Efter sigende skulle den finske komponist Jean Sibelius have udtalt, at han meget hellere ville tale med bankdirektører end med kunstnere. Han havde nemlig bemærket, at bankdirektører talte om kunst, mens kunstnere kun talte om penge. Og vi genkender det: kunstnere taler stadig om penge: bibliotekspenge, elendige dagpengeordninger for free-lancere, støtteordninger, pengestrømsanalyser, you name it – listen er lang.

Faktisk er det jo sådan, at alle, ikke kun kunstnerne, men også helt almindelige folk nu taler mest om penge. Ja, bankdirektørerne og politikere især taler om penge – i hvert fald ikke om kunst. Det har vi vænnet os til efter et tiår med liberalistisk blokpolitik og udhuling af velfærden, heksejagt på kunstnere og intellektuelle og det, de står for, og senest en verdensomspændende finanskrise.

Finanskrise og velfærdskrise har naturligvis mange årsager, men adskillige med forstand på de dele har peget på vores lederes manglende mod og kompetencer og ikke mindst en usund ledelsesfilosofi, som stærkt medvirkende årsager. I de fine business-skoler og universiteter, hvor den vestlige verdens ledere har deres uddannelse og idealer fra, må læremestrene have alvorligt røde ører. Det meste af det, deres stjerneelever har fået med sig, har ledt i fordærv.

Så der må nye boller på suppen. Mange siger det, men hvem gør noget ved det? Vores lederes og politikeres værktøjskasse er gabende tom. Rådvildheden hersker på parnasset.

Tag f.eks. skoleområdet: Vores politikere og mange erhvervsledere overgår hinanden i at foreslå forbedringer. Pisa-undersøgelser hævder, at det går dårligt med læsefærdighederne, og med en Pavlov’sk refleks foreslås reformer, som styrker de boglige fag. Tests og karakterer, gerne fra 0’te klasse, skal befordre indlæringen. Fag som musik og billedkunst bør derfor nedtones. Man er med andre ord ved at reformere skolen i det uddannelsesbillede, vores ledere kender – og som har spillet så sørgeligt fallit.

Men hvor er ideerne henne?

Man må lede efter nye toner. Eller måske lytte til den musik, man i årevis har søgt at bringe til tavshed, eller i hvert fald udmanøvrere og latterliggøre. Vores kulturminister er faktisk begyndt at pippe lidt om det på det seneste. For Per Stig Møller har nemlig inviteret kunstnere og intellektuelle til debat (både i Politiken og senest i Kristeligt Dagblad). De, der i årevis er blevet skoset som venstreintellektuelle, elitære ‘forstå-sig-påere’ og smagsdommere, bliver inviteret indenfor nu, hvor det er klart, at den markedsdominerede, liberalistiske tænkning er havnet i en blindgyde. Patetisk, kunne man mene, men bedre sent end aldrig.

(At kulturministerens nyerhvervede åbenhed så ikke har ført til, at kunstnerne er blevet inviteret med i det udvalg, som skal kigge på kunststøtten, er temmelig gådefuldt. Man plejer jo gerne at sige, at det er den, der har skoen på, som ved, hvor den trykker. Denne uforståelige disposition efterlader desværre en vis tvivl om, hvor dybt kulturministerens nye signaler egentlig stikker…).  

Kunstnerne må naturligvis tage imod opfordringen. Foruden de livsnødvendige penge, må kunstnerne også påtage sig at tale om kunsten. Og ikke mindst om det, kunsten kan være og er for mennesker og for samfundet. For kunstnerne ved noget om det ordløse, skabt ud af ingenting. Kunstnere ved noget om vejen til det, som ikke fandtes i verden i går.

Mit nytårsønske for 2011 skal være, at vores ledere mobiliserer bare et gran af sensibilitet og retter opmærksomheden i kunstens retning, og at de dermed tager dét alvorligt, som kunsten og kunstnerne bidrager med. Spørgsmålet er om vi har råd til, at de lader være. Så vågn op: kunsten er derude og taler sit klare sprog om det vigtige og uudsigelige, som ideer og idealer er skabt af. Og kunstnerne er derude. De ved noget om det.

Bankdirektører og politikere må kigge op fra tallene og igen tale om kunst. Det er på høje tid.

Lad os få kunsten til magten i 2011.