Jeg har altid undret mig, hvorfor være dybt fascineret og så ikke bruge det til noget?
Igennem alle mine år som aktiv komponist har jeg næsten altid været imponeret over de værker jeg har hørt skrevet af mine danske kollegaer. Mangfoldigheden og den håndværksmæssige kunnen. Utrolig at der er så mange tilgange til musik i et så forholdsvist lille miljø, og så er de fleste af de musikalske ideer ovenikøbet velgennemførte. Der er selvfølgelig særlige værker og komponister der træder ud, og af og til værker der må betegnes som decideret mislykkes, men det hører sig jo også til.
Noget der fremstår ganske tydelig er mange komponisters fascination af det tonale, af gentagelsen, det minimale og ikke mindst det melodiske, gamle klassiske dyder fra nærmest før at der var noget vi kan kalde klassisk.
Men hvorfor ligger det næsten altid og spøger i baggrunden, som glimt af lys fra en forsvunden tid der kæmper for at bryde igennem til overfladen, men som aldrig får lov?
Det er som om der er en dyb fascination af det direkte udtryk, den stærke musikalske følelse, men også en lige så stærk angst for at bruge det.
Måske startede det med den såkaldte ”ny enkelhed” i den danske musik, der affødte fantastiske værker, men også værker med en distance der næsten ikke er til at bære. Koncentrerede objekter af en svunden tid der kan bruges som byggeklodser i skabelsen af en nutidig musik. En sympatisk tanke der bare uvægerligt fører til en distanceren fra det musikalske materiale, det bliver netop til byggeklodser.
Måske føler vi os bare mere tilpas ved distancen, det ”ironiske” som vi jo ofte siger er et særligt dansk fænomen som udlændinge har svært ved at forstå.... måske fordi det rent faktisk er svært at forstå?
Måske er det bare vane? Vi har simpelthen vænnet os til det ironiske – distancen som et kunstnerisk grundvilkår, kunstneren der betragter den levende verden omkring sig og med et velanrettet stød sætter sit kunstværk ind i den pulserende strøm af lyd, lys og vibrerende liv.
Hvorfor kan vi som kunstnere ikke sige tingene som de er, uden omsvøb med de rene akkorder, den rene melodi og det rene udtryk med et minimalt brug af musikalsk materiale, så at publikum kan mærke om komponisten har noget på hjertet, og om det er værd at lytte på.
Martin Lohse 17 maj 2010
Kommentar
Af: Carl Bergstrøm
Tonaliteten er da ikke natur og således heller ikke det, hvormed man direkte "siger tingene som de er". Den repræsenterer én slags kunstfærdighed. Det som højskolesange eller en romantisk symfoni kan, er pragtfuldt men jeg er alligevel glad for at der er sket noget andet siden. For mig som ungt menneske var romantikken revolutionær først i forhold til den ældre musik jeg ellers var vant til. Senere blev musik som fx. Stockhausens Kontakte til en befrielse for mig fra nostalgi og en sjælens udspænding netop i et slags kosmisk rum, ikke ulig Beethovens sene strygekvartetter, men mere tæt på min egen verden. Kollektiv improvisation blev en bliven til i intensitet sammen med andre. I musikhistorien har vi oplevet en lang række skift, hvor man altid har tabt nogle muligheder og til gengæld vundet nogle nye. Romantikken var god til at fokusere på en bestemt slags gestus af inderlighed. Fællesnævner for megen musik efter 1945 der ser sig selv som radikalt "ny" er interessen for mere åbne klangprocesser, som er nærmere ved naturens og kulturernes mangfoldighed af lyde - også ved deres pluralitet af musik. Det har filosoffen Deleuze kaldt en mere "kosmisk" orientering, hvad man måske godt kan sige i mangel af bedre. Der tabes, og der vindes. Dit spørgsmål kunne konkretere måske siges at være "hvordan kan man bruge tonaliteten som komponist idag". Det er klart, det var nemmere da der ikke var sat spørgsmålstegn ved den. Mit eget svar ville vel være at sætte det tonale op ved siden af "noget", ramme det ind eller noget andet eller lade det være pluralistisk (som Ives osv.). Det behøver ikke absolut føre til noget ironisk men kunne være som et billede med guldramme. Det kunne være en fremmedgørelse med den hensigt at af-fremmedgøre. Jeg havde selv engang nogle ideer om at skrive en musik hvor tonalt materiale skulle "bryde frem" med stor intensitet. Jeg realiserede dem aldrig, men jeg kender til noget lignende fra improviseret musik, og Peter Bruun har faktisk lavet noget meget lignende med "De nære ting" hvor der kommer et langt citat. Så nu mangler vi bare dit bud på hvordan det kan gøres...