Indignez-vous ! er titlen på en lille pamflet af den 93-årige Stéphane Hessel. Den lille udgivelse har fået den franske ungdom på barrikaderne, og den har fået dele af det franske establishment til at reagere skarpt over for denne veteran fra modstandskampen. Udgivelsen har solgt i millionoplag.

Indignez-vous ! [Gør oprør!] lyder opfordringen fra den gamle modstandskæmpe. Og han er ikke hvem som helst. Stéphane Hessel kæmpede side om side med den senere præsident Charles de Gaulle og var efter krigen medredaktør af Verdenserklæringen Om Menneskerettighederne (på fransk: Déclaration universelle des Droits de l'Homme) som blev vedtaget d. 10. december 1948 af FN. Han har siden beklædt diverse topposter inden for fransk og internationalt diplomati.

Der er nok at blive oprørt over ifølge Hessel: Hvordan kan vores regeringer påstå, at de ikke kan klare udgifterne til social sikring af borgerne, når værdiproduktionen i samfundet aldrig har være større og de internationale banker scorer milliardoverskud og har råd til astronomiske lønninger til deres ledere? Eller: hvordan kan vi i vores rige samfund være bekendt at behandle visse befolkningsgrupper på måder, der dybest set er i modstrid med menneskerettighedserklæringens universelle krav om lige rettigheder?

Netop det at blive oprørt – indignationen – skriver Hessel, er den fundamentale tilskyndelse til modstand. Men hvordan kan man få et overblik i en kompleks verden, hvor alt hænger sammen på kryds og tværs? Hvem styrer hvad, og hvem bestemmer egentlig? Hvor er de uacceptable ting,  som jeg har en chance for at påvirke?

“Man må se godt efter og lede,” siger Hessel. “Jeg siger til ungdommen: søg og I skal finde. Den værste holdning er ligegyldigheden, det at sige “jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det, jeg vil bare passe mig selv”. Ved at opføre jer sådan mister I en af de afgørende ting ved at være menneske. En af de uundværlige egenskaber: evnen til at blive oprørt og dermed det engagement, som er dens konsekvens”. Det engagement, der kan føre til handling og ændring af tingenes tilstand.

Vi behøver ikke engagere os i verdensomstyrtende oprør. Der er andre muligheder. Vi kan vende os mod NGO’er og internationale bevægelser. Eller de nære ting kan kalde på vores indignation og vække vores engagement, f.eks. frelsen af vores børn – frelsen af vores børn fra musikalsk analfabetisme.

Der har været talt meget om forvitringen af musikundervisningen i vores folkeskoler. Over halvdelen af vores folkeskoler har nemlig ikke kvalificerede lærere til at læse faget musik, og knap halvdelen har færre musiktimer end det, der officielt skønnes nødvendigt for at opfylde formålsparagraffen for faget musik. Heldigvis er der også (endnu) skoler med god musikundervisning.

Men som Lisbeth Frostholm skriver i sin fredagsbøn fra 18. februar, går udviklingen indiskutabelt mod, at vi får et A-hold, der har modtaget kvalificeret og tilstrækkelig musikundervisning og et hastigt voksende B-hold, som slet ikke har, en gruppe af funktionelle musikalske analfabeter.

Det skyldes bl.a. en reform af læreruddannelsen (en af mange gennem årene), som regeringen gennemførte i 2008 som en reaktion på PISA-undersøgelsen vedrørende danske børns færdigheder i de boglige fag. Denne reform af læreruddannelsen har bevirket, at færre studerende nu kan få opfyldt ønsket om fagkombinationer med musik som linjefag. For at tvinge de lærerstuderende til at vælge fagkombinationer med dansk, matematik, engelsk og naturfag samt historie – PISA-fagene – har reformen udelukket valget af fagkombinationer, hvori en række andre, mindre prioriterede fag, herunder musik, indgår. Om føje år forventes således at mangle i omegnen af 200 faguddannede musiklærere i folkeskolen.

Et kig på musikundervisningens udmærkede og stadig gældende formålsparagraf (for alle skolebørn!) giver et fingerpeg om hvad det er, vi er ved at smide væk, nemlig

… at eleverne udvikler deres evne til at opleve musik og til at udtrykke sig i og om musik. Undervisningen skal bidrage dem forudsætninger for livslang og aktiv deltagelse i musiklivet og for selvstændigt at kunne forholde sig til samfundets mangeartede musiktilbud.

… undervisningen [skal] medvirke til elevernes følelsesmæssige og intellektuelle udvikling, udviklingen af koncentration og motorik samt øge deres forståelse af sig selv som en del af et fællesskab.

… undervisningen skal fremme elevernes forståelse af dansk og udenlandsk musiktradition som del af kulturlivet, dels således som den indgår i det aktuelle samfundsliv, dels i dens historiske perspektiv.

Her indrammes netop det, som beskæftigelsen med musik udvikler: evnen til oplevelse og selvstændig stillingtagen, følelsesmæssig, intellektuel og motorisk udvikling, sociale kompetencer, skabende aktiviteter, åbenhed og traditionsbevidsthed. Alt dette repræsenterer en betydelig kilde til rigdom i den enkeltes liv, en adkomst til større dybde og meningsfylde i tilværelsen. I sig selv udgør det en betydelig værdi og danner afsæt for aktiv deltagelse i kulturlivet og for en åben og nysgerrig deltagelse i andre samfundsprocesser.

Det er også veldokumenteret, at det i høj grad er kompetencer som disse, der skal understøtte evnen til innovation og forandring i fremtidens erhvervsliv. Det er med andre ord ikke kun et alvorligt kulturelt værditab, der er på spil, der gambles også med et (ud-)dannelsesgrundlag, som i den fremtid, der allerede banker på døren, repræsenterer en samfundsværdi, som næppe kan overvurderes. Ikke noget under, at bekymringen, for ikke at sige frustrationen er enorm i musik- og kunstlivet. Og denne bekymring gør sig gældende langt ind i fremadskuende kredse inden for erhvervslivet. Den burde række langt ind i regeringskontorerne på Christiansborg.

Men vores rådvilde politikere ser ikke andre udveje end at styrke det, som de selv bedst forstår: satsningen på de boglige fag og materielle goder. Dette til trods for at vi ser, at denne entydige satsning har spillet fallit. En satsning på andre kompetencer er en nødvendighed. Hvis vi også bliver fattige i ånden, fordi vores materielle status er truet, så er vi for alvor på vej ned ad slisken såvel menneskeligt som materielt.

Så unge forældre med børn i skolerne, musikfolk, alle der arbejder med uddannelse: indignez vous ! – mobiliser jeres engagement og gør oprør. Stil krav til jeres skoler og jeres kommune, lav mere musik for og med børn og unge. Tag musikken alvorligt, spil flere skolekoncerter.

Og alle må vi kræve handling af vores tonedøve politikere. Eller fyre dem.