-52, WH.

Op. 84          Duo f. vl. og vlc., 1952.

Op. 85          Caprission f. pno., 1952.

Op. 86          Kaleidoskop f. pno., 1952.

Op. 87          Klaverkoncert nr. 3, 1952, WH.

Op. 88          Elegi f. vl., vla., vlc., cb, kl. og fag., 1954.

Op. 89          Balletmusik ”Kurtisanen”, 1953.

Op. 90          Klaversonate nr. 6, 1952, WH 1971.

Op. 91          Kvartet f. fl., ob., fag. og pno., 1952-53.

Op. 92          Symfoniske variationer, 1953, WH 1956.

Op. 93          Var. f. fl. solo, 1953, WH 1960.

Op. 94          Tripelkoncert f. ob., kl., fag. og str.ork., 1953, WH.

Op. 95          Strygekvartet nr. 4, u.å.

Uden opus    Den blå Pekingeser f. ork., 1954, WH.

Op. 96          Klaverkoncert nr. 4, 1954, WH.

Op. 97          Pentachord f. pno.

Op. 98          Tema m. var. f. vl. engelskhorn og vlc., 1954.

Op. 99a         Pezza f. 12 pno’s, 1954, WH.

Op. 99b        Fantasi og rondo f. fl. og pno., 1955.

Op. 100        Sinfonia concertante f. kl., vl. og ork., 1955-56, WH.

Op. 101        Symfonisk suite f. ork.

Op. 102        Suite f. pno., 1955.

Op. 103        Variationer f. orgel, 1955, WH 1965.

Op. 104        Variazioni semplice f. pno., 1955.

Op. 105        Strygekvartet nr. 5.

Op. 106        Cellokoncert, 1956, WH.

Op. 107        Pastorale f. ork., 1956, WH.

Op. 108        Brillantes konzertino, ”Hommage a Mozart” f. pno. og ork., 1956.

Op. 109        Pezzi sinfonici f. ork., ur. 1957, WH 1961.

Op. 110        Sonate f. solocello, 1956, WH 1959.

Op. 111        9 pezzi f. vl. og vla.

Op. 112        12 preludier f. pno., 1956-57.

Op. 113        Symfoni nr. 8, 1957, WH.

Op. 114        Concerto per archi, 1957, WH.

Op. 115        Koncert f. 6 janitscharer, 1958, WH.

Op. 116        Kvintet for 5 f. blæserkvintet, 1958, WH.

Op. 117        Sonate f. 4-hd. pno., 1958.

Op. 118        Klavertrio.

Op. 119        Symfonisk fantasi f. 2 pno’s og ork., 1958-63, WH.

Op. 120        Elementi aperti f. mezzosop. og str., 1959, WH.

Op. 121        Klaversonate nr. 7, 1959, WH 1973.

Op. 122        Sonate nr. 4 f. vl. og pno., 1959.

Op. 123        Mutationer f. ork., 1959-60, WH.

Op. 124        Strygekvartet nr. 6, 1960, WH 1961.

Op. 125        5 mobiler f. ork., 1960, WH 1966.

Op. 126        Symfoni nr. 9, 1960, WH.

Op. 127        2 Monkton-Blues f. ens., 1960, WH.

Op. 128        ”Macbeth” skuespilmusik, 1960.

Op. 129        Proposta novae f. 2 pno’s., 1960, WH.

Op. 130        Kvintet f. fl., vl., vla., vlc. og pno., 1960-61.

Op. 131        Rapsodi f. pno. og ork., 1961, WH.

Op. 132        ”Torquilla” oratorium f. soli, kor og ork., 1960-61, WH.

Op. 133        Ostinato f. ork., 1961, WH.

Op. 134        Trio f. kl., vlc. og pno.

Op. 135        Alleluja f. sop. og org.

Op. 136        Violinkoncert nr. 2, 1961, WH 1971.

Op. 137        Ouverture f. mindre ork., 1961, WH.

Op. 138        ”Bonjour Max Ernst”, kantate f. bl. kor og ork., 1961, WH. [Delvis grafisk notation]

Op. 139        Kammersymfoni f. 17 instr., 1962, WH.

Op. 140        Epitaph f. pno., 1962.

Op. 141        ”Døren”, balletmusik, 1962.

Op. 142        Papuanerdans f. 2 pno’s.

Op. 143        Sonatine fl. 2 pno., 1962.

Op. 144        Opera ”Faust 3”, WH 1963.

Op. 145        3 koralforspil f. orgel, 1962.

Op. 146        Koncert f. acc. og ork., 1962-63, WH.

Op. 147        Koncert f. fl. og ork., 1963, WH.

Op. 148        Koncert f. ork., 1963, WH.

Op. 149        Klaverkoncert nr. 5, 1963, WH.

Op. 150        Symfoni nr. 10, 1963, WH.

Op. 151        Balletsuite ”Hommage à Jean Baptiste Lully”, 1963.

Op. 152        “Sagn” f. mandskor, messingblæsere og pauker, 1964, WH.

Op. 153        ”Meet the Danes” f.ork./ pno., 1964, WH.

Op. 154        “Suite for Foreigners” f. ork./ 2 pno., 1964, WH.

Op. 155        Ouverture til “De lystige koner i Windsor”

Op. 156        ”An Arab in Cologne” f. speaker og ens., 1964, WH.

Op. 157        Det tempererede klaver bd. 1 (Bachkompendium nr. 1), 1964, WH 1966.

Op. 158        Symfoni nr. 11 ”Salzburg”, 1964, WH.

