Det har været skiftedag i Kunstrådet. Det er ikke gået stille af. Herligt med lidt kunstdebat, men hvor meget klogere er vi blevet?

En lille historie

Der var engang en fin restaurant. Kokkene serverede haute cuisine, tilberedt efter alle kogekunstens regler. Men der var efterhånden en voksende konkurrencen fra burgerkæder og den spirende interesse for gør-det-selv madklubber. Kokkene syntes, at ejeren burde gå ud og fortælle gæsterne om visionen med at drive restauranten. Men ejeren svarede: “Hvordan kan jeg være visionær, for jeg må jo ikke mene noget om det, der faktisk kommer på tallerkenerne? Jeg kan bare tale om portionernes størrelse. Og hvad skal jeg ellers mene? – nogen siger, at det vigtigste er, at den enkelte får rigeligt med vitaminer. Andre påstår, at folkesundheden er det altafgørende. Andre igen slår på vigtigheden af at udvikle den højere kogekunst.”

“Og hvad nytter det,” fortsatte ejeren, “når alt dette appellerer mindre og mindre til gæsterne. De interesserer sig dybest set kun for, om de kan få det, de helst vil have, og for hvordan menuen smager.” Og ejeren blev bange for, at gæsterne helt ville droppe restaurantbesøgene eller finde et andet etablissement. For det så jo ikke ud til, at kokkene var indstillet på at lytte til gæsterne.

En skønne dag var der så en ejer, der tog en rask beslutning og selv tog ansvaret for menuen. Men uha, det skulle han ikke have gjort! En repræsentant for de professionelle kokke var straks over ham: “Dilettantismens djævle er løs. Skam få den, der ikke rådfører sig med dem, der har forstand på det.” – Og der blev skrevet om det i oldermandens avis.

Skiftedag i Kunstrådet

Kunstneren Per Arnoldi og hans nye hold har d. 1. april taget over efter erhvervslederen Mads Øvlisen og hans folk. Øvlisen & Co har takket af med en bredside til politikerne. Den udfoldes bl.a. i en pamflet fra Kunstrådet, “Kunsten at støtte kunsten” hedder den. I kronikker og interviews har Øvlisen efterfølgende uddybet kritikken: Politikerne interesserer sig ikke nok for kunsten. Kunsten og kunstformidlingen prioriteres alt for lavt af politikerne (kronik i Politiken d. 24. marts). Politikerne har forsømt at formulere en overordnet vision for den danske kulturpolitik. Siger altså Øvlisen efter fire år som formand for Kunstrådet. Så han må vel vide, hvad han taler om.

Kunstrådet har selv formuleret sit kunstsyn:

”Kunst skaber erkendelse. Kunst bryder grænser. Kunst åbner rum.” Det har været holdningen bag Statens Kunstråds virke i de sidste fire år. Den gode kunst er altid nyskabende og provokerende. Den får os til at spærre øjnene op og påtvinger os nye tanker og perspektiver. Det er derfor, kunst er så nødvendigt for demokratiske samfund. I autoritære stater findes der kun én fortælling om samfundet, nemlig magthavernes. Men i demokratier findes der altid flere. (fra “Kunsten at støtte kunsten”).

Også dette har Mads Øvlisen uddybet efterfølgende: Kunsten kan og skal spille en rolle i samfundsdebatten. Vi støtter vel ikke kunsten blot for at få noget pænt at se på eller noget rart at lytte til? (Politiken d. 24. marts).

“Den gode kunst er altid nyskabende og provokerende,” siger altså Statens Kunstråd. Rådet er statsmagtens rådgiver i kunstpolitiske spørgsmål, og dets fagudvalg fordeler de statslige støttemidler. Det har således et særligt privilegium i relation til fortolkning og udmøntning af statsmagtens kunstsyn. For det afgående kunstråd var dette grundlaget for det, man kunne kalde en instrumentel holdning til kunstens rolle: i kraft af den gode kunsts evne til at bryde grænser og skabe nye indsigter er den nødvendig for debat og udvikling i et demokratisk samfund.

