Der har været et blodbad i Danmarks Radio, en fyringsrunde af triste dimensioner som følge af forårets medieforlig, hvor DR pålægges at spare 80 mio. fra næste år, og hvor DR skal afgive P2. Frekvensen skal i udbud for at skabe sund konkurrence til DRs public service monopol (læs: de røde lejesvende). DR skal genplacere musikstoffet, der bliver hjemløst med nedlæggelsen af P2, på andre kanaler. Og samtidig med besparelserne skal nyhedsstoffet styrkes, hedder det i forligsteksten.

Det er nu kommet helt bag på forligspartierne, at dette med de nødvendige fyringer ikke kan lade sig gøre. Ellen Tran Nørby, mediepolitisk ordføre i venstre, er oppe i det røde felt. Hertil bemærker Politiken (m. fl.) tørt, at enten forstår hun ikke elementære økonomiske sammenhænge eller også er det hykleri.

Den nye kanal skal så i udbud. Der har været talt en del om, hvad den kunne komme til at indeholde. Det, der har været nævnt, har strittet i alle retninger. Af den enkle grund, viser det sig, at forligskredsen her er ganske ueninge. En arbejdsgruppe, som skal kigge på det og få tingene til at mødes, kan ikke finde en formand. De, der får budet ser, at opgaven i praksis er uløselig.

Så nu forlyder det, at P2 at fortsætter ind til videre. I hvert fald et år endnu, måske helt til udgangen af 2011; og man ved ikke om man ske le eller græde. Inden udgangen af 2011 er der et folketingsvalg. Og hvis flertallet skifter, så har Mogens Jensen fra socialdemokratiet bebudet at ville spole hele medieforliget tilbage…

Summa sumarum: et medieforlig, der ligner en mellemting mellem et fallitbo og en ruin. Det sørgelige er ikke kun, at det er sket. Men at det var så forudsigeligt, at det ville ske.