Op. 159        15 2-st. inventioner (Bachkompendium nr. 2), 1964, WH.

Op. 160        15 3-st. inventioner (Bachkompendium nr. 3), WH 1968.

Op. 161        ”Dukkens menuet” og andre klaverstykker for børn og voksne, 1964.

Op. 162        2 vignetter f. pno., 1964.

Op. 163        3 spanske genrebilleder f. pno., 1964.

Op. 164        I ZOO f. acc. solo, 1964, Hohner 1965.

Op. 165        Strygekvartet nr. 7, 1964.

Op. 166        Symfoni nr. 12, ”Tunis”, 1964, WH.

Op. 167        Københavnerkoncert nr. 1 (Bachkompendium nr. 4), 1964, WH.

Op. 168        Københavnerkoncert nr. 2 (Bachkompendium nr. 5), 1964, WH.

Op. 169        Københavnerkoncert nr. 3 (Bachkompendium nr. 6), 1964, WH.

Op 170-72    Bachkompendium nr. 7-9 ej komponeret.

Op 173-74    2 Frederiksberg suiter f. pno. (Bachkompendium nr. 10-11), 1965, WH.

Op. 175        10 små præludier f. pno (Bachkompendium nr. 12), 1965.

Op. 176        Koncert f. vl, pno. og slagtøj, 1965.

Op. 177        ”Jenny von Westphalen”, ballet. 1965.

Op. 178        Sinfonia concertante f. acc-ens. og ork., 1965, WH.

Op. 179        Third Stream Music f. ens. [u. manuskript], indspillet 1965.

Op. (179)      Montmartrekoncert f. jazzens., 1965.

Op. 180        Sonatine f. blokfl. og cemb., (Bachkompendium nr. 13), WH 1973.

Op. 181        Symfoni nr. 13 ”Militær”, 1965, WH.

Op. 182        Henry Miller suite f. vlc. og slagtøj.

Op. 183        Sonate nr. 5 f. vl. og pno.

Op. (183)      Symfoni nr. 14, ufuldendt.

Op. 184        ”Stivnet erfaring” – musikteatralsk kollektiv-præstation.

Op. 185        Kemiske madrigaler f. bl. dobbeltkor, 1965 [grafiske notation].

Op. 186        ”Mycelie”, mykologisk suite . org., 1956 [grafisk notation].

Op. 187        Musik til radiomontage ”Jern” [om Robert Jacobsen], DR 1965.

Op. 188        ”Trivielle synonymer”, 1965 [tekst og grafisk notation].

Op. 189        Happening ”Tøjmusik”, 1965 [grafisk notation].

Op. 190        Happening ”Bevarede monumenter”, 1965 [grafisk notation].

Op. 191        Glarmesterattituder…, 1965 [grafisk notation].

Op. 192        Variabel musik f. Radioens jazz-gruppe og fortæller, 1965 [grafisk notation].

Op. 193        Klaversonate nr. 8 ”Faust”, 1965, WH.

Op. 194        Klaversonate nr. 9, 1965, WH.

Op. 195        Klaverkoncert nr. 6, 1965-66, WH.

Op. 196        Klaverkvintet, 1966, WH.

Op. 197        ”Bijuoteri”, sociologisk oratorium 1, 1966 [grafisk notation].

Op. 198        ”Den europæiske vitalitet”, sociologisk oratorium 2, 1966 [grafisk notation].

Op. 199        ”Muhammedansk dokument”, sociologisk oratorium 3, 1966 [grafisk notation].

Op. 200        Poetisk sonatine f. soloobo, 1966.

Op. 201        ”Mali” f. sopr., pno og slagtøj, 1966.

Op. 202        Ecossaises f. pno.

Op. 203        Strygetrio.

Op. 204        Klaversonate nr. 10, 1966 (ufuldendt).

Op. 205        Meddelelser og landskaber, [grafisk notation].

Op. 206        Ej komponeret.

Op. 207        ”800 år”, ballet, [skitse til Købehavns 800 års jubilæum].

Op. 208        Ej komponeret.

Op. 209        Happening, ”Hasarderet suite”.

Op. 210        Ballade f. pno., (Chopinkompendium 1), 1967.

Op. 211        Fantasi-impromptu f. altfl. Solo, 1967.

Op 212         6 valses nobles et sentimentales, (Chopinkompendium 2), 1967.

Op. 213        5 mazurkas delicieuses, (Chopinkompendium 3).

Op. 214        8 nocturnes en coleurs, (Chopinkompendium 4), 1967.

Op. 215        Barcarole, (Chopinkompendium 5), 1967.

Op. 216        7 etuder, (Chopinkompendium 6).

Op. 217        Camp-duo f. fl. og vlc., 1967.

Op. 218        Scherzo, (Chopinkompendium 7), 1967.

Op. 219        Rondo amaroso, (Chopinkompendium 8).

Op. 220        Manfred ouverture (Schumannkompendium1), 1967.

Op. 221        Columbus Eier, ”Salz und Pfeffer” f. acc.

Op. 222        Europæisk form og koda f. pno., (de fallakompendium 1), 1967.

Op. 223        Cellosonate nr. 2, 1967, WH.

Op. 224        Piece heroique f. 3 pno., (Saint-Saënskompendium 1), 1967.

Op. 225        Koncert f. blfl. og ens.

Op. 226        Koncert f. gambe og ens.

Op. 227        Explosions f. 2 pno., 1967.

