Den længe ventede pengestrømsanalyse af musiklivet er nu offentlig. Opgaven fra Statens Kunstråds Musikudvalg til konsulentfirmaet Rambøll lød på at undersøge pengestrømmene i musiklivet, opdelt i klassisk og rytmisk. Derfor er det ikke så mærkeligt, at debatten op til analysens offentliggørelse har fulgt denne skillelinje, som musikudvalget åbenbart har følt det nødvendigt igen at trække op.

Pengestrømsanalysen viser, at den klassiske del af musiklivet modtager 1.875 mio. i offentlig støtte af en samlet støtte på 3.148 mio., svarende til 60 pct. Det fremgår endvidere, at hvis man medregner støtte fra andre kilder, er tallet 56 pct. (pengestrømsanalysen s. 71).

Pengestrømsanalysen oplyser, at der afholdtes 74.000 koncerter med 4,7 mio. publikummer i 2009, hvis man medregner alt lige fra store professionelle arrangementer til elevkoncerter på musikskolerne. De rytmiske spillesteder har selv opgjort det samlede årlige publikumstal til rytmiske koncerter til ca. 1 mio. Hertil kommer ca. 300.000 gæster til rytmiske festivaler (Politiken d. 27/11). Til klassiske koncerter er der et samlet publikumstal på mindst 870.000 samt ca. 100.000 til klassiske udendørs arrangementer.* Det svarer til, at hver gang 100 personer går til koncert på et rytmisk spillested, så går 87 til en klassisk koncert. Hvis rytmiske festivaler og klassiske friluftsarrangementer medregnes er tallet 74.

I denne sammenhæng er det værd endnu en gang at pointere, at  det ikke kun er 60+ segmentet, der går til klassiske koncerter, og tallene bekræfter kun den tidligere dokumenterede tendens til at nye publikumsgrupper, også et  yngre publikum, opsøger klassiske koncerter og koncerter med ny, eksperimenterende musik.

Det er glimrende, at denne analyse er kommet, den kan medvirke til at mane en række myter om musikstøtten i jorden. Men der er meget, pengestrømmene ikke fortæller noget om, f.eks. betydningen af det indhold, medierne formidler til befolkningen. På radioens FM-bånd har den rytmiske musik total dominans. Der er kun én kanal der sender klassisk musik i dagtimerne, det er DRs P2. Men det er kun indtil november 2011. Derefter vil der i dagtimerne ingen klassisk musik være at finde på danske FM-kanaler. På nettet kan man opleve mere og mere musik. Hvis 5 pct. af denne musikstrøm er klassisk musik eller ny, eksperimenterende musik, så er det højt sat. I de trykte medier udgør klassisk musik og ny kompositionsmusik næppe mere end 10 pct. af den spalteplads, der er tildelt omtaler og anmeldelser af musik.

Hvordan skulle vi opgøre balancen i det danske musikliv, hvis man indregner betydningen af den rytmiske musiks næsten totale mediedominans? Får det klassiske musikpublikum det, som publikumsfordelingen tilsiger? Giver det overhovedet kulturpolitisk mening med denne opdeling af musiklivet, som musikudvalget har bedt Rambøll om at gennemføre?

Vi har nu fået en KVANTITATIV kortlægning af musiklivet: noget om hvor meget og hvor mange og noget om de økonomiske vilkår for denne og hin. Den kvantitative analyse er en vigtig forudsætning for at vi kan drøfte musikpolitikken ud fra fælles forudsætninger. Men jeg mangler en KVALITATIV vurdering af effekterne af alt dette ude i musiklivets mange økosystemer. Lad os undersøge dette og herudfra tale om hvordan det fremtidige musikliv skal se ud.