Men når kulturminister, Per Stig Møller taler om kunst fremhæver han noget andet, nemlig det, kunsten bør være for os som enkeltindivider i form af en stimulans for vores personlige udvikling (dannelse ville nogen måske kalde det): Kender vi ikke kunsten, litteraturen, filmhistorien, får vi begrænset vores medmenneskelige erfaring til det umiddelbart oplevede. Det kan aldrig blive så omfattende som det, en alsidig kunstindsigt bibringer. Kunsten viser os de evige menneskelige problemer, vi alle slås med: kærlighed, ambitioner, had, kamp. jalousi og død. Fra Sofokles over Shakespeare til Márques (tale ved Repræsentantskaberne for Statens Kunstråd og Statens Kunstfonds seminar om kunstens rolle i samfundet, september 2010 også citeret i “Kunsten at støtte kunsten”).

Måske er det dette anderledes kunstsyn, som har inspireret kulturministeren til at udpege en efterfølger til erhvervsmanden Øvlisen, der ikke deler det afgående kunstråds holdning. Den nye formand, kunstneren Per Arnoldi har i hvert fald (ret støjende) gjort klart, at han står for noget andet, eller retter noget tredje, for hans kunstsyn dækker ikke ganske ministerens perspektiv.

Det giver ikke mening at kræve af kunsten, at den skal være grænseoverskridende for at være støtteberettiget, mener Arnoldi. For det er ikke længere kunsten, der bryder grænser. Det tabusprængende og grænseoverskridende finder man andre steder, f. eks. i medierne. Han synes, at kunsten har sit eget reservat. I dette ligger der også en udfordring: På en måde er kunsten fortrukket til et reservat. …Og det er da muligt, at det vi laver, bare er en øvelse i reservatet. At vi holder kunstigt liv i det. Det er muligt, at det er en patient, vi har med at gøre. Det kan også være, at det er et lig, vi forsøger at sminke. Vi må i hvert fald finde på noget nyt. (Information, 26. marts). Her udtrykker han måske en (klædelig) usikkerhed. Men ét er sikkert hvis det står til Arnoldi: der skal ske en styrkelse af den professionelle kunst. Som han siger: Det går jo ikke, at alle og enhver kan kalde sig kunstner.

Publikum

I debatten er således tre perspektiver på kunsten i spil: det instrumentelle (kunsten er nyskabende og uundværlig for samfundet), det introverte (kunsten stimulerer den enkeltes indre liv), det institutionelle (beskyt professionalismen, kunsten er væsentlig i sig selv og for sig selv og sine). De bringes på banen af debattens nøglepersoner, som hermed har excelleret i at tale forbi hinanden. Dog – når det kommer til hvordan den statslige kunststøtte bør forvaltes, hedder det som med én mund: med armslængde! Til gengæld blafrer Mads Øvlisens diskussion, som han har forsøgt at føre gennem fire år med kulturminister og politikere om hvem, der skal formulere hvilke visioner for kunststøtten, stadig hid og did. (I hvert fald Indtil Mogens Jensen med flyvende faner kom på banen og med valgkampsretorik formulerede den socialdemokratiske kulturpolitik).

Den indledende gastronomiske fortælling udspiller sig mellem tre grupper, som har forventninger og stiller krav til hinanden, kokkene, ejeren og gæsterne. Inden for kunststøtten finder vi de professionelle (kunstnerne og deres repræsentanter, som forvalter kunststøtten), politikerne (bevillingsgiverne) og … og …… en gruppe, som jeg knap har set nævnt i debatten: publikum (offentligheden).

Ikke nævnt, men næppe glemt – eller bevidst gemt (?). Indirekte er publikum nemlig til stede. Kunstnerne vil jo gerne tale til nogen og succes måles som bekendt i stigende grad i form af publikumssucces. Og politikkerne presses af publikum (deres vælgere), for hvis det ikke ser mening i de ting, som kulturkronerne går til, står deres politiske liv på spil.

Fortællingens afsluttende citat er (stort set ordret) hentet fra det virkelige liv. Det handler om kunstindkøb og stammer fra kunsthistoriker og professor i offentlig forvaltning Henning Jørgensen, Aalborg Universitet: “Dilettantismens djævle er løs i kommunerne. Når det gælder kunstindkøb har vi nogle dilettanter ude i kommunalbestyrelserne, der ikke rådfører sig med dem, der har forstand på det”. (Politiken d. 26. marts 2011). Nej, de rådfører sig nemlig med deres fornemmelse for det lokale publikum.