Op. 228        Strygekvartet nr. 8, ”Dartmouth-kvartet”, 1968, WH.

Op. 229        Symf. parafrase over ”Sørens Far har penge” f. ork., 1968. [Bidrag til samleværk].

Op. 230        Parafrase over Aarhus Tappenstreg f. ork., 1968.

Op. 231        Mini.symfoni f. ork., 1968, WH.

Op. 232        Strygekvartet nr. 9, 1968.

Op. 233        Toccata, arie, fuga f. org., 1968.

Op. 234        Aria con variazioni f. spinet.

Op. 235        Maximilian, 1. suite f. vl. og pno., 1968.

Op. 236        Kanonfotografen, duet f. vla. og pno., 1968.

Op. 237        Duet f. vla. og org., 1968.

Op. 238        Pan on Defensive. An Open Air Sketch. [Grafisk notation].

Op. 239        “In the Forest”, suite f. cor. Solo, 1968.

Op. 240        Shelley-Songs f. stemme og pno., 1968.

Op. 241        Paganini variationer f. pno., WH 1968.

Op. 242        Mozart variationer f 2 pno., 1969.

Op. 243        Klaverkoncert nr. 7. 1968[-69] , WH.

Op. 244        Østre Gasværk nr. 2 f. ork., 1969, WH.

Op. 245        ”Bonner” suite f. pno., 1969.

Op. 246        “Vibrationer” f. præp. pno., 1969.

Op. 247        ”Chorus Daniensis nr. 2”. Pezzo per virtuoso-piano e grande orchestra in stile Brasiliero-Danico, 1969. (In memoriam Lilla-Lobos.)  WH.

Op. 248        “Hoffmann” sonate f. pno., 1969, WH.

Op. 249        “Chorus Daniensis” f. beat ens.

Op. 250        “Vibrationer” – 2. vers., 1969, [grafisk notation].

Op. (251)      Psyko-biologisk musikmateriale, 1969, [grafisk notation].

Op. 252        Sange uden ord nr. 1-4 f. pno.

Op. 253        Comedie italienne nr. 1-3 f. pno., 1969.

Op. 254        Seraphionsbrødrede nr. 1-6 f. pno., 1969.

Op. 255        Månerejsen, minikantate f. børnekor, 1969.

Op. 256        Kukkassen f. pno., 1969.

Op. 257        Sonate f. 12 instr., 1970, WH.

Op. 258        Jardin des plantes, ”Gummioperaen”, ufuldendt.

Op. 259        Duarder, suite f. acc. og slagtøj.

Op. 260        Klarinettrio.

Op. 261        Formula f. pno., 1970, WH.

Op. 262        ”Vinduesmusik”, happening f. kor og ork. [grafisk notation].

Op. 263        ”Napoleon” sonate f. pno., 1970.

Op. 264        ”Rossini” sonate f. pno., 1970.

Op. 265        “Devrient” sonate f. pno., 1970.

Op. 266        Uddrag f. ork., 1960-70, WH,  [grafisk notation].

Op. (266)      Sonatine in B f. pno. (cemb) 4-hd., 1970.

Op. 267        Busonism. Audiuo-visuel Concert-Piece f. pno. og ork., 1970-71, WH.

Op. 268        Cellosonate nr. 3, 1971, WH.

Op. 269        Klarinetkoncert, 1970-71, r. 72, WH.

Op. 270        Tilkomponeret ouverture og epilog til ”Jenny von Westphalen”

Op. 271        ”Julienne” f. vlc. og pno., (J.P.F.Richterkompendium1,1), [grafisk notation].

Op. 272        Epitaph über Igor Stravinskij f. ork, (Stravinskijkompendium 1), WH.

Op. 273        Pavane f. pno., (Stravinskijkompendium 2).

Op. 274        Grosses Trio f. fl., vlc. og pno., 1971.

Op. 275        Tyrkiet, kartografiske sonater f. pno., 1971.

Op. (275)      Violinkoncert nr. 3, ufuldendt, 1971.

Op. 276        2 korsange til egen tekst f. lige st.

Op. 277        Sonate f. trb. og pno., 1971, WH.

Op. 278        Sekstet f. pno og blæserkvintet, 1971, WH.

Op. 279        Forureningsviser f. bl. kor, 1971.

Op. 280        Violionsonate nr. 6, 1971, WH.

Op. 281        Hommage à Picasso f. pno.

Op. 282        Hommage à César Franck  f. fl. og pno., 1971, WH 1971.

Op. 283        Kantate ”Le menagerie…. Camille Saint-Saëns…” f. fortæller og instr., 1971.

Op. 284        Tekstsonate f. pno.

Op. 285        ”Zeit 17 … Zeit 18” f. alt og strygekvartet, 1972.

Op. 286        Suite royale f. harmoniork., 1974, WH.

Op. 287        ”Emil Kraepelin” f. solovl., 1972.

Op. 288        2 lyriske sange f. stemme og pno. (ufuldendt).

Op. 289        Cellosonate nr. 4, 1972.

Op. 290        Statics f. solocello.

Op. 291        Organon Phlenomegno Germanico f. pno., 1972.

Op. 292        Melodia e ritmico f. acc. solo.

Op. 293        Variazioni puristica f. pno., 1972.

Op. 294        Saltholm f. ork. (ufuldendt).

Op. 295        Otto von Guericke-suite f. pno.

Op. 296        Referater f. pno., 1972.

Op. 297        Substans f. pno., 1972.

Op. 298        Benyttet afslutning på en koncert f. pno., 1972.

