Af Bent Nørgaard, instruktør og dramatiker
Hvad gør man med en stafet, der pludselig havner i ens indbakke? Tager man udfordringen op eller takker man pænt nej. Jeg valgte det første. Stafetten kom jo netop fra en af de komponister, jeg i de seneste år har haft et meget tæt samarbejde med, nemlig Hans Sydow.
Hans Sydow har komponeret musik til en række af mine eksperimenterende forestillinger, som jeg har skabt i forbindelse med mine 6 år som leder af Center for Kunst og Videnskab ved Syddansk Universitet. Selv om jeg nu har valgt at løsne mine bånd til Syddansk Universitet for at genoptage mit kunstneriske arbejde som freelance instruktør/dramatiker og kombinere det med min konsulentvirksomhed (kommunikationsrådgivning (se evt: www.bentnørgaard.dk ), så har jeg stadig et tæt samarbejde med Hans Sydow. F.eks. i forbindelse med at jeg underviser på Tonespace uddannelsen ved Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole i Esbjerg.
På Center for Kunst og Videnskab arbejdede vi med at skabe sceniske forestillinger inspireret af videnskabelig tænkning, forskning og refleksion. I nogle af forestillingerne indgik skuespillere. De stod på scenen sammen med forskere – i andre forestillinger var det kun forskere der medvirkede.
Det er klart, at denne udtryksform for nogen syntes fremmed. Var det teater? Var det formidling? Var det kunst? For andre var disse forestillinger en enestående mulighed for på en oplevelsesbaseret måde at komme ind i forskningsverdenens skjulte skatkamre, der jo indeholder kimen til, hvordan fremtiden for os mennesker former sig.
Helt personligt har jeg for længst måttet opgive at genredefinere denne form for eksperimenterende scenisk aktivitet. En sådan definition fører ingen vegne – og levner på ingen måde plads til at man kan se på ”det nye” med så jomfruelige øjne som muligt. Jeg får mere energi af at spørge mig selv om, hvad sådanne værker gør og ikke hvad de er. Skaber de intensiteter, forskelle og hvilke forskelle skaber de? Stjæler de beskuerens tid eller bidrager de til menneskelig berigelse af hin enkelte? Og bidrager de til en større forståelse af fællesskabets udfordringer?
Tonespace-uddannelsen er i mine øjne med til at bane vejen for at nye udtryksformer kan opstå, og der findes naturligvis også andre uddannelsesmiljøer, der bidrager til denne udvikling.
Men noget samlet uddannelsestilbud for folk, der ønsker at arbejde eksperimentelt med nye udtryk, der går på tværs af de vante æstetiske faggrænser, eksisterer ikke. Hvor går man hen, hvis man vil lære noget om avantgarde-traditionen? Hvor går man hen hvis man ønsker at lære noget om andre æstetiske fag end ens eget, så man føler sig rustet til at skabe tværæstetiske værker? De fleste er nødt til, som jeg selv har været, selv at stykke en sådan kunstnerisk forskning og udviklingsproces sammen. Bevares, det lader sig gøre. Men er den rette måde vi tager den eksperimenterende kunst alvorlig på? Er det den rette måde, at vi skaber nye udtryksformer, der kan indfange mere af denne verdens kompleksitet end de vante former tillader?
I virkeligheden drømmer jeg om, at der kunne skabes en slags overbygning til de nuværende kunstneriske uddannelser, hvor de kunststuderende, der har lysten til at arbejde i den tværæstetiske avantgardetradition, kunne studere et ekstra år med dette fokus. En sådan uddannelse skulle omfatte moderne kunsthistorie inden for de forskellige fagfelter og egentlige værkproduktioner. Denne kobling mellem det praktiske og teoretiske vil også kunne danne afsættet for videnskabelig baseret kunstnerisk forskning, idet der jo netop er tilknyttet teoretikere (dramaturger, kunsthistorikere, musikteoretikere o.s.v) Dermed vil en sådan overbygning ikke alene bidrage til udvikling af det eksperimentelle kunstmiljø i Danmark, det vil også bidrage til den efterspurgte kunstneriske forskning, som mange i dag er optaget af at iværksætte.
