Debutkoncerten spilles 14.09.2010 på Syddansk Musikkonservatorium - Islandsgade 2, 5000 Odense C og 16.09.2010 i Odd Fellow Palæets koncertsal i København - Bredgade 28.
Pernille Petersen har allerede en omfattende koncertvirksomhed i ind- og udland. Pernille Petersen har det seneste år bevist sin musikalitet og virtuositet, som den første dansker nogensinde, at vinde den prestigefyldte Moeck/SRP Recorder Solo Competition i London i november 2009. I maj 2010 vandt Pernille Petersen desuden den første Mieke Van Weddingen Recorder Competition i Mechelen i Belgien.
Debutprogrammet er meget varieret og præsenterer mange facetter af Pernille Petersens blokfløjtespil. Programmet spænder fra 1300-tallets middelaldertoner til 2 uropførelser af prominente danske komponister.
Kasper Rofelt og Mogens Christensen har fornyet blokfløjtens repertoire og komponeret 2 krævende og virtuose stykker i anledning af den forestående debut.
Mogens Christensen, der er en særdeles veletableret komponist, har skrevet en duo for blokfløjte og accordeon med det dramatiske navn Feuerspigel. Dette stykke bliver opført i samspil med Bjarke Mogensen.
Kasper Rofelt, der i rasende fart etablerer sig som en af de meget produktive og dygtige unge danske komponister, har skrevet et solostykke, som uropføres ved Pernille Petersens debut.