Op. 299        Ej komponeret.

Op. 300        Ej komponeret.

Op. 301        Trio f. fl. cemb. og pno.

Op. 302        Galilæi f. bl. besætning.

Op. 303        Violakoncert, 1972, WH.

Op. 304        Ej komponeret.

Op. 305        Arter Dinner-Concert f. pno.

Op. 306        Suite f. Big-Band.

Op. 307        Ej komponeret.

Op. 308        Ej komponeret.

Op. 309        Europa-musik inspiret af Wasserman…

Op. 310        Charming Sound f. instr. [over tonerne BBC].

Op. 311        Cellokoncert nr. 2, 1973, WH.

Op. 312        From my London-Diary f. pno.

Op. 313        Dokumenta 5 nr. 1 f. ork.

Op. 314        Sonate f. fl. og pno., 1972.

Op. 315        Dokumenta 5 nr 2 f. pno., 1972, [grafisk notation].

Op. 316        Sonate f. fg. og pno., 1972, WH.

Op. 317        Sydsjællandske sonater f. klaver.

Op. 318        Suite f. vlc., 1972.

Op. 319        Violonsonate nr. 7, 1972.

Op. 320        Sonate f. altsaxofon og pno., 1973.

Op. 321        Præludier f. pno., 2. samling (ukomplet), 1973.

Op. 322        Suite f. vl. og pno.

Op. 323        Mikro-Macro f. pno., 1973.

Op. 324        Studie på g-streng f. vl., 1973.

Op. 325        Soloelement f. pno., [grafisk notation].

Op. 326        Klaversonate nr. 11 ”The Italian”, 1973.

Op. 327        Due concertante f. vl. og pno., 1973

Op. 328        ”Automaten”, kammeropera efter E.T.A.Hoffmann, 1973, WH.

Op. 329        Wittgenstein stykker f. vl. og pno.

Op. 330        3 sonater og 3 partiter f. vl. solo, 1973, WH.

Op. 331        ”Dar es Salem” f. vl. og pno.

Op. 332        6 Beschreibungen f. vlc.

Op. 333        Observations. Psycho-Biological suite f. fl. ob. og pno., 1973.

Op. 334        Bones and Flesh. Koncert f. 2 pno., 1973.

Op. 335        Sounds and Silhuets 2-3 f. bas, skyggebilleder og pno., 1973.

Op. 336        Klaversonate nr. 12, 1973.

Op. 337        ”Hærfuglen” f. ens., 1974, WH.

Op. 338        Strygekvartet nr. 10, 1974.

Op. 339        Pupitre 14 f. ork., 1974, WH.

Op. 340        Kvartet f. blfl., ob. gambe og spinet, 1974.

Op. 341        Pianisten og proteserne (ufuldendt), 1974.

Op. 342        Joseph von Eichendorff cyklus f. bar. og pno. (ufuldendt),.

Op. 343        Duettino f. altfl. og eng.horn, 1974.

Op. 344        Happy Birthday f. pno., 1974.

Op. 345        Kvartet f. 4 fl., 1974.

Op. 346        4 aktiviteter f. 3-st. drengekor og orff-instr., 1974, WH.

Op. 347        Cathegoriæ sacrale nr. 1, hommage à Dufay… f. kor, 1974.

Op. 348        Klaversonate nr. 13, 1974.

Op. (348)      Fuglsangsuite f. pno.

Op. 349        Organisazione populare nr. 1 f. org, 1974.

Op. 350        Organisazione populare nr. 2 f. org, 1974.

Op. 351        Organisazione populare nr. 3 f. org, 1974.

Op. 352        Organisazione populare nr. 4 f. org, 1974.

Op 353         Dialektisme f. vl. og acc., 1974.

Op. 354        Var. over ”The Volge Boat-Men” f. vlc., WH 1979.

Op. 355        ”Bankchefen”, opera i 3 akter (ikke færdiginstr.), 1974.

Op. 356        Sonata da camera f.2 fl. og org., 1974.

Op. 357        Kronik om René Descartes f. ork., 1975-76, WH.

Op. 358-60   6 sonater f. solocello nr. 1-3, 1974-5.

Op. 361-63   6 sonater f. solocello nr. 4-6, ej komponeret.

Op. 364        Sonata populare f. orgel og kammerork., 1975, WH.

Op. 365        Dialog til en horst (Bornholm) f. fl. og org., 1975.

Op. 366        Danmarkskantate f. soli, kor og ork. , WH.

Op. 367        Still’s f. pno., symf.ork. og Big-Band, 1975, WH.

Op. 368        Kvartet nr. 2 f. 4 fl., 1975.

Op. 369        Chropiamonos f. mundharmonika og pno.

Op. 370        Kreta, var. antiques f. pno., 1975.

Op. 371        Jazz at the Conservatory f. Big-Band, 1975, WH.

Op. 372        2. Kammersonate f. 2 fl. og org., 1975.

Op. 373        Koncert f. tube og ork, WH.

Op. 374        Violinkoncert nr. 4¸1975, WH som op. 375.

Op. 375        Koncert f. 3 klarinettyper og ork., 1975, WH.

Op. 376        Klavertrio.

Op 377         Duet f fl. og fg..

Op. 378        Sinfonietta f. Brass-Band, 1976, WH.

Op. 379        Det tempererede klaver 2, 1976, WH.

Op. 380        Kvartet f. 2 fl., fg. og cemb.

Op. 381        Hommage à Hegel f. fl. solo.

Op. 382        Konfirmationsmusik f. org., 1976.

