Morten Olsen (f.1961)

Nutidskunstens største problem synes at være, at den har fået sig selv som største problem. Ikke mindst den ambitiøse kompositionsmusik må fortsat se sig marginaliseret og afskrevet som uvedkommende eller ligefrem frastødende udtryk for æstetisk narcissisme af værste elitære skuffe. At der både er tale om marginalisering og selvmarginalisering, er ingen nyhed. Primært hænger det sammen med den daglige erfaring, at der ikke længere findes nogen fælles, veldefineret virkelighed at forholde sig til, endsige skildre.

Den ikke så fjerne fortids musikfilosofiske guru, Theodor W Adorno (1903-69), nåede at forudse også denne situation, og for en gangs skyld så han optimistisk på sagen: "Kunsten kan omsider se sig befriet for den løgn at skulle være sandhed".

l950'ernes ortodokse modernisme var både et æstetisk og etisk projekt, der implicit forudsatte en alment forpligtende sandhed. Postmodernismen er på mange måder både en forkastelse af modernismen og en fortsættelse af den. Den afgørende forskel er imidlertid den, at der for postmodernismen ikke findes én, men mange sandheder, og den sandhed om sandheden har så logisk nok været forpligtende siden slutningen af 1960erne.

At acceptere pluralismen uden at forkaste modernismens indsigter indebærer både mulighed for større frihed og risiko for øget (selv)marginalisering. "At være kunstner nu betyder at stille spørgsmål til kunstens natur", konstaterede konceptkunstneren Joseph Kossuth allerede i 1969, og hermed tematiserede han i kortform det postmodernistiske projekts potentiale og dilemma.

For mange yngre komponister har dilemmaet været så påtrængende, at det er blevet blokerende for potentialet. Og her melder sig så teknologiens (samplerens) lap-top-fristelser med ugens tilbud om forbindtlige genveje og overkommelige løsninger på besværlige udfordringer. Og herregud, når selv de garvede frontkæmpere Berio, Penderecki, Gôrecki m. fl. - kan desertere og holde brandudsalg over deres ungdoms idealer, så er det vel også i orden, at yngre folk indtager mere publikumsvenlige positioner. Efter sigende lever selv komponister kun én gang, og der kan vel også ligge en vis selvbekræftende pirring i at gå i takt.

Morten Olsen (f. 1961) fulgte med et godt stykke vej, men opgav det fælles fodslag i midten af 1990'erne for at finde og følge sin egen puls. Indtil da havde han brugt tid og kræfter på at levere metervis af mainstream-musik til reklame- og filmindustrien. Det gav kasse-og kvalme. Et hamskifte blev uundgåeligt, hvis selvrespekten skulle overleve.

Det er foreløbig blevet til en halv snes tætte kompositioner for forskellige besætninger og af vidt forskellig karakter, men alle båret af personlig udtrykstrang og håndværksmæssig behændighed.

Modernismens såkaldte materialefetichisme er ikke tabu for Morten Olsen. Tværtimod piloterer han ubesværet sine værker med elementære rækketeknikker, versioneringer af Per Nørgårds uendelighedsrække, serielle kalkyler, cellestrukturer med referencer til Boulez, Stockhausen og Ligeti samt isorytmiske formskabeloner. Morten Olsen vedgår åbenlyst arv og gæld.

Men han er først og fremmest et ægtefødt barn af postmodernismen. Det fremgår med enhver ønskelig tydelighed både af hans omgang med arvegodset, som han betragter og behandler som rene modaliteter, og af hans refleksioner over komponistrollen. Til værket I repeat myself when under stress, I re... for Es-klarinet (eller blokfløjte) og akkordeon (1995) skrev han således denne programnote:

Egentlig kan jeg ikke ret godt lide programnoter, for de har altid en tendens til at ville tvinge publikums oplevelse i en bestemt retning, og egentlig burde musikken jo kunne selv. Derfor har jeg altid oplevet det som et vist pres at skulle skrive en programnote. Egentlig kan jeg ikke ret godt lide programnoter, for de har altid en tendens til at ville tvinge publikums oplevelse i en bestemt retning, og egentlig burde musikken jo kunne klare det selv. Derfor har jeg altid oplevet det som et vist pres at skulle levere en programnote. Programnoter, har af en eller anden grund altid en tendens til at ville tvinge publikums oplevelse i en bestemt retning, og egentlig burde musikken jo kunne selv. Derfor har jeg altid oplevet det som et vist pres at skulle skrive en programnote...

Her sætter han Pelle Gudmundsen-Holmgreen, John Cage og Samuel Beckett stævne: "Nothing to say, keep on talking". Denne programnote - the programme note to end all programme notes - er et virtuost greb, på én gang værkkommentar i videste forstand, dvs. æstetisk program, og værk i sig selv, et værk der både belyser og skygger for værket selv, dvs. det værk der egentlig skulle kommenteres.

Hermed er langtfra alting sagt. Morten Olsen taler heldigvis videre. De fleste af hans værker finder afsæt i en mimetisk impuls, dvs. at de refererer til og transformerer allerede eksisterende fænomener og objekter. Det kan være enkle geometriske figurer som i Dreifach (1994-95), Diptychon (1996-98) og Square One (1999), der parafraserer det såkaldte magiske kvadrat og aflokker dets talmæssige og filosofiske logik nye betydninger.

Eller det kan være naturoplevelser som i Thunderstones (1998), Irazz (2001) og gennembrudsværket mirages (2002). Der er selvsagt ikke tale om programmusik i traditionel forstand, snarere om organiske abstraktioner af et givet (natur)fænomen - med et udtryk lånt fra billedkunstens verden. Hovednavne er her Henry Moore, Jean Arp og Joan Miró hvis figurer næsten alle har naturen som afgørende inspirationskilde. Transformerede, ofte deformerede, men genkendelige figurer.

Det rejser et påtrængende spørgsmål i og til denne mediehærgede, postmoderne tid, nemlig om formidlingen, repræsentationen af (den gamle) virkelighed er gået hen og blevet den eneste virkelighed? Og det er virkelig ikke en anden historie, for kunsten har vel også her et medansvar.

Morten Olsens produktion placerer sig centralt i denne diskurs. Og den gør det med overbevisende kunstnerisk og håndværksmæssig styrke. Det er ikke så underligt, for han er uddannet som kontrabassist på Det kgl. Danske Musikkonservatorium i København og har arbejdet i flere år som professionel musiker og medlem af ATHELAS Sinfonietta Copenhagen, hvis repertoire overvejende er samtidsmusik.

Morten Olsen har modtaget Statens Kunstfonds 3-årige stipendium (2000) og Hakon Børresen-prisen (2003).

Sven Erik Werner dec. 2003