Kære læser!
Lad det være sagt med det samme. Følgende er ikke en bøn. Komponistforeningens klumme har nemlig fået det besynderlige navn ’Fredagsbønnen’. Hvor sammenhængen mellem vores virke som komponister og Mekkas minareter gemmer sig, står jo ikke ligefrem bøjet i neon – måske er det noget med lyden? Lyden af knitrende højttalere er jo ikke et ukendt fænomen fra elektrokomponistens værkstøjskasse. Med lidt velvilje medgiver jeg også, at jeg ikke altid fatter en bønne af kære kollegaers musik eller ytringer – programnoter, eksempelvis. Disse har i mange år været et kapitel for sig – primært fremstillet til fremtidens forskere, der skal beskæftiges med at knække fortidens uløselige mysterier. Fremstillingen af programnoter kan også have den virkning, at man risikerer at opdage, at man egentlig ikke rigtig fatter sin egen musik, heller.
Men altså, en bøn – fredage eller ej – er det nu en særlig relevant beskæftigelse i vores virke som komponister? Eller er der flere DKF-medlemmer end vi aner, der starter arbejdsdagen med ’Kære Gud, giv mig i dag mit daglige levebrød og led mig ind i kreativ fristelse’? Og slutter med ’For Musikken og KODA-checken er din i al evighed. Amen. For resten, det med KODA-pengene skal jeg lige tænke lidt over.´
Jeg mener at huske, at Simon – der efter et interview i forrige klumme, var så venlig at sende stafetpinden videre til mig – i et tidligere interview har sagt om sin rolle i arbejdet med et orkesterværk: man ER jo Gud! Fratrukket en portion selvudslettende dansk beskedenhed i dette udsagn, skal det vel forstås således, at det netop er os – komponisten – der skaber værket; skaberværket! Stemmer og skæbner i partituret er af komponisten givet og forudbestemt. Et lille klik på skærmen – evt. en prik med blyanten – og den stakkels basunist bliver blå i hovedet – oven i købet med støtte fra Statens Kunstfond. Se, det er magt. Sæt stikket i og giv liv til min verden! En bøn i denne verden vil jo være nytteløst – så skal man til at bede til sig selv, da højere magt ikke kan opdrives. Heller ikke om fredagen. Skal man bede, kan det eventuelt være om en plads nær udgangen ved uropførelsen, således at skaberen – vi behersker os med et lille s – i ubemærkethed kan forlade åstedet inden syndebukken skal findes.
For syndere er vi alle sammen – vi skal bare stå véd det og lave kunst der provokerer, er kompromisløs, hensynsløs, vedkommende, rørende, nødvendig og vigtig og som får os til at åbne ørerne for nye anskuelser og erkendelser. Lad os blive stødt på vores vanetænkning! Ingen skal holdes udenfor dette fællesskab – her er plads til alle køn, aldre, religioner, gangarter, frisurer, hudfarver og dialekter. Også angrende brugtvognsforhandlere.
Og dette er ikke en bøn – det er en opfordring.