Op. 383        Leipzigertage. Lille koncert f. pno. og str.ork., 1976, WH.egelH

Op. 384        Ouverture f. pno., 1976.

Op. 385        Kvartet nr. 3 f. 4 fl., 1976, WH.

Op. 386        Koncert f. fl. og str., 1976, WH.

Op. 387        3 militærmarcher f. harmoniork.

Op. 388        Koncert nr. 2 f. fl. og ork., 1976, WH.

Op. 389        Bitter Skiffle f. fl. basfl. og pno. [grafisk notation].

Op. 390        Sinfonia concertante nr. 2 f. blæserkvintet og ork., 1976, WH.

Op. 391        Sonata symmetrico f. blfl., 1976.

Op. 392        Strygekvartet nr. 11, 1976.

Op. 393        Sonate f. tuba og pno. (Ukomplet), 1976.

Op. 394        5 Hula-Hula komp. f. messingbl. og slagtøj, 1977.

Op. 395        2 Hula-Hula komp. f. træbl. og slagtøj, 1977.

Op. 396        Cappriccio f. tuba og lille ork., 1977, WH.

Op. 397        Prelude f. 2 pno, 1977.

Op. 398        Studie f. 7 el-klaverer. 1977.

Op. 399        Chimes all over the World f. tape.

Op. 400        Det tempererede klaver 3, 1976-77, WH.

Op. 401        Toleranza f. 6 blæserinstr., 1977, WH.

Op. 402        Sinfonia f. ork., 1977, WH.

Op. 403a-g    Hommage à Joseph Beuys 1-7 f. div. besætninger, 1977-78.

Op. 404        Duell, ballet, 1977.

Op. 405        Kvintet f. 4 fl. og pno., ”Spaghetti”, 1977, WH.

Op. 406        Sonate f. fl. og org. nr. 1, ”Der Floh”, 1978.

Op. 407        Notturno in Berlingske (B)-dur, 1978.

Op. 408        Sonate f. fl. og org. nr. 2, ”Die Schildkröte”, 1978.

Op. 409        Det tempererede klaver 4, 1978, WH.

Op. 410        Vasco da Gama f. pno.

Op. 411        Punktum finale f. lille ork., 1978, WH.

Op. 412        Sonate diatonica f. tuba og blæserkvintet, 1978.

Op. 413        Something for a Workshop f. kammerens.,

Op. 414        Adagio f. fl. og org., 1978, WH.

Op. 415        Sarkamesque f. piccfl. og org., 1978.

Op. 416        Hommage à Zurch, dadastisk suite f. mezzosop., fl., vla og vlc., 1978.

Op. 417        Sonate f. vl., vla., vlc. og pno., 1978, WH.

Op. 418        ”We Alle Have Some Delay” f. messingkvintet, 1978.

Op. 419        Concerto barocco, balletmusik f. obo og str., 1978.

Op. 420        Joseph Beuys-sonate 1. og 2. vers. f. pno., 1978,

Op. 421        Knaldperle f. ork., 1978, WH.

Op. 422        Sonate f. vla. og pno. (kasseret af komp.).

Op. 423        ”Ein Flötenstück, das mit Klavier zusammenfallen” (Hommage à Man Ray), 1978.

Op. 424        Var. over ”Den forsvundne mus” f. piccfl. solo, 1978.

Op. 425        ”Hans (Jean) Arp-sonate. Fonetic Sound and Clash-Piano”, 1978, [grafisk notation].

Op. 426        Ariadne Musica Nova f. org., 1979.

Op. (426)      Fra serien: Upræcise protester, 1978, [grafisk notation].

Op. (426)      Georg Maciunas in memoriam f. pno. og el-pno., 1979.

Op. 427        1 ½ fuga f. vlc og pno.

Op. 428        Det tempererede klaver 5, 1978-79, WH.

Op. 429        Klaversuite (Barraque Dull Odde).

Op. 430        In an Atmosphere of Italian Futurism f. ork., 1980

Op. 431        Hyfer f. marimba, 1979.

Op. 432        Symfoni nr. 15, 1980, WH.

Op. 433        Danse og Kontradans 1-5 f. 4-hd. Pno., 1980.

Op. 434        Fragment f. ork., 1980.

Op. 435        2 små klaverstykker, 1980.

Op. 436        Short Pieces f. pno, 1980.

Op. 437        Sonate nr. 1 f org., 1980.

Op. 438        Variazioni senza Thema f. pno. og ork., 1980, WH.

Op. 439        Klaverstykke, 1980 (81?).

Op. 440a       ”Kvartet” f. pno., 1981.

Op. 440b      Åben form f. pno., 1982.

Op. 440c       Seismograf f. pno., 1981-

Op. 441        Klaversonate nr. 14, 1981.

Op. 442        En salme og et digt f. bl. kor og ork., 1981, WH.

Op. 443        Pariser-suite f. pno., 1982.

Op. 444        Cellokoncert nr. 3, 1981-82, WH.

Op. 445        Koncert f. horn og ork., 1981, WH.

Op. 446        Sonate nr. 2 f. 2. pno., 1981, WH.

Op. 447        Salzburg-sonate (nr. 15)  f. pno., 1982.

Op. 448        Sct. Annæ-piece f. vlc og pno., 1981.

Op. 449        Tema m. var. f. 2 pno., 1982, WH.

Op. 450        Klaverkoncert nr. 8, 1981, WH.

Op. 452        Pezzo per televisione f. kammerens., 1983.

