Den 11. december kunne man på forsiden af debatsektionen i Politiken finde et billede af en bekymret – ja, jeg vil næsten sige dybt bekymret kulturminister. Han indrømmer et savn, fortæller overskriften, og efter billedet at dømme er det et alvorligt savn: “Jeg savner de intellektuelle”, siger Per Stig Møller. – Her i juletiden er denne tristesse næsten ikke til at bære. Man skal da ikke lide savn, når juleglæden breder sig, og der er fuld gang i gavekøb og forbrugerræs. Kan vi ikke gøre noget for vores bekymrede minister?

“Man må konstatere, at det er blevet de borgerlige, der dominerer debatten.…Det er os, der folder tidens tanker ud,” siger kulturministeren blandt andet og fortsætter: “Det er da kedeligt, at de intellektuelle har meldt sig ud af politik, for så savner vi den der intellektuelle kritik, kurs og påvirkning, som kun forfattere, skribenter og tænksomme mennesker kan tilføre debatten og samfundsudviklingen.”

Men hov, hvem var det lige der blæste til kulturkamp mod de intellektuelle og et påstået venstreorienteret meningstyranni?

Det var vist én, der vidste noget om krig, en vis Nato generalsekretær og tidligere statsminister i Danmark. Han indledte dette slag i sin første nytårstale som statsoverhoved. Og hans tro væbner, Brian – Per Stig Møllers partifælle og forgænger i kulturministeriet – var ikke sen til også at rykke i felten mod smagsdommere, eksperter og elite. Og det var ikke småting, som blandt andre kunstnere skulle stå model til i denne batalje mod ‘venstreintellektuelle’, mod kunstlivets ‘fedtlag’ og mange flere. Ethvert behjertet forsøg på at komme til genmæle fra kunstnernes side blev afvist som ‘klynkeri’. Udfald mod ‘rødvinslegater’ og anden ny-rindalisme fik vind i sejlene med regeringens støtteparti og parlamentariske grundlag som fanefører.

Ikke noget under at debatklimaet er blevet sådan, at intellektuelle, kunstnere og andre tænksomme mennesker med få undtagelser har mistet lysten til eller ikke finder det ulejligheden værd at få en tur i regeringens kulturkampsretoriske kværn.

Så når nu kulturministeren beklager, at der er blevet stille omkring ham, og han oplever et idévakuum, så kunne onde tunger måske finde på at sige, at han og hans regeringsfæller blot ligger som de har redt. Og at det udtrykte savn derfor må være udtryk for en særlig form for masochistisk hykleri – eller blot for at dumheden ved så eftertrykkeligt at have lukket den intellektuelle debat ned nu for alvor viser sig.

Men lad nu det fare. Det er jo kun jul en gang om året. Og i denne tid skal ingen gå og føle sig ensom og forladt. Heller ikke landets kulturminister, lad ham ikke være tynget af julesorgen.

Så kære læsere, intellektuelle, kunstnere og tænksomme mennesker, her er en opfordring: Skriv en kommentar på denne blog og lad jeres kommentar være en julegave til kulturministeren i form af en god idé, lidt modspil eller blot en venstreorienteret tanke.

Lad os fejre julen med at muntre kulturministeren lidt op. Han (og hans parti) trænger til det!