Komponistforeningen har opfordret mig til at skrive ”Fredagsbønnen”. Min fredagsbøn vil handle om 3 forhold:

Jeg har en bøn til den politiske verden om at være mere ambitiøs i sin kulturpolitik og i højere grad integrere kulturpolitikken i uddannelsespolitikken.

Musikudvalget i Kunststyrelsen har iværksat en pengestrømsanalyse, som skal give faktuel viden om pengestrømmen i det danske musikliv. Initiativet er godt. Min bøn går på, at analysen må blive brugt varsomt - og med indsigt og forståelse for de meget forskellige forudsætninger, der kræves indenfor næsten usammenlignelige kunstformer.

Min sidste bøn uddyber overskriften – mere om det senere!

I Norge har man taget en ambitiøs beslutning. Man har indset, hvor vigtig kulturen er for det enkelte menneske og samfundet og har besluttet, at i 2014 skal 1% af bruttonationalproduktet anvendes på kultur, hvilket er ca. det dobbelte af niveauet i Danmark.
Musik og andre kunstformer går på tværs af sprog, religion og kultur og samler folk. Musik bevæger og stimulerer mennesket emotionelt. Tænk på hvor meget vi udveksler musiksmag og musikkendskab. Ligesom vi føler behov for mad fra forskellige kulturer, og disse behov opdages og udforskes i takt med at de forskellige madkulturer integreres, mener jeg, at der i mennesket er et grundlæggende behov for musik i forskellige genrer. Men hvis man ikke fører en ambitiøs kulturpolitik og blot forfalder til at læne sig op ad den musik, der kan eksistere på markedsvilkår, får vi med tiden et meget smalt udbud af musik og dermed et kulturfattigt land.
Nysgerrighed skal stimuleres!
Desuden må man ikke glemme, at det er udviklingen af smalle genrer, som går mod strømmen, der udvikler det brede musikliv. Britney Spears’ meget ”catchy ”og skæve violin-hook i Toxic var aldrig blevet til uden den moderne kompositionsmusiks udvikling af tonesprog, og Björg havde aldrig skabt sine fantastiske lydlandskaber uden inspiration fra Karlheinz Stockhausen.

Behovet og nysgerrigheden for musik skabes i opvæksten. Hvis danske skoleelever ikke får tilbud om at møde andre, smallere kulturer, udvikler man ikke den grundlæggende nysgerrighed og åbenhed over for kulturoplevelser, og dette kommer til at præge voksenlivet. På de fleste norske skoler spiller næsten alle et instrument, det er en del af opvæksten, hvor børnene blandt andet oplever glæden ved fordybelse og samarbejde. Der er lavet talrige undersøgelser, der viser, at man klarer sig bedre i faglige fag ved kreativ stimulering. Derfor er det så vigtigt at man politisk bliver meget mere ambitiøs hvad angår kreative fag og kulturelle tilbud i folkeskolen.

Som medlem af Safri Duo var jeg på en større klassisk skolekoncerttourné i Australien. Det var ikke, som vi i Danmark måske forestiller os, en række koncerter i gymnastiksale. I Australien er der nemlig taget en politisk beslutning om, at alle skoleelever to gange om året skal til koncert i en rigtig koncertsal. Og der var virkelig gang i den til koncerterne – det var et fantastisk publikum! Med denne politik har alle skoleelever mindst 18 gange i løbet af folkeskolen fået store oplevelser i en koncertsal. Derfor bliver det også naturligt for dem i voksenlivet at følge med i, hvad der foregår i koncertsalene.

Berliner Philharmonikerne lavede for nogle år siden et fantastisk visionært projekt, som resulterede i filmen Rhythm Is It. Hundredvis af folkeskoleelever fra belastede miljøer skulle lære at danse til Stravinskys krævende mesterværk Le Sacre du Printemps. Det endte med en forrygende oplevelse for både elever og publikum, og gav eleverne et livslangt kærlighedsforhold til denne musik. Den klassiske musik er ikke, som det opfattes af mange, kun for dem med særlige forudsætninger; klassisk musik behøver ikke at være noget finkulturelt, som sker ”derude”! – den kan som al anden musik opleves umiddelbart. Den er for alle. Det fandt disse elever ud af – men det havde de ikke gjort, hvis ikke de havde fået den tilbudt. Derfor er det så vigtigt med en kulturpolitik, der giver sådanne tilbud!

Faglig dygtighed kan til dels måles ved tests, men det er svært at måle effekten af manglende udbud af kreative fag. På længere sigt er jeg dog ikke i tvivl om, at indskrænkning af kreativ udvikling i folkeskolen vil blive målbart – blandt andet på det faglige niveau.

Min første bøn: lad os få en ambitiøs kulturpolitik, bedre vilkår for udviklingen af alle musikgenrer,  flere kulturudbud og kreative fag i folkeskolen!

Sidste år deltog jeg i en tænketank, hvor vi udviklede 14 virkelig gode strategiske anbefalinger, der kunne forbedre vilkårene for udviklingen og udbredelsen af rytmisk musik. Tanken var at synliggøre, hvordan man fra politisk side kunne se idéen i at udvide hele kulturområdet, og at der også ville være en økonomisk gevinst ved at gøre det. I mellemtiden er der kommet en udmelding fra kulturministeriet om, at puljen til kultur ikke vil blive udvidet – tværtimod. Derfor vil der nu blive kamp om de samme midler fra de forskellige lejre.