Op. 453        Violinkoncert nr. 5, 1983.

Op. 454        3 valse f. 2 pno., 1983.

Op. 455        Reflektioner f. org., 1983.

Op. 456        Klaversonate nr. 16, 1983.

Op. 457        Klaversonate nr. 17, 1983.

Op. 458        21 præludier f. org., 1983, WH.  [Iflg. SNYK katalog: ”Inventioner”]

Op. 459        Klaversonate nr. 18, 1983, WH.

Op. 460        Klaversonate nr. 19, 1984.

Op. 461        Klaversonate nr. 20, 1984.

Op. 462        Klaversonate nr. 21, 1984.

Op. 463        Salmer 1-20 f. bl. kor og org., 1984.

Op. 464        16 etuder f. vlc., 1984, WH.

Op. 465        Mimoser f. org., 1984.

Op. 466        Sonate facile f. 2 pno., 1984.

Op. 467        Bokkenheuser-Elegi f. 4-hd. pno., 1984.

Op. 468        Klaversonate nr. 22, 1984.

Op. 469        DSB-Ouverture f. Brass-Band el. Blæserork., el. Pno., 1984, WH.

Op. 470        Det tempererede klaver 6, 1985, WH.

Op. 471        Emancipatio f. altsax. og pno., 1985.

Op. 472        Nodebog f. pno., 1985.

Op. 473        Sonatina cromatica f. pno., 1985.

Op. 474        Klimatiske forandringer f. sax, pno. og kammerens.,1985, WH.

Op. 475        Hommage à Pierre Boulez f. 2 pno., 1985.

Op. 476        Hyldest til Ærø f. pno., 1985.

Op. 477        Quartetto brioso f. fl., vl., vla. og vlc., 1985.

Op. 478        Sonate f. sopransax.og pno., 1985, WH.

Op. 479        Tema con var., f. 4-hd pno., 1985.

Op. 480        Pezzo f. sopransax solo, 1985.

Op. 481        Termalen f. recit., vlc. og pno., 1985

Op. 482        Koncert nr. 2 f. 2 pno. og ork., 1985, WH.

Op. 483        Concertino f. pno., træbl. og slagtøj, 1985, WH.

Op. 484        Sonate f. tenorsax. og  pno., 1985.

Op. 485        Sonate f. barytonsax. og pno., 1986, WH.

Op. 486        Solistisk duo f. 2 pno., 1986.

Op. 487        Alceste ouverture f. 2 pno., 1986.

Op. 488        Koncert f. reduceret str.besætning, 1986, WH.

Op. 489        Sangcyklus f. sop. og gui., 1986.

Op. 490        Motivation f. carillon, 1986.

Op. 491        Pezzo I og II f. pno., 1986.

Op. 492        Quasi una passacaglia f. org., 1986.

Op. 493        Duettino f. fl. og gui., 1986.

Op. 494        Jubilæums præludie f. org., 1986.

Op. 495        Skovstykker 1-6 f. pno., 1986, WH.

Op. 496        Amalgam f. 2 pno., 1986.

Op. 497        Musik til ”Ildfuglen” f. 4-hd pno., 1986.

Op. 498        Sonatine f. altsax. og pno., 1986.

Op. 499        Spies-komp. f. 2 tr. og pno., 1986.

Ukendt          IHS-composition f. 2 fl. og pno., 1986.

Ukendt          Løgumklostersuite, 1986.

Ukendt          Sonate f. fl. og gui., 1986.

Ukendt          Sonate f. harpe solo, 1986.

Op. 504        Plankton f. 2 pno. og kammerens., 1986, WH.

Ukendt          Beethoven en face f. pno., 1987.

Op. 506        Goldbergvariationer II f. pno. el. cem., 1987.

Op. 507        Strygekvartet i én sats, 1987, WH.

Op. 508        Ohm f. 4-hd pno., 1987

Op. 509        Symfoni nr. 16, 1987, WH.

Op. 510        Sonate f. ob. og pno., 1987.

Op. 511        Surroundings f. strygekvartet, 1987.

Op. 512        Star Tour Hymne f. org., 1987.

Op. 513        Airplane-march f. pno., 1987.

Op. 514        DSB-gavotte f. vl., vlc. og pno., 1987, WH.

Op. 515        ”Savonarola” opera, 1986.

Op. 516        Sometimes OK, 1987. [Også som op. 515 i REX]

Op. 517        Klaverkoncert nr. 9, 1987.

Op. 518        Vaterpas f. 4-hd pno., 1988.

Op. 519        Strygekvartet nr. 14, 1988, WH.

Op. 520        De vilde malere f. 3 fl., 1988.

Op. 522        Symfoni nr. 17, 1988, WH.

Op. 523        Symfoni nr. 18, 1988, WH.

Op. 524        Symfoni nr. 19, 1989, WH.

Ukendt          Symfoni nr. 20, 1988.

Ukendt          Hieroglyf II f. 2 pno., 1988.

Ukendt          Minikantate f. recit., vl. kl. og pno., 1988.

Op. 527        Symfoni nr. 22 (Esbjerg-symfonien), 1990-91.

Op. 528        Watermusic II f. kammerens., 1988, WH.

Op. 530        Det tempererede klaver 7, 1988-89, WH.

Op. 531        Duo concertante f. vl. og cb., 1989, WH.

Op. 532        Det tempererede klaver 8, 1988-89, WH.

Op. 533        Fantasi og fuga over BACH f. 2 pno., 1989.

Op. 534        Forbundne bassiner f. fl. og pno., 1989.