Armslængden er under beskydning. Og paraderne fra ‘de professionelle’ kommer rutinemæssigt op. Men retorikken er blevet skinger, og jo mere der tales – også fra kunstnernes side – des længere bliver armen. Med risiko for kunstnernes isolation i forhold til såvel politikere som publikum.

Så der er et dilemma. Og dilemmaet forstærkes af det paradigmeskift, som sker (er sket?) for øjnene af os i forhold til web-generationens brug af kultur. Eller som det så rammende er blevet formuleret for musikkens vedkommende af Lena Brostrøm, formand for Dansk Artistforbund: “Musikken orkestrerer vores liv” – og jeg har lyst til at tilføje: “vi vil selv skrive partituret!” Vi vil udtrykke vores holdninger, vores identiteter, ja, i princippet hele vores liv med vores valg af den kultur, vi opsøger og deltager i. Vi vil gerne have nuancer og diversitet, vi springer fra niche til mainstream uden skrupler, vi opsøger mange forskellige fællesskaber, både i cyberspace og i real life.

Det er et publikum, som rækker ud efter kultur af alle slags – og der er et voksende behov. Aldrig har så mange gået på museum, i biografen, til koncerter, aldrig har så mange selv været aktive – men de vil selv vælge. Det er kræsent publikum (tilbuddene skal have kvalitet på hver deres præmisser), og det vil inviteres til at være deltagere frem for at få tingene stoppet ned i halsen.

Blandt de mange debattører, der i skiftedagens anledning har givet deres besyv er jeg kun stødt på en enkelt, som har blik for dette aspekt, nemlig Ulla Tofte, direktør for Golden Days. Hun skriver bl.a.: Det er … på tide at overveje, om vi – folket – ikke fortjener flere forskellige kulturtilbud at kunne vælge imellem. Folkelige og fællesskabsorienterede, naturligvis. Ude i verden kan ‘finkulturen’ godt være med til at definere de store fællesskaber. I Liverpool snakker fabriksarbejdere, tankpassere og buschauffører om den nyeste kunstudstilling på byens kunstmuseum. Her har museerne tilpasset deres udstillinger til borgerne med en tro på, at netop museet skal samle og skabe fællesskabsfølelse.

Små nicheprojekter begynder efterhånden at råbe omgivelserne op herhjemme. Nytænkende formidlingsinitiativer på museerne, outreachprojekter på teatrenes eksperimentalscener og cool vidensformidling i medierne spirer frem. Spæde tegn på, at man igen tør tage borgerne alvorligt. (Berlingske, d. 24 marts).

Ja tak, mere af det! Og her må kunstnerne gå foran. Både i deres praksis (det er på mange måder ved at ske), og i deres organisationer. Kunstnernes repræsentanter i råd og nævn må inddrages i samtalen om de nye perspektiver, der tegner sig. Og sidst, men ikke mindst er det er forhåbentlig muligt, at hjælpe politikerne ud af deres dilemma. Måske skal ligefrem en nytolkning af armslængdeprincippet på dagsordenen?

Som antydet ovenfor har politikerne registreret kunststøttens dilemmaer. En velunderbygget rapport med titlen “Spændvidder” har spottet den nye publikumstype, ‘shopperne’ også kaldet; og den har samtidig peget på nogle strukturelle problemer vedrørende kunststøtten. Dette har som bekendt ført til at kulturministeren har nedsat et udvalg, det såkaldte Lars Liebst-udvalg, til at kulegrave kunststøttestrukturen. Meget ser dog ud til, at dette højst kan bidrage til symptombehandling trods god vilje og seriøsitet fra udvalgets side. Og risikoen for at patienten ordineres forkert medicin er desværre overhængende. Udvalget er måske nok i en vis forstand bredt sammensat, men uden kunstnere – og i øvrigt også uden politikere og publikumsrepræsentanter fra web-generationen.

Kære kulturminister

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: det er det stik modsatte, vi har brug for. Uden dialog, uden etablering af en fælles viden og udblik i flere retninger som grundlag for at handle er der en til vished grænsende sandsynlighed for, at vi havner i en blindgyde. Der er ingen enkle løsninger. Skiftedagens debat har vist, hvor nemt det er at tale forbi hinanden, og hvor nemt det er at overse noget væsentligt.

Der er berammet ét møde mellem Liebst-udvalget og samtlige kunstnerorganisationer (Odense, d. 2.maj). – Er det en aprilsnar?