Jeg har selv som udøvende musiker, komponist og producer arbejdet på højt niveau i såvel det ”finkulturelle” som i det ”folkelige” musikliv; det ”finkulturelle” repræsenteret ved for eksempel opførelsen af Per Nørgårds fantastiske værk for slagtøj og symfoniorkester, Bach to the Future, med BBC Symphony Orchestra i Royal Festival Hall, og det ”folkelige” ved for eksempel at ”fyre den af” på Grøn Koncert i Valby for 60.000 mennesker med electronica-pop. Begge genrer har en vigtig berettigelse i kulturlivet, men der er tale om to forskellige miljøer, der arbejder ud fra meget forskellige forudsætninger og betingelser. Det er irrelevant at forsøge at påvise, at det ene er ”sværere” end det andet. De to genrer kræver noget forskelligt, og det bør de to kulturer have gensidig forståelse for!

Bach To The Future kræver et virkelig godt orkester med 80 musikere, som med en livslang og passioneret indsats på deres instrumenter er kommet gennem nåleøjet via en lang konservatorieuddannelse og en efterfølgende konkurrence til orkestret. Samtidig kræver det to solister, der har lagt i hundredvis af intense øvetimer i at indstudere værket. Hertil kommer en dirigent, der har viet sit liv til direktionen, og sidst men ikke mindst en komponist, der udover et stort talent har gennemgået en omfattende komponistuddannelse.

Grøn Koncert stiller ikke nødvendigvis de samme subtile instrumentale krav men kræver stort talent på en lang række andre områder. Shubidua er fantastiske, det kan indenfor denne genre ikke gøres bedre, men faktuelt er alle medlemmer udøvende musikere på deltid – og har således et ”rigtigt” job ved siden af. En klassisk strygekvartet på deltid findes ikke – det kan ikke lade sig gøre med de instrumentale krav denne genre kræver. Det ene er ikke bedre end det andet, eller mere eller mindre væsentligt for kulturlivet - det er vigtigt at få slået fast - men vi skal være bevidste om de vidt forskellige forudsætninger hos musikerne, når vi med den kommende pengestrømsanalyse i hånden skal konkludere handlemulighederne.

Ser vi på indtægtssiden befinder vi os også i vidt forskellige verdner. Den absolut bedste strygekvartet i Danmark spiller med glæde 30 koncerter for det honorar, som den mest populære rockgruppe takker pænt nej tak til for én koncert. Rock-pop fungerer tilsyneladende fint på markedsvilkår. Under de vilkår ville den klassiske musik slet ikke kunne overleve – derfor kræves der en kulturpolitik, der værner om denne fantastiske musiktradition opbygget og udviklet gennem århundreder.

Der er ingen tvivl om, at der er områder af den rytmiske musik, der bør have større støtte for at kunne udvikle sig og agere på professionelt niveau. Men igen er det vigtigt ikke at sammenligne det usammenlignelige – at være bevidste om, hvad det er, vi sammenligner, hvorfor, og i hvilket perspektiv. Med pengestrømsanalysen stiller man sig ét sted på skakbrættet, men det er vigtigt med en samlet forståelse og indsigt i hele musiklivet for at kunne bevæge sig rundt på skakbrættet. Først da kan man afgøre, hvordan, hvor meget, og ud fra hvilke formål, der skal støttes.

Min anden bøn: at musikudvalget med pengestrømsanalysen i hånden vil gøre sig grundige strategiske overvejelser og kigge på behovene, de dybere formål og værdierne i det samlede kulturliv som udgangspunkt ved de kommende års fordeling af midlerne i musiklivet.

CPH:PIX, CPH:DOX, CPH:FASHION – er spændende kulturelle initiativer, der på hver sin måde står for noget nyskabende, at være nysgerrig for det nysgerrige publikum, for kvalitet, der forener det ”smalle” med det ”brede”, som bevæger sig forførerisk på overfladen, men også går i dybden med høj kreativ faglighed.

KADEAU - er en fabelagtig restaurant på Bornholm, som jeg havde fornøjelsen af at besøge i sommer. Her bliver serveret den ypperligste mad og vin med stor faglighed og kreativitet i afslappede rammer og på en meget afslappet facon. Vil man nøjes med at opleve det hele ”umiddelbart”, uden at vide noget om ”indholdet”, kan man gøre det. Hvis man derimod vil have noget mere at vide, står tjenere og kokke til rådighed og fortæller om det! Det er op til en selv – den ene oplevelse er ikke ”bedre” end den anden.

Sjællands Symfoniorkesters navn på internationale tournéer er Copenhagen Philharmonic Orchestra, e-mail-adressen cph-phil@cph-phil.dk, og det er for mig oplagt at orkestrets repertoire, koncertform, stil, sprog og image, skal lade sig inspirere af de andre CPH-initiativer. Hvad enten navnet bliver, eller ikke bliver, som jeg håber, skal Sjællands Symfoniorkester være et ”CPH:PHIL”.

Min tredje og sidste bøn: at CPH:PHIL bliver en Kadeau for folket!

Jeg vil give stafetten videre til Henrik Marstal. Henrik var formand for tænketanken for udviklingen af rytmisk musik, og det var en stor fornøjelse at arbejde sammen med Henrik.

Henrik! – pøj-pøj med fredagsbønnen!...

UFFE SAVERY
Chief Executive and Artistic Director
Copenhagen Philharmonic Orchestra
Vestergade 12, 2
DK-1456 Copenhagen K

PH: +45 3391 1199
Fax: +45 3338 1149
E-mail: cph-phil@cph-phil.dk
www.symfonien.dk