Op. 535        Bolero II f. pno. og Big-Band, 1989, WH.

Op. 537 !      Ondine II f. pno., 1989.

Op. 537 !      Symfoni nr. 21, 1988-89.

Ukendt          Poetisk sonatine f. vl. og vlc., 1989.

Ukendt          Poetisk sonatine II f. ob., 1989.

Ukendt          Sonate f. bassax. og pno., 1989.

Ukendt          Duo f. vl. og vla, 1989.

Op. 541        Det tempererede klaver 9, 1989.

Op. 542        Det tempererede klaver 10, 1990.

Op. 544        Hommage `Carl Nielsen f. 2 pno., 1990.

Op. 545        Panorama f. 11 instr., 1990, WH.p. 546  Det tempererede klaver 11, 1990.

Op. 547        Concerto for Dizzy f. tr. og solostr., 1990, WH.

Op. 548        Chôro Daniensis f. instr. sekstet, 1990, WH.

Op. 549        Pezzi f. Klüver-Band, 1990.

Ukendt          Kvartet f. vl., vla., vlc. og cb., 1990.

Op. 551        Cabaret Voltaire f. ten. og gui., 1990.

Op. 552        Æbeltoft fanfare f. tr., 1990.

Ukendt          Burla f. obo solo, u.å. [1990-91 ?].

Op. 553        Trio quarttro f. vl.,vlc og pno., 1991.

Op. 554        Det tempererede klaver 12, 1991.

Op. 555        Konkylier f. saxofonkvartet, 1991, WH.

Op. 556        Symfoni nr. 23 (Piræus), 1991-92.

Op. 557        The Tragedy of The Lady f. mezzosop. og Big-Band, 1992.

Ukendt          Fantasi I – intermezzo – fantasi II f. pno., 1992.

Op. 559        Lille suite f. pno., 1992.

Op. 560        Hyldest til Middelhavet, 1992.

Op. 562        Mazurka f. pno., 1992.

Ukendt          Postkort-komp., 1992.

Ukendt          Contrapunctus XIV (J. S. Bach) f. org., 1993.

Op. 563        Variationer f. pno., 1992.

Op. 564        Johannes Erobreren [Forføreren] f. solo, kor, fl., vlc. og pno., 1992.

Op. 565        Sainkhonism f solostemme ogudv. kammer ens., 1993.

Op. 566        Kvartet f. kl., vl., vla og vlc, 1993.

Op. 567        4 Pezzi (quasi una sonata) f. 2 pno., 1993.

Op. 568        Københavner-suite 1 f. pno./cemb., 1993.

Op. 569        Københavner-suite 2 f. pno./cemb., 1993.

Op. 570        Københavner-suite 3 f. pno./cemb., 1993.

Op. 571        Københavner-suite 4 f. pno./cemb., 1993.

Op. 572        Pyramide f. fl., kl., vlc., gui., pno. og slagtøj, 1993, WH.

Op. 573        Micro-trio f. tuba, vlc og slagtøj, 1993.

Op. 574        6te September f. instr ens., 1993.

Op. 757/575 Opus Pundik f. altsax. og pno., 1993 [rettet i forhold til REX]

Ukendt          La front nationale f. ob., kl., fag., 1993.

Op. 577        Hus forbi f. ob., vlc. og pno., 1993.

Op. 578        Kammerkoncert f. soloklarinet., 1993.

Op. 579        Spiraler f. kl. tr. og acc., 1993.

Op. 582 !      Le chien rouge f. tuba og pno., 1993.

Op. 582 !      Jaques Chirac … pour la republique f. strygekvartet, 1993-94.

Op. 583        Tredive enzymer f. pno., 1994.

Op. 584        Postulater og paradokser f. pno., 1994.

Op. 585        Pneus f. pno., 1994.

Op. 586        Infiltrationer f. pno., 1994.

Ukendt          Kan du li Gershwin, kammeropera f. stemmer og ens., 1994.

Op. 589 !      Profylaktiske prognoser f. pno., 1994.

Op. 589 !      Rekonvalescenten, kammeropera, 1994.

Op. 590        Kortspil, kammeropera f. stemmer og ens., 1994.

Ukendt          Symfoni nr. 24, 1994-95.

Op. 595        Strygekvartet nr. 16, 1995.

Op. 598        Concertino f. 2 pno., 1995.

Op. 599        Sonate nr. 23 f. pno., 1995.

Op. 600        Lille Atelier-Suite f. pno., u.å.

Op. 601        Kammerkoncert f. pno. solo og kammerens., 1995.

Ukendt          ”Det banale” (tekst Asger Jorn v. Jens Staubrand), 1995.

Ukendt          Lille Atelier-suite f. pno., 1995.

Op. 608        Tsetse-flue f. kammerens., 1995.

Op. 611        Naivistiske sange f. mezzosop. og pno., 1995,

Op. 613        Vermischte Bemerkungen f. kammerens., 1995.

Op. 614        Musikalsk Menu f. kammerens., 1995.

Ukendt          26 fragmenter f. pno., før 1996.

Ukendt          Symphonic variations f. pno., før 1996.

Op. 617        Epilog f. sopr., cl. og pno., 1996.

Op. 617a       Prolog f. sopr., cl. og pno., 1995.

Op. 617b      Blomster-støv f. sopr., cl og pno., 1995 [= op. 617?].

Op. 618        Hymne til Ekstrabladet f. pno., u.å.

Op. 619        Sopping Wet Bean Stick f. pno., 1996.

Op. 620        Drei geistliche Lieder f. altstemme og ens., 1996.

Op. 621        Cellism f. 12 vlc., 1995-96.

Op. 624        Sonate nr. 26 f. pno., 1996

Op. 627        Taiwan sonate, 1996.

Op. 630        Første glimt, 1996.

Op. 631        Pezzo f. pno., 1996.

Op. 632        Mantziussonate f. pno, 1996.

Op. 633        Det tempererede klaver 13, 1996.

Op. 634        Fetisch-Sonate (nr. 30) f. pno [?], 1996.

Op. 636        Brøndso[n]ate / Sonate nr. 31 f. pno [?], 1996.

Op. 638        Det tempererede klaver 14, 1996 [ej medtaget i NVB’s komplette indspilning fra 1997].

Op. 650        Anti-Socialdemokratisk/Hymne f. 2 trb og sax, 1996.

Op. 651        Anti-omsorgsbetonet hymne f. kl., gui. og harpe, 1996.

Op. 652        Anti-nedlæggelseshymne f. tuba, vlc. og eng.horn, 1996.

Ukendt          Anti-definitivt_besluttet hymne f. ob., acc. og fag., u.å.

Ukendt          Anti-eksistentialistisk hymne, u.å.

Ukendt          Anti-pædagog-examineret hymne f. 3 fag., u.å.

Ukendt          Anti-substansfleksibel hymne f. 3 cb., u.å.

Ukendt          Anti-vedtægtsbetonet hymne f. cor., trb. og bcl., u.å.

Op. 663        Heitor Villa-Lobos in memoriam f. pno., u.å.

Ukendt          September Mood nr. 1 – 6 f. pno., 1997.

Ukendt          6 symf. danse f. 2 pno., 1997

Ukendt          Pezzi, 1997.

 

Værker uden opus og år: Roskilde suite f. pno, WH.

Litteratur

Anvendt litteratur

Niels Viggo Bentzon: Enquete bidrag om Stravinsky i: Dansk Musiktidsskrift 1952.

Niels Viggo Bentzon: ”Omkring min 4. symfoni” i: Ingmar Bengtsson (ed.): Modern nordisk musik. Fjorton tonsättare om egna verk. Stockholm 1957.

Niels Viggo Bentzon: Værknoter til indspilningen FONA LPK 540, 1965.

Klaus Møllerhøj: Niels Viggo Bentzons kompositioner. En fortegnelse over værkene med opusnumre. København 1980.

Niels Viggo Bentson: Værknoter til indspilningen af 4. symfoni, DMA 078, 1984?.

Bertel Krarup: ”Bentzon netop nu – et interview med Niels Viggo Bentzon” i; Dansk

Musiktidsskrift 1988/89 nr. 1, s. 17.

Inge Bønnerup: Værknoter til: Danish Organ Musik from the 20th Century, vol 2. CDKlassisk CDK 1019.

Niels Viggo Bentzon: Værknoter til cd Kontrapunkt 32017.

Jens Brincker: Værknoter til cd Classico CLASSCD 722.

 

Diskografi

Udvalgte indspilninger:

Klaversonater Vol. 2
Christina Bjørkøe (klaver)
Dacapo 8.226030 (2006), CD
Link til Dacapo

Værker for cello og klaver
Rosalind Bevan (klaver), Niels Ullner (cello)
Dacapo 8.226015 (2004), CD
Link til Dacapo

Symfonier nr. 5 og 7
Aarhus Symfoniorkester, Ole Schmidt (dirigent)
Dacapo 8.224111 (1999), CD
Link til Dacapo

Niels Viggo Bentzon
Foto: Seismograf

Niels Viggo Bentzon

Født:

24. august 1919, København

Død:

25. april 2000, Frederiksberg

Uddannelse:

Det Kgl Danske Musikkonservatorium 1938-42 i musikteori (Knud Jeppesen, Store Eksamen 1941), klaver (Chr. Christiansen, debut 1943) og orgel (Emilius Bangert, organisteksamen 1942). Studier i jazzklaver (Leo Mathisen).

Øvrige beskæftigelser:

Lærer i musikteori og klaver Det Jyske Musikakademi 1945, i formlære og musikteori Det Kgl. Danske Musikkonservatorium 1950, docent fra 1960.

Priser/legater:

Det Anckerske Legat 1947, Carl Nielsens Mindelegat 1954, Carl Nielsen-prisen 1965 m.m.

Forlag:

Profil oprettet:

13. april 2011
Medlemsskab

Bliv medlem af DKF idag

Læs mere om fordelene ved at være medlem af DKF her

Nyhedsbrev

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Du kan tilmelde dig ved at klikke her

Kontakt

Dansk
Komponist
Forening

Lautrupsgade 9, 5.sal
DK 2100 København Ø

Telefon (45) 33 13 54 05

dkf@komponistforeningen.dk

Send meddelelse
Find på kort

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev her

Betingelser for DKF nyhedsbrev

Betingelser og vilkår

Læs følgende vilkår og betingelser omhyggeligt, før du tilmelder dig DKFs nyhedsbrev. Såfremt du ikke kan acceptere nedenstående vilkår og betingelser, skal du ikke tilmelde dig DKFs nyhedsbrev.

www.komponistforeningen.dk

Dette website ejes og drives af Dansk Komponist Forening, som er en dansk registreret virksomhed underlagt dansk lovgivning.

Email

Som modtager af DKFs nyhedsbrev modtager du månedeligt et gratis nyhedsbrev i HTML-format.